Af Mikkel Vigilius.
De lutherske vækkelsesbevægelser fik deres navn, fordi de voksede ud af 1800-tallets vækkelser.
Betegnelsen siger imidlertid ikke kun noget om deres historiske oprindelse. Den siger også noget om deres målsætning.
Vækkelsesbevægelserne har fra begyndelsen ønsket være bærere af vækkelses åndelige liv, tro og budskab. De har ønsket at være et folk, som selv var åndelig vakt og var et redskab til andres vækkelse - ved Guds Ord og Ånd.
Men er det virkeligheden i dag?
Er de fortsat vækkelsesbevægelser – af mere end navn?
Det er et uhyre afgørende spørgsmål. Det angår vores åndelige liv.
En af den kristne menigheds største farer til enhver tid er selvfølgeligheden. At vi tager vort eget åndelige liv for givet.
Faren er nærværende til enhver tid også for os, som hører til de gamle vækkelsesbevægelser.
Vi står i en rig åndelig tradition præget af evangelisk vækkelsesliv, og vi vedkender os fuldt ud denne tradition.
Netop derfor er et nærliggende at regne med og tage for givet, at livet også findes hos os i dag.
For vi har jo ikke ændret teologi! I hvert fald ikke bevist. Vi bekender os stadig som bibel- og bekendelsestro.
Der er grund til at glæde sig over enhver, som vil bekende Jesus som frelser og Herre og Bibelen som Guds Ord. Og der er grund til at glæde sig over enhver forening og lokal forsamling, som vil stå sammen om denne bekendelse. Men i sig selv er det ingen garanti for åndeligt liv.
Det åndelige liv skabes og fornyes i det personlige møde med Gud, som han har åbenbaret sig i sit Ord.
Lever vi her?
For Guds ansigt og i åbenhed over for hans Ord?
Livet for Guds ansigt sætter sig spor.
I angst for Guds vrede, i anfægtelse over hjertets hårdhed og i frygt for det åndelige selvbedrag.
I længsel efter og glæde over evangeliet om korset, blodet og nåden i Kristus.
I nød for de ufrelste, jubel over den ene omvendte og forankring i det evige liv.
Måske har vi ikke bevidst ændret teologi.
Vi er villige til at bekræfte alle de trossandheder, som de gamle kæmpede for.
Men det alvorlige og ransagende er, at det på ingen måde udelukker, at vi har ændret teologi – i praksis!
Det er ikke, hvad vi er villige til at bekræfte, der viser vores teologi, men hvad vi selv betoner og lægger vægt på!
Hvad er det for et gudsbillede, der kommer til udtryk i vore vidnesbyrd, sange og prædikener?
Hvad er det, vi takker og lovpriser Gud for?
Hvad er det, vi ønsker at høre om og beder prædikanterne tale til os om?
Hvad er det vi brænder for og beder om, at andre må høre og se?
Vi ser mere nuanceret og afbalanceret på mange ting i dag.
Ofte taler vi om det på en måde, der kan give indtryk af en vis overbærenhed i forhold til de gamle troende:
”De så ikke så klart dengang. Derfor blev det hele lidt ensidigt og skarpt og sort-hvidt. Nu er vi nået videre. Nu ser vi begge sider af sagen.”
Og så lægger vi vægt på at tale om og betone alle de nuancer, som de gamle ikke fik med. Til tider kan man få indtryk af, at selve evangeliet ligger i alle disse nuancer, der efterlader os med langt mere forståelig, acceptabel og human kristendom.
Nuanceringer og afbalanceringer er uden tvivl et gode – i den rette sammenhæng. Men kan man tale om menneskets situation over for den hellige og almægtige Gud udelukkende i afbalancerende vendinger?
Gør Bibelens profeter og apostle det?
Der er ild og brod og salt i deres tale.
Der er vækkende skarphed og rystende alvor.
Følelserne røres, samvittigheden tiltales og fornuften stødes.
Der er radikalitet i den bibelske forkyndelse – hvem kan benægte det?
Men Gud ske tak netop for dette! For netop det radikale ord om Guds dom og nåde, om den evige frelse og den evige fortabelse, om vores fortjeneste og om Kristi forsoning – netop det ord har kraft til at vække den sovende og selvsikre og til at trøste og løse den anfægtede.
Gud give os det ord - altid!
Det er livets ord. Det er det ord alene, der kan give os troens liv og forny livet hos os.
Findes livet hos os i dag?
For en menneskealder siden skrev den svenske vækkelsesleder Axel B. Svensson et åbent brev til vennerne i den svenske missionsforening Bibeltrogna Vänner.
Brevet var båret af en dyb anfægtelse over, om missionsfolket var ved at miste det åndelige liv uden at mærke det, midt i en oplevelse af et velfungerende ydre organisationsapparat og en god bibeltro lære.
Hans ransagende ord har bud til enhver tid, men måske ikke mindst til vor tid:
”Må Herren nådigt bevare os, at vi ikke skal ende som en skov af døde saltstøtter.
Sådan kan det kun alt for let gå. Derfor har vi ingen grund til at ophøje os over det, der ser ud som ydre fremgang.
Rent personligt føler jeg et større behov end nogensinde for Guds folks forbøn.
Det er ingen frase, når jeg siger, at i mit indre græder og råber jeg til Herren efter hjælp. Og jeg beder vore kære venner landet rundt om ikke at give sig nogen ro, men at påkalde Herren om hjælp.
Bed, kære venner, bed for mig, for styrelsens medlemmer, for missionærerne med vantrosnatten og satansmagten omkring sig, for prædikanterne og de andre venner.
Overlader Herren os til os selv, går vi under!
Vi har behov for fornyelsestider for Herrens ansigt!
Vi har brug for omvendelsens nåde.
Vi har brug for en besøgelses- og nådetid her i Norden.
Mærker I det ikke, kære venner, at vi er ved at dø?
Vi er ved at forstene og dø – som saltstøtter.
Livet er ved at forlade os. Og hvad hjælper det da med smukke, renlærende former.
Vi behøver en vækkelse, ikke en kunstig vækkelse, men en vækkelse fra Gud.
O, om vi dog måtte lytte til hans røst, mens han endnu taler ømt og bevægende til os!”
Hvad er nøden og problemet for de gamle vækkelsesbevægelser i dag?
Tager vi udgangspunkt i de emner, som optager os mest og fylder mest i vore indbyrdes samtaler, kan man nemt komme til at tro, at vores største nød er vores arbejds- og formidlingsformer.
Hvordan finder vi menigheds-, arbejds- og forkyndelsesformer, der gør os i stand til at række vore ikke-kristne landsmænd evangeliet? Vi har jo det bedst tænkelige budskab. Det er vores arv og tradition. Budskabet er intet problem. Det har vi klarhed over. Nej, problemet er at få det formidlet.
Vi må ikke underkende den missionsudfordring, vi står over for i mødet med nyhedenske danskere, og heller ikke afstrejfe behovet for at gennemtænke vore menighedsformer.
Men der er grund til at overveje, om det virkelig er på dette område, vi oplever den mest afgørende nød i vores missionsarbejde?
Er det virkelige så enkelt, at vi har fuld klarhed over, hvad vi skal forkynde for ikke-kristne i evangeliserende prædikener og vidnesbyrd?
Er det ikke nærmest præcis det modsatte, der kommer til udtryk i vore indbyrdes samtaler om denne sag?
Vi står famlende i mødet med de af vore landsmænd, som ingen bekymringer gør sig om synd og skyld og dom.
De føler intet behov for nåde, de har intet problem med Gud, og de spørger om hjælp med helt andre problemer.
Og vi bliver forvirrede: ”Hvad skal vi sige til dem? Hvor skal vi begynde? Skal vi gribe evangelisationen an på en helt anden måde i vor tid og udforme budskabet, så det passer til vor tids tilhørere?”
Er der en sammenhæng mellem den usikkerhed, vi oplever på dette område, og så vort eget åndelige liv?
Det er tankevækkende at læse Apostlenes Gerninger.
Efter pinsedag og Åndens udgydelse er der ingen vaklen eller tøven hos apostlene i spørgsmålet om forkyndelsens indhold og mål.
Mennesker skal møde himlens Gud til syndserkendelse, omvendelse og tro på Jesus. Både jøder og hedninger. Uanset hvad de selv er optaget af, og hvilke religiøse forudsætninger de har.
De må møde Gud som deres omsorgsfulde skaber, der herre og dommer, og deres frelser i Jesus.
Står apostlene overfor hedninger, bygger de selv det sande verdens- og gudsbillede op for dem med forkyndelsens og vidnesbyrdets ord, og derefter lyder så kaldet til at tro på Jesus som deres frelser!
Det er dette budskab, der ligger dem på hjerte, for det er det, de selv lever ved!
Og med deres enkle, levende og målrettede vidnesbyrd sætter de verden i brand!
Det samme har kunnet siges om enhver sand vækkelsesbevægelse siden.
Hvad er vores nød?
Er det virkelig vore dårlige kommunikationsformer?
Eller er det snarere vores åndsfattigdom, vores mangel på virkelig nød både for os selv og for andre, vores overfladiske og selvfølgelige forhold til evangeliet, bønnens ophør og troslivets hendøen?
Vi kalder os for ”vækkelsesbevægelser”, men er vi det af mere end navn?
Hvad kendetegner en levende vækkelsesbevægelse?
Et blik nedover kirkehistorien viser, at vækkelsesbevægelser er opstået med jævne mellemrum igennem hele kirkens historie.
Udgangspunktet har som regel været nogle få personers åndelige opvækkelse i mødet med Gud.
De vakte har erfaret et stærkt indbyrdes fællesskab og har under mere eller mindre organisatoriske former søgt at formidle vækkelsen til andre. Herved er der gradvist opstået en bevægelse.
Hvad kendetegner disse bevægelser?
Hvilke åndelige særpræg har de?
Flere kirkehistorikere har arbejdet med dette spørgsmål, og det er ganske tankevækkende at standse for de kendetegn, som de fremhæver:
* En radikal forkyndelse af synd og nåde.
Vækkelsesbevægelser er så godt som altid opstået ved, at en person eller en gruppe er kommet ind i et omskabende møde med Gud, hvor Han er blevet erkendt, som han er – i sin ophøjede hellighed og i sin uforskyldte nåde i Kristus.
Mødet med Gud har i første omgang ført til en hidtil ukendt anger over synden og en rystende erkendelse af egen fortabthed.
På denne baggrund er budskabet om Kristi stedfortrædende forsoning af Guds vrede blevet til personlig frigørelse, tro og glæde.
Vækkelsesfolkets forkyndelse har i forlængelse heraf været karakteriseret ved at lægge røst til den fulde bibelske radikalitet i sin tale både om det naturlige menneskes stilling og om Guds selvhengivende kærlighed.
Syndefordærvet og fortabelsens virkelighed er blevet afdækket i den fulde alvor.
De historiske eksempler spænder fra Jonathan Edwards prædiken i det 17. århundrede om ”Syndere i hænderne på en vred Gud”, der fik tilhørere til at besvime af rædsel, til Ole Hallesbys radioprædiken om helvede i det 20. århundrede, der vakte national bestyrtelse – og efterspørgsel efter sjælesorg.
Vækkelsesforkyndelsens koncentration om forsoningen, Kristi kors og død, har sin baggrund i den klare tale om Guds vrede over synden.
Korsets evangelium er for dem, som har set sig skyldige og dømte i mødet med en hellig Gud.
For dem bliver dette evangelium til gengæld det eneste, der kan give trøst og fred.
Esajas’ møde med Gud i helligdommen (Es 6) står som den bibelske model for det gudsbillede og det budskab, som formidles i vækkelsesforkyndelsen.
* Betoning af skellet mellem fortabte og frelste.
Vækkelser er som hovedregel begyndt blandt nominelle kristne, der på forhånd var uangribelige i deres ydre liv og bekendelse.
De vakte er blevet rystede over deres hidtidige åndelige selvbedrag, og det har præget deres forkyndelse.
De har betonet, at skellet går ned mellem dem, der lever og bekender sig som kristne.
Netop derved har deres forkyndelse vakt uro og anfægtelse – vækkelse!
Den har rokket ved falske frelsesgrunde og frataget mennesker troen på deres egen retfærdighed.
Dens mål har været at lede mennesker til frelse og fred ved tro på Kristus alene.
Historisk har kristne vækkelsesbevægelser ofte repræsenteret et opgør med en pelagiansk frelsesforståelse, der har tillagt menneskets egen godhed og stræben en betydning for dets frelse, og en tilbagevenden til en augustinsk forståelse, der tillægger Gud al ære.
Betoningen af skellet mellem frelste og fortabte har i vækkelsesforkyndelsen været ledsaget af en stærk fremhævelse af evighedsperspektivet.
Det er blevet betonet, at det afgørende spørgsmål for det enkelte menneske er, hvor det skal tilbringe evigheden.
For de troende er evighedshåbet blevet forkyndt som en kilde til trøst og glæde og som en ansporing til at bruge det korte jordeliv i tjeneste for Gud og næsten.
* Bibeltroskab.
De historiske vækkelsesbevægelser har generelt været forbundet med en fornyet tillid til og glæde over Bibelen som Guds Ord, et fornyet studie af den og en anerkendelse af dens ord som forpligtende norm for troen og livet.
Vækkelsesforkyndelsens myndighed og overbevisningskraft har været nært forbundet med tilliden til Bibelen som Guds åbenbaringsord og ydmygheden i forhold til dette ord.
* Bøn.
Næsten alle store vækkelser i kirkehistorien er begyndt med bøn.
En lille gruppe af troende har følt sig drevet til at bede – for dem selv, for deres kirke og for folket.
På baggrund af et nyt syn for den åndelige virkelighed, den åndelige nød og behovet for et guddommeligt indgreb har de følt sig tilskyndet til at vende sig til Gud i bøn.
På den måde har vækkelsesbevægelserne ofte repræsenteret en tilbagevenden til og troskab mod de genuint åndelige våben i kirkens arbejde.
* Mission.
Vækkelsesbevægelser har som nævnt været drivkraften bag alle store fremskridt for missionen i den efterreformatoriske kirkehistorie.
De vaktes syn både for de fortabtes nød, for evangeliets universalitet og for Guds Ords virkekraft har skabt lidenskab for og engagement i mission.
Deres missionsarbejde har ofte været uafhængigt af den officielle kirke og har været målrettet på at overskride den bekendende menigheds grænser.
Målet har været at få dem i tale, som ellers ikke blev mødt med evangeliet.
Herved har de ofte repræsenteret en nødvendig nyformulering af det ene og samme uforanderlige evangelium om frelsen og forsoningen i Kristus.
De har tillige repræsenteret en vigtig nytænkning i udviklingen af arbejdsformer, der kunne tjene evangeliets udbredelse i deres tid.
Ser man nedover listen af karakteristika, falder det i øjnene, at de samme karakteristika genfindes i den første kristne menighed.
Der kan og bør siges en hel del mere om nytestamentlig kristendom end det, som kommer til udtryk i disse karakteristika.
Men ingen af de nævnte karakteristika kan udelades i en redelig beskrivelse af urkirken. For så vidt må nytestamentlig kristendom betegnes som vækkelseskristendom.
Det er en iagttagelse, som er gjort af andre end de vækkelseskristne selv, således f.eks. lektor ved Københavns Universitet, Hans Raun Iversen:
”Der er både glød og ild i evangeliet, sådan som det blev forkyndt i urkirken, og sådan som det fandt nedslag i Det Nye Testamente.
Uden denne brand i menneskers hjerter var kristendommen aldrig nået til os.
I første omgang var den forblevet en hændelse blandt så mange andre i jødefolkets brogede historie.
I anden omgang var kristendommen , hvis den nogensinde var blevet til kejserens og fyrsternes religion, død i menneskers hjerter, hvis ikke ilden havde fænget igen og igen i kristendommens historie, sådan som det hos os fx skete sporadisk i reformationen, under pietismen og med noget større folkelig gennemslagskraft i det 19. århundredes gudelige vækkelser.” [1]
Ser man ned over de skandinaviske missionsforeningers første historie, vil man her genfinde alle de ovennævnte karakteristika. Med god grund er de missionsforeningerne stolte af deres historie og af betegnelsen vækkelsesbevægelser. Men er det meningsfuldt fortsat at anvende denne betegnelse?
Kirkehistoriens vækkelsesbevægelser har som hovedregel haft en begrænset levetid som redskaber for sand, bibelsk vækkelsesforkyndelse og mission.
Efter et par generationer har de mistet deres åndelige dynamik og er stivnet i institutionalisering.
Den oprindelige åndelige livskraft er gradvist blevet afløst af en svag forkyndelse og udvendig kristendom.
Betragtningen af arbejdet som et åndeligt arbejde beroende i et og alt på Gud er blevet afløst af en fokusering på arbejdets organisatoriske yderside og af kyndigt udtænkte strategier til sikring heraf.
Ulykkeligt ofte er vækkelsesbevægelserne endt med til forveksling at ligne den kirkelige kontekst, de oprindelig prædikede vækkelse til!
Kan de gamle missionsforeninger fortsat betegnes som vækkelsesbevægelser?
Det afgørende i denne sammenhæng er ikke, om bevægelserne fortsat oplever omfattende vækkelser. De kan godt repræsentere sand vækkelseskristendom, selvom vækkelserne udebliver.
Vækkelse er Guds værk. Han sender vækkelse, når og hvor han vil det. Den kristne menighed må til enhver tid bede om og arbejde for vækkelse.
Men at fremstille vækkelsen som den situation, der egentlig kunne og burde råde til stadighed, har intet bibelsk grundlag og vil kun føre til modløshed.
Dansk Indre Missions historie og udvikling i efterkrigstiden er en eftertanke værd i denne sammenhæng.
Når man læser Indre Missions Tidende fra 2. verdenskrig frem til 1970´erne, er der ét tema, som går igen.
Det er spørgsmålet om, hvor vækkelsen er blevet af:
Hvorfor oplever vi ingen vækkelse?
Hvorfor bliver så få omvendt?
Hvad gør vi galt, siden der ikke kommer vækkelse – som i gamle dage?
Christian Bartholdy var formand fra 1934-1959.
Han var en revser af IM.
Som han så det, var IM´s kald og opgave i folkekirken at være et redskab for folkevækkelse.
Når IM ikke oplevede vækkelser som før, så rørte det ved selve bevægelsens eksistensberettigelse.
Igennem hele sin formandstid brugte Bartholdy jævnligt en del af sin formandsberetning på at sammenligne de bedrøvelige tilstande i det nuværende IM med de tilstande, som rådede under tidligere tiders vækkelse, og på at tale om, hvad IM´erne kunne og burde gøre for at fremme vækkelse.
Det er tankevækkende, at det var i den samme periode, Indre Mission mistede en meget stor del af sine unge.
Man taler om ”den tabte generation” i IM, og man ser stadig, at den mangler i missionshusene i dag.
Der har givetvis været mere end én grund til, at en stor del af en ungdomsgeneration blev tabt, og der kan siges meget til forsvar for Christian Bartholdys forkyndelse om og lidenskab for vækkelse.
Men det maner ikke desto mindre til eftertanke, at udviklingen i IM først for alvor blev vendt, da forkyndelsen fik nye toner.
En ny generation af forkyndere vendte tilbage til en mere radikal og frigørende forkyndelse af synd og nåde, lov og evangelium.
Der blev ikke talt så meget om vækkelse som til vækkelse.
Guds alenevirken blev betonet både i relation til den enkeltes omvendelse og frelse og i relation til de omfattende vækkelser.
En frigørende evangelisk tone kom til at præge arbejdet.
Man kan altså være vækkelsesbevægelse af gavn også i en tid uden egentlig vækkelse.
IM’s tidligere formand K. Lindhardt Jensen omtalte for et par år siden vor tid og åndelige situation som ’hundevagten’. Den mørkeste og koldeste nattevagt.
Hans pointe var enkel og god.
Vi er blevet sat til at tjene Gud i vor tid, sådan som den er.
Den er anderledes end vækkelsestiden i 1800-tallet, og den er også anderledes end stagnations- og fornyelsestiden i 1900-tallet.
Det kan meget vel vise sig, at Gud har tildelt os ’hundevagten’. Men det må ikke tage hverken frimodigheden eller arbejdsglæden fra os.
Evangeliet er det samme, Guds magt og hans riges herlighed er den samme – også i dag!
Det må vi glæde os over og så trofast tjene Gud i den tid, som er vor.
Vækkelseskristendommens historiske dynamik er blevet sammenlignet med et flodløb.
I visse perioder er den fremtrådt som en stærk, omfattende og brusende strøm – synlig for alle.
I andre perioder er den blevet reduceret til en underjordisk vandåre. Stadig levende og frisk, men ubemærket.
Nye vækkelser har gang på gang haft deres udgangspunkt i små grupper af troende, hos hvem vækkelseskristendommen trods omfattende åndeligt forfald i den kirkelige kontekst har levet videre og har bevaret meget af sin oprindelige klarhed og kraft.
Spørgsmålet er så, om dette kan siges om de gamle missionsforeninger.
Er de fortsat bærere af sand vækkelseskristendom?
Er vækkelseskristendommens karakteristika levende i deres arbejde – i deres forkyndelse, teologi, arbejdsformer og tænkning?
Eller er de størknet til i mere eller mindre død rettroenhed og aktivisme?
Med god grund har de danske vækkelsesbevægelser tillagt forkyndelsen den afgørende vægt og betydning i deres arbejde.
Man har forstået, at Ordet er Åndens redskab, og at arbejdets åndelige værdi hænger uløseligt sammen med det budskab, som forkyndes.
I vækkelsesbevægelserne har det været et hovedmål at fremme sand, bibeltro vækkelsesforkyndelse både blandt lægprædikanter og blandt kirkens præster.
Ikke uden grund har de støttet op om bibeltro teologiske uddannelsesinstitutioner. Man har opmuntret unge fra sine egne rækker til at lade sig uddanne her og har haft forventning om, at teologiske kandidater herfra kunne blive redskaber for sand vækkelsesforkyndelse og støtter i vækkelsesbevægelsernes arbejde.
Er det sket?
Ingen kan være i tvivl om, at vor tids teologisk skolede forkyndere har en faglig kompetence, som går ud iver det, som man i almindelighed kunne møde hos tidligere tiders lægprædikanter.
De vil som regel også have gjort sig flere principielle og teoretiske overvejelser om det kristne budskabs kontekstualisering, om prædikenens pædagogik og om forkyndelsens kommunikationsudfordring.
For så vidt vil vor tids forkyndere generelt kunne betegnes som dygtige og veludrustede.
Men det afgørende spørgsmål angår noget, som ligger på et andet plan.
Har de et centralt og åndskraftigt budskab?
Lever de for Guds ansigt i personlig tilegnelse af hans ord, så de bliver ét med det ord, de skal formidle?
Kan de tale med vidnesbyrdets glød og profetisk myndighed om det, som i sidste ende er afgørende for et menneske – at blive evigt frelst?
For et par år siden skrev forhenværende højskoleforstander Hans Erik Nissen om vor tids bibeltro forkyndere:
”En af kristenhedens største farer er de vellykkede prædikanter.
De kan alt – undtagen et: at prædike om Lammets blod og Kristi sejr, så det går til hjerte.
Den vellykkede prædikant kan håndværket, men det er ikke nok.
Man kan uddannes, men aldrig til ånd.
En sand og ægte forkynder må dannes af den levende Gud. For megen af nutidens bibeltro forkyndelse opleves tør og teoretisk.
Hvorfor?
Den mangler karakteren af vidnesbyrd.
Skal en forkynder være til hjælp, må han selv leve i spændingen mellem lov og evangelium.
Kender han ikke syndenøden indefra, når hans ord ikke ind til dem, der ikke kan se nåden. Lever han ikke selv i den vidunderlige frigørelse fra loven, løser hans ord ikke dem, der er bundne.
For megen forkyndelse smager af teologisk arbejde og skrivebord eller af tanker, man har gjort sig om, hvordan budskabet skal kommunikeres.
Der er så lidt sjælekamp i det.
Når vi har trøst og mod i kraft af noget af vores eget, overlader Gud os til os selv.
Det er de fattige i ånden, som ejer himmeriget.
Det er de søgende, Herren trøster.” [2]
Kort før sin meget tidlige død skrev forstanderen for Indre Missions Bibelskole i Børkop, Asger Dahl Sørensen, en stærkt ransagende artikel i Indre Missions Tidende om vækkelse. Her gav han udtryk for en alvorlig bekymring angående de gode bibeltro teologers forkyndelse:
”I præster med den fine teologi, de gode taler, den højt besungne IM-baggrund. Hvor er centrum i jeres fine prædikener blevet af?
Er nådekaldet til synderes omvendelse forsvundet i ønsket om at leve op til det moderne menneskes behov for terapi og underholdning, så det kan klare det vanskelige liv?
Hvad siger I til begravelse, vielse, på plejehjemmet, husbesøg?
Lyder ordet om korset ikke, har vækkelsens Ånd ikke noget redskab at bruge.
Har I præster glemt, hvem jeres sognebørn er – fortabte syndere, der ikke kan nøjes med mindre end Jesus til frelse?
Er kaldet til vækkelse og omvendelse under jeres sognekirkelige niveau?
Der skal tales som Guds ord taler om Gud, om mennesker og om forholdet mellem Gud og mennesker.
Moralisme og symptombehandling redder intet.
Jeg siger ikke, at alle gør sådan, men det kan godt bekymre, at så meget af det, der lyder, er benfrit og ufarligt.
Det er let at ende i almindeligheder og i folkereligiøse floskler.
Det kan godt være hyggeligt og inkluderende, men hvem vækker det?
Nøden er vor mangel på nød!
Ikke mangel på nød for andre, men for os selv, for vort eget forhold til Gud.
Hvor bliver det hurtigt rutine og selvfølge, og så er der ikke langt til ligegyldigheden.
Vækkelsen skal måske begynde hos os selv med en bøn om, at Gud vil lære os at blive ’den hjælpeløse, jeg ser hen til, den modløse og den, der skælver for mit ord’ (ES.66,2).
Man skal være i nød for at nøde.”[3]
I første omgang må deres spørgsmål og udfordringer rettes indad til overvejelse og ransagelse for den, der står med et forkynderansvar.
Begge artikler peger på forkynderens personlige forhold til Gud og hans Ord som den afgørende kampplads.
I anden omgang må de anspore til bøn for vækkelsesbevægelserne.
Vi lever i en åndelig forfaldstid.
Det er tydeligt både i vores folk og i vores kirke.
Men hvad med vækkelsesbevægelserne?
Er de selv blevet en del af det åndelige forfald, langsomt og umærkeligt - samtidig med at de roser sig af at repræsentere sand vækkelseskristendom?
Det er mere end en enkelt tanke værd, at selvbedraget er det åndelige forfalds trofaste følgesvend.
Vækkelsens budskab må tilegnes af hver ny generation, og det kan alene holdes frisk og levende i et nært samliv med Gud under hans ords tiltale, under hans Ånds ydmygelse og oprejsning. Gud give, at det må ske hos os!
Dødsrigets porte skal aldrig få magt over Guds kirke!
Det løfte står fast til enhver tid.
I Skriften ser vi det opfyldt igennem selv de værste forfaldstider.
Altid bevarer Gud en rest af sit folk, der ved hans ord holdes åndeligt levende og friske – som lys og salt i verden.
Må det samme ske hos os i vor tid, og må de gamle missionsforeninger blive redskaber for dette!
Kyrie eleison – Herre forbarm dig over os!
----------------------------------
[1] Hans Raun Iversen,1999, ”Kulturkristendom, kirkekristendom og karismatisk kristendom”, i Ny Mission nr.1
[2] Båndet nr. 3, 2000
[3] Indre Missions Tidende nr. 22, 1995.
