Fra 'Budskabet',
April 2005/nr2.
Af cand.theol., efterskolelærer
Knud W. Skov, Bjerringbro.
Når en forsvarsmur i en krig væltes, så samles forsvaret for at sikre at indfaldet begrænses. Sådan kender vi det fra film, fra historiebøgerne og fra den kirkelige situation (når et markeringspunkt som velsignelse af homofile pludselig overskrides).
Så rykker man sammen, kæmper lidt hårdere en tid og ser måske, at forsvarsværket holder.
Noget helt andet er situationen, når der lige så stille siver noget ind.
Spejdere kan ubemærket snige sig inden for en forsvarsmur, vand kan sive igennem en stabel sandsække, og mistillid til Guds Ords nej til kvindelige hyrder og lærere kan etablere sig uden at det skaber samme voldsomme forsvarsreaktion som ved et indfald. Resultatet af en indsivning er dog ofte lige så dybtgående og ødelæggende som ved et indfald.
Aktuel "kontaktflade".
En af de "kontaktflader", som vi lutherske har i dag, er til den moderne pentekostale teologi. Den møder vi hos en række af de frikirkelige bevægelser i kirkelandskabet. Vi finder den hos Pinsekirken, hos Apostolsk Kirke, hos Baptistkirken, hos en del OASE-menigheder og hos en lang række frikirker uden tilhørsforhold til et bestemt kirkesamfund.
Disse kirkesamfund har vi god kontakt med gennem fælles organisationer (fagbevægelse, politik, etik- og bibelforsvarsorganisationer (som Origo og Selskab for Bibelsk Arkæologi)). Vi møder dem også igennem KFS (delvist), Evangelisk Alliance og den "fælleskirkelige" avis Udfordringen.
Disse kontakter har vi bl.a., fordi vi hører til i den samme ende af skalaen når det gælder bibelsyn. Her ligger det lutherske ortodokse/konservative bibelsyn og det pentekostale fundamentalistiske bibelsyn tæt på hinanden. Der ud over er det ofte ganske givende at opleve, at der er flere end blot lutherske, der ønsker at stå sammen i kamp for at rejse troen på Kristus i vort samfund.
Vi kan ikke undgå, at det gennem disse kontakter sker, at nogle fra vore sammenhænge finder sig bedre tilpas andre steder. Sådan vil det nok være.
Til gengæld kan der være grund til at overveje, om vore kontakter ikke også i høj grad medfører en indsivning af teologi - med en forandring i forkyndelse, sjælesorg og fællesskabskultur hos os selv til følge.
I denne artikel vil jeg bruge ordet "pentekostal teologi" som samlebegreb for disse kirkesamfund (som naturligt nok både er en række kirker, der ligner hinanden - og samtidig er meget forskellige).
Hensigten med denne artikel er ikke en maskingeværssalve for at ramme al kontakt, men en punktvis omtale af væsentlige læremæssige forskelle, som må huskes, når vi møder den pentekostale teologi og fristes til at tage ved lære af den.
Kirkelig og verdslig udvikling.
Det har været sagt, at en af reformationens og pietismens følgevirkninger var en forskydning fra det at være kristen i et større fællesskab i retning af fokus på den personlige frelse.
Denne spire er blevet forstærket op gennem tiden og især af de kulturelle tendenser siden 1970'erne.
Det har medført:
a) en individualisering af troens liv (så enhver er blevet sin egen åndelige autoritet og smagsdommer);
b)en udrensning af alle undværlige (og ofte også uundværlige) traditionselementer; et forøget fokus på ungdommelig ledelse med et stigende krav om innovation (også i gudstjeneste og mødeformer);
c)en større grad af frihed til sanselighed (positivt i frihed til at udtrykke sig kropsligt og negativt i at friheden ofte har medført en stærk modstand mod al form for pligt og orden).[1]
Det er tendenser, som ingen er 100 % grebet af, og heller ingen kan sige sig fri for at være lidt grebet af. Samlet set befordrer de en åbenhed hos os i forhold til pentekostal teologi.
Et par vigtige forbehold.
Når jeg skal forsøge at skitsere elementer af indsivende pentekostal teologi, er jeg straks nødt til at gøre et par indrømmelser.
Det er en del af et ungdomsliv at ville eksperimentere i forhold til forældrenes liv herunder også deres tro og at undersøge, hvad der sker i andre sammenhænge end de hjemlige.
Det må vi have forståelse for, men samtidig være opmærksomme på faren for, at de nysgerrige eksperimenter kan føre til en reel indholdsmæssig ændring i teologi.
I det følgende vil der pga. den begrænsede plads være elementer af generaliseringer og personlige iagttagelser og konklusioner.
Hvor siver det ind henne?
Hovedforskellen opleves af mange i spørgsmålet om Åndens gaver og dåb.
Det er også rigtigt at vi lutherske ofte har haft svært ved at formulere os klart om Helligåndens rolle. I alt fald er det tydeligt at mange - også lutherske teologer - føler sig tiltrukket af den ekstra åndsforståelse, der findes i den pentekostale teologi.
Men en anderledes lære på dette punkt er blot udtryk for en forskydning af en lang række troslæreemner.
Derfor må vi næsten hele vejen rundt i troslæren.
Alt for ofte overses, at forudsætningerne for den pentekostale åndsforståelse og nådegaveforståelse er et ikke-luthersk syn på Åndens opgaver, det kristne liv og på mennesket i dets relation til Gud før og efter omvendelsen.
Derfor vil jeg i resten af artiklen tage turen omkring disse emner og slutte ved læren omÅnden.
Bibelsyn og bibeltolkning.
De ovennævnte kirkesamfund kendes ofte ved at de ikke vil lade sig binde til bestemte bekendelser (heller ikke dem, de måske har).
De holder sig til Bibelen (og mener at lade Helligånden hjælpe dem til en bekendelses-uafhængig fortolkning af den).
Lige netop der rammer de måske også dybt ind i vores egen sammenhæng og i kulturens antiautoritære tendens.
Hos os findes også en stærk modvilje mod at lade prædikener være for bundet af bekendelser/lov & evangelium, for "vi skal nøjes med at læse teksten uden system-tolkning", som det ofte siges.
Dermed udsættes vi og de mange, der ikke vil sætte sig ind i de lutherske bekendelser, for overfladiskhedens fare.
Et åndeligt dødt menneske.
På baggrund af bibelsteder som Joh 3,3-6; Ef 2,1-3; 2 Tim 2,25-26 må vi med vore lutherske fædre lære, at et menneske uden Guds indgriben er åndeligt dødt og Satans træl.
Det har ikke en fri vilje til at bevæge sig i retning af Gud.
Den pentekostale teologi (samt det almindelige ugenfødte menneske) har den holdning, at vi har en fri vilje i forhold til Gud - og kunne sige:
"Når nu vi sanseligt oplever at have en fri vilje til at løfte vores kaffekop eller lade være, hvordan skal det da forklares, at vi ikke har det tilsvarende i forholdet til Gud."
Det ligger dybt i os, at vi søger at indrette vores tro efter det ydre frem for det skjulte, som kun Gud kan åbenbare.
På dette punkt hviler den pentekostale teologi stærkt på den arminianske lære. (Om arminianismen: se artiklen: De andre evangeliske kirker og den evangelikale bevægelse.)
Konsekvensen af en fri vilje er, at troen bliver til min ejendom og min beslutning.
Det kan give anledning til stor anfægtelse den dag, jeg bliver usikker på, om jeg tror nok, eller om jeg i det hele taget tror.
Så bliver udvejen, at jeg på ny helhjertet hengiver mig og stræber endnu mere efter at arbejde mig ind i Guds nærhed.
Det kan ske gennem lovsang, åndelige oplevelser eller hvad der kan stilles op.
Eller også giver jeg op over for "lovkravet" om helhjertethed og en fredfyldt sikker tro for derefter at droppe ud af troen.
Helt anderledes er det sjælesørgeriske svar til et skælvende hjerte: Der er ro og trøst i, at Gud skaber hjertets tro på, at Jesus Kristus er den eneste hele og sande retfærdighed; at han er foran Guds trone for mig. Så er troen Guds Ords virke i mig - fordi Hans Ord skaber, hvad det nævner.
Er synd synd?
Når vi tillægges en fri vilje (eller ikke møder tale om en ufri vilje i forkyndelsen), så ændres også forståelsen af synden. Så tales der måske slet ikke om, at vi bærer arvesynden med os.
Her stemmer den gamle menneskelige natur og den pentekostale teologi godt overens.
Den lutherske formulering: "Du er en synder, og derfor gør du synd" er ærekrænkende for det gamle menneske.
Det gamle kan bedre tåle at høre den arvesyndsfrie udgave: "Du er en synder, fordi du gør synd".
Det kan godt være, at den sidste forståelse giver konkret skyldfølelse overfor bestemte synder, men den giver også mulighed for en forbedringskamp for at fjerne netop bestemte synder fra ens liv.
Den praktiske risiko er, at når (hvis) det lykkedes at rydde op i synden, så forsvinder syndenøden.
En ensidig betoning af synd som handling fører let til enten en falsk frihedsfølelse eller til en lovisk kamp for frihed.
Omvendt må den lutherske troende tåle at blive frataget al selvstolthed over at være lykkedes. For selv den bedste del i livet er også forbundet med synd.
Til gengæld bliver glæden og taknemmeligheden over den tilregnede fremmede retfærdighed desto større.
Dåb og nadver.
I den pentekostale tro er der ikke frelsesvirkning i dåben.
Man lader sig døbe, fordi man er frelst.
Dåben forstås som en del af det at blive frelst, men det er primært som et symbol på at blive begravet og oprejst med Kristus.
Til gengæld velsignes børn efter Jesu eksempel - hvilket er en handling, som tiltaler mange unge fra missionsforeningssammenhæng.
Nadveren regnes også for symbolsk, selvom der tales og især synges stærkt om Jesu nærvær og fællesskabet med ham.
Også her er det let for os at antage tankegangen, for det er svært for et veluddannet 2005-menneske at rumme, at brød og vin ER Jesu legeme og blod. Det er et kors for forstanden.
Det er lettere at rumme den åndelige pentekostale tro.
Treenigheden.
Sakramentforståelsen stemmer godt med den pentekostale forståelse af treenigheden.
Der siges, at Gud Fader var aktiv i GTs tid.
Sønnen, Jesus var den aktive i NTs tid, men at det efter Jesu himmelfart er Helligånden, der er aktiv på jorden.
Denne tanke, som oldkirken kaldte modalisme (lære om Guds åbenbaringsformer), blev bekæmpet som vranglære.
Senere reformulerede en katolsk middelalderteolog modalismen til stort set den form vi møder i dag.
Udtryk som "Helligåndens tidsalder" dukker nu op hos flere og flere - selv om der ikke er ændret synderligt på det indhold, der blev forkastet i oldkirken.
Problemet med denne lære er for det første, at den ikke har bibelsk belæg.
Den åndeliggør forståelsen af skriftsteder som Matt 18,20; 28,18-20; Ef 1,22-23 (sammenfattes i den lutherske lære om Jesu allestedsnærvær i Ordet og Sakramenterne). Den gør Jesu nærvær ren spirituel.
For det andet forskyder den centrum i troens liv. Hvis Jesus er uden for direkte rækkevidde i Himlen, så kommer det hele jo til at handle om livet med Helligånden.
Dermed er vejen banet for en ikke-luthersk opfattelse af åndsdåbs og af hvordan Guds rige skal vise sig synligt i verden.
Den indre kamp.
Netop læren om det gamle og det nye menneske er et af de steder, hvor indsivningen sker, og et af det steder, hvor forskellen er mest markant.
Det viser sig f.eks. i opfattelsen af Romerbrevet 7, hvor det i den pentekostale teologi opfattes som Paulus' situation, før han blev kristen, eller før han erfarede åndsdåben.
Der er en god sammenhæng mellem den pentekostale tale om en fri vilje og uklarheden overfor det gamle menneskes virksomhed og styrke. For mennesket opfattes der som et væsen, der i sig selv er neutralt, der kan vælge side, undlade at synde og forbedres gennem træning og kamp.
Et helt konkret eksempel på hvordan der sker en indsivning på dette område, findes i Peter Halldorfs lille bog: "Vejledning om fasten" fra Credo. Det er en fin bog, der på mange måder informerer og motiverer til at søge tættere ind til Gud og at leve i nåden. Alligevel savner jeg, at han ikke bare taler om at luge ud og rense ud i selvet (på pentekostal vis), men om at det gamle menneske må dø.
(Det er ikke tænkt som en dårlig anmeldelse af Halldorfs bog, men det skal blot vise, hvordan den anderledes teologi let finder rum hos os.)
Helliggørelsen.
Når syndsforståelsen er svag, bliver betoningen af forsoningen og retfærdiggørelsen også svag.
Det kommer bl.a. til udtryk, når der i pentekostal teologi tales om vækst - f.eks. at vokse fra at få mælk til fast føde.
Da tænkes der på at gå fra at høre og tro på forsoningen og livet i retfærdiggørelsen til at lade sig fylde af Ånden og udleve nådegaverne.
I den lutherske forståelse er væksten derimod netop at erkende sin synd, så vejen til Åndens fylde består i at finde glæde og vokse i troen på den tilregnede retfærdiggørelse.
Der viser Guds Ånd mig frelsens dybde, frem for at jeg skal ind i et stræb efter at komme videre.
Den pentekostale tale om at vokse bliver nemt til et lovisk krav om at gå videre uden måske at have fred for sin synd. Eller endnu værre: den kalder til at gå videre under ignorering af den synd, der burde give ufred.
Jeg har dog lyst til også at nævne, at den pentekostale teologi (i alt fald i sin ældre udgave fra før 1980) havde en stærk pilgrimstanke i sig, som gjorde at livet kun havde et mål - Himlen.
Den livsindstilling ville jeg ønske ikke bare kunne sive ind - men strømme ind i vores midte!
Lovsangstradition.
Et af de mere ømme områder i denne sammenhæng er de nyere lovsange.
De har ført noget godt med sig:
a)frigørelse fra traditionsbundne kropslige udtryksformer;
b)åbning for en musikalsk udtryksform, som kan rumme både unge og ældre (her tænkes på den harmoniske understøttende musikform).
Men gennem lovsangene er der også klare pentekostale træk, der siver ind hos os.
Lovsangen bliver et følelsesbetonet nådemiddel.
En lovsangsaften, hvor jeg var med, indledtes konkret med en bøn om, "at Gud ville lade alle føle hans nærvær og frelse den aften".
Pludselig bliver lovsangssamlingen til et sted, hvor jeg på en særlig måde kommer ind i Guds nærhed.
Vi skal ikke afvise følelser som irrelevante for et helt menneske- og kristenliv, men det er ikke i følelser, at Gud åbenbarer hemmeligheden om korsets dårskab.
Det sker ved prædiken - ved Ordets formidling.
Igen kæmper vi både mod kødets indstilling til alt, der er Guds, og mod en indsnigende anderledes opfattelse af, hvordan Gud kommer til os.
En kollega fortalte om en indbydelse til lovsangsaften.
Her var et af arrangementets indbydelses-elementer, at det var en lovsangsaften - "nu uden forkyndelse!"
Man kan frygte, at udviklingen går i netop denne retning.
Åndens gaver og dåb.
Hovedvægten i den pentekostale teologi ligger på Helligåndens gerning, som ofte forstås løsrevet fra Guds ord og forventes at være identisk med følelsesmæsigt positive oplevelser.
Resultatet bliver, at evangeliet om Jesu frelsesgerning let glider i baggrunden.
Det er forståeligt på baggrund af det allerede nævnte syn på synden, på det gamle menneske i den kristne og på den treenige Guds reelle nærvær i verden.
Når det ikke er fattigdom i egen ånd, men fylde af en stærk ånd udefra, der præger teologien, så rettes opmærksomheden naturligt mod Helligånden og mod de nådegaver, der umiddelbart virker mest åndeligt kraftfulde som tungetale, helbredelse v. bøn etc.
Pudsigt nok er der ikke særligt mange, der ønsker at lytte til den nådegave, der vil prøve ånderne!
Eftersom hele troslæren hænger anderledes sammen i en luthersk sammenhæng, så går det ikke "bare lige" at importere lidt helligåndsforståelse fra den pentekostale lejr.
Men det er ikke altid bevidstheden om dette er særlig stor.
Et lille eksempel til illustration:
I en missionshuskreds er der to trofaste medlemmer, der også er med i en pentekostalt orienteret frikirke. Da de er ivrige og velargumenterende - og engagerede kristne, bliver den ene spurgt om at undervise om nådegaver i ungdomsforeningen. Det virker så naturligt, for i deres (pentekostale) kirke taler de mere om det. Desværre har mange svært ved at se et afgørende problem i en sådan praksis.
En brik, der påvirker helheden.
Jeg har forsøgt at give en antydning af og med glimt illustrere en række kontrastpunkter, hvor vi på sin vis er modtagelige for den pentekostale teologis indtrængen. Der vil formentlig kunne inddrages endnu flere.
Jeg mener ikke, at vi står i fare for et digebrud, men når det alligevel sker at en stille siven på et område i sidste ende kan medføre et grundlæggende skift i teologisk helhedsopfattelse, kan det være alvorligt nok.
Særstandpunkterne skal ikke fastholdes for deres egen skyld. Men det svageste led i min teologiske helhedsopfattelse kan blive indgangen for en anden teologi.
Hvis det er lige meget, hvad vi tror på, så OK.
Men hvis vi trods alt mener at den lutherske forståelse af de Bibelske skrifter er den opfattelse af kristentroen, der rummer den største del af det bibelske helhedsbillede og bedst værner en evangelisk tro på Jesus, så er der noget at kæmpe for.
En luthersk vej frem.
Når det drejer sig om vore unge, må vi overveje, hvorvidt vi udruster dem til at møde de pentekostale kirker.
Hvis ikke vi giver dem en solid forkyndelse, der kan lede dem til personlig evangelisk tro, og en klar undervisning i den lutherske lære, som vi møder den i de lutherske bekendelsesskrifter, så fører vi dem ikke dybt ind i Skriftens egen lære om tingene, og så lader vi dem i stikken i en overfladisk søgen efter en autentisk kristendom.
1)Denne opremsning findes i en selvkritisk vurdering af karismatiske strømninger hos Hill, Clifford: "Et barn af tiden" s. 23-37 i Hill, Fenwick, Forbes, Noakes: Blev det til Velsignelse, Vejle 1997
--------------------------
Litteratur:
Svein Sandos side om konfessionskundskab:
http://www2.dmmh.no/~ses/?nid=1&hm=7&mid=
Om forskellene:
http://www2.dmmh.no/~ses/index.php?vis=147&nid=1&engelsk=0
Hill, Fenwick, Forbes, Noakes: Blev det til Velsignelse, Vejle 1997
Olesen, Elith: De frigjorte og trællefolket, København 1996
Norlander, Agne. Hellighed, Kbh. 1993
---------------------------------------------------------------------------------------
Læs også:
Evangelikalismens historie. (Del I af II).
Evangelikalismens historie. (Del II af II).
Om Peter Halldorf læs mere her.
Om arminianisme læs mere her.
(Tilf.red.)
