Fra Budskabet.
Nr. 2 - 2007.
Af Bent Larsen.
Det er overraskende og vigtigt at lægge mærke til en sætning af Paulus: ”for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale” (1 Kor 1,17b), for det siger os, at evangeliet kan tømmes for kraft.
I næste vers skriver Paulus ellers, at evangeliet – ordet om korset – er Guds kraft, så man kan godt undre sig over, hvordan vi skulle kunne tømme dette ord for kraft?
Det kan vi mennesker komme til at gøre på flere måder.For det første kan det ske ved, at vi i iver for at nå ’dem udenfor’, forsøger at gøre evangeliet populært og forståeligt, for det bliver evangeliet aldrig.
Da Jesus forkyndte evangeliet ved at tale om sig selv som livets brød, syntes mange, det var hård tale og forlod ham. (Joh 6,60flg.).
Paulus skriver her i 1 Kor 1,17, at han ikke forkynder evangeliet med talekunstens visdom, for at det ikke skal blive til tom tale.Ordet ’tom’ her, som vi møder 5 gange i NT, kan også oversættes: nedvurdere, gøre til intet, forgæves, hul.
Denne kendsgerning må gøre os ydmyge over for evangeliets forkyndelse, så vi ikke kommer til at forkynde evangeliet på en sådan måde, at det bliver gjort til intet, så mennesker i vor forkyndelse i virkeligheden slet ikke møder evangeliet.
Det betyder jo ikke, at vi ikke skal bede om visdom til at forkynde evangeliet med de rette ord, også til dem udenfor, så de må forstå, hvad vi siger. Det beder Paulus også om forbøn til i Kol 4,4: ”Ja, bed om, at jeg må åbenbare evangeliet med de rette ord” (gl. oversættelse). Det er ikke uden betydning, hvordan evangeliet bliver forkyndt.
For det andet kan evangeliet også tømmes for kraft, der hvor der ikke også lyder en forkyndelse af loven. Og det er det, vi her vil skrive om.
Lovens indhold
Der, hvor loven ikke bliver forkyndt, og man ikke vil have noget med den at gøre, der ser og erfarer man heller ikke syndens virkelighed. Og da vil et menneske heller ikke have brug for evangeliet om Jesus. Nåden bliver da overflødig.
Luther har sagt: ”Men der, hvor man hverken ved af lov eller af synd, kan nåden intet udrette. Og hvor nåden er uden værdi, der er også Kristus uden værdi”. Der tømmes evangeliet for kraft.
Men også der, hvor man nok kender loven, men ikke lovens indhold, den hellige Gud, kan evangeliet blive til tom tale.Det er den virkelighed vi møder hos farisæerne, til hvem Jesus siger:
”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse”.
Vores krop er jo forunderligt indrettet, så den selv helbreder de fleste sygdomme. Har man ondt i en muskel eller en kraftig influenza, hjælper det som regel med lidt hvile, mens der er andre sygdomme, der ikke helbreder sig selv.
Vi er forskelligt indrettet. Nogle søger straks læge, når der er det mindste, andre tøver lidt og tænker, at det går nok over af sig selv. Men så kan der også være nogle alvorlige sygdomme, hvor man ikke mærker så meget til symptomerne i begyndelsen og derfor kommer for sent til læge.
Når Jesus, henvendt til farisæerne, siger:De raske har ikke brug for læge, så var det ikke fordi han mente, at de var ’raske’ –gode nok – men han brugte deres egne ord imod dem, som mente om sig selv, at de ikke fejlede noget. De kunne takke Gud for, at de ikke var som andre mennesker.
For disse mennesker er synden ikke et problem, men blot nogle små-skavanker – en influenza, der går over med tiden.Så længe et menneske ikke har set, at synden er som en kræftsygdom, der har spredt sig til hele kroppen, ser det heller ikke, at det har brug for Jesus.
Det er forfærdeligt at komme dertil – at få det budskab fra lægen:Du er uhelbredelig syg.Det kan også være grunden til, at nogle tøver og måske kommer for sent til læge. De aner måske, at der er noget alvorligt galt og frygter derfor lægens dom. Derfor forsøger de at bagatellisere sygdommen eller trøste sig med, at det går nok over igen.
Sådan kan mennesket også forsøge at bagatellisere synden eller trøste sig med, at når jeg bare for alvor tager mig sammen, så bliver det nok bedre en dag, fordi det frygter at høre lovens dom:Du er fortabt. Og da ser et menneske ikke, at det har brug for Jesus.
De raske har ikke brug for læge, det har de syge.Det var det, som var farisæernes store nød, og det er det, som er mange menneskers nød i dag.
Der hvor vi nok kender lovens ’du må ikke, du skal’, trøster vi os med, at med Guds hjælp og alvorlig vilje skal det nok blive bedre med mig, men der, hvor vi erfarer lovens indhold, den hellige Gud, ser vi, at vi er fortabt, om ikke Jesus griber ind med sin frelse.
Loven og livet
Evangeliet tømmes også for kraft, der hvor et menneske tænker, at det kommer ikke så nøje med, hvordan jeg lever og indretter mit liv, for Jesus har jo ordnet alt. Da giver man, på evangeliets bekostning, kødet en frihed, det aldrig skulle have haft og ender med at sidde tilbage med en tom tro.
Der, hvor mennesket ikke vil have med loven at gøre, ser det heller ikke, at det har brug for frelse. Nogle hævder, at loven ikke hører til i NT og er overflødig, både når det gælder den første omvendelse og den daglige omvendelse.
Andre hævder, at en kristen overhovedet ikke har noget med loven at gøre, efter at han eller hun er blevet omvendt. For det er evangeliet alene – nåden alene – der frelser.
Og det er jo på én måde fuldstændigt sandt, at i Jesus er et menneske frelst uden lovens hjælp og det nye liv kendetegnes også ved, at det ønsker at følge Guds vilje uden lovens ’du skal, du må ikke’.
Men her kan en kristen let føres vild.For når vi har erfaret evangeliets kraft og det nye liv i os, så kan vi let glemme, at evangeliet aldrig ville have kunnet bære disse frugter i vort liv, hvis ikke lovens gerning var gået forud og havde afsløret synden i os.
Gud gør nemlig to gerninger gennem sit ord.Gennem loven viser han os synden i vort liv, så vi erkender den.
Luther siger om det:
”Loven skal jage den hovmodige, blinde og selvsikre gamle Adam en skræk i livet, vise ham synden og døden, hvori han ligger, for at han må miste tilliden til sig selv og ivrigt strække sig efter nåden”.
Og gennem evangeliet forkynder han os, at Jesus har sonet den synd, der er i os og opfyldt den lov, der fordømmer os.
I Rom 8,3a læser vi:
”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud”.
Der er noget, som loven ikke kan, og hvor den kommer til kort.Og det er at frelse os fra vore synder. Ikke fordi, der er noget galt med loven, men det er os – det materiale, som loven skal bearbejde – der ikke duer.
På samme måde, som en skibskran nok kan løfte tunge containere på plads, men ikke løfte vandet op af et lille havnebassin, fordi der ikke er noget, krogen kan gribe fat i, sådan er loven også god og stærk, men den kan ikke fjerne synden fra os, fordi der ikke er noget i os, den kan gribe fat i.
Evangeliets kraft
Selv om loven altså ikke kan frelse og befri os fra synden, har et Guds barn alligevel til stadighed brug for loven som rettesnor for livet og til at afsløre synden og virke en dybere erkendelse af synd i vort liv.
Får loven ikke anledning til det, tømmes evangeliet for kraft og bliver til tom tale. For om vi ikke ser og erkender vore synder, hvad skal vi så med Jesus? Det tror jeg, at mange ærlige kristne oplever som en nød i dag:
Hvorfor har jeg så lidt erkendelse af synd?
Hvorfor har jeg så lidt brug for Jesus?
Hvorfor mærker jeg så lidt til evangeliets kraft?
Det kan hænge sammen med, at jeg i misforstået frygt for at komme ind under loven igen, helt undgår loven, ja tænker, at det er skadeligt for en kristen at beskæftige sig med loven, for det er jo ikke ved loven, vi bliver frelst.
Sandt er det, at en kristen er befriet fra lovens dom og forbandelse, for den har Jesus taget på sig, men loven gælder stadig som rettesnor for livet og som en tugtemester til Kristus.
Og det kan vi ikke undgå at se, når vi læser både evangelierne og brevene, som jo netop er adresseret til de troende, for her møder vi på næsten hvert eneste blad ord, som har med loven og formaningerne at gøre.Og disse ord gælder stadig.
Når Jesus siger, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, så gælder det stadig.Og han har ret og krav på al din kærlighed.
Når du så sætter alt ind på virkelig at elske Gud af hele dit hjerte, erfarer du, hvor meget du elsker verden og dens lyst, og hvor lidt du elsker Gud. Da får du brug for Jesus.
I apostlenes og Jesu forkyndelse møder vi dette tredobbelte:
At sønderknuse og ydmyge ved loven, at trøste og oprejse ved evangeliet og at værne og vejlede ved formaninger og advarsler.
I Rom 5,20 læser vi:
”Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”.
Det betyder ikke, at vi blev større syndere, da loven kom til, men at synden da viste sit sande ansigt.Loven blev givet for at afsløre synden.Den gjorde ikke os til syndere, for synden var der før loven kom til.’Kom til’ betyder her ’kom ind ved siden af’.
Det samme gælder nåden.Den kan ikke være større eller mindre, men der hvor synden bliver afsløret, der får vi større brug for nåden.Der bliver nåden større for os.
Hør hvad Luther siger om det:
”Men hvoraf ved man, hvad synd er, hvor der ikke er lov og samvittighed? Og hvordan skal vi lære, hvad Kristus er, og hvad han har udrettet for os, hvis vi ikke ved, hverken hvad loven, som han opfyldte for os, eller synden, som han sonede for os, er?”
Skal Jesus være hjertes trøst for os og skal vi daglig erfare evangeliets kraft og ham som frelser, må også lovens og syndens erkendelse være vores daglige erfaring.
Der, hvor det ikke sker, tømmes evangeliet for kraft.
”Loven er for en kristen en kær vejleder for hans villige ånd og et tugtens ris for vort onde kød”, skriver Rosenius.
