Uddrag fra artikel i
'Budskabet',
Nr.3/2006.
Af Peter Nord Hansen.
Manglende lærebevidsthed.
Lærebevidsthed tillægges ikke stor betydning i dag.
Det opleves snarere som noget, der hæmmer end fremmer sandt åndeligt liv.
Som jeg ser det, er det i forlængelse heraf meget få, der er opmærksomme på læremæssige forskelle.
Forskydningen fra Ordets grund (Skriften alene) til at grunde sin frimodighed og tro på åndelige erfaringer opdages ikke eller tillægges ikke nogen betydning.
Dette er efter min vurdering en stor udfordring for os i missionsforeningerne.
Det siger måske ikke så lidt om den forkyndelse, der lyder hos os.
Hvis mennesker, der har lyttet til vores forkyndelse i deres opvækst, ikke ser eller fornemmer, at skiftet fra en missionsforening til en karismatisk sammenhæng indebærer et betydeligt skifte læremæssigt i både forkyndelse og praksis, er det måske fordi, forkyndelse og sjælesorg hos os har forsømt at bibringe en sund lærebevidsthed.
Eller fordi forkyndelsen hos os ikke i udpræget grad er båret af de lutherske hovedanliggender!
Selv om mange vil hævde, at det ikke er teologiske overvejelser, der får dem til at tilslutte sig fællesskabet i Dansk Oase, er det alligevel væsentligt at overveje udfordringen fra Oasebevægelsen ud fra en teologisk synsvinkel.
Selv om det måske for de færreste er teologiske spørgsmål, der er motivation eller i bevidstheden, når man skifter til Dansk Oase, kommer et sådant skifte alligevel til at betyde en påvirkning eller udvikling teologisk.
Dette er i det mindste min påstand.
Betydelige forskelle.
Som jeg ser det og har oplevet det gennem årene helt tilbage i 70-erne, har der været skiftende hovedfokus i den karismatiske bevægelse i Danmark.
Der har været fokus på erfaringen af åndsdåb og tungetale, på nådegaverne, tværkirkeligt samarbejde, lovsang, åndelige manifestationer, ledelse og kommunikation og meget andet. Ofte med en overbevisning om, at Gud vil forny og velsigne den danske kristenhed gennem noget af dette.
Hele vejen igennem har det udfordret vores forståelse af, hvad der er forudsætning for vækkelse og åndeligt liv.
Vi kan og vil ikke ryste den overbevisning af os, at Gud først og grundlæggende rækker os sin nåde i det, vi i den lutherske kirke har lært at kalde nådemidlerne:
Ordet, dåben og nadveren.
Det vil næppe være sandt at tale om modsætninger, men der er i hvert fald tale om betydelige forskelle i betoninger og i praktisk forkyndelse og undervisning.
I Oasebevægelsen finder vi en fokusering og vægtlægning på den karismatiske erfaring, som er fremmed for os i missionsforeningerne.
Vi fokuserer i stedet på skriftens vidnesbyrd, Guds ord som eneste kilde til sandt åndeligt liv.
Det er vores opfattelse, at den sunde lære, bundet helt og uafkortet til Guds åbenbaring i Skriften, er afgørende for troens sundhed og levedygtighed.
Det hævdes, at den lutherske tradition og teologi har savnet Helligåndsdimensionen. Den kan vi takke den karismatiske bevægelse for, siges det.
Jeg vil ikke nægte, at den karismatiske bevægelse har sat Helligånden på dagsordenen, og at dette også har været positivt for den forkyndelsestradition, vi står i i missionsforeningerne.
Men indholdsmæssigt er den Helligåndsteologi, vi møder i den karismatiske bevægelse, så præget af pinseteologi, at vi må tage afstand fra meget af indholdet.
Det er i øvrigt slet ikke rigtigt, at Helligåndsdimensionen ikke er en del af evangelisk luthersk forkyndelse.
En lære om Helligånden er f.eks. helt central i forståelsen af Guds ords betydning som levende og virksomt ord og i forståelsen af Guds nærvær og virke i sakramenterne, samt i forståelsen af, hvordan Gud skaber tro på Kristus i menneskehjerter.
Den mest positive påvirkning fra den karismatiske bevægelse hos os er et øget fokus på, hvordan Guds Ånd udruster til tjeneste.
Men også her er vi nødt til at luge en del fra, som kommer fra pinsetraditionen, og efter min vurdering ikke har Guds ord for sig.
Her tænker jeg bl.a. på forståelsen af de enkelte nådegavers betydning og brug.
De seneste par år har jeg iagttaget et fokus på luthersk teologi ved Dansk Oases sommerstævne. Det er måske udtryk for en udvikling, eller at en forandring er på vej.
Bliver der tale om en afklaring i forhold til forskydningen af grundlaget i den karismatiske bevægelse, kan det måske betyde en sundere forkyndelse og måske endda en nødvendig besindelse i forhold til samarbejdet med kirker og bevægelser med udpræget usund forkyndelse og praksis.
Samme længsel.
En helt anden vinkel på spørgsmålet, om hvordan vi i missionsforeningerne udfordres af Dansk Oase, er en fornemmelse af, at de, der tilslutter sig den karismatiske bevægelse i grunden har samme længsel som os. De længes efter, at det åndelige liv skal blomstre.
De beder om og ønsker vækkelse og fornyelse.
Dette udtryk (fornyelse) har i øvrigt fulgt bevægelsen som et andet navn.
I dag er det tilmed navnet på Dansk Oases blad.
Hvorfor er det så så svært, hvis vi i grunden vil det samme?
Fordi vi ser forskelligt på, hvad der fører til sand åndelig vækkelse og fornyelse.
Vi har ikke helt samme forståelse af, hvad der er det åndelige livs egentlige kilde i kristen forstand.
Gang på gang har vi de seneste 35 år stået i situationer, hvor vi i missionsforeningerne har måttet lægge afstand til konkrete tiltag og konkret forkyndelse i den karismatiske bevægelse.
Vi måtte sige nej til konkret samarbejde.
Det blev ikke væsentligt anderledes, efter at Dansk Oase blev dannet i 1989 med den klare hensigt at arbejde for fornyelse på evangelisk luthersk grund.
Faktisk har det vist sig, at Oasebevægelsen og karismatiske frikirker som Apostolsk Kirke og Pinsekirken har langt lettere ved at finde fodslag.
De samarbejder både om konkrete institutioner og fælles forkyndende tiltag.
Dette er en naturlig konsekvens af, at Dansk Oase er barn af den karismatiske vækkelse, der fra begyndelsen har været tværkirkelig.
Formanden, Stig Christensen, skriver i seneste nummer af Fornyelse, som er Dansk Oases blad:
"Vi har ikke på noget tidspunkt i Dansk Oase forladt eller betvivlet den grundlæggende karismatiske pinseerfaring af Helligånden som et genuint fælleskirkeligt erfaringsgrundlag.
I Dansk Oase inviterer vi med glæde folk fra andre kirkesamfund for at lade os inspirere, men det bliver vi hverken pinsefolk eller katolikker af.
Vi fastholder vort bekendelsesgrundlag som evangelisk lutherske kristne, men vi er glade for og har gode erfaringer med talere fra andre kirkesamfund."
Guds ord skal have frit løb.
Denne holdning og praksis er en stor udfordring for os i missionsforeningerne.
Vi forstår ikke, at en fælles åndelig erfaring i den grad kan nedtone eller fjerne store, og for os at se grundlæggende, læremæssige forskelle. For eksempel i synet på nådemidlernes betydning og sakramenternes indhold.
I Indre Mission har vi en helt anden praksis, som for mig at se udspringer af et andet syn på betydningen af læremæssige forskelle.
Efter vores opfattelse skal vi kunne være trygge ved og stå inde for den forkyndelse, vi tager medansvar for.
Forkyndelsen er helt afgørende for vores tro. Den må gerne være spændende og inspirerende, men skal først og fremmest tilsige mig Guds ord i hele dets fylde.
Derfor skal forkyndelsen af Guds ord være helt fri.
Den kan ikke pålægges begrænsning til at tale om det i Guds ord, vi er enige om på tværs af kirkeskel.
Derfor siger vi nej til tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab.
Vi kan f.eks. ikke tage medansvar for et forkyndelsesfællesskab, hvor vi i udgangspunktet ikke kan række Guds ords løfter om, hvad han har givet os i dåben!
Medmindre vi binder os til ikke at tale om helt centrale sider i det bibelske budskab, hvor vi er uenige med fx baptister, katolikker eller pinsefolk, kan vi ikke undgå at sige noget, som de ikke kan være enige med os i.
Ukritisk åbenhed.
Vi fokuserer på nådemidlerne som eneste forudsætning for sandt åndeligt liv og åndelig fornyelse.
Oasebevægelsen har et andet fokus og en anden betoning.
Her er de åndelige erfaringer og fænomener i fokus.
Heri ser jeg en hovedårsag til, at de gennem årene har været aktivt åbne overfor nye åndelige strømninger, som jeg vil betegne som sværmeriske.
Strømninger hvor der er blevet knyttet store forhåbninger til synlige fænomener af forskellig slags samtidig med, at man har mistet jordforbindelsen, og rodfæstelsen i Guds ord, åbenbaret for os og rakt os i Skriften.
Folk fra Oasebevægelsen beskylder os af og til for at være negative og lukkede.
De vurderer, at vi lægger så stor vægt på læren, at vi udslukker alt åndeligt liv. Så snart vi ser noget begynde at brænde, kommer vi med den store brandslange.
Vi siger nej og advarer imod sværmeriets farer.
Modsat ser jeg en stor fare netop i den ukritiske åbenhed, som vi har set i Dansk Oase. En åbenhed, der for mig at se, ikke i tilstrækkelig grad stiller kritiske spørgsmål, når bølgen kommer.
Længselen efter åndelig fornyelse er så stor, at man så at sige lukker øjnene og kaster sig ud i det.
Den, der vover at sætte spørgsmålstegn ved, om dette er fra Gud, regnes for én, der modarbejder Guds Ånds virke.
Dette er farligt, og det har kostet dyrt for mange.
Mennesker, der længtes efter nåde og nyt troens liv, fik stene for brød.
Jeg tænker her bl.a. på de bølger, som kortvarigt har ramt landet de seneste ti år.
Vi kender navne som Toronto og Pensacola fra midt i 90-erne med bizare fænomener som ukontrollabel latter, dyrebrøl og falden om som tegn på, at man var berørt at Guds Ånd og var under Guds velsignelse.
I en samtale med ledere fra Dansk Oase i 2004 spurgte jeg forgæves efter en kritisk vurdering af denne bølge og de frugter, den satte.
En anden bølge var de såkaldte guldtænder kort efter årtusindskiftet.
Ved møder med bestemte helbredelsesprædikanter hævdede man, at Gud viste sin nåde og sit nærvær ved at forvandle sølvplumper til guldplumper eller ved at lade guldstøv drysse.
"Når Gud sender guld og olie viser det, at han er i færd med at gøre noget særligt i Danmark" hed det blandt andet fra en kenyansk kvindelig prædikant.
Selv om disse fænomener for længst er glemte, vil man stadig forsvare åbenheden overfor den slags fænomener og den tilknyttede forkyndelse af, at dette var bekræftelse på Guds nærvær på en særlig måde.
I stedet for at blive ledt til det troværdige Guds ord i Skriften, som rummer løfte om liv, nærvær og nåde i Kristus, ledes mennesker af disse bølger til synlige oplevelser, erfaringer og tegn, som dels er ganske kortvarige og dels ikke kan godtgøres entydigt at være udtryk for noget Gud virker.
Fremgangsteologien gøres stueren.
Den ukritiske åbenhed i Dansk Oase har i de seneste år ført til en ny åbenhed overfor samarbejde med folk og menigheder, der repræsenterer den såkaldte fremgangsteologi.
Det er foruroligende.
Efter min vurdering er dette i sig selv et stærkt signal om, at noget er galt.
Det er et tydeligt tegn på usundhed, hvis der ikke er et meget klart opgør med den såkaldte trosforkyndelse, der i udpræget grad har Guds ord imod sig.
Fremgangsteologerne lover os ganske enkelt noget andet end det, Guds ord lover os. I virkeligheden lover de langt mindre end Guds ord.
De taler om helbredelse og økonomisk fremgang (dennesidig frelse).
Guds ord rækker os syndernes forladelse og det evige liv!
Jeg er overbevist om, at udfordringen fra Oasebevægelsen fortsat er aktuel, og at vi er forpligtede på at tage den alvorligt.
Det gør vi dels ved selvbesindelse og dels ved at bevare fokus på de grundlæggende lutherske anliggender bl.a. udtrykt med slagordene:
Ordet alene, troen alene og Kristus alene,
samt udtrykt i den lutherske skelnen mellem lov og evangelium og den lutherske fastholden af "på én gang synder og retfærdig".
