Skriftens autoritet.

Fra Bibelsk Tro,
Nr. 2 - 2008.
Af sognepræst Johnny Søndberg-Madsen.
(Dansk version).

En sag kan ende for den højeste myndighed. Dér, hvor der ikke er noget højere trin i rækken af domstole. Herfra er der ikke nogen appelmulighed. Den højeste myndighed afsiger den absolutte dom. Det er dette, vi mener, når vi taler om Skriftens autoritet.

Skriften er højeste myndighed. Den kan ikke ankes. Gennem ordet virker Helligånden den tro, som tror for ordets egen skyld. Således får Skriften højeste autoritet for den enkelte.

Den hellige Skrift har samme autoritet som Gud selv. Det er denne binding til Skriften, der er den eneste mulige, hvis vi vil følge den undervisning, Jesus og apostlene giver os om Guds ord:

1) Jesus hævder, at GT er den sandhed, han er kommet for at opfylde. Selv det mindste bogstav i GT vil blive opfyldt, før jorden forgår. Og den, der lærer andre, at sådan er det, skal iflg. Jesus kaldes stor i Himmeriget. Se Matt. 5, 17 – 20.

2) Jesus irettesætter dem, der ikke tror på hans ord, og han stiller krav om, at hans ord skal have samme autoritet som GT (Joh. 5, 43 – 47).

3) Apostlenes ord har også denne autoritet. Apostlene kaldes nemlig til at tale på Jesu vegne: Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig (Luk. 10, 16).

Derfor advarer Jesus også mod at ringeagte hans ords autoritet:
”Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag” (Joh 12,48).

Det betyder: Har man ikke omvendt sig fra det oprør mod Guds majestæt, man er født med, vil man i dommen erfare ordets højeste autoritet. Ingen appelmuligheder. Ingen klageinstans. Ingen mulighed for protest.


Skriftens autoritet står svagt i samfundet.
Vi, i den vestlige verden, frigør os mere og mere fra kristendommen. Selvom ingen regering hverken er, eller skal være, en kristen menighed, har mange europæiske regeringer alligevel op gennem tiden vist ærbødighed for Skriftens bud og etik, når man skrev samfundets love.

De dage er mere eller mindre forbi. Tænk blot på den seneste tids debat om fosterdiagnostik: I fremtiden skal kommende forældre tilbydes fosterundersøgelse, så de har mulighed for frivilligt at fravælge mongolbørn! Herved tilsidesættes Guds lov, dels som den udtrykkes i de 10 bud (du må ikke slå ihjel!), og dels som den er nedlagt i menneskets samvittighed, der sundt og naturligt vender sig imod drab af enhver art.

Der er blevet sagt mange skrappe, men desværre alt for sande ting om, at nazismens eutanasiprogram, som i virkeligheden var en loge af mordere, der forsøgte at udrydde handicappede og minoritetsgrupper, ikke kunne have haft mere medvind end den moderne abortpraksis. Det er mærkeligt at tænke på, hvordan grænser flytter sig. Samfundet lovgiver og lovgiver, men iflg. Skriften bliver det hele mere og mere lovløst (Matt, 24, 12).

Vi, der gerne vil leve ydmygt under Guds tale og ikke hverken stille os ved siden af den eller over den, skal være på vagt. Den lovløse lovgivning har nemlig indvirkning på os – ofte uden at vi er os det bevidst. Dryp for dryp bliver vi mere og mere vænnet til, at samfundet omkring os indretter sig med et livssyn, der er på kollisionskurs med Skriften. Vil vi bevares i tillid til, at Skriften er højeste autoritet, må vi bruge de våben, Gud selv har givet os (Ef. 6, 13 – 17).


To måder at erkende Skriftens autoritet på.
Når mennesker erkender, at Skriften er højeste autoritet, skyldes det enten, at man er blevet overbevist af Helligånden, som har skabt troen i ens hjerte, eller det skyldes, at man, f.eks. gennem studier af skaberværket, er kommet frem til en forståelse af, at Skriften taler sandt, når den fortæller os, at Gud Fader er himmelens og jordens skaber. En sådan tilståelse af Skriftens sandhed er dog ikke til frelse.

Derfor vil jeg i denne artikel forsøge at stille de to måder at vedkende sig Skriften på over for hinanden, så den enkelte selv kan se, hvad der ligger til grund for vedkommendes syn på Skriften.


Troens overbevisning er Guds værk i menneskehjertet.
Intet menneske kan overbevises f.eks. af et andet menneske om Skriftens autoritet:
”… og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis” (1 Kor 2,4).

Den hellige Skrift skaber altså selv den overbevisning hos et menneske, at den er Guds Ord.
Troens vished bygger dermed ikke på stemninger eller oplevelser, men alene på Skriften selv.
Ved Åndens kraft har Skriften overbevist et menneske om, at den er Guds ord.

I det ydre reagerer mennesker meget forskelligt på ordet, når de hører eller læser det. Men troen kan ikke måles på denne reaktion. Troen er kun dette ene, at ordet har skabt tillid til ordet, så man lader det være, hvad det er, nemlig Guds ord.

Denne forståelse har stor betydning for alle kristne mennesker, når de angribes af tvivl på Skriftens troværdighed og autoritet. Her hjælper det ikke at spørge mennesker til råds. Disse er jo ofte selv i tvivl. Man må spørge ordet selv, og ved dagligt at omgås ordet i bøn kan man befris fra tvivl og komme til vished om ordets sandhed.

Ordet behøver ikke belyses eller oplyses. Lyset behøver ikke oplysning. Det er jo i sig selv lys.
Et menneske kan kun blive en kristen på en eneste måde: Gennem anger og tro. Ved at man gennem loven ser sig som en fordømt synder og tror evangeliet om syndernes forladelse. Det er først nu, hvor troen på syndernes forladelse er kommet ind i hjertet, man erkender, at Skriften er Guds ord. Man indrømmer, at Skriften har autoritet til at frelse et menneske.


Kundskabsmæssig overbevisning og troens forvisning.
Den kundskabsmæssige overbevisning opstår gennem studier og eksperimenter. Gennem f.eks. andre verdslige skrifter og andre religioners hellige bøger. Hvis man med sin forstand efterprøver Bibelens skrifter, kan det nemlig hænde, at man bliver forstandsmæssigt overbevist om, at Bibelen er Guds ord.

Her er tale om en videnskabelig eller forstandsmæssig tro, men i dette tilfælde betyder ”tro” kun noget, man er blevet overbevist om. En sådan tro vil da være forskellig fra den frelsende tro: den tro, som klynger sig til Kristus som grundlag for syndernes forladelse og evigt liv.

I Budskabet nr. 6, 2003 har bioanalytiker Lisa H. A. Kristensen skrevet en artikel. Af den fremgår det, at Lisa H. A. Kristensen blev draget til Gud gennem en umættelig videbegærlighed indenfor naturvidenskab og filosofi. Lisa H. A. Kristensen konkluderer, at hun fandt for meget orden og system i naturen til, at det hele skulle bero på en tilfældighed. Hvis evolutionsteoriens påstand om, at verden er opstået ved tilfældigheder var sand, ville der ikke være planmæssighed i naturen, men kaos. Dermed er det også usandsynligt, at et menneske med intelligens og sans for orden skulle være et produkt af evolution.

Disse logiske betragtninger førte til, at Lisa H. A. Kristensen – for øvrigt i lighed med mange forskere, bl.a. A. Einstein – sluttede, at der må være en intelligent kraft bag universet, en kraft som er mennesket langt overlegent.

Læg mærke til, at Lisa H. A. Kristensen kommer frem til en kundskabsmæssig overbevisning om, at Gud findes. Men det er ikke dermed en troens forvisning. Lisa H. A. Kristensen skriver nemlig: ”Ligesom mange forskere nåede jeg frem til, at Gud var til. Men spørgsmålet var bare: Hvem var den sande Gud?” Altså en overbevisning om Guds eksistens, som bygger på logisk tænkning. Dette er ikke en frelsende tro, selvom den dog er en accept af Skriftens guddommelighed.

Men den kundskabsmæssige vished kan dog ”hjælpe” Guds Ånd med at skabe troens vished, hvilket for øvrigt også var tilfældet for Lisa H. A. Kristensen. Gennem kristne ungdomsbevægelser blev hun nemlig hjulpet til en levende og personlig tro på Jesus som den sande Gud. Kan jeg tillade mig her at ønske Lisa H. A. Kristensen Guds fortsatte velsignelse?


Hvad Skriften ikke har autoritet til.
Skriften indeholder ikke al den kundskab, det er muligt at erhverve sig på anden vis.
Skriften er derfor ikke en opslagsbog over alle mulige forskellige områder af menneskelivet eller forskellige videnskabelige discipliner. Indenfor sådanne områder er vi henvist til vore egne og andres forstandsbestemte undersøgelser.

Men heller ikke alle temaer om Gud og de evige ting bliver fortalt os i ordet. I vores begrænsede verden og med vores afgrænsede fatteevne kan dette slet ikke lade sig gøre. Derfor har vi fået lige præcist så meget, vi behøver og lige så meget, som det behager Gud at åbenbare for os.

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 Kor 13,12).

Guds ords autoritet gælder altså i spørgsmål, hvor Gud har åbenbaret sig for os og talt til os gennem sit ord. I andre spørgsmål, hvor Gud ikke udtaler sig, kan vi nogle gange være nødt til at give udtryk for en personlig mening og rådgivning. Men vi kan ikke sige: ”Så siger Herren!”

Altså: Vi kan have en frelsende tro på, at Skriften har myndighed til at tale som den gør. Denne tro er skænket af Helligånden. Eller vi kan have en menneskelig overbevisning om, at Skriften er guddommelig, fordi vi gennem studier af naturen og filosofien er kommet frem til dette resultat. Denne kundskab er ikke til frelse. Det er indlysende, at vi gør os selv en stor tjeneste ved at spørge: Hvad er grundlaget for min accept af Skriftens autoritet?


Helligåndens vidnesbyrd er bundet til Skriften alene.
For det første: Eftersom Helligåndens vidnesbyrd helt er afhængigt af profeternes og apostlenes ord, er alle meninger, der er løsrevet fra dette ord, mennesketanker og ikke Helligåndens vidnesbyrd.

Megen forkyndelse kan ligne Guds ord uden at være det, fordi det i virkeligheden er mennesketanker, der er blandet sammen med Guds ord, og derved bliver det hele mennesketanker. Derfor må den enkelte ustandseligt øve sig i at prøve den kristne lære og prædiken på Skriftens ord.

Nogle skrifttro kristne går til gudstjeneste hos liberale præster. Det kan have årsager som f.eks., at præsten har mange gode menneskelige egenskaber, man respekterer, og derfor har man tillid til sin præst. Men situationen er farlig for troen, og det er ikke kun en stående vittighed, at man kan høre disse kirkegængere sige: ”Vores præst bliver da også bedre og bedre.” I virkeligheden er det dem selv, der bliver dårligere og dårligere til at høre Guds ord.

For det andet: Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed findes ikke hos dem, der kalder Skriften Guds ord, fordi organisationen, præsten eller prædikanten siger, at sådan er det. Pas derfor på med formuleringer som: ”Her i vores sammenhæng tror vi, at …” Det kan meget vel være rigtigt, hvad man tror i den pågældende kreds, men vi skal blot være klar over, at autoriteten ikke ligger i den kristne relation. Den ligger i ordet.

For det tredje: Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed kan ikke findes hos dem, der benægter Kristi stedfortrædende liv og død. Vær derfor på vagt overfor prædikanter, der måske taler varmt og trosstyrkende om Gud Fader og hans omsorg for det enkelte menneske, men ikke eller kun perifert taler om Jesus.

Måske påstår disse prædikanter ligefrem, at Gud ikke behøver at forsones gennem sin søn. Gud elsker nemlig umiddelbart, siges der. Men sandheden er, at den kristne tro er troen på den korsfæstede og opstandne Kristus som den, der blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham (2. Kor. 5,21). Og det er med denne tro, at Helligånden gør sin gerning i menneskehjertet, som at skænke evnen til at mene det rette om Skriften.

For det fjerde: Alle, der betragter Skriften som guddommelig og sand, fordi den selv siger, at den er det, har Helligåndens indre vidnesbyrd i sit hjerte. Imidlertid har mange kristne problemer på dette område, fordi man mener, at Helligånden endnu ikke har taget bolig i ens hjerte. Man sukker derfor efter at modtage Ånden, som skal give kraft til at tro og leve som en rigtig kristen med mange sejre i troen og kun få nederlag. Man længes efter den dag, det sker.

Til dette er at sige, at de, der mener, at de ejer Helligåndens vidnesbyrd i deres hjerter uden om fuld tillid til ordet, er faret vild. Ligesådan er de kristne, der tror Skriften som den urokkelige sandhed, men mener, de endnu ikke er i besiddelse af Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed, også faret vild.

Misforståelsen består i, at man ikke sætter lighedstegn mellem Den hellige Skrift og Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed. Disse to ting er nemlig sammenfaldende, fordi intet menneske tror på Guds ord af sig selv.

Det naturlige menneske tror hverken på lovens knusende dom eller på evangeliets trøsterige løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, sådan som det fremstår i Skriftens ord. Hvis nu et menneske tror både på det skriftord, som taler om den evige fordømmelse, og det skriftord, der lover syndernes forladelse for den korsfæstede Frelsers skyld, så er det ene og alene Helligåndens værk i menneskehjertet.


Helligåndens vidnesbyrd kan ikke altid føles.
I følge Skriften er Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed ikke først til stede, når dette viser sig i følelserne.

Hos de kristne findes tider, hvor de kan erfare Skriftens sandhed og guddommelighed så stærkt, at de bliver overvældede af denne oplevelse. Men det skal understreges, at det ikke kun er under disse stærke og glædesombruste følelsesoplevelser, at Helligåndens vidnesbyrd om Skriftens guddommelighed er til stede.

”Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn” (1 Joh 5,10).

Denne særlige oplevelse i følelseslivet hører i virkeligheden til frugterne af troen på Skriftens sandhed. Glædesoplevelsen skyldes at Helligånden allerede har været – og er til stede – i hjertet og skabt troen. Denne tro er skabt uden om følelserne og før følelserne. Og det er Helligåndens tilstedeværelse i hjertet, og ikke følelserne, der sørger for, at hjertet fortsat har tillid til Skriftens ord. Vi kan ikke skille Helligånden fra troen, idet han selv er den kraft i ordet, som giver os tillid til ordet.

Konklusion: Helligånden, som oprindeligt talte ordet til profeter og apostle bliver ved med, til den yderste dag, at være forenet med ordet. Gennem ordet virker han den tro, som tror for ordets egen skyld og ikke pga. fornuft, følelser eller fordi den kristne omgangskreds, prædikanten eller teologien har sagt, at sådan er det. Således får Skriften højeste autoritet for den enkelte.