Fra bogen, ”Det kristne liv”.
Af Carl Fr. Wisløff.
Udgivet på Dansk Luthersk Forlag 1977.
Læretugt.
Som menigheden har ansvar for medlemmernes liv og sædelige vandel, har den også ansvar for det vidnesbyrd, der skal lede til opbyggelse for Guds børn og til vækkelse for dem, som er udenfor.
Også om dette har vi klare ord i Det nye Testamente.
Jesus har sagt, at man skal vogte sig for falske profeter (Matt. 7,15), og han har varskoet sin menighed om, at der i de sidste tider vil fremstå mange sådanne (Matt. 24,11).
Apostlene formaner til ikke at give folk, som forkynder vranglære, indpas. Da der jo kun findes ét evangelium, som kan kaldes ”den sandhed, der sigter på gudsfrygt” (Tit. 1,1), må de kristne menigheder altid være villige til at ”stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige” (Jud. 3).
Så nøje er apostelen Paulus i dette stykke, at han skriver: ”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!” (Rom. 16,17). Se også Tit. 3,10.
I vore dage reagerer mange negativt over for enhver tale om læretugt.
At kræve respekt for den lære, som er udtrykt i Bibelen og bekræftet i kirkens bekendelse, er den sikreste vej til at blive mægtig upopulær, ikke bare i verdslige kredse, men også hos de mange religiøst interesserede.
Grunden til den negative holdning er ikke vanskelig at få øje på. Den har sammenhæng med en religions-teori, som længe har været almindelig.
Man tænker som så:
Religion er følelsens sag. Religion er oplevelse og erfaring af det guddommelige. En sådan erfaring magter det menneskelige sprog ikke at udtrykke. Det kan ikke siges på udtømmende måde med vore ord. Derfor kommer det ikke an på ordene, men på oplevelsen. Ikke læren, men livet er det afgørende. – Mange går så langt som til at sige, at alle religioner er til syvende og sidst en oplevelse af den samme guddommelige virkelighed.
At lægge stærk vægt på den sande lære bliver efter denne tankegang en højst uåndelig sag, som sætter unødvendige skel mellem mennesker.
Men ifølge Bibelen er kristendom noget andet, og meget mere end uudsigelige oplevelser og erfaringer.
Bibelen fortæller om Guds store gerninger og om det, han har talt til os – ved sine profeter og især ved Sønnen, Jesus Kristus (Hebr. 1,1).
Bibelen fortæller os, hvad Gud har tænkt om os, hvad Gud har sagt til os, og hvad Gud har gjort for os.
Sandt nok, ingen har nogen sinde set Gud og oplevet ham sådan, som han er.
Men lige så sandt er det, at Sønnen, Jesus Kristus, er blevet hans tolk (Joh. 1,18).
Gud har selv givet til kende, hvem han er, og det har han gjort ved inspirerede profet og apostle, som har formet og skrevet sandheden med menneskelige ord.
Kristendom er historiske kendsgerninger, nemlig Guds gerninger i vor menneskelige historie – og kristendommen er disse kendsgerninger autentisk tolket af Kristus og hans apostle.
Hverken kendsgerningerne eller den apostolske fortolkning af disse er det muligt at forandre.
Vil nogen forsøge, bliver resultatet ikke en anden sandhed, men løgn.
Den kristne menighed ville derfor svigte sig selv, og den ville først og fremmest svigte sin egen Herre, om den uden protest fandt sig i, at et forfalsket evangelium blev forkyndt i dens midte (2. Kor.11,3).
Strid for den sunde lære.
Man kan ofte høre indvendinger imod denne bibelske holdning.
Mange siger: ”Vi må være kærlige mod hverandre og ikke strides. Strid i kirken er til skade for kirkens sag.”
Men enhver, som har denne indstilling, burde opmærksomt læse, hvad Bibelen siger:
”Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” Gal. 1,9.
Dette skriver Herrens apostel Paulus.
Mærk dig også følgende ord i Bibelen:
”Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”
2. Joh. 10-11.
Så alvorlig er vranglæren ifølge Bibelen. – Det sande evangelium viser vejen til livet. Falsk forkyndelse fører mennesker vild.
Den, som tager imod vitterlige vranglærere og samarbejder med dem, bliver medskyldige i, at mennesker føres bort fra sandheden.
Man må også være klar over, at ansvaret for lærestrid i kirken i almindelighed hviler på dem, som kommer med en ny lære. Det er sådanne, der skaber strid, ikke de, som forsvarer kirkens gamle tro.
De, der holder strid i kirken for uønsket, citerer gerne Tertullians ord om de første kristne: ”Se, hvor de elsker hverandre!” – Der kan være grund til at minde om, at disse ord sigter til de kristnes indbyrdes hjælpsomhed og offervilje.
Når det gjaldt den sunde lære om Kristus, var Tertullian selv en vældig stridsmand for den sande tro.
Ansvar for den sunde lære.
Efter vor kirkes bekendelse er det biskoppernes opgave at ”undersøge læren og forkaste den lære, som afviger fra evangeliet” (CA 28).
Efter luthersk syn er der ingen forskel mellem bisp og præst, hvad den gudgivne opgave angår. Derfor har også præsterne et stort ansvar for den rette lære.
Men dette ansvar er i virkeligheden alle kristnes ansvar.
Jesus siger: ”Mine får hører min røst – - Men en fremmed vil de aldrig følge;” (Joh. 10,4-18).
Ud fra dette bibelsted har de reformatoriske fædre gjort gældende, at det er det almindelige præstedømmes – det vil sige enhver troende kristens – opgave at skelne mellem sandt og usandt i forkyndelsen.
Bibelen siger:
”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud.” (1. Joh. 4,1).
Derfor har også Gud udrustet sin menighed med nådegaver til at prøve ånderne, det vil sige til at afgøre, om en forkynder er et sandt Guds ords vidne eller ej. (1. Kor. 12,10).
Det er altid en ond og smertelig ting, når der bliver strid om lærespørgsmål.
Men ifølge Bibelens ord kan en sådan strid blive nødvendig.
Det gælder da om at bede Gud give sindighed og kærlighed, så man kan vælge de rette ord og den rigtige holdning.
Vi lever i specialisternes tidsalder, og folk har let ved at tænke, at læren jo er teologernes sag. Jeg er heldigvis ikke teolog, siger mange. – Bag denne holdning kan skjule sig en stærk uvilje mod at lade sig engagere i en sag, som faktisk angår kirkens inderste liv.
Alle kristne har pligt til at bøje sig for Bibelens lære og til at indestå for den i ord og holdning.
Kristne mennesker, som ønsker at leve efter Guds ord, vil aldrig frivilligt overgive ansvaret for forkyndelse og sjælesorg til andre end folk, de har fuld åndelig tillid til.
Vor lutherske bekendelse siger: ”Når biskopperne lærer eller fastsætter noget, som strider mod evangeliet, da har menighederne Guds befaling, som forbyder lydighed” (CA 28).
-------------------
Fra afsnittet "Menigheden (kirken)" side 83-86.
----------------------------------------------------------------
