Hvad vil det sige at være omvendt og genfødt!

Af Peder Mikkelsen,
Forkynder i LM.


Når vi støder på disse par ord, tænker en del af os sikkert på dem som selvfølgeligheder.
Og jeg tror ordene er blevet så selvfølgelige et par størrelser i blandt os, at nogle regner sig som omvendt og genfødt uden i virkeligheden at være det.

Men det bør ikke være selvfølgeligheder.
Det bør være en nærgående virkelighed for os, at der går mennesker rundt i vores fællesskab, som aldrig i sandhed er blevet omvendt og genfødt.
Vores forkyndelse bliver uden karskhed, hvis vi glemmer det.

For 30 år siden, var jeg med i “Skjern vækkelsen”.
I denne vækkelse, havde omvendelsen en helt anden og mere betydningsfuld plads, end den har i dag.
Men også i det, var der en fare.
Det, der blev sagt om omvendelsen (særlig i vidnesbyrd), blev sagt sådan, at den fik karakter af en eller anden mærkværdig nåleøjeoplevelse, som mange af os gik og kæmpede med at komme igennem.
Når vi ser på omvendelse, kan vi ikke undgå at støde på disse to faldgruber:
Enten at det er en selvfølge at alle i missionshuset er omvendte, eller også falder vi hen i en endeløs undersøgelse af omvendelsen, om den er god nok, eller om den i det hele taget har fundet sted. -
Gennem det subjektive søger vi en bekræftelse på, at vi er Guds børn, ved at navlebeskue vor oplevelse af det, vi kalder omvendelsen. -

Jeg læste følgende citat af en amerikansk præst:
”Hvis bare du får en oplevelse, der er stor nok i forbindelse med din omvendelse, vil du få en omvendelse som du aldrig senere i livet vil komme i tvivl om ægtheden af”. -

Jeg kan stadig gyse ved tanken om det, for med sådan en udmelding, leder han menneskers opmærksomhed hen til en falsk indikator for, om de er Guds børn.
For der står nu ingen steder i Guds ord, at du frelses ved ikke at tvivle på din
omvendelsesoplevelse...

Angående omvendelsen, så ér menneskehjertet bedragerisk.
F.eks. forsøger menneskehjertet ofte at placere omvendelsens centrum i viljen, for at kunne vedblive med selv at være i centrum.

Der ér tider hvor mennesker på en særlig måde er berørte af Guds Ord.
De oplever et åndeligt røre i hjertet, en længsel efter at blive en kristen. Og i denne situation kan beslutning om at blive en kristen fødes. -
Det er en god beslutning.
Bare det ikke stopper der.
Og det gør det så nemt.
Det er som Pascal har sagt: ”Menneskets ånd er sådan, at det tror, det har omvendt sig, så snart det har besluttet sig for det”.

Mange kommer aldrig længere.
Når det hele ikke bliver ved med at være, som de synes, det var, da de besluttede sig, føres de ind under loven i kamp og livtag med sig selv.
Det fører dem gennem nye beslutninger til efterfølgende erkendelse af at være på ret vej.
Og desværre giver det ofte en lettelse i sindet at nå frem til denne fornyede erkendelse: at nu er det blevet sådan med mig, at jeg må være et Guds barn.

Denne lettelse er en djævelsk følelse, som gør det svært, at blive færdig med at lede efter en bekræftelse på at være et Guds barn i sig selv. Og dermed en hindring for at nå frem til evangeliets forløsning.

Kort sagt: Omvendelsen er ikke at begynde at gøre gode gerninger. -
Den er ikke, at finde en bekræftelse på, at nu må du være en kristen. Uanset om det er fundet i en særlig omvendelses-oplevelse eller i ændringer, du føler hos dig selv. -

Nej, omvendelsen er betegnelsen for den naturlige religiøsitets undergang, hvor selvforløsningens vej bliver en død vej for dig.
Du bliver færdig med dig selv som materiale til at blive hellig, from og god. -
Omvendelsen er dit hjertets vending væk fra alt dette, og til Guds nåde, med den indstilling i hjertet, at modtage denne nåde uforskyldt og uden ydelse af nogen art.

At komme til Kristus uden nogen form for kvaliteter og fortjeneste, er omvendelsens grundlæggende karaktertræk.
Og den erfaringsmæssige side ved omvendelsen, er i grunden underordnet.
Og det er helt naturligt, at den arter sig vidt forskelligt fra menneske til menneske.

Skriften har et andet udtryk for omvendelse, som understreger at den er virket af Gud og har evangeliet som drivkraft og mål. -
Det er “genfødelse”, og hvad enten vi siger genfødt, født på ny, omvendt til evangeliet eller kommet til tro på evangeliet, så udtrykker vi den samme sag.
Vi udtrykker, at et menneske er flyttet over fra dødens rige til Guds rige.

Med udtrykket genfødelse har sagen bare fået en nuance mere.
For bibelen bruger aldrig dette udtryk bydende: ”bliv genfødt”.
Det understreger bare fra en ny side, at det at blive et Guds barn helt er Guds værk.
Et værk, som han virkeliggør gennem nådens midler.

Som det står i “Augustana” art. 5 :
”For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der - hvor og når Gud vil - virker troen i dem, der hører evangeliet”.

Ved denne overgang fra død til liv sker der noget med dig.
Du er ved troen kommet ind i et livssamfund med Jesus.
Der er nu noget i dit hjerte, som banker sammen med Jesu hjerte.
Der spirer noget frem i dit hjerte, som længes efter den hellighed og renhed, som er hos Jesus, og som kommer i et modsætningsforhold til det vanhellige.

Dette nye kommer i smerte over synden.
Det er muligt, at du ikke synes, du kan finde dette i dit hjerte, men det ér der, så sandt du hører Jesus til.
Og dette nye liv, som er født ind i dig ved troen på Jesus, er du ubrydeligt bundet sammen med, så længe du lever åndeligt set.
Vel kan du trodse det og træde det under fode.
Men du kan ikke gøre det, uden at du før eller siden som konsekvens vil komme til at miste livet i Gud.

Du kan måske ikke se forskel på dit liv før og nu, hvor du er blevet løst af evangeliet.
Men der er alligevel en forskel.
Der er livets art til forskel.
Gerningerne, du gjorde før, og dem, du gør nu, er måske ikke så forskellige, men arten af det liv, de springer ud af, er vidt forskellige.

Før havde gerningerne sit udspring i lovens krav og påbud.
Men nu, hvor krav og byrder er løftet af hjerte og samvittighed, har gerningerne sit udspring i denne vidunderlige frihed, som salme 119, 32 udtrykker:
“Jeg vil løbe dine buds veje, thi du har givet mit hjerte at ånde frit” (Gl. ovs.)

Her har det forløste menneskes gerninger sit udspring (du har givet mit hjerte at ånde frit).
Når kravene ikke mere er gerningernes kildespring, springer de ud af en helt ny art af liv, som er født dér, hvor nåden har løftet alle krav og byrder af hjerte og samvittighed.

Du, som ængstes for, om du ér et Guds barn, vil jeg godt give en lille prøvesten.
Ikke at du skal undersøge om din omvendelse er god nok, om din tro er god nok.

Men jeg vil stille dig et lille spørgsmål:
Hvad er det, der fornyer dig? - Du fornyes nemlig ved det, du lever på. - I dit liv som kristen, er der sikkert tider, hvor du synes, du som kristen blev fornyet.

Hvad er og var det så, der fornyer dig? - Fornyes du, når du føler at dit kristenliv lykkes for dig? - eller fornyes du ved dine viljebeslutninger? Ja - så er det jo det, du bygger på. -

Eller, er det sådan, at der ikke er andet, der kan forny dig, end endnu engang at få lov til at se Jesus, og det han gjorde for dig - fornyes ved at synke ned i nåden, og se det, du ejer i Ham? - Er det ved det, du fornyes?
Ja - så er du barn af nåden.
Og ér du et nådebarn, så ér du både omvendt og genfødt.

Peder I. Mikkelsen.