Fra Josafat.no
Bragt i ”Trosblick”
Af Hans Erik Nissen.
Herlighedsforkyndelsen er som et virus, som ikke kender nogen landegrænser. Som en influenzaepidemi har denne smitte spredt sig i den evangeliske kristenhed.
Nogen kirker, organisationer og bevægelser er hårdere angrebet end andre, men symptomerne findes overalt. Sygdommen sætter sine spor i form af en åndelighed, som umiddelbart virker tiltrækkende. Først efter en tid viser det sig, at den bygger på sand og ikke på den grund, som er lagt.
Herlighedsforkyndelsen opleves ikke umiddelbart som vranglære, for den hævder meget rigtigt. Den lever af Guds gode gaver: Glæde, fællesskab, lovsang, tjeneste, nådegaver og evangelisering, og har syn for sider af det bibelske budskab, som er blevet fortrængt.
Herlighedsteologien stiller også relevante spørgsmål til stivnet lutherdom og rosenianisme, hvor dogmatikken mere eller mindre er blevet en intellektuel regneoperation, og hvor den åndelige puls stadig svækkes.
Det tragiske er imidlertid, at det liv, herlighedsteologien spørger efter, ikke er spændingsfeltet mellem lov og evangelium, men stort set er en opblomstring af den religiøsitet, alle mennesker er født med.
En dybtgående forskel.
Luthers livshistorie viser os tydeligt forskellen mellem religiøsitet og kristendom. Så længe Luther var den fromme, alvorlige og ydmyge munk, som pligttro tjente Gud, var han agtet og æret af den katolske kirke. Men da han blev født på ny ved Guds levende og evige Ord i evangeliet, så den katolske kirke i ham en fjende til den kristendom, som var kirkens overbevisning. Derfor prøvede den med alle midler at bringe ham til tavshed.
Det, som skete, var, at Luther blev frelst fra herlighedsteologien til korsteologien. Han gik fra åndeligt liv, hvor det dybest set var hans egen religiøsitet og åndelighed, som var i centrum, til et åndeligt liv, hvor korset og dets virkelighed gennemsyrede alt. Der kom noget helt nyt ind i hans hjerte, som blev helt afgørende for alt, han talte og skrev. Hans indsigt i forsoningen blev både centrum og en centrifugalkraft i såvel lære som liv. Han blev den Paulus, som ikke ville vide af noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.
Jesu eksempel
I lignelsen om farisæeren og tolderen giver Jesus en skarp beskrivelse af sand åndelighed, kors og herlighed. Begge er med i forsamlingen og lever et åndeligt liv i bøn. Begge ved, at Herren er i sit tempel, og der hvor han er, vil de også være.
Men bare en af dem møder Gud. Det bliver et alvorligt møde. Sådan bliver det altid, når en synder skal frem for Den Helliges ansigt. Men det er bare på denne måde, det kan blive et frelsende møde.
Gud giver de to mænd, hvad de hver for sig beder om. Den ene fik nåde, den andre fik ingenting. Farisæeren havde ikke behov for noget og bad derfor ikke om noget. Han var en af de rige Laodikea-kristne, som har tak og lovprisning som grundtone i livet med Gud. Sandheden om ham var, at han var ynkelig, blind og nøgen uden at vide det. Han kom ikke for at få noget, men for endnu en gang at bekræfte for sig selv, hvor godt det var at være en kristen! Det giver mening, glæde og harmoni og hjælper mod et lavt selvbillede.
Hos tolderen finder vi den frelsende kraft. Hans kristendom handler om noget helt andet end farisæerens. Han er en nådekristen. For ham er nåden ikke teori, men giver som frugt et helligt liv, hvor det ikke bare handler om ytre ting.
I et sandt kristenliv åbnes øjnene for, hvor elendig jeg er, og troen øves gennem hele livet i at bede frelsesbønnen: Gud, vær mig synder nådig!
I templet får farisæeren ikke noget møde med Gud. Han møder bare sig selv. Tolderen, derimod, møder Den Hellige. Et sådant møde gør synden levende og føder bøn i hjertets inderste. Han oplever sig selv så langt nede, at alt handler om en eneste ting: Nåde. Men han gik hjem retfærdig. Sådan er Gud!
Så langt, jeg kan se, tegner denne lignelse et afslørende billede af dagens kristenhed. Ser vi nogle årtier tilbage, har vi haft kontakt med mange unge. Vi så dem på gudstjenester, møder og lejre. De kom nogen år, men i dag sætter flertallet af dem aldrig sine ben, der hvor Guds folk samles. Mange mener grunden ligger i stivnede ydre former, og arbejder derfor intensivt på at forandre mødeformerne. Det hjælper en tid, flere kommer med, men efter nogen år viser hverdagen sig igen. I København, for eksempel, var der først én kirke som var «kirken». Siden blev det en anden. Nu er det en tredje. Folk kommer og går.
Det er ikke formene, som er det afgørende problem, men derimod at de fleste aldrig er blevet ført ind i en kristendom, hvor det handler om liv og død, og om altid på ny at få at høre en forkyndelse, som tager alt mit eget fra mig og gir mig alt i Kristus.
Herlighedsforkyndelsen mister sin kraft. Efter nogen år giver den os ikke længere noget, og en følelse af at være udenfor sniger sig ind, når man gang på gang synger de samme enkle sange og kor med tilhørende melodier. I hver ny kristen generation er det bare de, som blev ført gennem omvendelsens trange port, som bliver bevaret i Guds forsamling. De fleste forstår ikke dette.
To slags herlighed
Både farisæeren og tolderen oplevede det kristne livs herlighed. Farisæeren gør det i kraft af Guds indgreb i hans liv. Hans givertjeneste, faste, bøn og levemåde skal vi ikke for hurtigt blive færdige med. I dette er han et forbillede, og den, som ikke går i hans spor, går glip af megen velsignelse.
Alligevel er der noget, som er helt galt; for i virkeligheden står hans kristendom i vejen mellem ham og Jesus. Uden at han selv er klar over det, står den der som en uigennemtrængelig mur. Han når aldrig frem til Gud. Hans kristendom er en religiøsitet, hvor han forholder sig til sig selv – ikke til Gud. Derfor bliver han aldrig så fortabt, som han kun kan blive ansigt til ansigt med den Gud, hvor ordene bliver få. Derfor har han intet behov for ham, som bor i det høje og hellige og hos den, som er sønderknust og nedbøjet i ånden.
Når den evangeliske kristenhed har mistet så meget af sand kraft, hænger det sammen med herlighedsteologiens fremgang. Bevidst eller ubevidst undgår man det, som verden umiddelbart reagerer på som dårskab og forargelse. Det bliver set på som en hindring for å vinde mennesker. Derfor nedtoner man det bibelske budskab om loven, synden, omvendelsen, genfødelsen, åndens fattigdom, nødvendigheden af at indrette sit liv efter Guds ord og holde Guds bud, at leve helligt og sige nej til verden. Samtidig fremhæver man de sider af kristendommen, som ikke-kristne umiddelbart kan forstå, og som ligger på linje med, hvad de mener, kristendommen skal være, hvis den skal tiltale dem. Den skal hjælpe ind i et liv, som er præget af harmoni, overflod, frihed og glæde.
Den nye begyndelse
Vejen til et sandt og sundt åndeligt liv er, at korset genvinder sin kraft iblandt os. Skal det ske, må – i langt højere grad end det sker i dag – Kristus males for vore øjne som korsfæstet. Denne fremstilling af den korsfæstede må gå hånd i hånd med forkyndelsen af det budskab, som skaber behov for Kristus som korsfæstet. Det nytter ikke kun at tale om Guds kærlighed til forhærdede mennesker. Vi må tale, som Jesus taler.
Han kender sin Far, som er ét med sit Ord både i lov og evangelium. Jesus åbner himmelens port for de fortabte, men hvem har talt stærkere end han om Guds vrede og dom, helvedets ild, mørket, hvor der er gråd og tænderskæren, og om den lukkede dør?
Vendte menneskene sig bort i vrede?
Ja.
Fandt syndere Vejen, Sandheden og Livet?
Ja.
Tænk på resultatet af denne forkyndelse, og overvej, i hvor høj grad den forkyndelse, du har lyttet til i de senere år, svarer til den. Jeg frygter, at mange må sige: Selv hos os har herlighedsteologien i stor udstrækning sat os og vore behov i centrum på bekostning af den forkyndelse, som skaber åndelig hunger og tørst, og gør korset til den eneste hvileplads, vi ikke kan forlade.
Men der findes fremdeles håb: Vi har en Gud, som er Begyndelsen, som skabte i begyndelsen, og som begynder på ny.
Oversættelse fra bladet «Trosblick» (S) ved Narve Holmen
Udlagt på Josafat.no 4.11.2009
---------------------------
Oversat fra norsk af Lis Jensen.
