Fra ”Overgivet til Herrens Ord”.
Fra afsnittet ”Bibelsyn 2,1”, side 109-112.
Af Jan Bygstad.
Det er ikke tilfældigt, at når åbenbaringen navngiver Gud, kaldes han ofte Begyndelsen og Enden eller »den, som er, og som var, og som kommer«. Ved at give sit navn til kende, giver han også sin evige enhed til kende; en enhed som består, selv om himmel og jord forgår.
Fordi han er Begyndelsen og Enden, er han også den samme i begyndelsen og enden. Han er den, han er. Skaberværket skal forgå. Men ligesom han, som har skabt alle ting, ikke forgår, skal det ord, han har talt, heller ikke forgå.
Når Jesus taler som han gør, taler han ikke bare om sin person - han er jo Ordet fra begyndelsen (Joh 1,1-14) - men han taler om åbenbaringsordet, dvs. det ord som er givet os igennem Den Hellige Skrift.
Her har vi noget, som den troende menighed til alle tider må holde fast ved, dersom den skal være tro mod sin Herre og bevare sin integritet: Det ord, som står til evige tider, er det ord, som er givet os igennem Skriften. Skriften er identisk med Guds ord. Det er det ord, som er givet os i Skriften, som skal blive stående, og som ikke skal forgå.
Hvad er det da, Jesus har for øje, nar han taler, som han gør her? Det første, vi skal bemærke, er at dette ord (Matt 24,35) befinder sig i samme kategori som løftet i Matt 16,18, hvor Jesus taler om den kirke, han er kommet for at grundlægge: »Dødsrigets porte skal ikke få magt over den«.
Dette ord er givet til trøst for en menighed, som skal leve i en verden, hvor den er under pres og i trængsel, og hvor den igen og igen fristes til at tænke, at nu ramler det hele; nu er der ikke længere noget, der holder, alt rådner, alt går i opløsning.
Det er netop ind i en sådan sammenhæng, til en menighed som skal gennemleve endetidens katastrofer og rystelser - sådan som det skildres for os i endetidstalen hos Matthæus - at Jesus taler: »Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå«.
Dette er givet som et ord til håb for hans menighed, til det folk som har hans ord som sin eneste grundvold, som det eneste, de har at holde sig til. Alt andet skal falde, Ordet skal blive stående. Derfor skal den kirke, som står på denne grundvold, heller ikke falde: »Dødsrigets porte skal ikke få magt over den«, jf. Matt 7,24ff.
Til slut skal vi kort pege på tre områder, hvor vi kan sige, at dette ord ikke skal forgå:
For det første gælder det sandhedsindholdet i de løfter, Herren har givet til sit folk. Her finder vi et af de klareste bibelske forbilleder i Josvas Bog. Denne bog står i samme forhold til Mosebøgerne, som Det nye Testamente står i til Det gamle Testamente som helhed: Josvas Bog giver os beretningen om opfyldelsen af løftet.
Som en sammenfatning af Guds gerninger og af Guds folks historie i denne periode lyder det: »Herren skaffede dem fred til alle sider, ganske som han havde tilsvoret deres fædre, og ingen af deres fjender kunne holde stand mod dem. Alle fjenderne gav Herren i deres hånd.
Ikke ét af alle de gode ord, Herren talte til Israels hus, faldt tit Jorden; alt gik i opfyldelse« (Jos. 21,44-45). Løftets sandhedsindhold bekræftes: »Ikke et ord faldt til jorden«.
For det andet gælder det Jesu ord, sådan som det møder os i form af bud og formaning, påbud og forbud til os, som lever i den sidste tid. Disse kan ikke afskaffes eller gøres ugyldige af nogen jordisk magt eller autoritet. Budet står der og har sin gyldighed uafhængigt af tidernes skiften.
Menneskets hjerte er det samme alle dets dage under solen, og Gud er den samme. Derfor er det, der var synd for 2000 år siden, også synd i dag. Budets gyldighed er grundet i dets Giver, og ikke i den tid det blev talt ind i.
Af den grund knytter Jesus så stærke løfter til det at »bevare og tage vare på hans ord og bud«(Joh. 14,21; Luk. 11,28), og advarsler imod ikke at tage vare på det: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig« (Joh. 14,23-24).
Det ord, som her er oversat med »at holde«, betyder egentlig at »tage vare på«. Der er nemlig tale om noget, som er så værdifuldt, at man passer så godt på det, at det ikke skal blive væk eller komme til skade.
»Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå«.
Når Jesus siger dette, taler han også om den autoritet, hans ord skal have. Og dette er det tredje. Det er en autoritet, som hænger sammen med det grundlæggende, Jesus siger om sig selv og sin sendelse i Johannesevangeliet: »De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger« (Joh 14,10).
Jesu ord er Faderens ord. Det er det grundlæggende i åbenbaringen som sådan. Det ord, som er givet os, stammer ikke fra mennesker, er ikke resultatet af teologisk refleksion, from fantasi, religiøse geniers højere erkendelse, eller hvad man nu vil kalde det. Nej, Jesus siger udtrykkeligt: »Når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig«. Dette er da også det grundlæggende kendetegn ved alle sande apostle og profeter.
Til sidst: Det nye Testamente taler også om noget, som er nyt, om en nyhed. Men det bruger ordet i en helt and en betydning, end vi gør i daglig tale. Skal kirken da ikke »have noget nyt at komme med«? Jo, såfremt kirken er sand, har den aldrig haft andet end nyt at komme med.
Men hvad menes der da med begrebet nyhed? Ikke det samme som det, moderne menneske tænker på, når det bruger ordet om noget, som er nyt i tid, dvs. om det, som er der i dag, men ikke fandtes i går. Sådanne nyheder forældes lige så hurtigt som de kommer. Datostempling er blevet en del af det moderne menneskes hverdag, både når det gælder nyheder og sandheder. Det nye er kun nyt i et kort øjeblik.
Når Det nye Testamente bruger ordet nyt, sker det imidlertid i en anden betydning, nemlig det kvalitativt nye - det der er væsensforskelligt fra det bestående. Det betegner det, der kommer fra Guds verden, i modsætning til det, der kommer fra syndefaldets verden.
Det er nemlig gammelt, ifølge bibelsk sprogbrug, om det er aldrig så moderne. Det er ikke andet end det gamle menneskes omskiftelige, »nye«, klæder, som det bruger til at skjule, at det er, hvad det altid har været.
Nyt er det, som kommer fra Guds verden. Det er altid lige nyt, netop fordi det ikke kommer fra os, ikke har sin kilde i det, vi har at gøre med. Nyt er det, fordi det kommer fra ham, som »er, og som var, og som kommer«.
Den kristne kirke er ikke en størrelse, som lever med ryggen til fremtiden og ansigtet kun vendt bagud, mod fortiden. Den kristne kirke er en kirke, som er vendt mod den nye verden, »den nye himmel og den nye jord«, som engang skal komme, men som vi samtidigt dog ejer i troen allerede her og nu. Dette er givet os igennem det budskab, som altid er lige nyt og friskt til alle tider.
Derfor behøver den kristne menighed aldrig skamme sig over det, som er overgivet den fra fædrene. For samtidig er det netop dette, der hører den nye verden, fuldkommenhedens verden til. Det ord, som er givet os fra fædrene, er fremtidens, håbets og livets ord.
Derfor er den kristne kirke aldrig gammeldags i denne betydning af ordet. Men den lever i en grundlæggende samtidighed, fordi den ved, at det udelukkende er det, der er givet os fra apostle og profeter, der kan forny, som kan nyskabe, som kan bevirke at det forvitrede og iturevne kan få livet tilbage.
Af denne grund hviler den kristne menigheds eksistensberettigelse på kirkens troskab mod at give det videre, som er blevet den overgivet. Først og sidst ligger kirkens eksistensberettigelse her. For ligesom han, der er Herre, har givet os et ord, som står fast om end himmel og jord forgår - og ligesom han har givet løftet om at han »vil våge over, at hans ord bliver udført« (Jer 1,12) - sådan har også hans folk som sit vigtigste kendetegn, at det bærer ordet videre til alle tider.
Det, som er overgivet os, giver vi videre til vore børn - i uforandret skikkelse. Kun sådan kan vore børn eje det, som altid er lige nyt, lige livgivende og friskt til alle tider. »Mine ord skal aldrig forgå«.
I tråd med dette afslutter vi derfor med et uddrag af apostlens afskedsord til de ældste i Efesus: »Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord« (Ap.G. 20,32). Det er altså ikke alene et ord, som er overgivet os; det er i langt højere grad os, der er overgivet til dette ord, sådan at det holder os oppe.
Det er ikke først og fremmest os, der skal holde ordet oppe - det er ordet, der holder os oppe. Hvor dette gælder, får dødsrigets porte aldrig magt.
--------------
Gengivet med tilladelse fra forfatteren.
----------------------------------------------------------
