Af Karl K. Riis.
Tidligere bragt i "Budskabet".
I den samtale Jesus havde med de to disciple på vej til Emmaus, udlagde Jesus Skrifterne i GT Kristus-centrisk. Selv om hans udlægning ikke er gengivet for os, så har vi her et forbillede på en bibeludlægning med Kristus i centrum. For han "udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne." (Luk 24,27). Når vi videre tænker på, hvad der efterfølgende skete med de to disciple den dag, kan vi også sige, at Jesus talte sådan til og med dem, at det blev til tro for dem! Begge dele er vigtige sager også for os. Derfor skal vi se lidt nærmere på, hvad det betyder og indebærer.
At forkynde Guds ord
Jeg husker tydeligt, da jeg som helt ung blev stillet over for spørgsmålet om, hvad det vil sige at forkynde Guds ord. Vi kan præsentere det i fire sætninger, fire svar:
1. Det første og største krav er, at vi skal forkynde i overensstemmelse med Guds ord!
2. Det andet er, at Skriftens centrum, som er Kristus, også skal være forkyndelsens centrum!
3. Så skal vi forkynde hele Guds frelsesplan, og den er omfattende!
4. Og endelig, hvad der er vigtigst i Guds ord skal også være vigtigst i vor forkyndelse.
Hvis disse råd bliver fulgt, bliver der god bibelsk substans i forkyndelsen. Derfor kan vi heller ikke tolke og udlægge bibelen efter vort eget forgodtbefindende.
Kristus i centrum
Når Kristus skal være centrum i bibeludlægningen, skyldes det ganske enkelt, at han er det i hele Skriften. Han er ikke kun centrum i NT, men også i GT. Det er ikke et tolkningsprincip, vi lægger ned over eller ind i bibeludlægningen. Vi har læst det ud af Skriften selv.
Alt dette hænger sammen med, hvad Bibelen er. Den er Guds åbenbaring, og skal vi lære Gud at kende, må vi give nøje agt på, hvad han åbenbarer.
Det er hans sandhedsåbenbaring, hvor han ikke alene åbenbarer sig selv, men også sandheden om mennesket, om synden og frelsen m.m.. Gud har i den gamle pagts tid talt til fædrene ved sine profeter, og højdepunktet i Guds åbenbaring er, at han ved tidernes ende har talt til os ved sin Søn.
Men frem for alt, er det hans frelsesåbenbaring. Og i den indtager Guds Søn den helt centrale plads. Det var ham, der for vor frelses skyld blev menneske og tilvejebragte den evige frelse, da han ved sit offer udslettede synden. Han er frelseren, han er sandheden, han er vejen, han er livet, han er centrum. Der er ingen vej til Faderen uden ved ham.
Han står helt centralt også i fuldendelsen. Det er ham, der til sidst er dommer over levende og døde. Han har det sidste ord. Og der er kun én måde, hvorpå et menneske kan bestå for Guds trone og for Lammet, det er ved at være renset i Lammets blod!
Også i GT er Kristus centrum. Først har vi de mange direkte Messias-profetier, lige fra den første der blev givet på syndefaldets dag (1. Mos 3,15) frem til Elias-profetien om forløberen for Messias i Mal 3,23-24 sml. Matt 17,10-13.
Ofte siges der i dag, at profetordet f.eks. fra Zak 9,9 anvendes på Jesu indtog i Jerusalem, men det er alt for diffust. Sandheden er, at det profetiske ord opfyldes på Kristus.
Mange institutioner og ordninger i GT indeholder en Kristus-forkyndelse. Således er profeten, ypperstepræsten og kongen typer på Messias' profet- præste- og kongegerning. I lys af Hebræerbrevet ser vi også, at tempeltjenesten, ypperstepræsten og offergerningen peger frem og opfyldes på en fuldkommen og bedre måde i Kristus.
Hertil kommer historiske beretninger som påsken i Ægypten og klippen, der fulgte Israels folk under ørkenvandringen (1. Kor 10,4), samt personer som Melkizedek, Moses, Josva, Isak m.fl. De er også typer og forbilleder på Kristus. De peger alle frem mod forløseren, som kommer fra Zion!
En helt unik person, vi møder adskillige gange i GT, er "Herrens engel". Moses møder ham ved den brændende tjørnebusk. Det er ikke en almindelig engel, men en guddommelig person, der taler, som kun Gud kan tale. Med rette udlægges disse tekster af mange som Kristus-åbenbarelser, før han i tidens fylde blev menneske.
Det er en rigdom for troen, når Kristus forkyndes på denne måde. For min egen del, har disse Kristus-glimt både styrket troen på ham og på Bibelen som Guds fuldt troværdige ord. Skal vi prædike Kristus-centrisk over én af de bibelske sandheder, eksempelvis skabelsen, så må vi låne lys fra ham. Han var jo med i begyndelsen, da Gud skabte, og intet af alt det skabte er blevet til uden ved ham. Og videre ser vi i Bibelen, at det også er skabt til ham!
Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus
Når vi prædiker os selv, så sætter vi mennesket, os selv og alt det vi skal gøre og være, i centrum. I Filipperbrevet kapitel 3 fortæller Paulus om det vendepunkt, hvor han blev færdig med den misforståelse. Han indså at al hans egen retfærdighed, som fås ved loven, ikke holdt mål. Han måtte kassere den for at få Kristus og hans retfærdighed i eje, sammen med fællesskabet om Kristi lidelse og opstandelse. Fra da af havde han én lidenskab, det var at forkynde Kristus, forkynde evangeliet.
Hvad er forskellen på at forkynde Kristus og så at forkynde om Kristus?
For der er en forskel. Vi kan udlægge Bibelens ord, så de udelukkende handler om: Om Kristus, om evangeliet, om troen, om frelsesvished osv., men det er ikke det samme, som at vore tilhørere får frelsesvished, og får troen og Kristus i eje. Den frelsende tro er jo ikke kun en tro om Jesus. Det er en tro på Jesus Kristus.
Der er adskillige, som gennem årenes løb har sagt til mig: "Jeg har det hele heroppe (i hjernen), men ingenting hernede (i hjertet)!" De har de rigtige meninger om kristentroen, de har teorien i orden, men det er aldrig ved troen smeltet sammen med deres hjerter.
Vi kan sige, de har det som de jøder, Jesus samtaler med i Joh 8,31f. De troede nogle rigtige ting om Jesus, uden at være kommet igennem til liv i Gud og blevet forenet med Jesus. Den type mennesker finder vi også i dag. For dem er det nærliggende, at forveksle det de ved om Jesus, med det de er. De tror, de er det, de ved. De tænker: "Det er ok med os", og derfor er de afvisende over for det, Jesus vil skænke dem. Når Jesus rækker sine hænder ud mod dem og siger, at hvis de blot bliver i hans ord, så vil de forstå sandheden og sandheden skal frigøre dem, så afviser de ham og siger, at de ikke trænger til noget fra ham!
Hos andre af den type kan dilemmaet med deres teoretiske viden blive så smertefuldt, at de oparbejder en foragt over for alt, der smager af lære, for det er jo bare døde teorier, synes de.Når vi skal præcisere forskellen på en forkyndelse om og en forkyndelse til, så skal vi vogte os for at få gjort dem til uforenelige modsætninger.
Jesus henviser os ikke til noget andet end ordet om ham. Han siger bliv i det! Dengang han gik på den støvede vej til Emmaus sammen med de to disciple, udlagde han for dem, hvad der stod om ham i de hellige Skrifter. Det er en kæmpe rigdom at høre om Jesus, for da kan vi lære ham at kende og få det evige liv i eje. Men forskellen er der, og derfor skal vi spørge:
Hvordan kommer vi fra en forkyndelse om tro til en forkyndelse til tro?
Jeg tror, det spørgsmål fylder alt for lidt i forkyndelsen i dag. Vi har megen god forkyndelse om frelsen, om syndernes forladelse osv., men helt afgørende er det, at evangeliet kommer til os "ikke blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished!" (1 Thess 1,5).
Det er ikke lige meget, hvilken instans hos vore tilhørere, vi retter vort budskab til. Vi kan rette det til folks følelser og mange i dag mener, at det er det, der flytter noget. Vi kan også rette det til viljen, så vi får folk til at ville det, Gud vil. Eller vi kan rette det til forstanden, så folk kommer til at forstå. Disse instanser hører med til at være menneske og vil blive berørt af vor forkyndelse.
Men troen sidder hverken i vor følelse, vilje eller forstand. Den har sit sæde i hjertet, for det er med hjertet, det inderste i os, vi tror (Rom 10,10). Hvad der sker derinde får altid en afgørende betydning for hele vor personlighed, og vort forhold til Gud.
Vi oplever ofte, at det kan være svært netop at nå helt ind til mennesker. Der er så meget, der vil have plads i vore hjerter. Men skal vi nå derind, da må vi have samvittighederne i tale. Forkyndelsen må blive tiltalende.
Igen, så er det ikke gjort med, at vi taler om lovens krav og evangeliets nåde. Vi må forkynde loven! "Hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, vandre ad hans veje, og elske ham og tjene ham af hele dit hjerte."(5. Mos 10,12). Det er ikke bare, hvad Gud ønsker af os. Han kræver det, for uden det kan vi ikke bestå for ham!
Vi kommer ikke til for alvor at gøre erfaring med Gud, før vi følger Jesu ord: "Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv." (Joh 7,17).
Budene kræver af hver eneste af os: "Du må ikke begære!" Det betyder: Du må aldeles ikke have lyst til synd! De bibelske formaninger skal efterleves. "Elsk jeres fjender! Bed for dem, som forfølger jer og velsign dem der forbander jer, og gør godt mod dem, der hader jer. Ja, vær fuldkomne som jeres himmelske Fader er fuldkommen!" Gør det!
Hvad sker der da? Da møder vi Gud og hans krav, og i det lys ser vi den vigtige sandhed om os selv: Jeg er en synder, og ikke nok med det, jeg elsker synden, jeg ønsker den! Gud er nu med Helligånd og kraft i gang med at åbne hjertet for sig og for Jesus.
For dig og mig
Der sker virkelig noget ved den forkyndelse, som tager sine tilhørere med ind for Guds ansigt, for "han er lys, og der er slet intet mørke i ham!" (1. Joh 1,5). Vi får med Gud at gøre.Men skal det ske, må forkynderen selv leve derinde i lyset. Mange forkyndere kan på en aktuel og meget konkret måde afsløre syndigheden hos sine tilhørere, men at få rakt dem det frigørende nådeord magter de ikke.
Jeg siger ikke, at kraften i vor forkyndelse ligger i vor egen erfaring af disse ting. Guds kraft til frelse er evangeliet. Men har vi ikke selv daglig brug for at bede om syndernes forladelse som tolderen: "Gud, vær mig synder nådig", men er tilfredse med vor vellykkethed, da kan vi nok snakke om nåden, men vi får ikke rakt den, som vi skulle.
Når vi selv lever i evangeliet, lever i nåden, genkender vi også nådehungeren hos vore tilhørere. Vi ved fra os selv, hvad en synder trænger til fra Gud, nemlig at få nåden tilsagt betingelsesløst:
"Når jeg mig utåleligst føler for Gud
i favn han mig trykker som yndigste brud!"
Sådan er Gud!
På den måde tager vi vore tilhørere med hen til den frelsens kilde, vi selv drikker af, og lader dem drikke til liv, og så følges vi ad ind til vor frelser, og han dækker os med sin nåde som et skjold. Han iklæder os frelsens klæder, de hvide klæder og hyller os i sin egen retfærdigheds kappe. Men dette er Åndens værk!
Tænk, det skænker han dig og mig - ikke med bebrejdelse, men med glæde! (Es 12,3)
