Af Mikkel Vigilius.
Bør kirke og stat adskilles?
Spørgsmålet kommer op med jævne mellemrum. Navnlig i forbindelse med sager, hvor det bliver tydeligt, at staten repræsenteret ved folketinget virkelig er og kan optræde som folkekirkens øverste ledelse.
Hvad skal man mene om det? Bør kirke og stat adskilles?
Ud fra en luthersk fortolkning af de to regimenter kan der ikke være nogen tvivl om svaret. Det verdslige kirkestyre er teologisk set helt igennem uforsvarligt og har været en misforståelse fra begyndelsen.
Ifølge den lutherske bekendelse er menigheden de troendes forsamling, skabt og opbygget ved ordet og sakramenterne og ledet af troende hyrder og lærere.
Igennem menigheden udøver Gud sit åndelige regimente i verden.
Målet er at frelse mennesker fra denne onde verden, give dem fred med Gud ved troen på Jesus og nyskabe dem indefra.
Midlet er Guds ord i lov og evangelium.
Øvrigheden er også villet og indsat af Gud.
Igennem den udøver han sit verdslige regimente.
Målet er at begrænse det onde og fremme det gode i denne verden, og midlet er ydre magt.
De to regimenter må begge respektere afgrænsningen af deres myndighedsområder.
Øvrigheden har ingen ret til at blande sig i eller forordne de troendes gudsdyrkelse og menighedsliv.
Omvendt må menigheden afholde sig fra at foreskrive øvrigheden den rette politik uden klart belæg i Skriften, og den må afstå fra at benytte statens magt til at fremme dens egne mål i verden.
Igennem kirkehistorien er det imidlertid snarere reglen end undtagelsen, at denne gode ordning er blevet trodset.
Det er sket i forfølgelsestiderne, hvor staten har brugt sin magt mod kirken.
Det var situationen i kirkens første tre århundreder.
Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at denne tid samtidig var den største vækkelsestid i kirkens historie.
Kirken stod menneskeligt set uhyre svagt.
Den havde ingen ydre magt, og det var farligt at være kristen.
Men troen på Jesus levede, forankringen i det evige var stærk, der var åndskraft i de kristnes vidnesbyrd og Guds rige gik frem.
Staten har også overskredet sit mandat, når den har overtaget ledelsen af kirken og sat sin ydre magt ind på at hjælpe den.
Hvilken form for magtmisbrug, der er den farligste for kirken, er ikke nemt at afgøre.
Det var kejser Konstantin, der introducerede statskirken.
Efter at have erobret magten over hele det romerske rige indkaldte han i 325 hele kristenhedens biskopper til det første store kirkemøde i Nikæa og satte sig frimodigt for bordenden som kirkens øverste leder, og biskopperne glædede sig!
Glæden bundede i høj grad i, at forfølgelsen af de kristne nu blev afløst af frihed og beskyttelse.
Men accepten af, at den verdslige statsmagt overtog ledelsen af kirken havde en anden og mere dybtliggende forklaring.
Omkring år 300 var et nyt syn på kirkens rolle og muligheder i verden vokset frem.
Under indtryk af kirkens store vækst og inspireret af det gammeltestamentlige kongestyre, hvor den åndelige og verdslige magt var forenet i én person, voksede en vision frem om, at kristendommen kunne opnå verdensherredømmet, hvis en sådan styreform blev genskabt.
Konstantins overtagelse af kirkestyret syntes at være det gudgivne svar på denne vision og begyndelsen på en mægtig sejrstid og storhedstid for kirken i verden.
Når vi ser tilbage, kan vi konstatere, at statskirkens komme ikke bare var forbundet med en afgørende forandring af kirkens ydre forhold, men også af en ny måde at tænke på om kirkens sande herlighed, dens mål i verden og midlerne for dens udbredelse.
I kort form kan man tale om et afgørende skred fra korsteologi til herlighedsteologi.
Fra nu af søgte kirken i stigende grad at opnå og demonstrere ydre storhed og herlighed i verden, mens evangeliet om de troendes usynlige og evige rigdom i Kristus gled i baggrunden.
Målet blev i høj grad at få en stor og mægtig kirke med mange medlemmer, mens synet for skellet mellem vantro og troende i kirken og for den sande menighed som de genfødte troende opløstes.
Midlerne til kirkens udbredelse blev i stadigt højere grad kyndigt udtænkte strategier til ydre fremgang, politiske alliancer og menneskelige magt- og overtalelsesmidler, mens troen på ordets kraft svækkedes.
Resultatet blev den store og åndeligt døde romerkirke.
Det ligger i vores menneskelige natur, at vi orienterer os ud fra det ydre og tror på det, som menneskeligt set virker stærkt, imponerende og nyttigt.
Da staten stillede sine midler til rådighed for kirkens arbejde, blev der talt stærkt til denne menneskelige natur.
Kirken sagde ja og tak.
Men alliancen virkede opløsende på den tro, der retter sig mod det usynlige og henter al sin frimodighed, glæde og kraft herfra.
Den gudskabte tro, der alene kan overvinde verden! (1 Joh 5,4)
Luther var korsteolog og var om nogen bevidst om, at kirken havde sin herlighed i Kristus og sin magt i Ordet, og at alliancer med den verdslige magt ville nedbryde kirkens åndelige integritet og kraft.
Han tillod ganske vist, at kristne fyrster i forbindelse med reformationen kortvarigt overtog en ledende rolle i de nye evangeliske kirker.
Men han understregede, at de gjorde det som medkristne og ikke som regenter, og at de kun måtte gøre det for en kort tid.
Da de evangeliske fyrster først havde fået magten over kirken, slap de den imidlertid ikke igen!
Således fik vi også i Norden på dybt paradoksal vis lutherske statskirker.
Og da kongemagten i 1849 afløstes af et demokratisk folkestyre, blev en principielt areligiøs folkevalgt forsamling kirkens øverste ledelse!
Sådan har det været lige siden i Danmark.
For en sådan ordning gives der intet teologisk forsvar.
Men har statskirken ikke været redskab for meget godt?
Jo, for Gud bruger alt, også det som er præget af teologisk afsporing, til at fremme sine mål.
Der er meget at glæde sig over i statskirkens historie både i Europa og i Danmark.
Men det er tankevækkende, at de store gennembrud for evangelisk tro og mission i kirkens historie er sket uden støtte fra den verdslige magt.
Det gælder for vækkelsen i de første århundreder, for reformationsbevægelsen og for vækkelserne i 1800-tallet.
De vandt frem under stor menneskelig svaghed og under den verdslige magts modstand.
Deres hemmelighed var en enestående åndskraft i troen på Guds ord og evangelium.
På dem opfyldtes Zakarias´ord:
’Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre!’ (Zak 4,6)
De blev redskaber for Åndens gerning ganske enkelt ved selv at nære sig med Guds ord og ved at give det videre uafkortet i lov og evangelium.
På denne baggrund bliver det klart, hvad der er det egentligt afgørende også for os i dag.
Jo vel, kirke og stat bør adskilles.
Men en frigørelse af den nuværende folkekirke vil næppe føre noget afgørende nyt og godt med sig.
’Hvad skulle det nytte at få denne kirke frigjort fra staten?’ - har Carl Frederik Wisløff flere gange spurgt i tilknytning til den norske statskirke.
Det afgørende er noget andet: Guds folks sande frihed i troen på den levende Gud, sandheden i hans herlige evangelium og kraften i hans ord.
Hvor denne tro lever, der er der sand åndelig frihed, frimodighed og kraft i vort arbejde - uanset den ydre kirkelige ordning.
Må Gud give os denne tro!
Og må han hjælpe os til i denne tro at arbejde for gode, evangeliske menigheder med en ret bibelsk ordning!
