Fra Budskabet,
Nr. 5 oktober 2001.
Af Kjell Dahlene,
Forkynder i NLM.
At være forkynder er et at have et helligt kald.
Forkynderen er Guds sendebud.
Han er ikke selv herre over budskabet, men skal blot formidle det, som Gud vil have frem.
Det kræver lydhørhed og troskab mod budskabet fra himlens Gud.
Budskabet står i centrum for forkynderen.
Han må vogte sig for at komme til at skygge for det, Gud har sagt.
Tydeligt og klart skal det nå til alle mennesker, for at de gennem budskabet må møde Gud.
At forkynde er en proklamation. Det er at råbe det evangelium ud, som Gud vil have gjort kendt. Den eneste frelsesmulighed for en fortabt verden. Forkynderen skal gå med forligelsens ord fra den levende Gud: Lad jer forlige med Gud!
Forkynderen er derfor ikke en causør, som underholder mennesker med religiøs snak. Han er ingen diplomat, som skal nå frem til et kompromis. Han er en røst, som konfronterer hvert eneste menneske med ordet fra Gud.
Men forkynderen er mere end et sendebud med et budskab.
Forkynderen er selv fanget ind af budskabet.
Ordet har tændt en ild i hjertet.
Det er blevet en hellig lidenskab, en tvingende overbevisning, båret af en inderlig hengivenhed.
Forkynderen og budskabet bliver ét.
Når budskabet bliver forkastet, bliver forkynderen forkastet.
“Den, der forkaster jer, forkaster mig,” siger Jesus. (Luk 10,16)
At være forkynder er en hellig tjeneste. Det er noget helt andet end at have kristen kundskab om Gud og mennesker og at kunne fremføre det på en aldeles udmærket måde.
Forkynderen er først og fremmest i kontakt med himlen, og budskabet bliver født, tændt og formet i det hellige rum i Guds nærhed.
Profeterne i den gamle pagt var den tids forkyndere.
Men der var også profeter, som ikke var sendt af Gud.
De talte det, de mente, folket trængte til.
Sådan har det også været på mode op gennem tiden.
Hvad har folk brug for at høre i dag?
Hvad er deres behov?
Hvordan kan vi svare på deres spørgsmål ind i deres livssituation?
Sådan var mange af profeterne dengang.
De gav sig ud for at være profeter og fik deres løn for det, men Herren siger:
Jeg har ikke sendt profeterne, alligevel farer de frem; jeg har ikke talt til dem, alligevel profeterer de. Hvis de stod i mit råd, ville de forkynde mine ord for mit folk og få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde gerninger. (Jer 23,21-22)
Vi trænger til forkyndere i dag, men kun til dem, der står i Herrens fortrolige råd. De andre kan vi nemt få for mange af.
Vi trænger til forkyndere, som lever ved kraftkilden. Ellers bliver de udbrændte eller snakkehoveder, underholdere eller falske trøstere.
Det er i Herrens hånd, en forkynder bliver dannet.
Paulus var udset til at til forkynde evangeliet, (Rom 1,1) og han søgte ikke støtte hos mennesker, men stod for Guds ansigt. (Gal 1,16)
I sin forkyndertjeneste var han bange for kun at være en ordets mand - med ord uden kraft.
For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive tom tale. (1 Kor 1,17)
... og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis. (1 Kor 2,4)
Dette fører os ind i temaet: Forkynderen i trekanten: Ordet, Ånden og bønnen.
I denne trekant føres forkynderen ind i en rigdom og i et samspil med de guddommelige kræfter, ind i Guds nærhed.
Her er kilderne til hans tjeneste, kanalerne som giver adgang til de guddommelige kræfter, som påvirker, udruster, renser og fylder en forkynder.
Det er nødvendigt, hvis forkynderen skal leve ret for Gud og udføre sit kald over for mennesker.
Når forkynderen er placeret i denne trekant, er han placeret i et helligt rum.
Han er taget til side af Herren.
Moses stod på hellig grund i Herrens nærhed.
Da fik han besked på at tage sin sko af.
Længe forstod jeg ikke, hvad det skulle betyde.
Men at tage skoene af er at overdrage retten til en anden.
Det ser vi i Ruths bog.
Her overdrager Ruths første løser (han, som havde førsteretten til at gifte sig med hende) Boaz retten ved at tage sin sandal af i alles påsyn.
Ved den brændende tornebusk overgav Moses sig til Herren.
I det hellige rum overgiver vi retten til Herren.
ORDET.
Når vi i denne sammenhæng taler om Ordet, så er det Guds ord. Vi har fået en fuldkommen åbenbaring af dette ord i Bibelen. Gud har givet os Bibelen som et mødested. Der møder han os, og vi møder ham. Ved Guds ord oplevede vi genfødelse og frelse. Ordet blev til liv.
I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord. (1 Pet 1,23)
Tid til Ordet.
Støv på din bibel er rust på dit hjerte, sagde D. L. Moody.
Det skulle ikke være nødvendigt at sige til forkyndere, at de må bruge Bibelen - og det flittigt. Men mange forkyndere oplever åndskampen stærkt, når de skal tage sig tid til Guds ord. Der er meget, der vil forstyrre roen og stilheden over en åben bibel, selv om vi får vores løn for at læse og bede. Vi møder så meget, der får os til at sløse tiden bort. Vigtige ting kan drage os bort fra det vigtigste.
I den første kristentid gjorde de snart den erfaring. Apostlenes opgaver blev for mange. Men de greb ind og løste det.
De tolv sammenkaldte så hele discipelskaren og sagde:
“Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene. Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet.” (ApG 6,2-4)
Det er vigtigt, at vi møder Gud i hans ord, før de mange indtryk oversvømmer os.
Bibelen før nyheder og aviser. Her har vi meget at lære af Bibelens mænd.
Sæt vagt omkring morgenstunden, siger Lloyd-Jones i sin udmærkede bog om forkynderen og forkyndelsen.
Tidligt om morgenen råber jeg om hjælp, jeg sætter mit håb til dit ord. (Sl 119,147)
Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage. (Es 50,4-5)
Som forkyndere må vi bruge tiden ret. Vi er forskellige og arbejder forskelligt, men det er af stor betydning at tage vare på morgenstunden - læse, lytte og bede. Det vil forme dagen, fylde vores personlighed og sætte et stempel på at, hvad vi gør.
Leve i Ordet.
Som forkyndere har vi et aktivt forhold til Guds ord i Bibelen. Det er vores arbejdsbog. Vi må arbejde med den for at have noget at give til andre. Der er temaer og spørgsmål, som vi skal kaste Guds ords lys og klarhed over. Men der lurer mange farer.
Mangen en forkynder læser kun i Bibelen med tanke på forberedelsen af møder, bibeltimer og foredrag.
Det åndelige liv lever ikke dér - kun arbejdet.
Nogle af os vil gerne kalde os bibeltro.
Vi tror, at hele Bibelen er Guds ufejlbarlige ord, men vi står i fare for at gøre Bibelen til en lovbog.
Vi henter de rigtige sandheder frem, prædiker rigtigt over teksterne, konfronterer vranglæren, giver de rigtige svar på lærespørgsmål og så videre.
Alligevel kan vi få et forkert forhold til Guds ord.
Vi har med Ordet at gøre i det hellige rum i Guds nærhed - dér, hvor Ordet skal få lov at tale og gøre sin gerning i vores liv, uden tanke på forkyndelse og undervisning.
Forkynderen må leve i Ordet, i Guds atmosfære eller rum.
Ordet skal både arbejde med os og bevares i vores hjerter.
Ordet er mad for vores eget gudsliv.
Dér lever og ånder vi.
Dér afsløres vi, dømmes, frigøres, opmuntres og glædes.
Hvis ikke forkynderen er i Ordets lys med sine synder, hvor han selv afsløres og forløses, har han kun lidt af dette at give til sine tilhørere.
Lever han ikke selv i syndernes forladelse, vil livet mangle i forkyndelsen.
Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. (Matt 4,4)
Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple. (Joh 8,31)
Min belæring skal dryppe som regn, som dug skal min tale strømme, som regnskyl på grønne enge, som regndråber på græsset. (5 Mos 32,2)
Den, som lever i Ordet, vil erfare:
Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. (Sl 119,103)
Jeg fryder mig over dit ord som en, der får et vældigt bytte. (Sl 119,162)
Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig. (Sl 119,11)
At leve i Ordet er at lade Ordet leve i os og gøre sin gerning i os.
En Ordets forkynder skal være præget af Ordet, ikke kun på prædikestolen, men i hverdagen.
Ordet må lægges ind.
På et prædikantmøde var temaet: At udlægge Ordet. [på norsk: At lægge Ordet ud, o.a.]
En af deltagerne følte, at man var ved at komme bort fra det centrale, fra kraftcentret.
“Man taler så meget om at udlægge Ordet, men det er der vist mange mennesker, der kan.
Det er sværere at lægge Ordet ind. Da trænger vi til Guds Ånd, og det er meget, meget vanskeligere.”
Vi har hjælpemidler til at udlægge Ordet, dygtige bibelfortolkere og gode prædikensamlinger.
Men det er ikke sikkert, Ordet bliver lagt ind, selv om det bliver “lagt ud”.
Her må vi ind i trekanten.
Og det kan mærkes, om vi har været dér.
Skal vi magte at lægge Ordet ind i tilhørernes hjerter, må Herren først ved sin Ånd have lagt det ind i vores hjerte.
Det, som er blevet mad for dit eget gudsliv, vil blive mad for andre.
Det, som bare er lære, ord og teori, bliver heller ikke andet end det for tilhørerne.
I denne trekant vil Herren lægge sit ord ind i os. Det bliver vores egen erfaring. Det ord, som vi skal formidle, er ikke noget, vi henter frem. Det er noget, vi har fået.
Gang på gang taler Herren om, hvordan han lægger sine ord ind i sine budbærere.
Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd; jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden og siger til Zion: Du er mit folk. (Es 51,16)
Dette er min pagt med dem, siger Herren: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal aldrig forsvinde fra din mund eller dine børns mund eller dine børnebørns mund fra nu af og til evig tid, siger Herren. (Es 59,21)
Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig: Nu lægger jeg mine ord i din mund. (Jer 1,9)
Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud. (Jer 15,16)
I efterlignede os, og Herren, og I tog under stor trængsel imod ordet, glade i Helligånden. (1 Tess 1,6)
Hvis ikke gudsforholdet er ret, får Gud ikke lov til ved sin ånd at lægge Ordet ind.
I aposteltiden får vi et eksempel på det i forbindelse med troldmanden Simon.
Han ville købe Helligåndens gave for penge, men må høre det fra Peters mund:
Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. (ApG 8,21)
Hvis vi ikke står i Herrens fortrolige råd, kan han ikke lægge sit ord ind i os. Og Herren får ikke lov at gøre sin gerning.
Hvis de stod i mit råd, ville de forkynde mine ord for mit folk og få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde gerninger. (Jer 23,22)
Paulus understreger det rette gudsforhold som det afgørende for forkyndertjenesten i sin formaning til Timotheus:
Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord. (2 Tim 2,15)
Troskaben mod Ordet.
Hvis Ordet skal nå frem og gøre sin virkning i vore liv og få betydning for mennesker, må vi være tro mod Ordet.
Vi er sat til at forkynde dom og frelse, velsignelse og forbandelse, synd og nåde - alt det, Herren taler til os gennem sit ord, må vi formidle.
Gud må hjælpe os, så vi ikke bliver billige trøsteprofeter ligesom de falske profeter.
Vi må ikke blive bundet til mennesker, men til Herrens ord.
Det går som en rød tråd gennem hele Bibelen.
I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men i skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer. (5 Mos 4,2)
Ethvert ord fra Gud er lutret, han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham. Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner. (Ordsp 30,5-6)
Og dig, menneske, stiller jeg som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig.
Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.
Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv. (Ez 33,7-9)
Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus. (2 Kor 2,17)
Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. (2 Kor 4,2)
Vi står i fare for at sætte modtagelsen af Ordet over troskaben mod Ordet.
Vi må ændre på både det ene og det andet for at nå det såkaldt moderne menneske.
Men troskaben mod Guds ord må være pejlemærket for alt, hvad vi gør.
Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de vil høre eller ej, for de er genstridige. (Ez 2,7)
Bønnen som bindeled til Ordet.
Hvilken betydning har bønnen for Ordet i vort liv?
Bønnen er en døråbner.
Jesus siger, at vi skal bede, og vi skal få - at vi skal banke på, og der vil blive lukket op for os. Det giver frimodighed i bøn, når han siger:
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. (Joh 15,7)
Bønnen er de åndelige fangarme, som forkynderen bruger flittigt i Guds nærhed.
Ligesom Jakob klynger sig til Herren og siger: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.
Giv mig et ord.
Tænd din ild.
Giv mig nøglen ind til menneskers nød.
Ordet og Ånden.
Helligånden åbenbarer Guds ord, gør det levende i os og for os.
I mig taler Herrens ånd; hans ord er på min tunge. (2 Sam 23,2)
Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham. (Ef 1,17)
Forkynderen kan ikke klare sig uden Åndens åbenbaring af Ordet.
Intet kan erstatte den.
Det er livet i budskabet.
Ofte frygter jeg, at denne livskraft bliver overset.
De udfordringer, vi står over for i dag, gør det dobbelt nødvendigt at have Åndens kraft over forkyndelsen.
I en tid, hvor vi oplever en forkynderkrise på mange planer, kan vi stå i fare for at erstatte de åndelige livskræfter med surrogater.
Så kan det blive sådan, at vi søger at få bedre uddannede forkyndere på bekostning af åndsudrustede forkyndere.
Vi sætter fokus på midler og metoder frem for et himmel-tændt budskab.
Vi må komme tættere ind på mennesker.
Vi må forstå deres problemer, hvordan de tænker.
Forkyndelsen må være aktuel, og det moderne menneske må genkende sig selv i det, det bliver sagt.
Der er ingen tvivl om, at der er meget, som en forkynder kan og bør lære, men det er ikke dér, vi kommer mest til kort i dag.
Det virkelige problem er, at forkynderen i alt for ringe grad er i brændpunktet for Ordets, Åndens og bønnens gerning.
Vi har mange dygtige prædikanter.
Nogle er rene troldmænd med deres ord. Jeg har mere end én gang været imponeret.
Og jeg siger til mig selv: Her står du langt tilbage.
Selv Moses bekendte det: Jeg har aldrig haft ordet i min magt.
Men ofte følte jeg midt i ordstrømmen og de mange fine sandheder og aktuelle synspunkter, at der var noget, der manglede: Åndens kraft og gennemslagskraft.
Og det er, når alt kommer til alt, det vigtigste i en forkynders liv.
At han kommer fra samværet med Gud.
At det er ord fra Gud.
Det afgørende er, at en forkynder er præget af samværet med Gud.
Moses’ ansigt lyste med en egen glans, efter at han havde været i Guds nærhed på bjerget.
Selv om det ikke skal overføres i alle enkeltheder, så skal forkynderen og forkyndelsen dog afspejle Guds nærhed. (2 Kor 3,18)
Det er blevet sagt, at vi er meget dygtigere til at prædike end tidligere generationers forkyndere.
Det er muligvis rigtigt, når det gælder teologisk indsigt, menneskekundskab, pædagogik og så videre.
Men jeg tror ikke, vi har så mange knæfald på vejen til talerstolen.
Vi har flere prædikanter, som kan behandle og udtrykke tekstordet, men kan hænde, vi har færre, som har råbt i nød til Gud om et ord - det ord, som Gud ville have frem?
Jeg synes, det er vanskeligt at tale om disse ting, for jeg møder så mange svigt i mit eget liv som forkynder.
Når jeg har frimodighed til at tage det frem, er det, fordi jeg føler, det er så aktuelt.
Og så har jeg oplevet noget af den vældige nød og fattigdom, det er at stå afklædt for Guds ansigt. Men i dette afklædningsrum har jeg også fået et ord at gå med.
Jeg havde møder et sted i landet.
Ofte har jeg gjort mig nogle tanker på forhånd om, hvad jeg skal tage frem i en møderække. Talerne var forberedt og overgivet til Gud i bøn.
Men nu svarede Gud ved ikke at åbne for det, jeg havde arbejdet med.
Tværtimod lukkede han for det.
Ved bedemødet før mødet bankede han på med et helt andet ord.
Med en underlig kraft blev det lagt ind i mit hjerte.
Men jeg havde jo ingen prædiken over dette ord og vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg vred mig som en orm.
Jeg spekulerede på, om der var andre prædikener, som kunne redde mig ud af situationen.
Men jeg fik ikke andet.
Den aften gik jeg på talerstolen bare med et bibelsted.
Prædikenen var totalt uforberedt, når det gjaldt indholdet.
Personligt så jeg for mig, at så måtte det bare blive dette bibelsted.
Men Gud åbnede det på en underfuld måde.
Hvad jeg sagde, husker jeg ikke. Men Guds ånd brugte Ordet, og det blev et af de mærkeligste møder, jeg har oplevet.
Det blev til syndsbekendelse og opgør. Gammelt fjendskab blev gjort op. Det blev til gråd og smil og hjertelige omfavnelser.
Jeg ønsker ikke at sætte dette op som noget ideal for forkyndelse og møder, men det blev alligevel en stærk påmindelse for mig.
Det vigtigste i en forkynders liv er, at Gud får os i tale. Ingen kender forsamlingen og vore medmennesker, som han gør.
