Fra Bibelsk Tro,
Nr. 6 - 2007.
Af overlæge Poul Erik Haahr.
(Dansk version).
Er der noget, alle kristne af hjertet ønsker, er det vækst i Guds rige - at flere må se Jesus og komme til erkendelse af den vidunderlige retfærdighed, fred og frihed han vandt til os syndere ved sin stedfortrædende død og sejr på Golgata! Derfor smerter det at se den åndelige opløsning og tab af kristne værdier, der præger vore samfund.
Det smerter at se tilbagegang - at de kristne forsamlinger bliver mindre, at vore unge ´siver bort` og at der ikke kommer nye til; at egentlig vækkelse er en sjældenhed.
Det samme oplevede tidligere Indien missionær, Donald McGavran; missionsarbejdet bar ikke synlig frugt, og som følge deraf omlagde han arbejdsmetoderne i missionsarbejdet radikalt.
Om dette udtaler han:
"Metoder og strategier i missionsarbejdet bedømmer vi i lyset af, hvad Gud har velsignet, og hvad han helt tydeligt ikke har velsignet. Intet skader et missionsarbejde så meget som at fortsætte med at anvende metoder, institutioner og strategier, som burde bringe mennesker til Kristus, men ikke gør det. Vi lærer folk, at de skal være hensynsløse hvad metoderne angår. Hvis noget ikke virker til Guds ære og til hans kirkes udbredelse, så kassér det og find noget andet, der virker. Hvad metoderne angår, er vi pragmatiske på det barskeste..."
Kirkevækstbevægelsen var født.
Mange har taget tankegangen op og arbejder med den ud fra lidt forskellige indgangsvinkler, men med `vækst´ som grundlæggende fællestræk - tilsammen danner de det, der kaldes kirkevækstbevægelsen.
Bevægelsen betegner sig selv som evangelisk, men er løst struktureret uden nogen fælles doktrin. Det fælles ligger mere i tilgang og arbejdsmetoder. Og man må sige at metoden virker efter hensigten. Folk strømmer til deres gudstjenester og forsamlinger med over 1.000 medlemmer er langt fra et sjældent syn.
Kirkevækstlederne er nidkære for at bringe deres ideer videre gennem konferencer, bøger, inspirationsmaterialer med mere. Deres ´vækstrate` har vakt interesse for deres arbejdsmetoder i helt uhørt grad.
Når f.eks. Willow Creek Association alene underviser omkring 100.000 kirkeledere hvert år ved deres lederkonferencer/-seminarer, og når Rick Warrens bog `The Purpose Driven Church´ alene er solgt i over 22 mill. eksemplarer, får man et lille indtryk af, hvor langt de når omkring - deres tanker og inspirationen breder sig som ringe i vandet.
Grundet deres succes formidler de frimodigt, at følger man ikke deres principper, så er man ikke i overensstemmelse med Guds vilje og plan, hverken som enkeltperson eller som menighed. Det er frimodig tale! Men er det, de formidler, sandt og i overensstemmelse med, hvad Biblen lærer os? Dét er det afgørende - dét er prøvestenen på alt.
Noget om personerne bag.
Første generation: En af de første, der tog McGavrans tankegang til sig, var Robert Schuller, Chrystal Cathedral, Californien.
Det gav ham en kæmpe tilslutning, og han blev en afgørende eksponent for tankegangen som den nok mest sete TV-prædikant gennem tiderne og gennem en lang række lederkonferencer (for at opnå størst indflydelse henvender kirkevækstbevægelsen sig til dem, der har indflydelse - lederne!).
Schuller fokuserer entydigt på Guds kærlighed, omsorg for og accept af det enkelte menneske, og han har udtalt, at han aldrig vil tale om synd! Korsets anstød findes ikke, hvilket fremgår med forfærdende tydelig af nogle af de mange udmeldinger han kommer med:
”Synd er at man ikke tror på sig selv.”
”Folk skal mødes med følelser, og psykologiske behov skal imødekommes. Menneskets værste problem er, at det har mistet sin selvagtelse. Er selvagtelse ikke til stede, er en person i helvede.”
”Jeg tror ikke, noget er blevet gjort i Kristi navn og under kristendommens banner, som har vist sig mere destruktiv for den menneskelige personlighed og derfor i modsætning til vores evangeliske opgave end den rå, besynderlige og ukristelige strategi, som går ud på at gøre mennesker opmærksomme på deres fortabte og syndige tilstand” og
”Jesus kendte sit eget selvværd, hans succes ledte ham til at værdsætte sig selv…Han bar korset for at hellige sig sit eget selvværd.”
Det er et andet evangelium (Gal 1,6-9) og direkte antikristelig tale (1 Joh 4,1-3).
Tredje generation: Til de nyeste skud på stammen hører bl.a. Emergent Church, der har Brian McLaren som en af frontfigurerne.
Hans ønske er at reformulere kristendommen, så den bliver forståelig og opleves relevant for vore medmennesker. Dette skal ske gennem vedholdende dialog og følelsesmæssig ærlighed, og det præger teologien i en sådan grad, at han ender med en kristendom, der fremstår sympatisk og nærmest fuldstændig renset for anstødelige elementer.
Her blot et eksempel på McLarens ´kors-forståelse` hentet fra et radiointerview:
”Dette er et af de store problemer med den traditionelle forståelse af helvede. For hvis korset er på linie med Jesu lære, da er – jeg vil ikke sige den eneste, og heller ikke den primære – men en af de primære forståelser af korset, at Guds kongerige ikke kommer som denne verdens kongeriger ved hjælp af vold og undertrykkelse af folk. Men at Guds kongerige kommer gennem lidelse og vilje til frivillig opofrelse.
Men på en ironisk måde siger læren om helvede, at det i virkeligheden ikke er sandt. At til sidst får Gud alligevel sin vilje gennem undertrykkelse og vold og ved at skræmme og dominere, præcist som andre kongeriger gør. Korset er da ikke længere centrum. Korset er nærmest forvirrende og en falsk reklame for Gud.”
I overensstemmelse hermed er syndens problem ifølge McLaren ikke et forhold mellem den enkelte og Gud, men et forhold indbyrdes mellem mennesker. Helt i tråd hermed er de eneste, McLaren tager klart afstand fra, de kristne, der fastholder og forkynder de anstødelige dele af Bibelens ord. Hans budskab er åndeligt forførende - uden bibelsk og evangelisk forankring.
Anden generation: Mellem disse to generationer befinder anden generation sig. Det er primært herfra inspirationen er kommet til de klassisk lutherske foreninger i Norden.
Hovedpersonerne her er Bill Hybels fra Willow Creek og Rick Warren fra Saddleback. Begge hentede afgørende inspiration til opstarten af deres kirker hos Robert Schuller, og Hybels har gennem en lang årrække undervist på Schullers årlige lederkurser. Videre anfører Brian McLaren at Hybels og Warren har været af helt afgørende betydning for hans virke.
I Danmark nedsatte Luthersk Missionsforening et udvalg bestående af tre teologer til at analysere teologien i det, Hybels havde formidlet i skrift og på tale, på grund af den uenighed, der fulgte i kølvandet på deres konferencer. Ikke overraskende - i lyset af ovenstående - fandt de, at det Hybels formidlede, havde et godt anliggende - at nå de ufrelste med evangeliet, men at de praktiske anvisninger var baseret på systematisk vranglære.
Helt i tråd hermed kom LM’s højskole med Hans Erik Nissen i spidsen, med følgende konklusion:
"men åbner vi os for dens (Willow Creek’s) indflydelse, vil den efterlade os med andre grundsandheder til frelse end den, som det er vor lykke og rigdom at eje i dag".
Hvordan skal vi forholde os til disse mennesker og det de kommer med?
”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!” (Rom 16,17).
Ulykken er, at det har vi i meget stor grad forsyndet os imod i de kristne foreninger i Norden - og selv de, der ikke har, er under en massiv påvirkning. Har vi nogen mulighed for at kende inspirationen når vi præsenteres for den? Kan en kilde give både fersk og salt vand af samme væld? (Jak 3,11-12).
Evangelisationspakken.
Kirkevækstbevægelsen garanterer vækst, hvis vi følger deres anvisninger til evangelisation - det er deres enkle og vedholdende erfaring, at sådan forholder det sig. Folk kommer!
Samles anvisningerne skematisk, giver det overordnet set en ’evangelisationspakke’ bestående af følgende ni punkter:
1) En klar fælles vision for fremtiden.
Visionen er den, der viser hvor menigheden skal satse - hvad der er målet for fremtiden.
2) Villighed til forandring fra det bestående.
Om visionen skal nås, må menigheden være villig til at foretage de nødvendige ændringer, der kræves, såvel organisatorisk som med hensyn til former og indhold.
3) Stærk fokus på ledelse.
Ovennævnte kræver en synlig ledelse, der fremlægger visionen, anviser vejen og selv går foran. Lederne i systemet skal løbende uddannes/videreuddannes, således at de er maksimalt kvalificerede og kan leve op til ´lederrollen` og de krav, der stilles.
4) Funktionsdygtige strukturer.
Der skal lægges strategier og opbygges teams, således at menigheden kan arbejde målrettet i henhold til visionens opfyldelse. Det sikrer, at ressourcerne (manpower, penge) udnyttes optimalt.
5) Nådegave orienteret tjeneste.
Om målet skal nås, er det vigtigt, at de enkelte i menigheden - ud over at kende visionen - tjener med de nådegaver, de har. For at de kan det, er det nødvendigt at den enkelte bevidstgøres om de forskellige gaver, de har, gennem konkret nådegave-undervisning.
6) Hengiven spiritualitet.
Frugten af punkt 4-5 sikrer, at menigheden følger den linie og strategi, der er lagt for, at visionen kan nås.
7) Inspirerende gudstjenester.
Gudstjenesterne skal være attraktive og opleves relevante for målgruppen. Det præger mødeform, musikvalg m.m., og der anbefales humor og visuelle indslag i form af filmklip, drama og tilsvarende. Det skaber afveksling og uforudsigelighed. Budskaber, der støder og ekskluderer, skal undgås.
8) Behovsorienteret forkyndelse/evangelisation.
Via spørgeskemaundersøgelser og hvad, der ellers er alment oppe i tiden, søges en kontakt etableret ved at efterkomme de behov, der måtte vise sig. Etiske, moralske og sociale problemer, der tilsammen udgør ´de følte behov` bliver omdrejningspunktet. Guds anvisninger og ubetingede kærlighed formidles som svar på ´behovene`. Lytternes selvværd styrkes og budskabet opleves vedkommende. Man beslutter sig for kristendommen.
9) Omsorgsfulde relationer.
Fællesarrangementer med socialt engagement og vægtlægning, f.eks. fester, fællesspisning og andre events. Særdeles vigtig for fastholdelse af nye medlemmer er de små enheder - cellegruppen, der skal være ´holistiske`, d.v.s. indeholde en høj grad af social omsorg.
Ser du nærmere efter, vil du finde, at ovenstående 9 punkter ikke adskiller sig fra de marketings og management principper, der danner basis for enhver moderne virksomhed, offentlig eller privat. Visioner og metoder tilpasses løbende ved analyser og fordybelse i vores samtids kultur og udtryksformer, og forkyndelsen målrettes herefter. Gennem feed-back (kvalitetsmålinger) finder man det, der virker, og det, der virker, er det Gud velsigner.
Med dette in mente er det heller ikke mærkeligt, at underviserne på lederkonferenserne ofte er professionelle erhvervsfolk, og at konferencerne henvender sig til såvel kristne som til erhvervslivets ledere.
Planen skal indføres i menigheden i to trin. Trin et er, at nøden for de ufrelste skal males menigheden for øje, således at mission og derved evangelisation bliver alles sag (visionen) og derved menighedens fokus-/omdrejningspunkt. Det er dette, Bill Hybels kalder den nødvendige ´anden omvendelse`.
Trin to er indførelse af de nødvendige ændringer i henhold til punkterne, som anført, således at menighedens arbejde og samlinger målrettes mod denne gruppe.
En anden leder i kirkevækstbevægelsen, Christian Schwarz, Tyskland, har ligefrem udarbejdet et analyseredskab, der kan afdække menighedens ´temperatur` og derved også påpege hvilke indsatsområder, der skal satses på for at få ´temperaturen` (effektiviteten) til at stige yderligere.
Hvad siger Bibelen om sådanne tanker?
Ordene: ”Jeg plantede, Apollos vandede, men det er Gud, der giver vækst” (1. Kor 3,6) og ”Troen kommer altså af det der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17) giver så klart et svar, at der egentlig ikke er mere at tale om.
Al sand vækst kommer ved, at Guds ord selv, når det forkyndes i ånd og sandhed, baner sig vej ind i hjertets inderste og dér knuser mit eget, overbeviser om synd og skaber troen ud af intet. Som kristne kan vi kun ét - så og vande. Det skal vi gøre, så den enkelte kommer ind i mødet med den hellige Gud, der overbeviser om synd, om retfærdighed og dom (Joh 16,8-11).
Til Ezekiel lød kaldet: Jeg sender dig til dem, og du skal sige: ”Dette siger Gud Herren”, hvad enten de vil høre eller ej (Ez 2,4-5; 3,11). Sædemanden såede sit korn overalt, og her lød det: ”den, der har øren at høre med, skal høre” (Luk 8,5-8).
Det, der høres, kommer i kraft af ordet selv - noget vi ALDRIG kan udvirke i det enkelte menneske. Al vækst kommer derfor ikke, når vi vil, men når ordet gør sin gerning og det i Herrens time - hverken før eller senere (Es 55,6-12 og Hebr 4,12). Guds er gaven! Og netop en gave, vi får for intet - og det af nåde over nåde!
Han kræver aldrig resultater af os - han kræver ´blot`, at vi er tro i den tjeneste, der er lagt hen til os, og er vi det, har han lovet os frugt - uanset om vi selv får det at se eller ej, for vandrer vi i tro og tillid til ham, er vi jordens salt og verdens lys (Matt 5,13-14).
Hvilken vidunderlig frihed. Ingen byrder hviler på mine skuldre! Jesus har påtaget sig det hele! Vi kan kun et - bie på Herren! Og han er værd at vente på!
Paulus oplevede, at alle i provinsen Asien vendte ham ryggen. Alligevel var hans råd til Timotheus:
”Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus; den skønne skat som er betroet dig, skal du tage var på ved Helligånden, som bor i os.” (2. Tim 1,13-14).
De gav evangeliet videre i hele dets fylde - de var tro mod det, de havde lært - uanset det førte til, at de blev få. Derfor fik vi evangeliet! Lad os gå i deres fodspor og så overlade antallet til Gud - ellers tømmes vi for kraft og efterlades magtesløse tilbage.
Når det fra kirkevæksthold lyder som følger:
"Der findes en fællesnævner i næsten alle kirker, som jeg har set rundt om i verden, der virkelig har vokset og båret frugt og fået kristne til at vokse og gøre det Ap.G. 2 siger vi skal gøre. Ved I, hvad den fællesnævner er? Lederskab.
Det er ikke penge…Det er ikke gunstige betingelser……Det drejer sig heller ikke bare om flot forkyndelse…Men det kan koges ned til lederskab. Nogen som har en klar vision fra Gud, lægger denne vision frem, bygger teams, udtænker en strategi, går fremad, skridter ud i tro. Alt koges ned til lederskab.…… …For jeg ved, at hvis den kirke, jeg er hyrde for, skal fortsætte med at vokse, hvis de ting, jeg leder, skal nå sit forløsende potentiale, må jeg vokse som leder. Jeg må blive en bedre leder, end jeg er nu.………(Bill Hybels i Stavanger)
- lyder Bibelens svar:
”Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer” (Es. 55,7-9).
Til slut vil jeg påpege noget andet, vi introduceres for gennem kirkevækstbevægelsen. Det er en bønneform, der kendes under forskellige navne så som kontemplativ bøn, stille bøn, åndedrætsbøn, meditativ bøn eller soaking.
Det er en bønneform, hvor man skaber en indre stilhed fri for forstyrrende tanker. Stilheden skabes ved at visualisere, ved at fokusere på åndedrættet eller ved at gentage en kort sætning igen og igen - alt sammen til den indre stilhed opnås. I denne stilhed kommer Gud og taler direkte til den enkelte.
Bønneformen er kendt fra de gamle ´ørkenfædre`, men den kommer til os igen gennem især den katolske munk, Thomas Merton, der genfandt den i østens religioner. Det er samme praksis, som New Agere bruger for at komme i kontakt med deres ånde-vejledere.
Der kan ikke advares stærkt nok mod en sådan praksis. Gud har givet os en klar åbenbaring - en hel bog, Bibelen, og der er intet bibelsk belæg for, at han igen og igen vil tale til os uden om dette ord. Det er den direkte vej ud i sværmeri.
Vi advares tværtimod stærk imod at tro, at vi bliver bønhørt ved at lade munden løbe på den måde (Matt 6.7-8; King James oversættelsen lyder: ”Og når dere ber, så bruk ikke meningsløse gjentagelser, slik hedningene gjør. For de tror de blir bønnhørt på grunn av sine mange ord”).
Og hvem er det, vi giver plads for, om vi fejer og rydder vort indre? (Luk 11,23-26). Mon ikke, det er forklaringen på, at kirkevækstbevægelsen på overfladen ser indbydende og tillokkende ud, men i praksis taler imod Guds ord og på ny spænder os i trældomsåg ved at flytte vort fokus bort fra, hvad Jesus har gjort for os over til, hvad vi skal gøre for ham.
Lad os besinde os på følgende formaninger:
”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?
Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? Er alt det sket med jer til ingen nytte – hvis det da virkelig var til ingen nytte? Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?” (Gal. 3,1-5)
- og:
”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.” (Hebr 12,1-3).
--------------------------------------------
PS: Har du lyst at nærlæse WC-udvalgets analyse af Bill Hybels teologi findens den på siderne 25-64 i rapporten: LM og WCCC (http://www.josafat.no/Tema_i_fokus/2006/WC_apr05.pdf).
Har du lyst at læse mere om personerne bag kirkevækstbevægelsen, og hvad de står for, kan du læse rapporten ’Kirkevækstbevægelsen og New Age' (http://www.josafat.no/Tema_i_fokus/2006/Haahr_Poul_Erik_12_2006_Kirkeveakstbeveagelsen_og_New_Age.pdf)