Fra Understandthetimes.org
Oktober 2010.
Af Roger Oakland.
Titanic var et af de største skibe, der nogensinde havde sejlet på havet. Da det blev bygget, anså man det for at være synkefrit. I dag tænker vi på én ting, når navnet Titanic bliver nævnt – det skib, der var, er ikke mere. Det ligger på bunden af havet. Hvilken arv!
Navnet "Titanic" er blevet synonym med den idé, at en katastrofe kan undgås. Ser du, Titanics forlis leverer en analogi om, hvad der kan ske med menneskers forhåbninger, når de ydmyges af omstændighederne. Et stort skib, der blev anset for at være synkefrit – sank, fordi det ramte et isbjerg. Katastrofen behøvede ikke at være sket, hvis nødvendige forholdsregler var blevet truffet.
Procesforløbet i Titanic’s forlis
I tilfældet Titanic kom menneskelig stolthed og præstation til en tragisk afslutning på et øjeblik. Titanic var på sin jomfrurejse. Kaptajnen sejlede i farlige farvande. Selv om han var blevet advaret om at være forsigtig, mentes skibet at være uovervindeligt. Men selvfølgelig ved vi nu, at dette ikke var tilfældet.
Naturen og dens kræfter greb ind for at vise, at menneskeheden er underordnet. Selvfølgelig giver Titanic de, der læser Bibelen, en fremragende åndelig lærestreg. Store ting, store lande og store ledere kan komme til, men kan også stoppes, når en suveræn Gud trækker stikket.
Kristendommens historie viser, at sænkningen af Titanic kan hjælpe os til at forstå, hvad der ofte sker med trosfællesskaber og organisationer. Der kommer en tid, hvor en organisation, der sejlede med succes, rammer et isbjerg og derefter tager vand ind.
I tilfældet med Titanic kunne de omstændigheder, der førte til skibets forlis, have været undgået. Måske blev kaptajnen lidt for selvsikker. Eller måske gav besætningen ham fejlagtige oplysninger.
Måske ønskede nogle fra besætningen, at kaptajnen skulle lave en fejl. Måske nogle fra besætningen ønskede at være kaptajn, når kaptajnen pensioneredes eller døde. Hvorom alting er, de farlige farvande kunne have været undgået. Hvis blot en vagt ville have ladet alarmen lyde. Kaptajnen måtte da selvfølgelig have lyttet og handlet derefter.
Men som vi ved, hvis der var en vagt, der advarede kaptajnen, så lyttede kaptajnen ikke. Det mægtige skib ramte et isbjerg, som slog hul i skibets væg. Nogle følte bumpet, men der var også dem, der ikke gjorde. Snart begyndte skibet at tage vand ind. Så begyndte skibet at krænge over. Til at begynde med fortsatte festen, indtil det blev klart, at der var et alvorligt problem.
Til sidst forvandledes bekymringen til panik. Der var en rasende kamp om redningsbådene. Da båden gik imod sit endelige dyk, var mange nødt til at springe ud i desperation. Nogle blev reddet, men mange blev ikke. Skibet gik ned på bunden af Atlanterhavet. Det største skib, der nogensinde havde været bygget, klarede det ikke til Amerika. Hvor tragisk! Hvor trist!
Procesforløbet i et trosfællesskab’s forlis
Tænk nu et øjeblik. Kunne et kristent trosfællesskab gå samme vej som Titanic? Kan processen med at synke undgås? Er det muligt, at kaptajnen kunne forudse det uundgåelige, men ikke gør noget for at forhindre det?
Mange trosretninger og bevægelser, der engang sejlede "fejlfrit", gik i historiens løb ned ligesom Titanic. Tilsyneladende er det, hvad der sker over en given tid, og det kan bare ikke undgås.
Hvorfor er det sådan? Svaret er simpelt. Kristne er mennesker og menneskelig adfærd kan forudsiges.
Det er på dette tidspunkt i analogien at jeg ønsker at påpege en forskel. Lighedspunkterne i brugen af en kaptajn på et skib til sammenligning med lederen af et trosfællesskab kan ikke være hensigtsmæssig. Samtidig med at trosfællesskaberne har en mødeleder eller en formand, kan de nemlig også have andre, der stræber efter position.
Den Romersk Katolske Kirke ville være et godt eksempel. Paven er kransekagefiguren. Men næst efter i rækken er der kardinalerne. Efter dem er der biskopper, præster og endelig folket.
Der kommer et tidspunkt, hvor paven bliver gammel og svag. Almindelig sund fornuft siger, at der må være en ny pave i sin vorden. Den nye pave vælges altid blandt kardinalerne. Selvom jeg aldrig har været med til et møde, hvor den næste pave skulle vælges, er jeg sikker på, at der er en masse politisk lobbyarbejde.
Naturligvis er det en fordel at være kendt, hvis man vil tage over som pave. De fleste kardinaler starter ud som almindelige får. Først er de nødt til at blive præst. Biskop er det næste skridt op ad stigen, inden man tager over som kardinal. Kardinaler bærer forskellige hatte og forskellige kåber og ser væsentligt anderledes ud end biskopper. Man kan pege en kardinal ud i en menneskemængde. Desuden kommer de altid til at tale på de vigtige konferencer.
Som man ser, kalder trosfællesskaber, der har et hierarki ligesom det Romersk-Katolske system, på bryderier. Ubevidst er der en tendens til at få øjnene væk fra Jesus over på et menneskeligt system. Der er mulighed for at søge succes og udvikle personlige kongeriger, snarere end at fokusere på at være tjener og nå ud til folk.
Når trosfællesskaber iklæder sig essensen af sekulære selskaber, forsvinder Guds Ånd. Når dette sker, er det meget svært at genoprette. Yderligere går den kærlighed fløjten, der engang var overdådig i dette fællesskab.
Organisationens kardinaler, som søger efter position, sætter paven mellem sig og Jesus. Nogle gange er kardinalerne bedre kendt end paven. De kan endda nedlægge veto mod paven og udføre deres egne ting, hvis de vælger det.
Dette mønster, som udvikler sig, er også helt smitsomt. Pave-modellen for lederskab bliver rent faktisk klonet og videregives. Kirker i trosfællesskabet spiller et lignende spil for at følge lederen. Ansatte og assisterende præster ved disse kirker følger selskabets lov. Det betyder, at et hundrede procent loyalitet over for mennesket er påkrævet. Når man ikke er hundrede procent loyal, bliver man vist døren. Ærgerligt, hvis man forsøgte at tjene Jesus!
Når kødelige mennesker er tvunget til at være loyale over for en mand i stedet for overfor Jesus, er der er et potentiale til endog at udføre ulovlige handlinger. Men selv om dette sker, indser de, der er loyale, ikke, at noget er galt. De er stadig Guds mænd. De gør blot, hvad de tror, er rigtigt.
I første omgang kan almindelige mennesker ikke se, at der er et problem. Der er imidlertid tegn på, at noget er galt. Nogle begynder at advare andre. Når de advare, får de at vide, at de er forrædere. De får at vide, at hvis de ikke kan lide, hvad de ser, så må de hellere finde en anden ”båd”. Men de ønsker ikke at finde en anden ”båd”. De kunne lide ”båden” som den var, før den blev en ”ubåd”.
Til sidst rapporterer den verdslige presse om, at der er problemer, som der skulle have været gjort noget ved. Beskidt vasketøj luftes for offentlighedens øjne. Hvorfor var der ikke nogen, der vaskede det beskidte tøj forinden?
Endelig begynder passagererne at gå i panik. "Hvorfor sagde kaptajnen det ikke til os noget før?" råber de, mens de slås for at redde sig selv fra at drukne. Den eneste mulighed, de har, er at komme bort fra skibet og finde en redningsbåd.
Lærdom fra Titanic
Alt er ikke tabt. Der er gode nyheder, selvom en bevægelse eller et trosfællesskab synker.
Den kristne historie afslører, at der altid er en rest, der overlever, når skibet går ned. Der er mange oprigtige, bibeltro præster, der ønsker at gøre, hvad der er rigtigt. De elsker Guds Ord. De ved, at det ikke handler om ejendom, besiddelse og magt. De ønsker at give fårene føde og nå de fortabte. Var det ikke sådan, trosfællesskabet startede i første omgang?
Gud er suveræn, forstår du. Jesus sagde: "… og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." Matt 16,18b. Satan har sin plan, men Gud har den rette plan. Alle de, der stoler på Jesus alene, skal tilbringe evigheden sammen med Ham.
Dette er, hvad der holder mig i gang!
Vi lever i de sidste dage. Mange kirker, der engang gav alt for at være bibeltro, er nu kørt af sporet. Skriften siger, at vi ikke bør blive overraskede. Satan er ude på at nedbringe hver kristen organisation, der engang stod for Sandheden.
Vil du lade ham trække dig ned?
Dette er en tid, hvor vi må være alvorlige med hensyn til Sandheden. Præster i kirker, der forkynder Sandheden, vil i den kommende tid være som fyrtårne, der lyser klart i mørket. Jo mørkere, det bliver, des klarere vil deres lys skinne.
Hvis du kender en kirke, et fællesskab, eller en bevægelse, der er som Titanic, så BED. Bed om, at kaptajnen vil advare folk om, hvad der er undervejs. Lad lyset fra Guds ord skinne i mørket og afsløre Satans planer.
Bed om, at de ting, der har været skjult i mørket, vil blive bragt ind i lyset. Gud kan ikke bruge en organisation, der tillader mørke at eksisterer side om side med den. I disse dage må dommen begynde i Herrens hus. Gud er en retfærdig Gud. Han hader mørke. Gud ville ikke være Gud, hvis dette ikke var tilfældet.
Jeg er spændt på, hvad Gud vil gøre. Er du ikke?
Husk - Titanic!
”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Matt 7:24-27.
----------------------
Oversæt: Lis Jensen
Kilde: http://www.understandthetimes.org/commentary/c78.shtml
