Fra Herescope.blogspot.com/
7. september 2009.
Af Lyle Kropf.
I flere årtier har vort samfund frækt vist sloganet (fra T-shirts), ”NO FEAR” (”INGEN FRYGT”) i bilruderne.
I Salme 36:2 gør David det klart, at denne generation af syndere ikke er enestående i deres dårskab: ”Synden taler til den ugudelige i hans hjerte, gudsfrygt har han ikke for øje."
Måske er denne generation endnu frækkere, for de har ikke kun "sagt det i deres hjerter", de har forherliget det med en fed reklame!
Det tredje vers i Salme 36 fortsætter med at beskrive denne generations forelskelse i sig selv og dyrkelsen af selvet: "Den indsmigrer sig hos ham, så man kan finde hans skyld og hade ham."
Paulus gentager ordene fra Salme 36 i Romerbrevet 3:18, idet han følger otte vers fra Salmerne og Esajas. Han begynder den nøgterne beskrivelse af menneskeheden i vers 10: "Som det står skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste." De resterende vers stemmer fint med den sump af ondskab, som findes i slutningen af Romerne 1.
Den forfærdelige dom fra Gud over disse ting synes at have begrænset effekt på mange, for Skriften erklærer om denne hob i slutningen af Romerne 1:32: "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.”
Før var det kun fra sekterne og de, der ikke bekendte sig som kristne, at vi hørte bemærkninger som: "Hvordan kan en kærlig Gud sende nogen til et evigt helvede, et sted med evig pine?"
Hvad der i stadig højere grad alarmerer mig er fraværet af fokus på begrebet "Gudsfrygt" blandt de, der bekender sig som i det mindste evangeliske kristne. Gudsfrygten er ved at blive kvalt, udvandet, ignoreret og - hos nogle - endog benægtet! Gud er blevet den "venlige hjælper", den "elskende, som følger os", "den, der skal redde hele verden". Han er fostret i fantasien og drømmene i menneskelige forventninger, og er alt andet end en dommens Gud! Alt dette er ikke sket uden inddragelse af Skriften, men er blandet op med akkurat nok menneskelig logik til at gøre denne "gud" velsmagende og tolerant.
Der er endnu en faktor, som ironisk nok vejer tungt i dette skifte. Det er frygten for ligemænd og "teologer" samt de polerede forfattere, der er blevet respekteret, beundret, læst, omfavnet, og som citeres for deres "dybe indsigt." At tvistes med eller være uenig med dem - og hvem kunne tænke på at være så "fordømmende" at kalde dem "kættere"?? - ja, det ville være "ondt" og "splittende", er den fælles tænkning. En smule ironisk, at mennesker ikke klarer at frygte Gud, men frygter deres egne kammerater!
4. Mosebog 11 illustrerer og sammenligner svarene fra en gruppe, som frygtede mennesker, og to mænd, som frygtede Gud. De tolv mænd, som blev udvalgt til at spionere ud af landet, var de bedste fra hver af de tolv stammer. De tolv levede iblandt de samme mennesker og i de samme byer med omkringliggende områder samt jordens frugt.
Ti af disse mænd tillod deres fantasi og deres vægtlægning at være bestemmende for deres konklusioner, og adskilte derefter disse konklusioner fra alle de tidligere bestemmelser, irettesættelser og løfter fra Gud, for til sidst at bukke under for frygten for mennesker.
To af disse mænd, Josva og Kaleb, huskede alt, hvad Gud havde gjort. De så velsignelserne og dommene fra Gud, og de frygtede Gud over alt - selv over sikkert en million mennesker. De forsøgte at overtale disse mennesker til at frygte Gud mere end mennesker. Men det er trist at erfare, at selv efter Guds dom over disse folk fremgår det ikke, at en vækkelse fandt sted. Der var kun sorg over følgerne af deres synd, og i deres tilsyneladende "sindsforandring" blev de igen dømt af Gud.
Gudsfrygten fødes ikke af det, vi ikke ved om Gud. Den fødes ikke af, at vi befinder os i mørke og må undres os over, hvad Gud i sin magt og vælde kunne gøre for os og måske gør næst efter. Vi frygter snarere Gud på grund af det, vi kender og har fået fortalt om Ham i Hans ord, Bibelen! Frygten for Gud er næret af Sandheden! Den er næret af tro! Det er både vor fantasi og vægtlægningen på vore oplevelser og opfattelser, som ødelægger vor tro, fordærver vort sind og fører os ind i menneskefrygt.
Den kristne Gudsfrygt er ikke en forskræmt eller lammende frygt; men det bringer os til en hellig skælven, når vi læser passager som i Hebræerbrevet 10: 26-31. Overvej for eksempel: ”For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.”
Vers 31 siger: ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder." Igen i Hebræerbrevet 12: 25-29 bemærker vi et par sætninger: "… og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild.”
Hvis vi tvivler, ignorerer, er ulydige eller falder i vantro, bør vi blive skræmte af ovenstående passager, og løbe til Kristi kors i fortvivlelse og anger. Sandheden i disse ord skal dog ikke kun drive os til en omvendelse, der søger barmhjertighed og tilgivelse, men disse sandheder skulle tjene som en hellig forebyggelse imod synd og imod fristelsen til at tvivle eller være ulydig.
Paulus afspejler dette, når han erklærer i 1. Korinterne 9:27: "Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre… ". "Hvordan gør du det Paulus?" spørger vi måske. I Gal. 2:20 fortæller han hvordan "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." Og for at færdiggøre 1. Korintherbrev 9:27: "...for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet”.
Frygtede Paulus Gud? Ja, det gjorde han, og det motiverede ham til et helligt liv! Denne illustration er en god irettesættelse til dem, der vil argumentere til forsvar for nogle af de populære præster, lærere, teologer og forfattere, der forlader, tilsidesætter og ændrer, hvad de engang lærte. Mænd, der engang var sunde i troen, kan blive bedraget!
Det er min opfattelse, at kirkernes manglende respekt for - og nu også opgivelse af undervisning i - Gudsfrygt skyldes de nye metoder og den nye evangeliserings-undervisning.
Se klart på apostlen Paulus’ brev til romerne fra begyndelsen af hans først beskrevne missionsrejse. Hans tekst er ikke Johannes 3:16. Vi ved jo, at "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn ....". Men Paulus skriver, at denne kærlighed fra Gud ikke kan forstås eller opleves, før verden erkender: ”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed." (Romerbrevet 1:18)
Hvordan denne afvisning udspiller sig i forværring og skørlevned ses i de vers, der følger. Det er ikke en smuk scene.
Intet menneske kan - efter nogen målestok - begribe Guds kærlighed, før det har været meget bevidst om Guds vrede og dom. Det er på "tilgivet" siden af Golgata, at kærligheden begribes og opleves. Lad mig minde om, at selv i Ordsprogenes Bog får vi at vide: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed." (Ordsprogene 9:10)Bemærk, at der ikke siges: "Guds kærlighed er begyndelsen til visdom."
Igen i 2. Kor 5:11a: "Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker…". Og ja, Paulus går videre og udtaler i vers 14: "Thi Kristi kærlighed tvinger os...".
Bemærk, at Paulus ikke siger, at det er Kristi kærlighed, der skal benyttes for at overbevise mennesker om frelse. Paulus har oplevet Kristi kærlighed og lever på "tilgivet" siden af korset.
Der er en anden illustration, der rummer dybe sandheder om evangelisering. Det er beretningen om den første, der gik over til kristendommen og hans meget kortvarige, men bibelske indsats for evangelisering. Hans første forsøg synes at være en fiasko, men kun Herren ved, hvor mange mennesker hans vidnesbyrd har bragt til Himmelen. Beretningen om disse begivenheder findes i Lukas 23:39-43.
To kriminelle hang på to kors - én på hver side af vor Herre Jesus. De hang der begge
"retfærdigt," som den ene vidnede om. Alle tre var blevet dømt til døden. Det var den bitre og ikke angrende kriminelle, der spottede med ordene: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«
Det var den endnu utilgivne, kriminelle evangelist, der udtalte disse dybtgående og særdeles vigtige ord i form af et spørgsmål, som hele verden har brug for at besvare: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«
Sikke en tilståelse! Hvor herlig er ikke tilgivelsen og freden! Det så og erkendte den ikke angrende kriminelle ikke. Sandheden er, at da Jesus er Kristus, frelste Han virkeligt den døende kriminelle. Og kun ved ikke at redde sig selv fra døden kunne han redde den enkelte!
Jesus kunne ikke redde en mand, der kun ønskede at undslippe konsekvenserne af at være fanget i synd. Det var den fejl, Esau begik. Han var ked af, at han mistede sin arv, men angrede ikke sin synd. Han var, som Kain, vred på sin bror, og i sin vrede søgte han hævn i stedet for omvendelse. Bibelen kalder ham troløs og vanhellig (Hebr 12:16). Det ser ud til, at dette refererer til hans åndelige utugt.
Et sidste eksempel stammer fra en scene i Johannes’ Åbenbaring. Det er Johannes, som kalder sig elsket af Gud, der ser Gud i al sin herlighed. Løber Johannes til tronen og give Jesus et "stort knus"? Aldrig! Han siger: "Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død".
Det er på det tidspunkt, at Herren siger til Johannes: "Frygt ikke ...." (Åb 1:17) Dette svar fra Gud er ikke en irettesættelse af Johannes, men et svar, som han nu kan lytte til og skrive ned. Være sikker på, at Johannes i frygt for Herren skrev, hvad han så, og hvad han fik at vide.
Må Herren forbarme sig over Kirken i dag, for Skriften siger: "For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus”, (1. Peter 4:17a)
En Herrens Tjener, der "frygter Gud".
Lyle Kropf
September 7, 2009
-------------------------
Oversæt. Lis J.
------------------------------------------------------------------------------------------
