Fra ”Budskabet”
Nr. 5 – 1982.
Af Hans Erik Nissen.
Vi befinder os bedst, når vi kan overskue vore livssituationer. Vi ved godt, at vi ikke har sikkerhed for nogen ting. Alligevel forlænger vi ubevidst i god tid et lille stykke frem. Det bliver vi ved med at gøre til den dag, vi standses, og vi mærker, at nu brydes det velkendte og trygge mønster. Med ét erkender vi, at vi er i Guds smeltedigel.
Din første tanke er, hvordan skal jeg komme tilbage. Hvordan skal jeg igen få mit liv til at blive trygt - roligt - og overskueligt? Du længes tilbage til de dage, som er gået. Nu ser du rigtigt, hvor godt du havde det dengang. Du spørger dig selv: Kan det ikke blive sådan igen? Kan jeg ikke selv gøre noget for at få mit livs brikker flyttet tilbage?
Så forsøger du - måske søger du råd hos andre - du prøver med det ene og det andet, men det er, som om det bare bliver værre og værre for dig. Du ved hverken ud eller ind. Det er som om, du er lammet. Du har mistet alt mod. Du er blevet modløs.
Hvorfor er det gået sådan for dig?
Jeg tror, det er, fordi du ikke ser, at dit liv og det, der sker med dig - det er ikke et resultat af en række tilfældige omstændigheder. Vi, har jo så let ved at mene, at vort livsløb ligger i vore og andre menneskers hænder. Sådan ser det jo ud for os. Og vi skal vel ikke give Gud skylden for vore egne fejltagelser, mit dårlige helbred eller ægteskabelige problemer.
Det skal vi absolut ikke. Men på den anden side skal du også vide, at Gud har alle ting i sin hånd, og han har sin hånd med i alle ting.
Du er også i Guds hånd med alt det selvforskyldte. Og Guds hånd er med dig i det. Gud er ikke årsag til det. Men han har fællesskab med dig i dine fejl, ja i din synd. Netop der er Herren ikke langt fra dig, nej, han er hos dig. Hans hånd griber om dig, og han lægger dig i sin smeltedigel.
Når du ser det, der smerter og gør ondt i dit liv i dette lys, kan Guds ord på en særlig måde komme dig til hjælp.
»Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af Ham; thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.« (Hebr 12,5-6).
Det ord rammer lige ind i din situation. Det giver dig en forklaring på, hvorfor du er kommet til kort med dine egne løsningsforsøg. De er jo et udtryk for, at du vil lade hånt om Herrens tugt. Du vil ryste den af dig. Men det skal du ikke. Det er ikke din sag at afgøre, hvornår Herren har dannet dig, som han vil. Det er Guds sag. Du lærer mere af nederlag end af sejre, hvis du forbliver i Guds hånd. Og det er det, du skal.
Gud kender jo hele dit livsløb. Han ved, at der om fem, ti eller tyve år venter dig storme, som du slet ikke er i stand til at modstå, hvis han ikke hærder dig gennem modgang og prøvelser.
Har du lagt mærke til, at det var ikke de træer, der var mest udsatte, der bukkede under i novemberstormen sidste år. De havde klaret mange storme før. Deres stamme var blevet bøjet af vinden. De havde fået rødderne dybt ned og langt ud.
I dag prøver Gud dig, for at du kan fa dit livs rodnet stærkere forankret i Jesus. - Kan du se, hvad der sker, hvis du ryster prøvelsen af dig - da viger du uden om. Det kan blive katastrofalt for dig, når du skal møde dit livs største novemberstorm.
Gud lader dig ikke møde modgang og kampe for at pine dig. Nej, han vil opdrage dig.
Når det går op for dig, at der er en hensigt med dine lidelser, er det lettere for dig at værge dig mod modløsheden. Det er jo sjældent, at du kan se meningen. Du ved jo ikke, hvad du skal gennemgå i de kommende år eller de kommende årtier.
Men gør det så meget? Du kender Gud, og du ved, at Han kender alle ting.
Han ved, hvad der skal møde dig. Det er ham, der har hånd om dig, og som har lagt dig i smeltediglen.
Der sker også noget mærkeligt med os, når vi gennemglødes over Herrens ild. Slaggerne skilles fra. Før vi blev smeltet, var slaggerne skjult for os selv og andre, Nu kommer de frem. Da synes jeg, at jeg er så ond, som aldrig før. Det er jeg ikke. Hvad der er sket er, at jeg nu ser alt det, som Gud hele tiden har set.
Selv om jeg ikke selv kan mærke, at jeg renses, så er det alligevel sandt: Jeg renses af den store mester, som sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet, for at hans eget billede kan spejle sig i det.
Til sidst er det, som om Gud tager mig helt ind til sit hjerte. Der står virkelig, at Herren tugter den, han elsker. Han straffer hårdt hver søn, han har kær.
Et barn har behov for, at du, der er far og mor, af og til tager det op til dig og knuger det ind til dig. Det har du og jeg også behov for. Og vi trænger for alvor til det, når vi gennemrystes.
Tænk i samme forbindelse som Herren taler om revselse og tugt - taler han også om, hvor højt han elsker, og hvor dyrebar, du er for ham. Han ikke bare siger det. Det han siger - det gør han.
Nu tager han dig, som føler, at du er i smeltediglen som aldrig før. Han tager dig og knuger dig ind til sig og siger, at du er hans.
Så lægger han dig tilbage i smeltediglen. Du skal renses. Du skal spejle hans billede. Du skal bære frugt.
