Den "rummelige" kirke.

Fra Budskabet,
Nr. 5 - 2006.
Af Jan Bygstad.

Når der i de sidste 20 år fra officielt kirkeligt hold har været talt om, hvad kirken er og bør være, er begrebet "åben folkekirke" ofte forekommet. I Norge har der været flere
meningsudvekslinger både fra politisk og kirkelig side om, hvordan man kunne tænke sig fremtidens folkekirke skulle se ud.

Det er et gennemgående træk fra begge sider, at det "rummelige" og det "tolerante" må være idealet for fremtidens kirke. I Norge er dette også nedfældet i et dokument om målsætningen for kirkens virksomhed, som blev vedtaget på Kirkemødet i 1996. Her hedder det bl.a.: "Den norske kirke skal være en bekendende, missionerende, tjenende og åben folkekirke."

Der siges i dette dokument meget godt og rigtigt om den kristne kirkes virke og opgave for folket. Men sideløbende med, at man har vedtaget nye love og retningslinjer for kirkens virke, er der opstået en ilter offentlig debat om de grundlæggende etiske spørgsmål, såsom homofili og samliv uden ægteskab.

I denne debat har det ikke været ualmindeligt, at det at være en åben kirke ses i modsætning til det at være en bekendende kirke. Således sagde f.eks. den kvindelige biskop Rosemarie Køhn, Hamar, i et avisinterview for nogle år siden, at hun "ikke ønsker, at kirken skal være en bekendelseskirke, fordi det vil sætte grænser for den åbne folkekirke".

Her ser vi, hvordan begrebet "åben" eller "rummelig" anvendes i praksis: Formålet er, at man ikke ønsker, at der skal sættes grænser når det gælder tilhørsforhold til kirken, hvem der gør tjeneste (f.eks. som præst) i kirken, eller hvad der forkyndes fra kirkens prædikestol eller i kirkens navn.

At sætte sådanne grænser anses i opinionen for at være "intolerance" og "ukærligt", for så er man ikke "åben" men snæversynet. I almindeligt menneskeligt sprogbrug betyder det at være "åben" at være uden fordomme i omgangen med mennesker, at kunne lytte til andres meninger og opfattelser uden at slå hånden af dem.

Og ud fra kristen tro og bibelsk tale om menneskeværd, skal hvert menneske også mødes med respekt for sin overbevisning. Af samme grund skal man værne om frihed i tros- og livssynsspørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke, at man skal godkende alle syn, og endnu mindre at enhver mening eller trosoverbevisning skal have plads på kirkens prædikestol.


Tolerance.
I talen om den åbne og rummelige kirke forekommer et betydningsfuldt ord: tolerance. Et begreb, der er blevet stadig vigtigere i det sekulære demokratis selvforståelse. Ordet kommer fra latin tolerere, dvs. "at bære, tåle", og henviser til det at kunne respektere andre mennesker, og at disse har et helt andet livssyn end det, jeg selv har. Jf. Voltaires kendte ord: "Jeg er dybt uenig med dig, men jeg vil kæmpe til døden for din ret til at sige det".

Den sekularisering af de vestlige samfund, som begyndte med oplysningstiden ved slutningen af 1700-tallet, indebar også opløsning af den gamle kristne enhedskultur. Devisen var: Én Gud, én konge, ét folk. Religionsfrihed var her utænkeligt, noget som bl.a. var en hovedårsag til meget af udvandringen til Amerika i 1600- og 1700-tallet.

I Norge kom ophævelsen af konventikelplakaten i 1842, og derefter dissenterloven i 1845, som i praksis - selv om den eksplicit kun omhandler kristne trossamfund - alligevel gav det reelle grundlag for religionsfriheden i Norge.

Udviklingen, som så fulgte frem til vore dage, er velkendt: Religionsfriheden er en grundlæggende del af menneskerettighederne, som det også klart formuleres i FNs menneskerettighedserklæring fra 1949: "Enhver har krav på alle de rettigheder, som er nævnt i denne erklæring, uden forskel af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politik eller anden opfattelse, nationalitet eller social oprindelse, ejendom, fødsel eller andre forhold" (Artikel 2).

At gøre forskel på folk grundet race, sprog, køn, religion eller politisk overbevisning, kaldes diskrimination. Kampen mod diskrimination er blevet en central side af det sekulære demokratis moralitet.

Det er vigtigt at være opmærksom på dette: Det frafald fra kristen tro, som er sket under Vestens sekularisering de sidste 200 år, har ikke kun ført til opløsning af den gamle moral, som var baseret på de 10 bud.

Gradvis ser vi en ny slags moral vokse frem, en moral, som skal sikre individets uindskrænkede frihed.

Denne frihed anses som en rettighed for den enkelte borger, samtidig med at der karakteristisk tales mindre om pligter. Den absolutte frihed for den enkelte til at tro og leve, som han vil, anses som en nødvendighed i det sekulære samfund og har regelmæssigt manifesteret sig i det moderne menneskes behov for at nedbryde de grænser, som den gamle moral satte.

Det er først og fremmest det 6. bud, som målbevidst er blevet angrebet de sidste 60 år, og kravet om at kunne leve sine drifter ud på dette område er en vigtig del af det sekulære menneskes selvrealisering.

Frihedens selvbekræftelse ligger i bruddet med Guds bud og borgerlige konventioner. Denne frihed sikres gennem en ny moralkodeks, hvor begreber som tolerance og respekt er centrale værdier.

Når den gamle kristne moral mødes med en stærk indignation, som vi kan se i dagens offentlighed, er dette en moralsk indignation: Det er en ny slags moral, som fordømmer den gamle.

I massemedierne ser vi dynamikken i dette: Enhver moral, som indskrænker individets valgfrihed og ret til at leve som man har lyst til, anses som ond, og kan mobbes uden forbehold.

Den respekt for andres liv og overbevisning, som den nye moral forlanger af den gamle, er den ikke selv interesseret i at vise. Ganske vist anvender man ikke almindeligvis betegnelsen "ond", for den nye moral har ikke noget forhold til det onde. I stedet for taler man om "intolerance" og "snæversyn", at være "mørkemænd" eller "gammeldags", "fundamentalisme" og ikke mindst om at være "diskriminerende".

At sætte skel mellem rigtigt og forkert, sandhed og løgn anses i denne sammenhæng som et magtovergreb overfor mennesker.

Af samme årsag anses kristendommen som en undertrykkende religion, og de, som repræsenterer klassisk kristen tro på Bibelens grundlag, regnes for magtmennesker.

Herved har det kulturradikale projekt nået et af sine mål: Det sekulære tolerance- og frihedsideal er blevet integreret i det moderne menneskes bevidsthed i en sådan grad, at det er blevet en rygmarvsrefleks.

Samtidig ser vi ringe interesse i at reflektere nærmere over det, den norske filosof Hans Skjervheim kaldte "det liberale dilemma": Skal liberalisme og tolerance også omfatte dem, som anses for intolerante?

Den tyske filosof Herbert Marcuse talte i tresserne om det, han kaldte den "repressive tolerance". Med det tænkte han på, at tolerancen i det moderne samfund kunne komme til at fungere undertrykkende og totalitært. Der er al grund til at spørge om det ikke netop er, hvad vi ser konturerne af i den måde, hvorpå "konservative" eller bibeltro kristne og præster bliver behandlet i det offentlige rum og indenfor folkekirkerne.


Pluralisme og relativisme.
Opløsningen af enhedskulturen har gradvist ført til, at de vestlige samfund er blevet pluralistiske. Med dette menes, at man i de vestlige samfund finder et hav af forskellige opfattelser, religioner og livssyn, og at det er demokratiets opgave at sikre alle de forskellige livssyn eksistensberettigelse.

Den farverige mangfoldighed skal kunne leve i fredelig sameksistens og gensidigt tolerere og berige hverandre. Sådan som den pluralistiske ide nu fungerer, bygger den på en bestemt forudsætning, relativismen: Ingen sandhed kan gøre krav på at være absolut, intet værdigrundlag alment forpligtende. Sandheden er en rent subjektiv sag, som gælder "for mig".

For en anden gælder en anden sandhed - i grunden findes der lige så mange sandheder, som der er mennesker. At bruge ordet sandhed i den klassiske betydning bliver dermed meningsløst, enhver opfattelse er ikke mere end summen af den enkeltes præferencer og private tilbøjeligheder.

"Alt flyder", panta rej, sagde de gamle grækere - en situation som sekulariseringen har ført Vestens samfund tilbage til. Denne tanke er blevet så selvfølgelig i det politiske etablissement og de toneangivende massemedier, at den sætter betingelserne for, hvordan samfundet skal styres. Og så længe vi i Norden har statsdrevne folkekirker, ser magtapparatet det som sin fornemste opgave at fremme det sekulære toleranceideal også indenfor kirken.

Dette gør magtapparatet først og fremmest gennem to styringsmidler: Kontrol med præsteuddannelsen, og kontrol med udnævnelsen til de største embeder i kirken.

I de nordiske folkekirker vil det i dag være umuligt for en præst, som bekender sig til den klassiske apostolske kristendom at blive udnævnt til biskop. Og det bliver stadig vanskeligere at få en almindelig stilling som præst.

I Sverige er det umuligt at blive ordineret, hvis man er modstander af kvindelige præster, og noget tilsvarende er antagelig på vej i Finland.

I Danmark ser vi en lignende udvikling. Her er "symbolsagen" først og fremmest spørgsmålet om vielse af fraskilte (tillige med spørgsmålet om kvindelige præster), mens homofilispørgsmålet de senere år har fået stadig større vægt.


Kirken.
Den udvikling, der har været indenfor folkekirkernes område i Skandinavien, er et spejlbillede af samfundets udvikling. Kirkerne præges af tiden, følger med tiden.

Det politiske magtapparat anvendes i høj grad også på det kirkelige område, nemlig det vi med en fællesbetegnelse kalder liberalisme. De, der repræsenterer denne holdning, udgør en magtens femtekolonne i kirkerne, som effektivt og målbevidst forsøger at omdanne kirke og kristendom i det sekulære samfunds billede.

Ligesom i samfundet i øvrigt skal man - i kærlighedens og tolerancens navn - godtage næsten enhver opfattelse og mening ikke kun blandt kirkens fodfolk men også på prædikestolen og i kirkens højeste embeder. Dette kalder man så for "den rummelige kirke".

Pluralismen i samfundet har fået sit kirkelige spejlbillede. I Danmark repræsenterer "Grosbøl-sagen" måske det klareste eksempel på dette.

Denne kirkelige transformation trænger til en teologisk legitimering, for at indførelsen af "den nye orden" indenfor kirkerne ikke skal opfattes som et magtovergreb fra det politiske etablissement.

Dels har det jo været en proces, som har stået på en vis tid (vi snakker om 30-40 år), og som derfor er lettere at forholde sig til, og dels er det lykkedes at vinde almen accept for en ny kirketænkning - folkekirkeideologien.

Det, der har været den liberale teologis målsætning lige siden den så dagens lys gennem sin læremester F. Schleiermacher, har været et forsøg på at skabe en kristendom for det moderne menneske. Den liberale teologi var m.a.o. et apologetisk projekt, et forsøg på at redde kirken i mødet med den moderne tid.

Man tænkte, at det moderne, oplyste menneske ikke skulle forkaste al religion og moral, derfor var det nødvendigt at rense religionen (Bibelen og troen) fra alle gammeldags og primitive forestillinger, som det moderne menneske ikke kunne godtage.

Dogmer og guddommelige undergerninger var kun rester af forgangne tiders forældede forestillinger, og kunne derfor trygt kastes på historiens skrotbunke. Det drejede sig om at finde og bevare det religiøse og værdifulde i Bibelen, det øvrige var iflg. den moderne videnskab ikke andet end tidligere tiders spejlbillede af overtro og et primitivt verdensbillede.

Bibelen anses dermed ikke som Guds ord, men som et tidsbundet religiøst dokument fra antikken, og teologiens vigtigste opgave bliver så at "befri" kirken og troen fra de lænker, som forældede opfattelser binder os i. Den liberale teologi bliver dermed et "frigørelsesprojekt", hvor den gamle bibeltro - og de, som holder fast ved denne - er undertrykkende.

I et sådant tankeunivers mister Bibelen sin status som forpligtende autoritet, selv om den ellers kan have meget at lære os - i lighed med anden ophøjet litteratur fra antikken.

Hvad er så det religiøst værdifulde i Bibelen? For Schleiermacher var det "das Gefuhl", det religiøse menneskes følelse af afhængighed af noget større udenfor sig selv, og oplevelsen af Gud som far. I dag er det "kærlighed, tolerance og solidaritet", der anses som det værdifulde, og som kirken derfor er forpligtet på at virkeliggøre.

Det er karakteristisk, at den moderne kirkelige måde at tale om kærlighed på går i retning af en almen "sniksnak", der bruges bevidst til at angribe de 10 bud. Guds bud sætter jo klare og bestemte grænser for menneskets selvudfoldelse, grænser, som nærmest er utålelige i dagens klima.

I stedet for tales om Guds "grænseløse kærlighed", en kærlighed, som kommer til udtryk i, at Gud "accepterer alle som de er". Dette er så blevet det moderne kirkelige "evangelium", et evangelium, som er grundlæggende anderledes end Det nye Testamentes budskab om forsoningen i Jesu blod.

I Det nye Testamente består evangeliet ikke i, at Gud accepterer os, sådan som vi er i os selv, men i, at han frelser os fra, hvad vi er i os selv. Evangeliet er ikke et budskab om den tolerante Gud, men om syndernes forladelse for Jesu skyld.

Og for at noget skal kunne forlades, må der være noget, der hedder synd: "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder" (1 Joh 4,10).

Den forvrængning af det hellige evangelium, som har fundet sted indenfor folkekirkerne de sidste årtier, rammer lige ind i kernen på de vigtigste områder af Skriften og evangelisk-luthersk tro:

For det første hører man ofte, at ordet om retfærdiggørelse af tro - som er "den artikel kirken står og falder med" ifølge reformationsfædrene - forvrænges til at blive det Dietrich Bonhoeffer kaldte "billig nåde". Nådens ord om frelsen uden gerninger, for intet, bruges som begrundelse for at hævde en frihed for det gamle menneske og som våben mod de ti Bud. Dette kalder Skriften at "misbruge Guds nåde til tøjlesløshed" (Jud. v. 4), og det er det Paulus kalder et "andet evangelium" (2. Kor. 11,4; Gal. 1,6).

Når biskopper og præster i folkekirken tillader en sådan vranglære, vildfører de mennesker, lukker himmelen for fortabte syndere og er selv på vej mod fortabelsen.

De er ikke længere tjenere for ham, som hedder Sandhedens Ånd (Joh. 14,17; 15,26; 16,13), men for løgnens ånd, som altid har spurgt: "Har Gud virkelig sagt?"

De river den kristne kirke ned, adspreder Guds folk, og tyranniserer præster og forkyndere, som holder fast ved Bibelen og Guds ord.

For det andet handler det her om et gudsbillede, som er radikalt anderledes end det, Bibelen lærer os. Guds hellighed er væk, og derfor afviser de Guds lov og fornægter sandheden om livets to udgange.

Men når Guds hellighed fornægtes og evangeliet forvrænges, er det i virkeligheden en helt anden religion end det, den kristne tro viser os. Ifølge Guds ord er etikken grundet i Guds eget væsen: "I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig" (3. Mos. 19,2).

Derfor er det at angribe Guds hellighed, når der rokkes ved det, Guds ord siger om det hellige liv. Dette taler apostlen Paulus om i et afsnit i 1. Thess., hvor han netop behandler at være forpligtet på Guds bud: "For Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed. Derfor hvis nogen forkaster dette, er det ikke et menneske, han forkaster, men Gud, som giver jer sin hellige ånd". (1. Thess. 4,7-8).

Med dette har vi peget på, at den moderne folkekirkeideologi, som i dag hersker i de nordiske folkekirker, hænger sammen med en anden kristendomsforståelse end den, vi finder i klassisk evangelisk-luthersk tro, og ligeledes med et andet gudsbillede end det bibelske.

Den åbne og rummelige folkekirke betinger en åben og rummelig Gud. Det er i denne sammenhæng afgørende at være klar over, at kirketænkningen (ekklesiologien) altid hænger sammen med gudsforståelsen.

Jeg vover derfor den påstand, at folkekirkeideologien sådan som den i dag bliver udmøntet af lederskabet (biskopperne og de ledende teologer ved universiteterne) i folkekirkerne faktisk repræsenterer en anden religion end den bibelske, og forkynder en anden gud end Bibelens Gud.


Sammenfatning.
Når Martin Luther i skriftet 'Von den Konzilien und Kirchen' (1537) tager spørgsmålet op om den sande kirke, opstiller han 7 forskellige kendetegn på den sande kirke: Ordet, dåben, nadveren, nøglerne, embedet, bønnen og korset.

Det første kendetegn er det grundlæggende, og handler om, at for at det kan være en sand kirke, er vilkåret en sand forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium og - hørende til dette - en sand bekendelse. Hvor læren er falsk, bliver kirken en løgnekirke.

Sammenligner man Luthers indholdsbestemmelse af den sande kirke med det, som er dagens kirkelige virkelighed i de skandinaviske lande, er det vanskeligt at finde en anden konklusion end, at de skandinaviske folkekirker bærer løgnekirkens kendetegn:

1. Guds ords forkyndelse høres ikke fra kirkens ledelse (der råder vranglære), men Guds ord forkyndes fortsat i isolerede tilfælde, hvor der stadig er præster, der forsøger at holde fast i Guds ord.
2. Dåben er forvandlet til det eneste genfødselsmiddel, uafhængigt af troen (jf. Mark. 16,16), og nadveren kan nydes uafhængigt af kristen tro og liv: Den ubetingede adgang til de hellige sakramenter er tegn på, at kirken er "åben".
3. Nøglerne, dvs. kirketugten er ulovlig at håndhæve, fordi det strider mod dogmet om den rummelige kirke.
4. Embedet er forfalsket gennem kvindernes og vranglærernes adgang til dette, noget som fungerer som en stadfæstelse af, at "kirken følger med tiden" og er moderne.
5. Korset, dvs. at der er lidelse og modstand for evangeliets skyld, afvises. Kirkerne undgår enhver opfattelse, som er upopulær i den offentlige opinion, og følger i stedet for med strømmen. De få præster, som ønsker at holde fast ved Guds ord, pålægges ofte tunge kors, ikke af verden, men af kirkeledelsen.

Guds folk stilles overfor dette i en dyb, alvorlig situation. Er det tilstrækkeligt bare, at lade være med at gå i kirke der, hvor der er vranglærende præster? Eller burde man også tage konsekvenserne af den dybt alvorlige, åndelige krise folkekirken står i?

For de Guds folk, som stadig er medlemmer i folkekirken, er det også vigtigt at være opmærksom på den åndelige fare, som kan have den smitteeffekt, som vranglære og tidsånden er præget af i folkekirken.

Man kan meget let - uden at mærke det - komme til at tage farve af den glidebane, som hersker i folkekirken. Med små skridt vænner man sig til opløsningen, uden at ænse alvoren: "Det er ikke så farligt!"

Gradvis bevæges man i retning af frafaldet fra Guds ord på konkrete områder. Og derfra er vejen ikke lang til at man godtager udviklingen. Guds ord bliver "uklart", hvad man tror på bliver et "tolkningsspørgsmål", og den dyrebare sandhed, som frelsen hviler på, forsvinder i en tåge af mennesketanker og meninger.

Derfor lyder der et råb til os fra Skriftens Herre: "Se til, at ingen fører jer vild. … Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. … Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. … Derfor skal I også være rede, for Menneske-sønnen kommer i den time, I ikke venter det." (Matt. 24, 4; 11-13; 42. 44).