Af Karl K. Riis.
I denne artikel skal vi sætte fokus på en ganske bestemt side af kristenlivet, nemlig den erfaringsmæssige, eller oplevelsesmæssige side af helliggørelsen.
Mange kristne tænker galt om helliggørelsen. De tænker: Det har jo noget at gøre med, at vi skal blive bedre, så det må vel bestå i at få gang i udviklingen af det gode i mennesket, selvbeherskelse og selvdisciplin bliver stikord for processen.
Vi har alle brug for det, men det er ikke helliggørelse i bibelsk forstand.
For at kunne leve som en kristen, må jeg først blive en kristen. Jeg må fødes på ny, få et helt nyt hjerte. Gud må fjerne stenhjertet og give os et hjerte af kød, som profeten Ezekiel siger, (Ezek. 36,26). Dette under består i, at Gud skænker os en levende tro på Jesus, en tro som lukker Jesus ind, og som en følge af barnekåret, får vi Guds Ånd og en hel ny lyst og trang i vort indre, så vi ønsker at følge Guds vilje og omhyggelig handle efter hans lovbud.
Sagt meget enkelt så består helliggørelsen i, at det nye liv, som Jesus fører med sig, begynder at udfolde sig, at det som Bibelen kalder 'det nye menneske', Kristus i os begynder at leve sit liv ud gennem os. Dette betyder så samtidigt, at det som er vort gamle menneske, dvs. den af synden beherskede syndige natur, som vi er født med skal dø, skal overgives til at korsfæstes.
Disse to sider af helliggørelsen følges ad i en kristens liv, og det går ikke for sig uden smerte og kamp. Helliggørelsen er både en døds- og en livsproces i en kristens liv. Helliggørelsen er Guds værk, den er en virkning af det nye forhold til Jesus Kristus.
Når underet sker
At blive en kristen er at gå over fra død til liv. Det er et under, og da har vi lyst til at synge med Per Nordsletten:
Vor store Gud gør store under,
det største har han gjort mod mig
den dag han kasted mine synder
i nådehavet bag ved sig
og mig udvalgte som sin brud.
O, du forunderlige Gud!
Å.S.S. 434 v. 1.
Tænk, at jeg - der på grund af min synd, var skyldig til helvede - får syndsforladelse, bliver renset for al synd i Jesu blod og nu er et Guds barn og arving til det evige liv, Gud min far, og jeg er hjemmehørende i Guds folk og er derved Kristi brud! Ja, da bryder lovsangen ud: O, du forunderlige Gud!
Men, hvoraf kommer det så, at Per Nordsletten i de næste vers synger:
Jeg ofte er i frygt og fare
og tænker, alt er selvbedrag.
Jeg synes livet ej vil svare
til det, jeg ser som hjertets sag.
Hvor skal jeg hen med denne nød?
Jo, ile til min frelsers skød.
Så længe jeg er her på jorden,
jeg plages daglig af min synd.
Jeg ringe var er værre vorden,
ser stadig mer af hjertets dynd.
Dog må jeg være Jesu brud.
O, du forunderlige Gud!
Å.S.S. 434 v. 4 og 5.
Det skyldes tydeligvis kampen mellem de to naturer, som er kendetegnende for en kristens liv. Og det er det, vi skal se lidt nærmere på. Så længe et menneske ikke er en kristen, har det kun én natur, som er bestemt af vort syndige selvliv, selviskheden og gudfjendtligheden. Da søger vi vort eget, og ikke det, der hører Kristus Jesus til. Med den nye fødsel kommer der noget radikalt nyt ind i et menneskes liv:
"Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal. 2,19b-20.
Samtidig synder og retfærdig
I denne spændingsfyldte udtryksmåde af Luther, udtrykkes sandheden om en kristen her i tiden. I Kristus og i troen på ham er jeg fraregnet al min synd og skyld og skænket den retfærdighed, som Kristus har vundet, og som han skænker os.
Vort gamle menneske, vor syndenatur er nok korsfæstet med Kristus, og det er grunden til, at jeg ikke som kristen skal være syndens træl. Kristus har ikke alene løst mig fra syndens skyld og dom, men også fra dens magt og herredømme.
Et af de stærkeste afsnit vi har om det, finder vi i Rom. 6. Her gør Paulus først op med en farlig vranglære, nemlig den, at på grund af nåden kan en kristen godt blive i synden, for der er jo nåde nok. Også i dag kan vi møde mennesker, som siger: 'Jeg ved godt at det er synd, hvad jeg gør, men jeg kan ikke lade det være! Jeg bliver nødt til at synde.'
Hvad siger Paulus?
"Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?" Rom. 6,1-2.
Troens liv er ikke et liv i synd, det er et liv i Kristus. Vi kan ikke samtidig være døde fra noget og leve i det. Hvis vi dør, kan vi ikke fortsat leve og passe vort arbejde, det ene udelukker det andet.
Denne tankegang bruger Paulus om en kristens forhold til synden. Derfor vil en kristen, som med sindsro affinder sig med synden i sit liv - tager det afslappet og indretter sig med synden - egentlig stadig leve i den, dvs. have synden som sit livselement. Et sådant liv fører direkte bort fra Kristus og bliver en hovedårsag til frafald.
Vi skal se så meget på Jesus, og hvad han har gjort for os, at synden bliver livsfarlig for os!
Det næste vi skal lægge mærke til er, at Paulus ikke her i v. 2 siger, at synden er død i os, men at vi er døde fra synden! Det betyder helt konkret, at det gamle menneske med dets syndige lyster, onde begæringer og gudfjedtlighed, det er der stadig. Vi bliver først dette kvit, når vi dør!
Det, han siger, er, at ved troen på Jesus er vi døde fra det, som endnu ikke er dødt i os. Vi er så at sige holdt op med at eksistere i vort forhold til synden, dvs. vi har ikke noget med syndens herredømme at gøre længere, for dette herredømme har ikke længere noget krav på os, når vi er i Kristus. Det er derfor en kristen ikke kan leve i synden, dvs., have synden som sit livselement.
Her er altså hverken tale om syndfrihed eller syndstilladelse for en kristen. En kristen har Ånden, det nye menneske, men også det gamle, det som kaldes kødet. I forbindelse hermed er det også vigtigt at understrege, at en kristens syndige kød er ikke blevet en tøddel mindre syndig, fordi han er blevet en kristen. Det er heller ikke kødet, som skal kristnes og helliges, det skal dø, og det er noget helt andet.
Helliggørelsens hindringer
Netop det faktum om en kristens to naturer gør, at troslivets vækst, hvor Jesus og det nye menneske, bliver mere og mere dominerende, støder på nogle alvorlige hindringer. Vi oplever, hvad også Paulus som moden kristen erfarede:
"For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg." Rom. 7,15.
"Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Rom. 7,19.
Her mærker vi sandheden i det, C.O. Rosenius siger: 'Synden er ikke en kristens lyst, men hans lidelse!' Synden er som et fremmed element, det er som at falde i ild og vand, som han udtrykker det.
Har du lagt mærke til, at det ofte er de mest oprigtige kristne, som virkelig lever Herren nær, der klager mest over syndigheden i deres liv? Paulus nævner i ét af de første breve han skrev, nemlig 1. Kor. 15,9, at han er 'den ringeste af apostlene'.
I et af fangenskabsbrevene skrevet nogle år senere, kalder han sig selv 'den ringeste af alle de hellige'. Ef. 3,8, og i ét af de sidste breve vi har fra ham, siger han, at han er 'den største af alle syndere'! 1. Tim. 1,15. Det er tankevækkende at lægge mærke til stigningen i hans udtryksmåde. Vi kan med fuld ret tale om en vækst i selvindsigt, på samme måde som Per Nordsletten udtrykker det: 'Jeg ringe var, er værre vorden!'
Jeg er ikke i tvivl om, hvad dette kommer af. Det kommer af, at disse mennesker lever i Guds ords lys, at de færdes i Den Helliges nærhed. Den største af alle syndere! Det må enhver af os sige, når vi har været derinde. Men da kommer der nyt indhold i de forløsende ord om, at det er syndere, Jesus kom for at frelse! Og at vi til ham må komme, som vi er! Og at vi som kristne må få lov at være hos Herren, som vi er!
Mange oprigtige kristne er kommet ud i store sjælekvaler her. De oplever lysten til synd, ja glæden ved synd i deres liv, men sådan skulle det jo ikke være, tænker de. Denne lyst stammer fra vort gamle menneske. Det samme gør ulysten til Guds ord og ulysten til at gøre Guds vilje samt at gå på hans veje!
Vi har det nye sind, som gør at vi elsker Jesu ord og vilje, men vi har også lysten til det modsatte - da kommer nøden: 'Jeg synes livet ej vil svare til det, jeg ser som hjertets sag'. Da angribes troen og i anfægtelsen tænker jeg: 'Jeg kan da umulig være en kristen, når jeg har det på denne måde. Jeg er en hykler, det er, hvad jeg er. Jeg synder jo på nåden.' Og når det går rigtigt hårdt for sig kommer den forfærdelige tanke: 'Jeg har nok syndet mod Helligånden og begået den utilgivelige synd, som Jesus taler om.'
Der er kristne, som i deres helliggørelseskamp på denne måde føres til bristepunktet, hvor de så at sige er villige til at gøre, hvad som helst blot de kan komme ud af deres nød.
Nej, min ven, du er ingen hykler, men du oplever kampen mellem Ånd og kød:
"For kødet står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil." Gal. 5,17.
Hjælpen er at blive i Jesu ord, for så bliver vi i troen på ham, og han bliver i os. Blive i nåden og blive i evangeliet, det er vejen! Men det synes så billigt og letkøbt. Så er det da anderledes med dem, der forkynder, at hjælpen ligger i, at du bliver 'åndsdøbt', for så bliver det anderledes med kampen, så bliver du fri for dine syndige lyster, så får du kraft til et sejrende kristenliv. At denne forkyndelse har let for at fænge hos dem, der erfarer den uafladelige nød: 'Jeg elendige
menneske, hvordan skal jeg blive fri!'
Der ligger mange, hvis gudsliv blev slået til vrag i kølvandet af det, vi kalder den trinvise helliggørelsesforkyndelse. Det, der i den lære forkyndes, er, at først tager du imod Jesus til frelse, og i en senere oplevelse i kristenlivet, løftes du et trin højere op, så du bliver en sejrende kristen, det får du i åndsdåben!
Hvad mange ikke indser, er, at her møder vi en hel anden helliggørelseslære end den bibelske. Bibelsk helliggørelse er tydelig, nemlig at den tro, som lukker Jesus ind, skænker os Ånden, og når Kristi sind indtager os, og Ånden driver os, da er vi under nåden. Væksten sker ikke i kraft af loven eller stærke oplevelser, men ved nåden!
Og derinde, i Guds lys, vil bekendelsen af synden, hvor vi bekender vor lyst og kærlighed til synden, bekender og fortæller Herren sandheden om, hvor lille vor kærlighed til hans vilje er, da korsfæstes kødet, det overgives til døden. (Kol 3,5).
Denne proces er virket af Guds Ånd, og Jesu Guds Søns blod renser fra al synd. Da helliggøres vi, det vil sige, vi udskilles fra synden og indvies og gøres brugbare for Herren. Det opleves kampfuldt, men virkningen er, at Åndens frugt som er kærlighed, glæde og fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse frembringes i et Guds barns liv som en indflydelse fra Kristi sind, som et Guds barn har. Gal, 5,22.
Det er et frugttræs opgave at bære frugterne, træet skal ikke nyde dem og betragte dem, sådan er det også i en kristens liv. Grene med mange frugter er bøjede af frugtens tyngde, sådan vil frugtbærende kristne altid præges af ægte ydmyghed.
Til gavn for andre
Det, som i Gal. 5 kaldes Åndens frugt, har med sindelaget at gøre. Det betyder egentligt, at det sindelag af kærlighed og godhed, barmhjertighed osv., som Jesus møder os med i evangeliet, det ønsker vi at andre skal møde gennem os. Det sker ved, at vi selv lever i evangeliet.
Når det sker, da tager vi afstand fra vor selviskhed, vor kødelighed, og Kristus vinder skikkelse i os. Det er helliggørelsens vækst. Det er en indflydelse fra Jesus. Resultatet bliver, at vi kommer til at tjene ham - ikke synden!
Læg mærke til, dette ser vi ikke selv, men vore medmennesker omkring os ser det, og de takker Gud for det.
"Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlene." Mt. 5,16.
Vi takker ikke Gud for hvad som helst i et andet menneskes liv. Vi føler f.eks. ikke trang til at takke Gud, fordi andre har en høj moral, et mønsterværdigt liv. Men møder vi Kristus i et andet menneske, eller noget af hans sind, hans godhed og barmhjertighed eller omsorg, da fødes takken: 'Tak Gud, at jeg mødte ham/hende!' At mødte Jesus og noget af hans godhed gennem et menneske, det betyder virkelig noget!
Det er lysvirkningen fra ham, verdens lys, vi på denne måde møder. Vi får ikke ære og tak, men Gud æres, han takkes ved ham/hende!
Vor stolthed og ære er Kristi kors! Det er kraftkilden til både at blive en kristen og til at leve som en kristen.
