'Budskabet',
Nr. 3, maj/2007.
Af Peter Olsen.
Emerging Church.
Mange evangelikale i USA benævner ofte sig selv post-konservative eller Emerging Church.
Blandt dem står den nyligt afdøde professor Stanley Grenz (1950-2005) som den ledende teolog og pastor Brian McLaren (f.1956) som den ledende populærforfatter.
Den sidstnævnte er i Danmark kendt for sin skønlitteratur, hvori han lader teologien komme frem gennem samtaler:
En af hovedpersonerne, Neo, forklarer, at den poetiske beretning om Adam og Eva skal forstås om ”menneskeheden i sin mest primitive tilstand” ('Historien vi finder os selv' i s.80).
Syndefaldet skal tælles i flertal, og det bedste eksempel er tilsyneladende Kains drab på Abel. Korrekt forstået viser historien i 1.Mos.4 os, hvad der skete, da vore primitive forfædre udviklede sig fra jæger-samler-stadiet over kvæghyrde- til agerdyrker-stadiet.
Både jægere, samlere og hyrder var nomader.
Men på et sent tidspunkt i evolutionen slog vore forfædre sig ned som landmænd.
De satte hegn op om deres marker, og når hyrderne drev deres dyr ind over disse marker, som de plejede, blev landmændene vrede og slog de formastelige ihjel.
Kain er et billede på landmændene, og Abel på nomaderne (s.84).
Og sådan fortsætter Neo med sin afmytologisering af 1. Mosebog.
Han siger ganske vist, at vi ikke skal tale om myter, men hellere kalde det poesi (s.56). Men det er tydeligt nok, at skabelsesberetningen skal forstås som et digt over evolutionen.
McLaren lader også sin hovedperson, Neo, tilslutte sig John Wesleys syn på, hvad der er kilde og autoritet for teologien (s.211).
Den såkaldt Wesleyanske Quadrilateral siger, at både Bibelen, traditionen, fornuften og den genfødtes erfaringer skal bestemme teologien.
Af disse fire er Bibelen dog den væsentligste.
I Emerging Church kan Jesu død på korset desuden betyde en helt masse spændende ting. Neo gengiver flere opfattelser:
Løsesum, stedfortræder, den sejrende Kristus, den juridiske og den etiske forsoningslære, ’den magtfulde svagheds-teori’ og synliggørelsen af Guds smerte (s.140ff).
Men alt det er blot vinduer, hvorigennem vi kan se en lille del af himlen (s.139).
”Teologi er skabt af mennesker… det er menneskelige konstruktioner” (s.166). Derfor skal vi f.eks. ikke betragte nogen forsoningslære som ’den rigtige’.
I stedet skal vi kigge gennem så mange vinduer som muligt.
Det skal dog tilføjes, at lige netop talen om Jesu stedfortrædende lidelse af straf ikke er i høj kurs.
En far, der dræber sit eget barn af hensyn til nogle andre: ”Det lyder som guddommelig børnemishandling” (s.138).
At teologi bare er menneskelige konstruktioner; altså kultur-produkter, får betydning for, hvordan vi skal forholde os til andre kulturers teologier.
Neo siger:
“Det er for mig at se missionens udfordring i det tredje årtusinde: Ikke at udrydde buddhistisk eller islamisk kultur eller stammekulturer, men at velsigne dem med Kristus – lade Kristus komme til dem og udrydde det onde fra dem” ('Kristen på en ny måde' s.120).
Buddhisten skal ikke blive kristen, han skal bare som alle os andre renses for sin ukærlighed.
På den yderste dag når alle nemlig frem til Guds kærligheds lys.
”Nu skal du forestille dig, at nogen har gået ved siden af dig gennem dødens port.
Og den person har levet et liv i had og frygt, lukket inde i skyld og grådighed, forkrampet i begær og egoisme … Kunne kærlighedens varme, som for dig synes fantastisk, på ham virke rædselsfuldt? ... Nogle gange spekulerer jeg på, om Helvede bare er det, Himlen føles som for dem, der ikke har lært, hvad det er meningen, vi skal lære i dette liv … På denne side af dødens port udvikler vi os til de mennesker, vi bliver på den anden side” (s.139-140).
Hvis man skal kunne holde ud at være i himlen, må man bruge tiden her til at vokse i kærlighed. Ellers vil man opleve himlen som helvede.
Derfor er det store spørgsmål her på jorden ”ikke så meget, om vi har ret, men om vi er gode, om vi er kærlige”, får vi at vide (s.102).
Vurdering.
NT-professor D.A. Carson konkluderer, at både McLaren og hans engelske meningsfælle Steve Chalke stort set har forladt evangeliet:
”McLaren and Chalke have largely abandoned the gospel” (D.A. Carson s.186).
Det kan vi udvide til, at de har forladt både det bibelsyn, det evangeliesyn og det missionssyn, der har båret evangelikalismen i snart 300 år, og som i øvrigt bar reformationen.
Der er tale om et massivt frafald fra evangelisk kristendom!
Wesleys sammenblanding af tilgivelse og forbedring bliver her ført til nye højder.
Vi frelses ved nåden og nådens virkninger i os.
Wesley understregede, at de fleste, der ikke har hørt om Jesu kors, nok går fortabt.
Men i McLarens bøger bliver fortabelsen reduceret til den ubehagelige oplevelse, det er, at komme i himlen, når man ikke er indstillet på det.
Hovedtanken hos disse Emerging Church-folk er, at al sandhed er lokal, spontan og foreløbig. Derfor kommer vi ’sandheden’ nærmest, hvis vi bruger de forskellige kristne traditioner til at afbalancere hinanden.
De er alle sammen vinduer, hvorigennem vi kan se en lille del af Guds virkelighed.
Reformatorerne foretog en utilstedelig reduktion af Guds brogede virkelighed, når de talte om Skriften alene, nåden alene, troen alene osv.
Hertil må vi svare:
Gud være lovet for reformationen!
Gud være lovet for disse ’alener’!
Uden dem er der ingen frelse.
Gennem McLaren taler en ånd, der har til hensigt at føre Guds folk væk fra det frie evangelium og væk fra Bibelen som Guds troværdige ord.
Vi skal ikke betvivle McLarens reelle hensigter, men vi skal heller ikke tro, at de deles af den ånd, der taler gennem ham.
Hvis denne ånd får plads iblandt os, tømmes vi for bibeltillid og nådeliv.
Når alle disse tilbud lige fra arminianismen til Emerging Church virker så tiltalende på os, skyldes det givetvis, at vore hjerter overbeviser vore hjerner.
H. Richard Niebuhr sagde om liberalteologien ved forrige århundredeskifte:
“En Gud uden vrede førte mænd uden synd ind i et rige uden dom ved hjælp af en Kristus uden kors” (”A God without wrath brought men without sin into a kingdom without judgment through the ministrations of a Christ without a cross”, The Kingdom of God in America, New York 1937 s.193).
Sådan foretrækker vores religiøse natur det.
Gud skal være kærlig, ikke vred, føler vi.
Derfor skal vi vise mennesker ind på kærlighedens vej, og ikke udpege synden.
Vi vil gerne ind i et rige, som vi selv vælger.
Der skal hverken gå frifindelse eller dom forud.
Hvis Jesus absolut skal op på det kors, så skal det i hvert fald ikke have noget at gøre med stedfortrædende straf.
Og hedningerne kan nok blive frelst, bare de følger kærlighedens vej.
Sådan føler hjertet.
Men om det siger Skriften:
”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt” (Jer.17,9).
Det gælder for os alle også i troens sager, at fra hjertet kommer de onde tanker.
Derfor skal vi ikke stole på vore hjerter, men spørge efter Guds ord i Skriften.
Reformatorerne sagde om Bibelen, at den er både sand, klar og tilstrækkelig.
Op gennem hele det 20. århundrede kæmpede evangelikale for Skriftens sandhed, som blev benægtet af de gammeldags rationalister på venstrefløjen.
De sidste 25 år har rationalisterne gjort mindre ud af dette korstog mod Skriftens sandhed.
I stedet skal teksten læses som en historie, der kan gøre noget ved os i dag.
Det har ved århundredeskiftet fået mange evangelikale til at puste ud og føle, at venstrefløjen vist ikke er så slem endda.
Men virkeligheden er, at venstrefløjen igen gør alvor af den radikale erkendelseskritik, som har levet på den fløj siden Immanuel Kant.
Postmodernismen er – i hvert fald i den udformning, som er beskrevet ovenfor – et endnu voldsommere angreb på det bibelske verdensbillede end de historisk-kritiske teologers sædvanlige pillearbejde.
Det er sandt nok, som postmodernisterne fremhæver, at ingen menneskelig erkendelse er udtømmende og fuldkommen.
Men det er forkert, når de på den baggrund konkluderer, at ingen mennesker har adgang til den sande erkendelse (D.A. Carson s.116).
Gud har talt til profeter og apostle.
Og så langt Han har talt, har vi adgang til en erkendelse, der er både sand og klar.
Når der opstår uenighed om forståelsen af Guds ord – f.eks. om frelsen er af nåde alene eller af nåde og nådens virkninger – så må vi igen spørge Guds sande, klare og tilstrækkelige ord.
Det er nemlig muligt at nå til sand, klar og tilstrækkelig erkendelse af det, som Gud har åbenbaret for os.
Vil man ikke det, må vi betragte det som et endetidstegn.
Paulus taler om det bedrag, som man kan komme ind i, når man ikke tager imod ”kærlighed til sandheden” (2.Thess.2,10).
Vi møder i øjeblikket en betydelig modvilje mod denne tale om sandheden i bestemt form.
I dag vil mange hellere ’ydmygt’ tale om sandheder i flertal.
Men både Bibelen og klassisk evangelikal tro er kendetegnet af klarhed og overbevisning.
Vi ved ikke bare, på hvem vi tror, men også, på hvad vi tror!
-----------------
Læs del I her.
-------------------------------------
De omtalte bøger af Brian McLaren:
"Kristen på en ny måde" og
"Historien vi finder i os selv"
Er udgivet på:
Boedals Forlag.
