Af Mikkel Vigilius.
I et foredrag missionssyn, som han holdt allerede i 1975, påpegede Carl Fredrik Wisløff, at der er en bestemt tanke, som man kan støde på igen og igen i kirkehistorien i relation til det kristne missionsarbejde:
At kristendommen må formulere et budskab, der er forståeligt inden for de ikke-kristnes egen referenceramme, og tilbyde sig som en løsning på deres erfarede problemer.
Kun herved kan kristendommen komme til at virke relevant for ikke-kristne.
Til dokumentation for, hvordan denne tanke igen og igen dukker op, bringer Wisløff citater fra forskellige perioder af kirkens historie (48).
De gengivne tanker, høres ganske hyppigt fremsat i vor tid også i missionske sammenhænge:
Vi må formulere os på en måde, så de ikke-kristne oplever vores budskab umiddelbart forståeligt ud fra deres eget verdensbillede og relevant i forhold til deres umiddelbart følte behov. Ellers kan vi ikke forvente, at vores budskab bliver oplevet relevant af andre.
Når disse tanker udbredes, fremstilles de ofte som nye og banebrydende erkendelser.
Det er noget, de gamle troende slet ikke havde syn for, men som man først nu har forstået.
Det er tanker, som åbner for helt nye muligheder i missionsarbejdet og måske rummer nøglen til et egentligt gennembrud, til en ny vækkelse!
Men er tankerne virkelig så nye, og repræsenterer de virkelig en højere og banebrydende erkendelse?
I sit foredrag hævder Wisløff noget andet.
Ikke alene er tankerne gammelkendte, men hver gang, de har vundet fodfæste i kirken, har de ført til åndelig og teologisk afsporing og i sidste ende til en svækkelse af missionsarbejdet.
Det er karakteristisk og mere end en enkelt tanke værd, at to af de kirkehistoriske retninger, som har været allermest optaget og bestemt af de nævnte tanker er - rationalismen og liberalteologien.
I bibeltro sammenhænge vil de færreste forbinde særlig meget positivt med benævnelserne ‘rationalisme’ og ‘liberalteologi’, og med god grund.
I kirkehistorien er det svært at finde eksempler på teologiske retninger, der har forårsaget større åndelig og teologisk skade og har svækket kirkens evangelisationsarbejde mere end netop disse to. Men det er i høj grad værd at bemærke, at de faktisk ville præcis det modsatte!
De ledende repræsentanter for disse to retninger ville netop bryde kirkens isolation fra verden og nå ud med et budskab, som verden umiddelbart kunne forstå og opleve relevant.
Man ville vinde verden for den kristne tro og for kirken!
Man ville kirkevækst!
Og man var villig til at bryde op i den vante tænkning og praksis for at nå sit mål.
De ledende rationalistiske og liberale teologer var langt fra dumme.
De var skarpsindige og velformulerede og brugte deres evner til med analytisk klarhed at påpege kirkens manglende kontakt med tiden og kulturen og dens behov for at lægge sin forkyndelse og praksis helt om, hvis den skulle appellere til og nå tidens mennesker.
Mange i den kristne kirke oplevede disse tanker som langt mere begavede og perspektivrige end det, som de tidligere havde mødt.
Det blev oplevet som 'en stor ny erkendelse' og ‘et afgørende skridt fremad’.
Rationalismen og liberalteologien var indbyrdes forkellige på mange områder. Men én ting havde de til fælles. I deres tænkning om, hvordan verden skulle vindes for den kristne tro, orienterede de sig ikke ud fra Skriften, men ud fra den menneskelige tanke og vurdering, og det blev skæbnesvangert.
Hvad tænkte de da?
Vi skal blot standse for nogle enkelte hovedtræk og eksempler:
Rationalismen.
Baggrunden for rationalismen var oplysningsfilosofien, der ønskede hele samfundet indrettet efter den menneskelige fornuft og derfor stillede sig kritisk til en kirke og kristendom, som fastholdt ufornuftige dogmer og budskaber.
Det var navnlig i de dannede lag af befolkningen, at man tog oplysningsfilosofien til sig, og i forlængelse heraf for manges vedkommende trak sig tilbage fra kirken. (49)
Den teologiske rationalisme repræsenterede en reaktion på denne kirkelige krise og på nedgangen i antallet af kirkegængere.
Som Lorenz Bergmann påpeger det, havde rationalisterne et positivt og missionarisk sigte: “De håbede at kunne vinde de dannede klasser for kristendommen.” (50)
Midlet til at vende strømmen og kalde tidens verdslige mennesker tilbage til kirken var ifølge den almindelige rationalistiske teologi at komme de vantro i møde og tage hensyn til deres ønsker til kristendommen.
Konsekvensen blev, at man i forkyndelsen søgte at nedtone alt det, som oplyste vantro kunne støde sig på eller opleve som irrelevant: arvesynden, Guds vrede, helvede, forsoningen, Jesu stedfortrædende retfærdighed, sakramenternes åndelige indhold m.m.
I stedet betonede man det kristendommen, som fornuftige og oplyste mennesker ville opleve relevant: værdien af og glæden ved et moralsk og oplyst liv, Guds faderomsorg og godhed mod alle, det evige livs trøst og glæde.
Mange rationalistiske teologer og præster ønskede i udgangspunktet ikke at opgive nogen del af Bibelen eller af den gamle tro.
De ville bare gerne møde de vantro, hvor de var, og vise dem, at kristendommen var fornuftig.
Derfor valgte de at betone de fornuftige og positive aspekter af troen og regnede med, at det ikke behøvede at ændre deres teologi.
Den danske kirkehistoriker Hal Koch påpeger, at dette var en illusion baseret på en undervurdering af den forførende kraft i at lytte til og lade sig lede af fornuften i åndelige spørgsmål:
“Fornuften var en hård herre, og havde man først givet den borgerret inden for kristendommen, standsede den ikke, før den helt havde omformet den kristne tro i sit billede.” (51)
Som eksempel på denne udvikling nævner Hal Koch den kongelige konfessionarius og landets mest beundrede prædikant, Christian Bastholm.
Han begyndte med et konservativt standpunkt, men gradvist skete der et skred i hans teologi og han endte med en forkyndelse og kristendom uden bibelsk indhold:
“Trosindholdet udvandedes mere og mere, indtil han til sidst ikke havde stort andet end en almindelig menneskelig morallære tilbage.” (52)
Bastholm havde ellers de bedste intentioner i udgangspunktet og fremsatte mange begavede tanker om, hvordan man kunne nå tidens mennesker.
Han betonede blandt andet, at det ikke var nok at forkynde et ret og sandt budskab. Formen var nok så afgørende.
Skulle en prædiken nå igennem måtte den “...kunne overbevise, røre, behage.
Sandheden har vel sin egen kraft, men den er ikke uimodståelig.
Erfaringen viser, at dens virkning i ikke ringe grad beror på den måde, hvorpå den bliver fremsat.” (53)
Bastholms prædikenlære gjorde overordentlig meget ud af formen.
Målet var at fremme en velafbalanceret og kultiveret prædiken.
Derved ville man have de bedste betingelser for at vinde lydhørehed hos de oplyste mennesker og vinde dem tilbage til kirken.
Bastholm gjorde sig også progressive tanker om gudstjenestens udformning.
Det handlede her igen om at komme de kirkefremmede i møde.
Til dette formål måtte gudstjenesten gøres kort, interessant, afvekslende, opmuntrende og rørende.
GT skulle helt ud af gudsstjenesten og de indholdsmættede liturgiske elementer ligeså.
Salmesangen skulle reformeres, så alle læremæssigt tunge salmer blev opgivet og ligeså alle tunge melodier.
Der burde i gudstjenesten kun synges lovsange på lette og lyse melodier.
Reformforslagets samlede formål beskrives således af Andreas Aarflot:
“Det gjaldt om at gøre gudstjenesten så indbydende og smagfuld som muligt og alle led, som kunne tænkes at virke anstødelige på oplyste mennesker, burde fjernes.” (54)
Selvom Bastholm ikke fik sit forslag til gudstjenestereform gennemført, gik de rationalistiske reformer i den retning, han angav.
Både forkyndelsens indhold og dens form burde indrettes med henblik på at komme det oplyste vantro menneske i møde på dets egne præmisser.
Men lige meget hjalp det.
Man formåede ikke at vende strømmen væk fra kirken.
Der var ingen åndelig og bibelsk substans i den rationalistiske forkyndelse og derfor ingen kraft, som kunne give hjerterne liv og tro på Kristus.
I takt med, at tilhørerne erfarede, at der intet var at komme efter, forsvandt de fra de rationalistiske gudstjenester.
Da rationalismen kulminerede omkring år 1800 oplevede man i det dansk-norske rige ’en katastrofal nedgang’ i kirkegangen og en højere frekvens af aflyste gudstjenester, end ved indgangen til det 21. århundrede. (55)
Først med de gudelige forsamlinger og deres centrale forkyndelse af Guds ord blev strømmen vendt.
De gudeligt vakte var ikke modstandere af nye forsamlings- og forkyndelsesformer, tværtimod.
De var pionerer og banebrydere på disse områder, og de måtte betale dyrt for det, fordi både deres forsamlings- og forkyndelsesformer stred mod tidens lovgivning.
Deres progressivitet tog imidlertid ikke sigte på at behage, imponere og imødekomme tidens mennesker på deres egne præmisser.
Al deres progressivitet tog sigte på at nå dem med Guds ords kald til omvendelse og tro på Jesus - enkelt, klart og personligt.
De havde selv erfaret kraften i evangeliet om syndernes forladelse i Jesus, og ved dette ord kom vækkelsen!
Liberalteologien.
“Den liberale teologi ville nu vise mennesker med en moderne videnskabelig indstilling at kristendommen havde meget at give dem alligevel – hvis man forstod den ret.” (56)
Sådan sammenfatter Carl Fredrik Wisløff den liberale teologis positive mål.
Som rationalismen hundrede år tidligere repræsenterede den en reaktion på en kristendomskritisk strømning i tiden.
Både marxismen og darwinismen øvede stor indflydelse i anden halvdel af 1800-tallet, fritænkeriet vandt frem, og i skandinaviske sammenhæng vendte en betydelig del af den kulturelle elite kirken og kristendommen ryggen.
Den liberale teologi ønskede at nå disse mennesker med en forkyndelse, som de dannede kunne opleve tidssvarende, personligt overbevisende og relevant.
Midlet var først og sidst en nedtoning, fortielse eller direkte fornægtelse af alt det, som ikke passede ind i det moderne menneskes referenceramme.
Wisløff anfører om liberalteologiens grundlæggende særprræg:
“Den tog sit udgangspunkt - ikke i selve den guddommelige åbenbaring, men - i det ‘moderne’ menneskes egen virkelighedsfortåelse.
De momenter i den kristne tro, som ikke kunne bevise sin holdbarhed over for den moderne videnskabelige tankegang, måtte lægges bort.” (57)
Med tiden udviklede den liberale teologi en nok så klar skelnen mellem kirkens døde dogmer og den personlige tro.
Den erfarede og levende tro var kristendommens sande og uforanderlige kerne, mens den kristne lære var at betragte som en skal, som kunne ændres og udskiftes afhængig af tiden og kulturen.
Herved kunne man hævde at videreføre den sande kristendom, selvom man fortiede eller fornægtede anstødelige bibelske dogmer som arvesynden, Helvede, forsoningen og Jesu guddommelighed.
Bibelen blev i tiltagende grad betragtet som en bog, hvor man kunne finde den sande kristendom, når bare man skar alt det tidsbestemte væk, og til dette sidste henregnede man alt det, som ikke kunne opleves sandt, godt og relevant af det moderne menneske.
Denne radikale tilgang til Bibelen var imidlertid sjældent begyndelsespunktet for de liberale teologer.
Mange liberalt orienterede teologer ønskede i udgangspunktet at holde fast ved hele Bibelen og hele den gamle kristendom.
De ville bare gøre budskabet og dets formidling så personligt fængende og tidssvarende som muligt.
Som eksempler herpå nævner Carl Fredrik Wisløff de to norske teologer J.J.Jansen og Thv. Klaveness.
J.J.Jansen ønskede ifølge Wisløff helt og fuldt at stå på troens grund og problematiserede ikke et eneste bibelsk dogme.
Men han betonede i sin prædikenlære, at man ikke nødvendigvis skulle prædike alle dogmer.
Som præst burde man ikke prædike andet end det, som virkelig var levende for én selv – det man havde hjertet med i.
Udgangspunktet for prædikenens indhold blev dermed præstens hjertesager snarere end den bibelske teksts eget budskab.
Samtidig betonede Jansen, at der ikke måtte bruges vanskelige og indforstået kristelige ord i forkyndelsen.
Det moderne menneske skulle helst kunne forstå alt.
Konsekvensen blev både hos Jansen selv og hos mange af de præster, som tog ved lære af ham, at bibelske begreber som forsoning, retfærdiggørelse og helliggørelse gled ud af prædikenen.
Med ordene forsvandt i høj grad også deres indhold, og forkyndelsen kom i tiltagende grad til at samle sig om det moderne menneskes følte religiøse behov og Guds hjælp i form af bønhørelse, omsorg, kærlighed osv. (58)
Th. Klaveness var i udgangspunktet en klassisk bibeltro teolog, der offentligt tog den gamle kristendom i forsvar.
Omkring århundredeskiftet begyndte han imidlertid i tiltagende grad at lade sin teologiske tænkning bestemme af overvejelser om, hvordan man kunne nå det moderne menneske med Guds ord.
Han nåede frem til, at det moderne menneske måtte have evangeliet forkyndt på en helt ny måde.
Forkynderne måtte for det første vælge ord og udtryk, som var forståelige og acceptable for vantro mennesker.
For det andet måtte de begynde med at prædike moral og ikke dom.
Moralsk forkyndelse var forståelig og relevant for det moderne menneske.
Med tiden ville det så begynde at opleve sig som en synder – uden at man havde konfronteret det med Guds dom.
Endelig måtte man være opmærksom på, at gamle lærepunkter som treenighedslæren og forsoningen var uforståelige for samtidens mennesker.
Derfor måtte kristendommens egentlige indhold formidles på en måde, så man undgik disse lærepunkter. (59)
Wisløff bemærker, at de to moderat liberale teologers tænkning om moderne forkyndelse fik afgørende betydning for et alment skred i kirken væk fra en klar, bibelsk forkyndelse mod en udtyndet, almenreligiøs moralprædiken. (60)
I Danmark oplevede man en tilsvarende udvikling.
De første liberalt orienterede teologer var fromme mænd, der af hjertet ønskede kristendommen udbredt til moderne vantro mennesker, og derfor i missionens tjeneste nedtonede de mest anstødelige del af det bibelske budskab.
Netop deres personlige fromhed var medvirkende til at vække tillid til dem også blandt mange bibeltro vækkelsesfolk.
Deres budskab var ofte varmt og personligt, men de bragte nogle afgørende accentforskydninger med sig.
Vægten blev flyttet fra at forkynde sandt, bibelsk og evangelisk til at forkynde levende, personligt og engagerende.
Tilsvarende blev vægten flyttet fra Bibelens eget budskab til de enkelttanker i Bibelen, som det moderne menneske kunne opleve gode og relevante.
Herved blev Bibelens fulde sandhed og troværdighed underordnet. Det afgørende var de gode enkelttanker.
I samme grad dette grundsyn vandt frem, blev der banet vej for bibelkritikken.
Mange kristne godtog, at der var fejl og modsigelser i Bibelen, fordi det blev betonet, at det ikke rokkede ved de centrale trossandheder.
Med de fromme liberale teologer og deres bestræbelse på at nå det moderne menneske på dets egne præmisser, indledtes et fatalt teologisk skred i Danmark væk fra Bibelens grund. (61)
Udviklingen i Norge og Danmark var karakteristisk for det, som skete i hele Norden og i størstedelen af den vestlige evangeliske kristenhed omkring år 1900.
Skredet væk fra sand bibelsk teologi og forkyndelse skete mange steder umærkeligt.
Mange kristne bemærkede slet ikke, hvad der foregik.
Årsagen var til dels, at udviklingen skete gradvist og indledtes med tanker og målsætninger, som virkede positive og ufarlige.
En anden årsag var, at de teologer, der ændrede teologi, sjældent tog et åbent opgør med det, de tidligere havde stået for.
Enten erkendte de ikke selv, at de havde udviklet en helt ny teologi, eller også ønskede de ikke at stå ved det offentligt.
De blev i deres gamle sammenhæng og begyndte blot i deres forkyndelse at undvige de mest radikale og anstødelige bibelske temaer.
Med den amerikanske kirkehistoriker George M. Marsdens formulering begyndte de at prædike: “..undvigende, men ikke benægtende”. (62)
Den undvigende liberale forkyndelse endte med at prædike et helt nyt evangelium.
Den amerikanske teolog H.Richard Niebuhrs giver følgende beskrivelse af den kristendom, som kom ud af liberalteologiens bestræbelse på at nå det moderne menneske på dets egne præmisser: ”En Gud uden vrede bringer mennesker uden synd ind i et rige uden dom ved hjælp af en Kristus uden kors."
I løbet af bare et par årtier havde den nye teologi bredt sig i hele den vestlige kristenhed, og et uoverskueligt åndeligt og teologisk frafald var en realitet. (63)
Den åndelige livslinie.
Strømmen væk fra kirken og fra Bibelen i det 20. århundrede vendtes ikke med lieberalteologien, men derimod med den evangelikale bevægelse, som repræsenterede en tilbagevenden til og en nybesindelse på Bibelens eget ord som troens grund og forkyndelsens indhold – også til ikke-kristne.
I skandinavisk sammenhæng må de bibeltro studenterbevægelser, som vandt frem henholdsvis tidligt og midt i det 20. århundrede, i nogen grad ses som en udløber af den evangelikale bevægelse.
De etablerede alle kontakt til det internationale, evangelikale studenterarbejde I.F.E.S. med Martyn Lloyd-Jones som den centrale teologiske leder, og inspirationen herfra var af stor betydning for deres klare opgør med den liberale teologi og deres tilbagevenden til en bibeltro teologi og forkyndelse.
De nye studenterbevægelser kom i betydelig grad til at repræsentere en åndelig og teologisk fornyelse ind i deres kirkelige sammenhæng og bidrog til en markant styrkelse af det evangeliserende arbejde.
De var i høj grad villige til at gå nye veje for at nå ud til samtidens mennesker, men det entydige sigte var at nå dem med Guds enkle og klare ord om synd og nåde.
Studenterbevægelserne arbejdede i sagens natur primært blandt studerende.
Men de gjorde det med udgangspunkt i Ole Hallesbys forkyndelsesprincip:
“Der går intet særtog til himlen for akademikere.”
Akademikere må som alle andre frelses ved evangeliet om syndernes forladelse i Jesus.
Derfor må de møde Guds ord forkyndt klart og uafkortet i lov og evangelium!
Det princip har gyldighed for alle mennesker til alle tider!
Rationalismen kulminerede omkring år 1800, og liberalteologien omkring år 1900.
Begge bevægelser afstedkom et omfattende åndeligt og teologisk skred.
Nu er der gået endnu hundrede år.
Mange af de tanker, som var banebrydende for disse bevægelser, fremføres nu igen og vinder omfattende sympati og tilslutning.
De opleves friske, nye og forjættende.
De synes at repræsentere 'et skridt fredad'.
På denne baggrund er det naturligt, at frygten og bekymringen kan melde sig for, om vi skal opleve en gentagelse af historien?
Vil vi igen vende os fra de åndelige midler, Gud har knyttet løfter til og virker igennem, mod kødelige midler og strategier, som intet gavner, men som kun fører os selv og andre ud i åndelig formørkelse, tomhed og død?
Hvordan kan vi undgå det?
Hvordan det skal gå os, beror først og sidst af vores eget forhold til Guds ord og evangelium. Skal vi bevares åndeligt levende og med skarpe åndelige sanser, er det allermest afgørende, at vi selv tilegner os Guds gode ord i lov og evangelium!
Vi bevarer ikke troen og det åndelige klarsyn ved at se på, analysere og bekæmpe farerne, men ved at lade Guds ord tale til os selv.
Da fornyes vi i troen på og glæden over alt det, vi er og har i Kristus, og det er udgangspunktet for åndeligt liv, klarsyn og kraft.
Når vi ser os selv i Kristus: rene og hellige for Gud, under en åben nådehimmel, i Guds gode hånd, på vej mod en herlig ny jord - da vækkes lovsangen og glæden i vore hjerter.
Da ser vi, at vi virkelig har fred med Gud ved Jesus!
Da fyldes vi med glæde, tak og sejrsvished uanset vore ydre omstændigheder.
Vejen til bevarelse, til åndelig myndighed og til et fortsat frimodigt vidnesbyrd om Jesus er først og sidst personlig tilegnelse af Guds ord.
At vi lader det fylde vor hverdag, vore hjem, og vore menigheder.
I samme grad vi præges af Guds ord og evangelium, i samme grad er vi stærke og myndige i troen.
I samme grad vi selv erfarer trøsten og kraften i evangeliet, ved vi med fuld indre vished, hvad både vi selv og verden må høre.
Det stærkeste nej til Satans forførelse er et stærkt ja til Jesus!
Der findes en åndelig livslinie i kirkehistorien.
Til enhver tid har der været et folk, som har levet for Guds ansigt, og som har fundet trøst og liv i evangeliet om frelsen i Jesus.
Det vidnesbyrd, som er udgået fra dette folk, har altid været det samme og har altid virket det samme – levende tro på og glæde over Jesus.
Gud give, at der også i den tid, som ligger foran, må bevares et sådant folk i vore skandinaviske lande, og at vi må høre til det - ved evangeliets kraft!
“Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!” (Neh 8,10)
