Af Poul Erik Haahr.
2. januar 2010.
”Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke.” Es. 30,15.
Vi lever i en turbulent verden. Forandringer i natur og samfund sker i et tempo, der er ubegribeligt. Videns- og teknologimæssige landvindinger er nærmest eksploderet, og det er dybt imponerende, hvad vi mennesker i dag kan præstere. Langt hen ad vejen er den adskillelse og de sprogmæssige barrierer, der var en følge af Babelstårnets fald, ophævet.
Den gang sagde Gud: ”Se, de er et folk og har alle ét tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem.”
Men desværre er det i dag som på Babelstårnets tid. De forenede kræfter sætter ikke Gud på tronen. Tværtimod trædes Hans bud og forordninger systematisk under fode. Mennesket selv og deres anstrengelser er i fokus.
Bibelen beskriver tiden og følgerne heraf skarpt og præcist - og urovækkende!
Store naturkatastrofer, et menneskeligt og åndeligt forfald uden sidestykke. Og blandt kristne en forførelse og et frafald fra sand og livgivende tro på Jesus Kristus, så Han selv måtte spørge: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18,8)
Noget mere forfærdelig kan ikke tænkes. At være med i Guds riges arbejde, at tro sig frelst, at have sit navn skrevet i livets bog, at leve i forvisningen om, at alle Guds gode løfter og kærlighed omslutter én, og så alligevel på dommens dag få høre: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke!” (Matt 25,12).
Navnet er slettet af livets bog, og man kastes i ildsøen, sammen med Djævelen og alle hans engle, til en evig og ubeskrivelig tomhed og pine. Enten havde de aldrig haft del i sandheden - deres kristendom til trods – eller de var ledt bort fra den, forført.
Den fare står alle sande kristne i!
Hvor går vejen?
Den går ad én vej, de gamle stier (Jer 6,16) og her lyder ordene i Es 30,15 til os:
”Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke!”
To forhold, der står i centrum, er ’frelse’ og ’styrke’. Hver af disse bæres igen af to grundlæggende karakteristika.
Frelse.
Frelse er det første, der nævnes, og det helt centrale samt den grundlæggende forudsætning for alt andet. Uden frelse, ingen nådig Gud. Uden frelse, ingen retfærdighed. Uden frelse, ingen himmelsk herlighed. Uden en ret forståelse af, hvad frelse er, vil budskabet om dette – evangeliet - fortegnes og udvandes, ja blive til et andet evangelium (Gal 1,6-9).
Vi må spørge: ”Hvad er frelse?”
Frelse er at være kendt af Gud. Frelse er at have del i alle Guds løfter. Frelse er at være dækket af Jesu blod, ja være indesluttet i Ham. Frelse er at være iklædt Kristi retfærdighedsklæder. Frelse er at være gået fra døden over til livet! Frelse er at Guds Ånd har taget bolig i hjertet.
Uden frelse venter kun ét, dom og fortabelse.
Og vi må spørge: ”Hvad skal vi frelses fra?”
Vi skal frelses fra Guds vrede. Vor Gud er en fortærende ild (Hebr 12,29); Ham vi alene har grund til at frygte, for Han er dommeren, der kan og vil dømme os til helvedes ild, om ikke vor sag med Ham er i orden (Luk 12,5). Guds hellighed tåler intet urent. Intet. Absolut intet! Kravet er altså, at vi er fejlfrie, syndfrie i ét og alt ind for den hellige Gud.
Jamen, hvad skal jeg så? Det er da umuligt, det kan jeg ikke leve op til! Da er jeg fortabt! Ja, det er præcist sådan, det forholdet sig!
Men langfredag skete underet. Her møder vi den hellige Gud, der intet urent tåler, og den kærlige Gud, der gav sin egen søn hen til døden på et kors. På Golgata lød det: ”Det er fuldbragt”.
Forsoningen var tilvejebragt. Jesu blod, der blev hengivet for os i kærlighed, var betalingen ind for den hellige Gud. ”Se Guds lam, der bærer verdens synd!” (Joh 1,29).
Jesus min mellemmand! Hans retfærdighed rækker og dækker for mig. Uforskyldt af nåde. Hvilken nåde!!
Hvad karakteriserer da det at være frelst? To forhold anføres, omvendelse og stilhed, og de hører uløseligt sammen.
Omvendelse
Rom 3,10-18 taler stærkt og klart om, hvad der bor i ethvert menneske dybest inde, en afgrund – synd. Vi er trælle af synden!
Men ikke nok med det – vi må frelses fra vor egen religiøsitet, vor tro på egen formåen, styrke og visdom, frelses fra tillid til egen oprigtighed, nidkærhed, bønner, tjeneste, ofre og gaver. Intet af alt dette, hvor fint og godt det end kan være og se ud i egne og andre menneskers øjne, står mål som betalingsmiddel ind for den hellige Gud. Intet! Vi skal med andre ord frelses fra os selv.
Omvendelse er altså at vende bort fra sig selv og alt ens eget og at tage sin tilflugt til den forsoning, Jesus tilvejebragte og intet andet.
Sådan lyder Skriftens opfordring: ”Kom lad os gå i rette med hinanden.” (Es 1,18) og vidnesbyrdet, hvis du giver Gud ret, når han dømmer, lyder: ”Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.” (Matt 5,3) og ”I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerter til live.” (Es 57,15b). Se også 1 Joh 1,5-10.
Stilhed er netop at hvile i, at sådan forholder det sig. At Kristi sonoffer er det, der holder mål ind for Guds trone på dommens dag. Det er det ene nødvendige! Er det min del, da er jeg ren og retfærdig, himmelen værdig.
Men det medfører også, at jeg nødvendigvis må tie med alt mit. Stilhed! Intet kan jeg bibringe. Intet skal jeg bibringe. Absolut intet. Hvilken fuldkommen frelse. Hvilken frihed, hvilket evangelium, hvilken nåde. Hvor er det godt og herligt at hvile ved Kristi kors!!
I denne stilhed ved Jesu kors, ved Jesu fødder, kan jeg høre, hvad Gud siger til mig i sit ord. Og troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17). En stadig kilde af rigdom, jeg dér får lov at komme længere og længere ind i.
Styrke
Kristenlivet er betinget af ét: frelse. Men selve kristenlivet er en kamp – en kamp for at nå målet. Og vor status det øjeblik, vi drager det sidste åndedræt, er afgørende for evigheden. Kampen får først ende da. Er jeg i Kristus eller er jeg uden Ham?
Vor modstander er vældig – kun lidt under Gud i styrke og magt, denne verdens fyrste. ”Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Efs 6,12)
En vældig og frygtindgydende modstander, der til enhver tid har en forbundsfælle i mit gamle kød.
Hvordan kan jeg da bestå i denne kamp – med en sådan modstander og samtidig et hjerte der er det mest bedrageriske af alt? (Jer 17,9) Jeg er chanceløs! Og det er netop det, jeg er!
Hvad er da min styrke?
To karakteristika kendetegner min ’styrke’ - giver kræfter og udholdenhed – nemlig, ro og tillid.
Ro
Mindst to forhold kendetegner den, der er i ro.
For det første: Han hviler! Han har fundet det, han ledte efter, fundet det, hans sjæl attråede. Han har fundet grundvolden, som huset skal bygges på. Han har fundet stedet, hvor han hviler, hvor hans sjæl læges og mættes. Han har fundet Førstekærligheden – Kristus selv. Livets brød. Livets vand.
For det andet: Han flytter sig ikke! Han er ikke længere som en båd, der drives hid og did af alle mulige lærdomme (Efs 4,14). Han ved, hvad han har, og hvem han har det fra. Det holder han fast ved. Møder han noget nyt, lytter han, men han gør mere end det – han gransker i Skriften, om det forholder sig sådan (ApG 17,11)
Og lyder opfordringen i begejstring omkring noget nyt: ”Se, her er Kristus, eller dér’” (Matt 25,23), ”her går vejen”, så tror han det ikke, for han har fået stenhjertet udskiftet med et af kød og blod og en ny ånd, der råber "Abba Fader!” Han har allerede Kristus og vil ikke vide af nogen anden!
E. C. Clephane udtrykker det så godt:
Ved korsets fod hos Jesus,
der har mit hjerte fred,
og aldrig mere vil jeg gå
fra dette sikre sted.
(ÅSS nr 383 v 5a)
Tillid
Guds løfter er utallige. Guds løfter er fulde af rigdom og nåde. Ubegribelige, men sande, for Ham, der har givet dem, er den evige og uforanderlige, der aldrig viger fra sit ord.
’Tillid’ er tillid til disse løfter og til Ham, som gav dem. Løfterne er hjertets ejendom, håb og trøst, uanset om alt ydre synes uden muligheder, håb og trøst! Og som årene går, sker det forunderlige: løfterne bliver din livserfaring.
Løfterne holder! Hvert og ét! Med David kan du synge Slm. 23, ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes…” og med Esajas må du undres og juble over Herrens ord (Es 42,16):
”Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier,
Gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette.
Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.”
Styrken findes således ikke ved mig, mine evner, visioner, strategier, indsigt, nidkærhed eller nådegave, men uden for mig. I ro ved Kristi kors, i tillid til Guds løfter.
”Se her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der!” (2 Mos 33,21) siger Herren.
Denne klippe er Kristus. Han er min frelse! Han er min styrke! Ingen, der står og hviler på denne grundvold, rives med, når vandstrømmene kommer. (Matt 7,24-25) Klippen står fast i evighedernes evigheder!
