Uddrag af tale
Af Henning Hansen.
De 10 brudepiger.
Matt. 25,1-13.
De fleste kender lignelsen om 'De ti Brudepiger'.
Hvad er det, Jesus bl.a. vil sige os gennem denne lignelse.
Mange vil nok mene, at det, Herren vil sige, er, at vi skal have olie på lampen.
Det siger lignelsen også, men det er bare ikke det svar, Jesus giver.
Det, Jesus vil lære os, står i lignelsens konklusion vers 13:
”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Noget tilsvarende siger han i kap. 24,42:
”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag, jeres Herre kommer.”
Hvis du skal våge over noget, må du ikke falde i søvn. Du ved nemlig, at du kan miste, hvis du falder i søvn.
Ved du også, at hvis du ikke våger, taber du det evige mål af syne?
Og har du tænkt på, at der på markedet findes en sovemedicin, som ødelægger din hørelse for de åndelige ting?
På etiketten kan der stå.:
Lad de jordiske ting, blive målet for dit liv.
Prioriter Guds ord på samme niveau som alt andet.
Tilpas Guds ord efter din egen mening.
Men der kan stå meget mere, for sovemedicinen deles ikke ud i flæng, men stiles til dig personligt.
Ikke af Gud, men af djævelen.
At våge er at leve sammen med Jesus med det himmelske mål for øje.
Du ved ikke, hvor lang tid, du har igen her på jorden.
Det gør heller ikke så meget, for du ved, at din fremtid er i det himmelske.
Du ved heller ikke, hvilken dag eller time Jesus kommer igen.
Det gør heller ikke så meget, for du ved, at da skal dækket tages bort, og du skal se ham, som er dit liv.
Men du ved også, at når han kommer, da er nådetiden slut.
Når nådetiden er slut, skal alt det jordiske forsvinde.
Johannes siger det kort i Åb. 21,4
”Thi det, der var før, er forsvundet”.
Mange opfatter dette som en trussel, men det kan det ikke være for et Guds barn.
Det er et evangelium her i tiden.
Det er indgangen til en herlig fremtid, som må få dig til at juble af glæde, for da er ”Guds bolig hos menneskene” (Åb.21,3).
At våge er at vide, hvilke tanker Herren tænker om dig.
Det vil jo være frygteligt, om det viser sig, at du har bedraget dig selv.
Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej.
Herre, du må holde mig fra dødens vej.
Du må lede mig på den vej, som fører til evigt liv hos dig.
At våge er, at du indretter dit liv efter hans vilje.
Gør du det, er du med til at herliggøre Jesus.
Kan du tænke dig noget større!
Din naturlige vilje er en hæslig herre.
Din egen vilje viser vej til død, hvis den ikke bøjes af Guds Ånd.
Paulus siger i Gal 5,16:
"I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. ”
Det siger Paulus til de kristne.
Derfor må min daglige bøn være:
Tilgiv mig, at jeg så ofte lader min egen vilje råde.
Lad ikke min egen vilje blive årsag til min død.”
Våg, siger Jesus til sine disciple. (Matt. 26,41).
Ånden vil virke i jer, men kødet vil kæmpe i mod Åndens gerning.
At våge er, at du skal være opmærksom på tidens tegn.
Du skal ikke begynde at regne år, dag eller time ud.
Jesus siger i Matt. 24,36:
"Men den dag eller time, er der ingen der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen".
Men Jesus har givet os nogle tegn, som vi skal være opmærksomme på.
Disciplene ville gerne vide, hvornår det skal ske og tegnene på verdens ende.
Da svarer Jesus dem og siger:
"Se til, at ingen fører jer vild" (Matt. 24,4).
Det er formaningen, som går igennem alt, hvad Jesus siger om tiden før sin genkomst.
Mange falske profeter skal fremstå.
Hvorfor fremstår de?
For at føre Guds børn vild.
Djævelen vil være særdeles aktiv i de sidste tider.
Han vil bl.a. gøre det ved at efterligne Kristus.
Det kan du læse om i Åb 13.
Mærker du forvirringen?
Den vil hurtigt sprede menigheden og ødelægge dig, hvis du ikke våger.
Lyt ikke til en prædiken, hvor det forkyndes, at Guds kærlighed er en selvfølgelighed, som du - uden erkendelse af synd - har krav på.
En sådan forkyndelse gør korset overflødigt og forløsningen forsvinder i tågen.
Kun i Jesus kan du opleve Guds kærlighed og blive frelst.
Søger du den andre steder, går du fortabt.
Lignelsen om de ti brudepiger beskriver forholdene i menigheden op til Jesu genkomst.
De kloge og de dårlige brudepiger er ikke et billede på menigheden og verden, men på de sande kristne og de navnkristne.
De går ved siden af hinanden i den hensigt at møde Brudgommen (vers 1).
Ingen af dem ringeagtede ham.
Alle ti ville gerne med til festen.
Alligevel gik det galt.
Det viste sig nemlig, at der kun var fem brudepiger, som var rede til at møde Brudgommen.
Hvorfor gik det så grueligt galt for de andre fem?
Fordi de ikke havde benytter ventetiden til at gøre sig rede.
Derfor var de fuldstændig uforberedte, da råbet endelig lød.
I mellemtiden var de gået hen og blevet navnkristne.
De var holdt op med at våge og havde derfor ikke tilstrækkelig olie med.
Våger du.
Driver Helligånden dig til ordet, til bønnen, til nadveren og til samvær med Guds børn, eller lader du disse ting blive styret af din gamle natur.
Hør, hvad Paulus skriver i Rom. 8, 14:
"For alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn".
Det at leve i Åndens kraft giver dig del i guddommelig natur sige Peter i 2. Pet. 1,4.
Det vil sige en natur, som i Kristus er genfødt til evigt liv.
Men husk, at Ånden kun driver dig, hvis du lader dig drive.
For ca. 100 år siden druknede 49 fiskere ud for Harboøre. 29 af dem skulle begraves fra Harboøre kirke.
Den kendte præst og omvendelsesprædikant, Carl Moe skulle forestå begravelsen.
Han tog sit udgangspunkt i ordene:
Mesteren er her og kalder på dig.
Så sagde han:
”Hvad nytter det at nægte, at også nogle af dem, der ligger i disse kister, ikke havde noget liv i Jesus!
Nu kalder mesteren på jer, som endnu ikke har givet jeres hjerter til Jesus i tro."
Hvad var det, Carl Moe sagde?
Han sagde, at der var nogle i disse kister, som ikke kom ind i bryllupssalen?
Våger du.
Ved du, om dit navn står skrevet i Livets Bog.
Da ved du også, hvad Herren tænker om dig.
Søger du råd hos ham, som kalder sig: Underfuld Rådgiver.
Indretter du dit liv efter hans vilje.
Ser du tegnene i tiden, som varsler hans komme.
Våger du, da har du olie nok.
Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer. Gå ud og mød ham.
Midt om natten lyder råbet. Når Herren kommer, ser det mørkt ud på jorden. Man venter ham ikke mere.
Når råbet lyder, er det slut med egne tanker og ideer.
Alt det, som for et øjeblik siden for mange havde været en tør teori, bliver nu på et eneste øjeblik fyldt med rystende virkelighed.
Brudgommen kommer.
Er du rede til at møde ham.
Øjeblikket for omvendelse findes ikke mere.
Nu nytter det ikke, at du sammenligner dig med andre kristne.
Hvad ejer du selv?
Din lampe fyldes ikke ved at se på de andre.
Når råbet lyder, opstår der forvirring hos dem, som ikke er rede til at møde brudgommen.
Da afsløres al falskhed - men nådetiden er slut.
Våger du, så den dag ikke kommer pludseligt.
Endnu er der nådetid.
Ingen kan undgå at høre, når den sidste basun lyder.
Alle brudepiger vågnede og ville gøres deres lamper i stand.
Selv den gudløse verden vil vågne.
Men for sent – for sent.
I forskrækkelse skal mange råbe til bjergene og højene om at skjule dem for ham, som nu kommer.
Man ræddes for ham, som har været frelsens mulighed, og beder sig fri for ham.
De kristne vil vågne - både de sande Guds børn og de navnkristne.
Men alle vågner de for sent.
De uforstandige havde slet intet liv.
Men selv de kloge vågnede for sent.
Søvnen havde ikke nået at røve livet fra dem, men deres behagelige søvn, havde hindret dem i at tjene Gud.
Den behagelige søvn havde lammet deres sans, og de havde efterhånden mistet vidnesbyrdet og deres personlige indflydelse.
Tror du ikke, at de kloge brudepiger, kunne have været et redskab i Guds hånd til at vække de uforstandige og hjælpe dem til at se, hvad de virkelig manglede. Men der var for stor lighed mellem de to grupper.
De sov i fællesskab.
Hvis du ikke våger, trækker Helligånden sig tilbage.
Han har intet ord, hvormed han kan herliggøre Jesus.
Men tingene hænger sammen. En anden magt overtager styringen.
Det kan du læse om i 2. Tim, 3,1-5:
"Men det skal du vide, at i de sidste dage, skal der komme hårde tider. For da vil menneskene blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdende, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men fornægter dens kraft."
Glem ikke, at syndsbekendelse og sindsforandring følges ad.
En dag skal alle religiøse forbindelser briste.
Én skal tages med, og en anden lades tilbage.
Organisationer formår ikke længere at holde sammen på det, som Gud aldrig har forenet.
De, som var rede, gik med ind i bryllupssalen.
Nu ser de kongen i al hans skønhed.
Kampen mod sygdom og ondskabens åndemagter er nu evigt forbi.
Nu skal sjælen aldrig pines af uro eller angst.
Nu skal de leve i en uforstyrret ro.
Det, som var før, er nu helt forsvundet.
Paulus siger det så klart i Fil 3,21:
"Han skal forvandle vort fornedrede legeme, og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme".
Du, som hører Herren til, skal ikke nøjes med et legeme, som Jesus havde her på jorden.
Det var jo et legeme, som kunne lide.
Du får et legeme ligeså underfuldt som hans opstandelseslegeme.
Bagefter kommer de andre brudepiger og siger:
Herre, Herre, luk os ind! Men han svarede. Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
De vil gerne ind, men døren er lukket.
De havde indrettet deres liv, hvor nåden intet kunne udrette.
Et frygteligt øjeblik.
Det er vor Herre Jesus, som her har talt denne lignelse.
Der findes kun to veje og kun to mål for din vandring.
Dit valg bestemmer, hvilken af de to mål du ender ved.
”Kære Jesus, hold mig rede til at møde dig hvert øjeblik.
Hold mig vågen, og hjælp mig til at vække andre, om jeg endnu skal opleve en ny dag, hvor jeg kan virke for dig”.