Af Hans Erik Nissen.
Tidligere forstander på LMH.
Hvorfor er der grund til at beskæftige sig med Willow Creek?
Er den ikke bare én i rækken af de bevægelser, der med en halv snes års mellemrum kommer til os fra USA i stadig nye forsøg på at skabe fornyelse og vækkelse i den trængte evangeliske kristenhed?
Willow Creek er mere. Den er på mange måder en bevægelse, vi kan spejle os i. I højere grad end at bringe noget nyt forstærker Willow Creek tendenser, vi allerede kender i vore egne sammenhænge.
Hvad vil Willow Creek?
Der kan svares kort:
Føre ufrelste mennesker til personlig tro på Jesus.
Skabe åbne og inspirerende menigheder, hvor stadig flere føjes til, så Guds rige vokser og udbredes.
Hvordan kan det ske?
Ved at den enkelte kristne ser de fortabtes nød i øjnene og aktivt gå ind for at afhjælpe nøden gennem et liv i kærlighed, omsorg og frimodig vidnetjeneste.
Ved at menighederne åbner sig mod den verden, vi er kaldet til at nå. Gudstjenesterne skal, så langt det er muligt, være lagt an på at imødekomme kirkefremmede.
Ved at alle i menigheden inddrages i kærlighedens omsorg og fællesskab gennem dannelse af cellegrupper, hvor man kan være til åndelig hjælp og inspiration for hinanden.
Gennem afholdelse af kurser har Willow Creek spredt sin vision til tusinder af menigheder ud over jord.
Willow Creek har ikke mindst åbnet manges øjne for de fortabtes nød, Guds kærlighed og ønske om at frelse hver eneste menneske. Det tales der om på en måde, som gør et dybt indtryk på mange, som har mistet troen på, at det er muligt at nå arbejdskammerater, naboer og venner med evangeliet. Der tales stærkt om fortabelsens virkelighed. Der findes ingen menneskelig nød, som svarer til dens gru; men gjorde der det, var der næppe noget menneske, der ikke ville sætte alt ind på at redde sit medmenneske fra noget så forfærdeligt.
Tilmed er Gud en elskende far, som har betalt en ufattelig pris for at nå sine børn. Selv om de er fortabte, er de hans børn. Hans frelsesvilje er grænseløs. Han under ikke sig selv ro, før målet er nået. Han leder, til han finder.
Willow Creek vil give os denne dobbeltbevidsthed: de fortabtes afgrundsdybe nød og Guds himmelhøje, dynamiske kærlighed, som når ned og ud til hvert eneste menneske – troende som vantro.
Tillige vil bevægelsen hjælpe os til at blive mere åbne, naturlige og ligefremme i mødet med dem, vi skal vidne for. Der er i sandhed ikke grund til at være knuget, når man rækker Guds kærlighed i al dens fylde, varme og glæde.
Kan nogen levende og sand kristen sige nej til en sådan inspiration? Kan man gøre det for de fortabtes skyld? Kan man gøre det for menighedernes skyld? Kan man for sin egen skyld? Er det ikke at overlade de fortabte til sig selv? Og hvad med menighederne? Vil de ikke langsomt stagnere, sygne hen og dø? Og for ens eget vedkommende – vil et nej ikke være at afvise en tiltrængt fornyelse?
Når vi er enige med Willow Creek så langt, hvordan kan det da være, at inspirationen herfra i menighed efter menighed bliver et stridens tegn, der splitter kristne brødre og søstre, som sammen har lyttet til Ordet og arbejdet skulder ved skulder?
Det skyldes ikke uenighed om Guds kald, som lyder til os fra de fortabte. Og heller ikke om Guds grænseløse kærlighed og heller ikke om, at vi trænger til fornyelse i vores vidnetjeneste.
Vort nej til Willow Creek er et nej til den teologi, den vej og de metoder, bevægelsen peger på, når vi skal nå vort fælles mål.
Ulydig mod Herrens ord.
Da Willow Creek skulle begynde sit arbejde, gjorde man sig som noget af det første klart, hvilke forventninger udenforstående havde til en menighed. Man gjorde det ved at spørge dem, hvorfor de ikke kom.
At gøre det behøver ikke i sig selv at være forkert, men ved at gøre det er mange menigheder blevet ført på afveje. Et vantro menneske ønsker noget ganske andet end Herren. Følger vi de vantros ønsker til forkyndelse og virkemidler i evangelisation, møder og gudstjenester, føres vi mod en forbrugerkristendom - det vil sige en kristendom, der giver folk, hvad de vil have. Den bliver et ekko af vantroens ønsker og forventninger. Den bliver populær, men uden frelsende og fornyende kraft.
I de sidste årtier har forbrugerkristendommen gennem kirkevækstbevægelsen bredt sig som en steppebrand i USA. Hundredevis af de såkaldte megakirker er skudt op, og de samler tusindvis af mennesker. Det kan man ikke sige om vore nordiske stats- og folkekirker. Alligevel er der uhyggelige fællestræk.
Vore kirker bliver mere og mere folkets kirker i den forstand, at de afspejler de ønsker og forventninger, folket har til en kirke. Og flertallet mener at være i sin gode ret, når det kræver indflydelse. Er man med til at betale, må man også have lov til at være med til at bestemme.
I 1947 fik kvinder adgang til at søge præsteembede i Den Danske Folkekirke. Bibelen lærer, at i Guds øjne har mænd og kvinder samme værdi, men det indebærer ikke, at de skal have samme funktion. I vore ligeberettigelses tider er det synspunkt i modstrid med den gængse tankegang. Dermed blev kirken stillet på valg. Den valgte at følge folket og give det, hvad det ønskede. Dermed betrådte man en skæbnesvanger vej, som vil føre længere og længere bort fra Guds ord.
Nu - mindre end 50 år efter - er det forholdet til de homofile, som er prøvestenen: Vil kirken lyde Herrens ord eller lyde folkeflertallet? Og svaret er givet. Man har nemlig ikke brudt med det overordnede princip, som blev udslaggivende i 1947. Stik imod Guds ords klare udsagn erklærer samtlige danske bisper, at homofilt samliv ikke er synd. Med den holdning er det kun et spørgsmål om tid, før den kirkelige velsignelse af homofilt partnerskab, som der er åbnet mulighed for, bliver til en egentlig vielse.
Kirkevækstbevægelsens megakirker er uafhængige af staten. 80 procent af medlemmerne kommer fra frie og selvstændige evangeliske kirker. Alligevel gør tidsånden sig gældende på tilsvarende måde, som vi kender det fra vore hjemlige forhold
I Sverige kan en mandlig teolog kun ordineres til et embede i statskirken, hvis han vil indgå i fuldt samarbejde med kvindelige præster. På samme måde er det en forudsætning for at kunne blive ansat i Willow Creek, at man skriftligt erklærer sig enig i, at kvinder har adgang til samme opgaver og funktioner i menigheden som deres mandlige kollegaer.
Når det drejer sig om synet på homofile, synes der at ske en nedtoning af den bibelske holdning i kirkevækstbevægelsen.
Og hvor står de gamle vækkelsesbevægelser i de nordiske lande?
Hvis vi nedlægger våbnene og ikke kæmper bevidst imod, føres vi uundgåeligt med af samme strøm. I løbet af forbavsende kort tid havner vi dér, hvor de står, som vi i dag tager afstand fra.
Den kirke, der i lydighed mod folket handler mod Guds ord, fratager sig muligheden for at sige: Så siger Herren. Vel kan alt alligevel for en tid se stort og blomstrende ud, men kirken har mistet sin myndighed, og da er der kun en af to muligheder tilbage: Enten at omvende sig eller at fortsætte vandringen frem ad dødens vej.
Guds folk og den enkelte kristen lever under et stadigt pres fra Djævelens side til at lade vore mennesketanker være bestemmende. Det, som umiddelbart synes at være det rigtige og mest hensigtsmæssige, er det altid nærliggende at følge, og det er let at gøre det, mens det koster stadig kamp at tage egne synspunkter og holdninger til fange ind under lydighed mod Kristus. Igen og igen finder fornuften den vej håbløs.
Israels historie rummer talrige advarende eksempler på, hvad det indebærer at handle mod Herrens ord. Flere konger begyndte godt, men begyndt er ikke endt. Saltet blev lige med det, som det skulle salte, og mistede sin kraft.
Israels første konge, Saul, var udvalgt og salvet af Gud. Han var lille i egne øjne, men det blev han ikke ved med at være. Han har næppe været sig det bevidst, men hans koncentration om det folk, han skulle tjene, ændrede hans gudsforhold. Han så først og fremmest folket. Derfor blev hensynet til folket afgørende i krisesituationer, så det blev bestemmende og udslaggivende for hans handlinger. Et syndigt folks ønsker ligger på siden af Guds vilje. Er vi bundet til Guds ord, og vil vi handle i lydighed mod det, må det gang på gang ske mod folket. Åbner vi os derimod for, hvad det tænker, mener og siger, går det os på samme måde, som det gik Eva på syndefaldets dag – vi indfanges og bestemmes af den eller det, vi indlader os i dialog med. .
Frafaldet fra Herrens ord sker ofte under påberåbelse af, at det ene ikke udelukker det andet. Man kan godt lytte til folket, uden at det får indflydelse på ens urokkelige tillid til Guds ords sandhed. Sådan har Eva sikkert også tænkt, da hun mødte slangen. Og hun har haft mange efterfølgere. Skal Guds ord bevares rent, sker det ikke ved at gå på kompromis. Det lærte vore reformatoriske fædre os gennem deres understregning af: Skriften alene. Det, som til alle tider har skabt vækkelse og fornyelse i kirken såvel som i den enkeltes liv, har været en tilbagevenden til Guds ord alene.
Dommen og nåden.
I Willow Creeks undersøgelse gav kirke- og mødefremmede udtryk for, at de følte sig fordømt, når de kom til gudstjenester og møder. Willow Creeks og kirkevækstbevægelsen har gjort, hvad de har kunnet for at undgå en sådan reaktion, og de bestræbelser har haft ødelæggende følger, for de har ført til en udvanding af evangeliet.
Guds ord er lov og evangelium. Loven knuser og fordømmer. Den tilstopper vor mund og lader os stå strafskyldige for Gud. Evangeliet levendegør og oprejser den, som loven har gjort sin gerning i.
En stor del af det bibelske budskab er et domsbudskab. Det gælder ikke alene i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye Testamente. Ikke mindst Jesus forkynder Guds dom igen og igen. Ingen i Bibelen taler så meget om helvede som Jesus. Ingen som han tegner så rystende billeder af mennesker, der først i dommen bliver klar over, at de er fortabt. Det går til marv og ben, når Jesus skildrer, hvordan Gud vil kalde dem forbandede og sende dem bort til den ild, der er beredt Djævelen og hans engle.
Vil kirken ikke låne røst til domsbudskabet, bliver vejen for Guds nåde ikke banet, og frelsen bliver ikke længere en frelse fra Guds vrede og dom. Evangeliet bliver langt på vej, at Gud godtager dig, som du er, hvis du siger ja til ham og går ind i tjenesten for ham. Og det er ikke sandt. Han modtager os som vi er, men det er ikke det samme som at godtage. Hvis Gud godtog os, som vi er, behøvede han ikke at sende Jesus som frelser og forsoner. Jesus er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.
Forkyndelsen i den evangeliske kristenhed har ændret sig indholdsmæssigt gennem de sidste 100 år. Det gælder ikke mindst i forkyndelsen af loven og dommen. I vækkelsestiderne nåede domsbudskabet verden uden for kirkens mure. Talrige blev klar over, at de var under Guds vrede og dom – de var fortabt og gik fortabt. For mange af dem blev bevidstheden om helvede uudholdelig, og de råbte om frelse, og det råb hørtes i himmelen.
I dag er det anderledes, og det hænger for en stor del sammen med den ændrede forkyndelse, hvor. der tales om Guds kærlighed på en måde, som får de uomvendte til at tro, at alt står vel til. Flertallet mener, at der dybest set ikke er nogen forskel på os. Vi er lige værdige eller uværdige, men lykkeligvis er vi alle inde under Guds kærlighed. Er nogen ikke enig i det, bliver mange nærmest agressive.
Også i de gamle vækkelsesbevægelser er forkyndelsen blevet en anden. Der tales ikke om skellet mellem troende og vantro på samme måde som før. Det gælder også forkyndelsen af dommen og den dobbelte udgang efter døden.
Da Israels folk var ved at gå til i sit forfald, oprejste Gud domsprofeter. Det betyder ikke, at de ikke også forkyndte Guds nåde, men de gjorde det samtidig klart, at uden opgør med synden, uden anger og bod var der ikke nogen anden fremtid for folket og den enkelte end Guds vrede i tid og evighed.
På samme måde må vi vende tilbage til Bibelen og på ny låne røst til dens radikale domsforkyndelse.
Der hvor der ikke tales klart og sandt, hjælper vi ikke mennesker til frelse, men ind i en kristelig religiøsitet, som ligger i forlængelse af den medfødte. Da bygger vi på sand. I prøvelsens time vil det blive åbenbart.
Johannesevangeliets ottende kapitel er lærerigt i denne sammenhæng:
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie....Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Johs. 8,31-36.
På trods af deres tro, var de ikke frie. Jesus kunne gøre dem frie, men han kunne ikke gøre det uden videre. Først måtte de modtage dommen og bøje sig for hans ord: ” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.” Joh.8.44.
Alt i dem rejste sig i protest, og det hele ender med, at de tager sten op for at kaste dem på ham.
Det er en mærkelig reaktion. Der er jo tale om jøder, der er kommet til tro på Jesus. Men det siger os, at der er to former for tro. Med den ene er man tilhænger af Jesus og lytter til ham. Man adskiller sig således fra den store gruppe, der ikke bryder sig om ham. Men man er alligevel fremmed for den frelsende tro. Det er den, Jesus vil føre sine disciple ind i. Det sker gennem forkyndelse af lov og evangelium, som fører døden og livet ind over dem
Bibelen kender ingen anden vej til livet end gennem døden. Jeg må se mig selv som den, jeg virkelig er - død i overtrædelse og synd. Modtager jeg min dom, kan evangeliet frelse mig, ved at Ånden åbner mine ører og jeg ser, at Jesus er synderes frelser og mit eneste håb. Modtager jeg ikke dommen, forbliver jeg i mørket.
Vi er kaldede til at føre mennesker gennem omvendelsens trange port. Den er trang, fordi alt mit eget må efterlades udenfor. Derfor oplever vor gamle natur frelsen ydmygende. Jeg får ikke lov til selv at yde et bidrag. Det bedste hos mig duer ikke. Alt er besmittet, ja endog min retfærdighed er som snavset tøj.
At vi er så elendige, får mange til at sige nej og spørge, om de ikke kan komme ind i Guds rige uden i den grad at skulle ydmyges. Her sættes vi på prøve. Vil vi være tro mod Jesus, som lod den rige unge mand gå, da han ikke ville blive fattig? Eller vil vi hjælpe ham ind i fårefolden ved at lade ham klatre over et andet sted og ikke gå ind gennem døren? .
Kun hvor synden bliver stor, bliver nåden endnu større. Det menneske, der ikke vil modtage Guds dom, kan heller ikke modtage hans nåde. Det har jo ikke brug for benådning. Forsoning og frelse fra Guds vrede og dom siger ikke vedkommende noget. Det samme gælder evangeliet om at være købt fri fra lovens forbandelse, fordi Jesus blev en Guds forbandelse i mit sted. Korset bliver udtryk for Guds kærlighed; men ses ikke som Guds stedfortrædende straflidelse i sin søn.
Når korset nedtones, bliver dets betydning en anden, og korsets ord bliver ikke det helt centrale for troen. Det kommer også til udtryk gennem de sange og salmer, der vælges.
Den himmelske lovsang har Jesus som offerlammet som centrum. Det er Jesu lydighed til døden på et kors, der får hver tunge til at udbryde: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. I dag har lovsangen overvejende sit centrum i 1. trosartikel. Det afgørende bliver Guds hjælp og omsorg på bekostning af frelsesperspektivet. Det er et åndeligt tab.
Nåden er kommet med Jesus. I ham er nådens fylde og det så rigeligt, at Bibelen taler om nåde over nåde. Af den nåde er vi frelst, og ikke af noget andet. Men nåden er også nok for os – den er alt, hvad vi behøver. Det vi er, er vi i kraft af nåden. Det gælder også i vor tjeneste for Gud, som dag efter dag møder os med ny nåde.
Nåden frelser og bevarer. Det er ikke tilfældigt, at Paulus i sine breve hilser menigheden med ordet nåde og fred. Et Guds barn kan falde fra troen, men jo stærkere nådelivet er, desto sværere er det for Satan at vinde sejr.
Fordi domsforkyndelsen er svag i kirkevækstbevægelsen, bliver nådeforkyndelsen det også. Afsvækker vi vores i forvejen svage lovforkyndelse, vil det tjene til yderligere forarmelse af Herrens folk, fordi der bliver så lidt nåde at leve af i forkyndelsen.
I en bevægelse som Willow Creek spiller det billede af Gud en stor rolle, som Jesus tegner i sin lignelse om den fortabte søn. Ja, meget i Willow Creeks forenklede teologi er bygget op over denne lignelse. Og lignelsen er vidunderlig. En fars kærlighed til sine fortabte børn er skildret jordnært, levende og varmt. Vi ser den gamle far for os, vi føler med ham, og i hans møde med sin lasede og pjaltede søn er det, som om han tager os selv i favn og trykker os ind til sit varme, bankende hjerte.
Willow Creeks leder, Bill Hybels, fortolkning af netop denne lignelse, har brændt sig ind i manges sind og hjerte, og i meget af det, han skriver, mærker man, at lignelsen for ham er nøglen, der fører ind til forståelse af troens univers.
Hvor central lignelsen end er, giver den alligevel et alt for begrænset billede af Gud, hvis vi ikke også åbner os for, hvad Bibelen i øvrigt siger om ham. Det er ikke alene mange vantro menneskers, men også kristnes ulykke at vælge enkelte bibelsteder, beretninger, lignelser eller billeder og mere eller mindre se bort fra, hvad der også står skrevet. Da Djævelen fristede Jesus, anvendte han den fremgangsmåde. Han tog sit udgangspunkt i det, Gud har sagt, samtidig med at andre sider af Guds ord blev udeladt.
I lignelsen om den fortabte søn står der intet om Faderens vrede. Der står heller ikke noget om ofret og den pris, Faderen selv måtte betale for at kunne frelse den fortabte. Der var en anden søn, som måtte knuses under vredesdommen, for at den fortabte søn kunne klædes i hans klædning og få plads ved faderens bord.
Læses lignelsen om den fortabte søn ikke i dette lys, vil vor fornuft forstå den i forlængelse af vor naturlige religiøsitet, som om der var adgang til Gud uden gennem hans søn.
Nutidens forkyndelse skildrer alt for sjældent Gud som den dømmende og straffende Gud. Det fører til, at mange først i dommen møder ham, som den, han er, og det er forfærdeligt, for da er det for sent at omvende sig.
Åbner vi os for det billede, Willow Creek og kirkevækstbevægelsen tegner af Gud, vil hans hellighed og frygten for ham, der kan fordærve både sjæl og legeme i helvede, aftage mere og mere.
Herlighedsteologi
En anden kritik fra de kirke- og mødefremmedes side var, at de ikke fandt forkyndelsen relevant. Den sagde dem ikke noget, de kunne relatere til deres hverdag.
Sådan må det være. En sand bibelsk forkyndelse relaterer først og fremmest til det, som skal ske for Guds domstol. Over for en sådan forkyndelse vil de fleste reagere som statholderen Felix, da Paulus begyndte at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom. Felix blev bange og sagde til Paulus: ”Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig.”
Når vantro mennesker sjældnere reagerer sådan i dag, hænger det sammen med den stærke indflydelse, herlighedsforkyndelsen generelt har haft. Kristenlivets betydning og velsignelse for livet her på jord fremhæves med talrige eksempler på Guds underfulde indgriben og hjælp.
Kristendommen bliver vejen til at lykkes som menneske, familie og menighed. Når vægtlægningen ligger så stærkt på den side af kristenlivet, bliver det billede man tegner falskt. Det er en af grundene til, at mennesker også forlader kirkevækstbevægelsens megakirker. I begyndelsen indfanges de af et budskab, som ligger i forlængelse af deres egne ønsker og forventninger, men i næste omgang skuffes de, når de ikke indfries.
Gud fører sine børn på to måder. Nogle lader han besejre riger og undgå truende sværd, mens han lader andre lide nød og trængsler og blive mishandlet. Hebr. 11,32-38. Når det sidste forties, får vi de mange desillusionerede kristne, der først og fremmest er skuffede over Gud. De føler sig svigtet af ham. Nogle bad om et meningsfuldt arbejde, men Gud lod dem blive ved med at være i arbejdsløshed. Andre bad om en ægtefælle, som de kunne dele livet med, men Gud lod dem være ene. Eller et barnløst ægtepar bad om at få børn, men det var deres venner, der fik det. Atter andre bad om helbredelse og liv, men det blev død.
Kan man undre sig over, at de spørger: Hvad er der i vejen? Hvorfor får jeg ikke det, jeg beder om? Hvorfor er jeg en undtagelse fra alle dem, jeg hører om hver søndag?
Sådanne ubesvarede spørgsmål har ført mange ind i vrede, trods og oprør mod Gud, hvor de begynder at anklage ham: Hvordan kan du tillade dig....
Forkyndelsen har bevæget sig langt bort fra den kristendom, som kommer til udtryk i katekismens ord: ”Vi synder jo hver dag meget og fortjener bestemt ikke andet end straf.” Hvordan Gud end handler med mig, så giver han mig langt ud over, hvad jeg har fortjent.
Gennem den modgang, der møder mig, ydmyger Gud mig og hjælper mig ind i nåden. Vejen dertil kan være smertefuld og lang, men en sand bibelsk forkyndelse kan hjælpe en bøjet, anfægtet og kæmpende kristen ind i troens rigdom på ny; men det sker ikke gennem en overfladisk forkyndelse, som lukker øjnene for livets og Guds ords virkelighed.
Tjenesten.
Guds ord kalder os til tjeneste, og vi har brug for igen og igen at høre kaldet og til at fornys i det. Vi er dagligt omgivet af vantro mennesker, og vi er jordens salt og verdens lys blandt dem. Vi må leve i bøn for dem, der lever uden Gud og uden håb. Vi er kaldet til at vidne for dem, og vi må hjælpe hinanden i tjenesten.
Som forkynder kan man imidlertid tale om tjenesten på en sådan måde, at det fører ind i lovtrældom. Det sker, når tjenesten begrænses til ganske bestemte gerninger som f.eks. vidnetjenesten og opgaverne i menigheden. Da bliver et ganske almindeligt arbejde i hjem og på arbejdsplads ikke længere en tjeneste for Gud, og mange ender med at svigte på hjemmefronten for aften efter aften at varetage opgaverne i menigheden. Prisen kan være, at ægtefæller glider fra hinanden, og børnene lider under manglende kontakt med forældrene.
Kirkevækstbevægelsens megakirker har et meget højt aktivitetsniveau, og de er drevet frem af visioner om stadig fremgang og vækst. Det lægger et stort pres ind over menighedens medlemmer, som umærkeligt kan få deres åndelige identitet i den indsats, de yder udadtil og indadtil i menigheden.
En tilsvarende fare gør sig også gældende for en hel del af dem, der lønnet eller ulønnet er med i de kristne organisationers arbejde. Ubevidst måler man sin egen åndelighed i forhold til den indsats, man yder. Når det sker, er man inde i en lovtrældom, som er dræbende for det åndelige liv. Kristendommen bliver krav, krav og atter krav, og det har fået ikke helt få til at kaste alt, hvad der hedder kristendom overbord.
Kirkevækstbevægelsen og inspirationen fra den vil forøge antallet af udbrændte kristne, der for længst har mistet al glæde og hvile i tjenesten.
Form og indhold.
Mange tror, at man kan adskille form og indhold. Man ser ikke, at i modtagelsen og forståelsen af et budskab spiller begge dele en rolle.
Jo mere vi gør brug af underholdningsformen ved gudstjenester og møder, jo mere vil vi give kristendommen karakter af underholdning.
Kirkevækstbevægelsen er forbavsende ukritisk. Den ser ikke, at eksperimenter med moderne musik, video og drama i gudstjenesterne indebærer en fare.
Noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til de metoder, man oplærer folk til at anvende i evangelisation. Man kan ikke anvende psykologiske påvirknings- og salgsmetoder, som det f.eks. sker i en bevægelse som Willow Creek, uden at det får indflydelse på opfattelsen af, hvordan man bliver en kristen, og hvad vil sige at være en kristen.
Drejer det sig om at få en kunde til at købe en vare, er kundens beslutning det væsentlige. Det påvirker naturligvis den salgsteknik, der anvendes. Er der tale om at blive en kristen, da er troen det afgørende, og den er ikke viljens, men hjertets sag.
Jesus alene.
Mange har mødt os med ordene: Vi har fundet vejen! Igen og igen er vi blevet skuffede. Det, som så stort og forjættende ud, holdt ikke mål. Det var som sæden, der faldt, hvor der ikke var dyb jord. Den spirede og voksede hurtigt, for derefter at visne. Det betyder ikke, at alt, hvad der blev udrettet, var forgæves. Gud har sine veje, og hans frelsesvilje er stor. Men mange blev efterladt endnu mere skuffede og modløse, end de var før. De lod sig friste af det synlige
Når kirkevækstbevægelsen ikke viser vej til vækst og fornyelse, hvor skal vi så finde den?
Jesus har givet svaret. Han kalder sig selv vejen, og det er han – troens vej til frelse og fornyelse. Jesus siger: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”.
Jesu disciple var mennesker som du og jeg; men Jesus gjorde dem til sine vidner. Han gav dem troen, og han tog selv bolig i dem ved Den hellige Ånd. Da han skulle forlade dem, sagde han, at de skulle blive i ham. Og de blev i troens dybe og fuldstændige koncentration om ham og afhængighed af ham. I tro modtog de alle hans løfter og tilsagn. Og i deres tjeneste kastede de garnene ud på hans ord.
I århundrede efter århundrede har kristne gjort det samme. Derfor er Guds kirke stadig på jord. Der har været tider med stærk vækst og fremgang efterfulgt af tørketider, men så længe menigheden er forblevet i Jesus, er han blevet i den og har ladet den bære megen frugt. I lange tider kan det være skjult for vore øjne, men evigheden skal bekræfte, at det er sandt.
Manuskriptet er venligst stillet til rådighed af Hans Erik Nissen.
