Artikel i Budskabet,
Nr.2 - 2004
Af Søren Pedersen.
Forkynder i LM.
Hovedsagen i det almindelige præstedømme er, at der kun står én mellem den enkelte og Gud: Jesus Kristus. I denne mellemmand er der et åbent personligt fællessliv med Gud. Her er den kristnes liv og frihed. Her findes den myndige kristne.
Særlig tre gange i vores lutherske kirkesammenhæng er det almindelige præstedømme blevet en livsmagt i kristnes tanker, ord og handlinger.
Ingen af gangene skyldtes det en menneskelig villet, bevidst eller målrettet styring.
Det var et bestemt indre åndeligt liv, der pressede på og formede udviklingen.
Det skete med Luther og reformationen i midten af 1500-tallet.
Det skete med Spener og pietismen i sidste del af 1600- og i 1700-tallet, og det skete med de gudelige forsamlinger og lægmandsbevægelserne i 1800-tallet.
Med tanke på alt det, der fødtes ud af disse sammenhænge både åndeligt, socialt og kulturelt er det nok værd at se bare lidt på, hvad dette fænomenet ”Det almindelige præstedømme” er for noget, og om pulsen i dette liv stadigvæk findes hos kristne i Danmark anno 2004.
Et personligt liv med Gud.
Selve sagen i det almindelige præstedømme får vi præsenteret allerede i 2.Mos 19.
Situationen er, at den levende Gud vil have Israels folks klare svar på, om de vil blive i det liv, han har frelst dem ind i.
Folket skal svare på basis af:
1) Det Gud har gjort, for at de kunne komme ud af det liv Ægyptermagten kunne give:
2) Det Gud har gjort, så de nu kunne være hos ham.
3) Guds løfter om et personligt åbent fællesliv med ham, hvor han er herre.
Det er ind i denne livsvirkelighed, det almindelige præstedømme fødes.
Svarer Israels folk ja til Guds nådefrelse og Guds nådeliv, skal de være et „Kongerige af præster og et helligt folk.“
Med deres „ja“ får den enkelte status som præst i det, der kaldes det almindelige præstedømme.
En præstestatus, som markerer et menneskes umiddelbare nærhedsforhold med Gud.
Et liv med Gud på første hånd i bøn, offer og i Guds ord.
Konkret betyder det et personligt fællesliv med Gud i ens hjem, i arbejdet, i det fælles sociale og kulturelle liv og i menigheden. Uanset, hvad man er i gang med i løbet af døgnet og ugen, er det et liv hos Gud: i bøn, i offer, i Guds ord.
Det specielle præstedømme.
I Israels folk var der også et specielt præstedømme: det levittiske og aronittiske.
Dette præstedømmes opgave var at være mellemled mellem folket og Gud og mellem Gud og folket.
Som indviede præster kunne de træde frem for Gud med alle de nødvendige ofre.
Hele det liv, som Gud i sin hellighed og nåde havde knyttet til ofrene og præsterne, blev formidlet via præsterne.
Folket var derfor afhængig af præsterne og deres tjeneste som mellemmænd.
Denne afhængighed blev fuldstændig opløst, da der skete det med Jesus, at "med sit sit blod, gik han én gang for alle ind i det allerhelligste og vandt en evig forløsning." Hebr 9,12
Efter Jesu offerdød vil det derfor være at spotte Gud, hvis man indretter sig med andre eller andet som melleminstans i forholdet til Gud.
I det nye testamente finder vi da heller ikke nogen lære om et specielt præsteskab.
Derimod overføres læren om det almindelige præstedømme til den kristne menighed af troende jøder og hedninger.
I 1.Pet 2,4-10, Åb 1,6 og Åb 5,10 bliver virkeligheden i 2. Mos 19,6 adresseret til kristne. Uden forskel omtales alle kristne som ligestillede præster i det almindelige præstedømme.
Hjertet -pulsen- i det almindelige præstedømme er det stadige, personligt erfarede møde med Gud.
Fire kendetegn.
Der er fire typiske træk ved det almindelige præstedømme:
1. Der er fri adgang for alle til Guds rige.
Uanset åndelig og intellektuel udrustning, uanset social og kulturel baggrund er Guds rige en reel mulighed for alle.
Muligheden opstår nemlig i det direkte personlige møde med Gud. Et møde, hvor det bliver klart, hvad han vil og kan.
I reaktionen på det møde står alle lige. At resultatet bliver forskelligt, skyldes at nogle siger "ja," andre siger "nej" til det, Gud siger og vil.
2. Der er fri adgang for alle til at bruge Guds ord.
Luther satsede konkret og nidkært på, at få bibelen oversat til det tyske folk. Det umiddelbare forhold til Gud udelukker nemlig ikke midler, men midlere, som én har sagt. Og midler bruger Gud!
I bønnens og sakramenternes liv erfares det nære, personlige forhold til Gud. Men først og sidst er Guds middel bibelen.
Muligheden for at forstå og modtage livsindholdet i bibelen er ens for alle kristne.
I den praktiske brug af skriften vil sande kristne normalt ikke være afhængige af andres indsigt, evner og autoritet.
Troens liv vil altid kunne forstå og vurdere det væsentligste i Skriften.
I det nære fællesliv med Gud bliver den kristne oplært af Gud.
Han bliver myndig og kan med personlig overbevisning sige: Sådan siger Gud!
Dette er ikke det samme som sværmerisk selvrådighed eller afvisning af alle mulige autoriteter og hjælpemidler. Og slet ikke en foragt for den sande lærde bibelklogskab.
I livet med bibelen som autoritet formes og udvikles den kristne til sand og sund selvstændighed, til klogskab på livet sammen med Gud på jorden og i Himmelen!
Det er i den forbindelse, det er sagt, at der ikke findes egentlige lægfolk blandt virkelig sande kristne!
3. Alle er frie til at være Guds medarbejdere.
I det personlige nærhedsforhold med Gud lever den enkelte kristne i et liv, som både giver kendskab til hans vilje og lyst til at handle på den.
Derfor bliver det, der kaldes lydighed mod Gud eller at leve efter hans vilje, en frivillig og bevidst ønsket livsudfoldelse.
Vel er det Guds vilje, der sker, men samtidig opleves det som en udfoldelse af det, man selv ønsker og vil.
Derfor er der knyttet både hvile, glæde og tilfredshed til dette liv. Både i det verdslige og i det åndelige regimente!
4. Udrustning og ansvar til alle kristne.
I det umiddelbare livsfællesskab udruster Gud med nådegaver.
Hver enkelt bliver udrustet med evne til at deltage i menighedens liv og vækst og får samtidig ansvar for, at de enkelte nådegaver bliver placeret de rigtige steder.
Netop de kristne har mulighed for at se og forstå, hvem der udrustes med hvad i menigheden. Derfor er det også dem, der har evne og mulighed til at vurdere og administrere kaldelsen til de forskellige tjenester.
Her er det vigtigt at understrege, at også myndigheden til at kalde og indsætte personer med tjenester som ledere, hyrder og ordets forkyndelse ligger i det almindelig præstedømme.
Det er bl.a. i denne livspraksis, at hvert enkelt lem - synligt eller usynligt - „hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.“ Ef4,16.
Praksis i dette kan være forskellig, men basis må være i det almindelige præstedømme.
At kristne også stiller deres medfødte udrustning til tjeneste for menigheden, skal her bare nævnes som en naturlig selvfølge.
Kun én mellemmand.
Hovedsagen i det almindelige præstedømme er, at der kun står én mellem den enkelteog Gud: Jesus Kristus.
I denne mellemmand er der et åbent personligt fællessliv med Gud.
Her er den kristnes liv og frihed.
Her findes den myndige kristne.
Derfor er det også dræbende for en kristens frimodighed og tryghed i forholdet til Gud, når afhængighed af andre eller andet reelt opleves som betingelsen for et rigt og frit liv med Gud.
Afhængigheden kunne f.eks være af en menighedsleder/præst/forkynder, et stærkt fællesskab/menighedsliv, en stærk arbejdsgiver, et velfungerende arbejdsliv, et trygt familieliv, et godt helbred eller en sund økonomi.
Lige sådan er det dræbende, når kristne ledere gør sig afhængige af "hvad folk vil ha’".
Der er grund til at takke Gud, når ovenstående forhold udfolder sig til gavn og glæde og beriger livet.
Men kommer de til at fungere som et slags „ekstra præstedømme“ - ekstra mellemled - dræbes det umiddelbare nærhedsliv med Gud og vantroens liv overtager.
Fokus rettes mod disse forhold, og forståelsen for det kristne liv svækkes og forsvinder efterhånden.
Myndige kristne.
Myndige kristne findes bl.a., hvor der leves i en aktiv bevidsthed om at praktisere et ja til det personlige, umiddelbare nærhedsforhold til Gud og et nej til det, der svækker, ødelægger og hindrer dette liv.
Hvem de myndige er, omtales bl.a. i Ef 2,10: "I er opbygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovehjørnesten."
Forholdet til Guds ords frie brug - læst, talt og hørt - er helt afgørende.
I det personlige fællesliv med Gud er det jo det væsentligste middel, Gud har givet.
Derfor er det vigtigt, at der gives plads for nådegaver, der bærer Guds ord frem.
Da alle kristne er præster, har alle fuldmagt og udrustning til at tjene med Guds ord.
Men for ordenens og de forskellige nådegavers skyld kaldes nogle til på alles vegne at træde offentligt frem med Ordet.
De mange giver de få fuldmagt til at handle på deres vegne.
Umyndige forsamlinger.
Fundamentet for denne praksis ligger i forsamlingen og må bestå af mænd og kvinder, der kan høre klangen af den ægte mønt og som reagerer, når den ikke lyder.
Findes denne myndighed ikke i forsamlingen, kan noget reddes ved en „stærk“ forkynder/præst. En styrke, som altid grundliggende er svag, da den mangler det almindelige præstedømmes tilsyn og dynamik.
Derfor sker også typisk én eller flere af følgende udviklinger i en umyndig forsamling:
- Præsten/prædikanten tilpasser sig menighedens "standard".
- Præsten/prædikanten tillægger sig eller bliver tillagt en plads, som reelt gør ham til garant for den enkeltes forhold til Gud.
Ikke mindst præster (forkyndere, tilf.red.) kan få den status, at mødet med Gud sker, hvor han udfører sin tjeneste.
- Forkyndelsen bliver sløv og ligegyldig og koges ned til et tidsmæssigt minimum.
- Kræfter og tid bruges på at få gudstjenesten/mødet gjort interessant, engagerende og imødekommende ud fra almen menneskelige kriterier.
I ingen af tilfældene bliver der tale om liv i det umiddelbare forhold til Gud, hvor nådegaverne virker til gensidig opbyggelse. En katastrofesituation for selv den mest aktive forsamling, da fremmedgørelsen over for Guds ords liv efterhånden får overtaget.
Myndighed og trofasthed.
Myndige kristne er bevidste om deres tilhørsforhold til en bestemt menighed/forsamling.
Her hører de til.
Her lever de som deres del af legemet, der både giver og modtager. Kristne, der samtidig bærer og bliver båret -i ugens syv dage.
Anderledes med den, som måske nok er trofast, men kun som tilskuer, og som derfor sidder med "retten" til at være kritiker uden ansvar.
Eller den, der kun kommer, når det passer ind i ens øvrige planer, eller som kommer for at få indfriet egne ønsker om og behov for fællesskab.
I alle tilfælde er det mennesker, der er eller sætter sig selv udenfor det kristne livs fællesskab.
Og dermed udenfor det almindelige præstedømmes liv.
Her er hverken sind eller sans for at give eller bære i det fællesskab, Guds ord skaber og nærer.
Virkeligheden i det almindelige præstedømme spænder vidt og rækker højt.
Både Luther og Spener havde store tanker om dette livs udfoldelse.
Begge oplevede, at det i praksis ikke bare "kørte".
Ikke mindst Luther måtte slås både til højre og venstre for at tøjle misforstået „præstefrihed“. Men selvom han måtte konstatere, at det ikke var så let at gennemføre i praksis, opgav han ikke synet og ønsket.
For har man selv oplevet at komme i et personligt, umiddelbart nærhedsliv med den levende Gud, kan synet og kampen ikke opgives, uden at miste det vigtigste.
Tema-artikel i Budskabet nr.2, 2004
