Uddrag fra hæftet ”Kvinnens plass i menigheten – Hva sier Guds ord?”
Af Øivind Andersen.
Udgivet på Antikkforlaget, 1988.
Læs Forord til hæftet som pdf-fil her.
Læs Indlednig til hæftet som pdf-fil her.
Kvindens stilling i Apostelen Paulus’ breve - 1.
Side 15-22.
1. Kor. 14,34-37.
Her møder vi ikke noget nyt hverken i vurderingen af kvinden eller i spørgsmålet om hendes plads i Guds riges funktioner. Men vi ser, at begge dele har fået sin læremæssige udformning og er gjort til norm for alle Guds menigheder.
Sådan er det med så mange ting i Det nye Testamente. De er forkyndt og praktiseret i evangelierne og Ap.G., men får sin læremæssige udformning i brevene. For bare at nævne et eksempel: forsoningen. Den er forkyndt af Jesus, praktiseret af ham for hjælpeløse syndere, som kom til ham, fuldbyrdet af ham på korset, forkyndt og anvendt overalt i Ap.G.
Men den læremæssige udformning af, hvad forsoningen betyder, kommer først i brevene. Om nogen tolker Jesu forkyndelse af sin død eller Peters forkyndelse af den i Ap.G. i strid med den lære om forsoningen, som vi finder i brevene, da ved vi, de farer vild.
Brevenes læremæssige udformning er givet os, netop for at vi skal forstå Jesu forkyndelse og gerning og den første kristen-menigheds forkyndelse og praksis ret.
Det gælder også den sag, vi har for os. Det, som Jesus og apostlene har ment og praktiseret om kvinden og hendes stilling i menigheden, er klart og enkelt læremæssigt udtrykt for at stå som norm og vejledning for alle Guds menigheder til alle tider.
” Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren”, siger apostelen netop i forbindelse med det spørgsmål, vi har for os. (1. Kor. 14,37). Det er ikke Paulus’ syn, men det er Jesu syn på sagen (efter apostelens eget ord), vi møder i brevenes læremæssige udformning.
Med hensyn til vurderingen af kvinden er det klart og enkelt udtrykt således:
” Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud.” 1. Kor. 11,11-12.
” Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Gal. 3,28).
I Kristus er der ingen forskel på mand og kvinde. Religiøst set er de ens vurderet og ligestillet. Manden kan ikke have noget fortrin frem for kvinden som kristen, fordi han er mand eller omvendt.
Mandens og kvindens kristelige betydning beror ene og alene på deres forhold til Kristus.
Men når det gælder mandens og kvindens plads i menighedens funktioner, da er der forskel.
De ord, som kommer mest i betragtning her, er følgende: 1. Kor. 14,34-37. Tim. 2,12-15. Vi skal se lidt nærmere på disse:
” Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.
Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?
Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren.” 1. Kor.14,34-37.
For det første siges der, at kvinder ikke skal tale i menigheds-samlingerne.
Ordet, som er brugt for ”at tale”, kan ikke betyde ”hviske”. Når det hedder:”Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme,” da er det ikke for at forklare, hvorfor de skal tie, men for at sige, at de ikke skal tale i det hele taget i menighedssamlingerne. Ikke engang spørge i den ”spørgetime”, som ofte fulgte efter forkyndelsen den gang. Sådanne spørgsmål kunne nemlig let føre til, at de faktisk kom til at optræde som talere. Og det tillades dem ikke at tale.
Betyder dette taleforbud for kvinder i enhver forsamling af kristne?
Nej, det ser vi af 1. Kor. 11,5. Det eneste, apostelen der bebrejder kvinderne i Korinth, er, at de ikke vil have deres ”myndigheds-tegn” på sig, når de beder og profeterer. Han bebrejder dem ikke for, at de beder og taler profetisk. Men her taler han ikke om det, som kaldes ”menighedssamlinger”. (Talen om dem begynder først i kap. 11,18). Hvor de kristne kommer sammen uden om menighedssamlingerne, der skal det være frit for kvinder at bede og tale under Helligåndens ledelse.
Det er klart, at menighedssamlingerne sigter til noget ganske bestemt og ikke kan bruges om alle kristne samvær. ”Menighedssamlingen” svarer til det, vi i vor tid kalder ”gudstjeneste” eller tilsvarende offentlige møder.
Det var den offentlige (og åbne) samling af menigheden, som var lukket for kvinden som forkynder. Den står i en særstilling blandt de kristne samvær af to grunde.
Menighedssamlingen bliver den kristne forsamlings ”ansigt” udad overfor verden (jff. hvad apostelen siger om tungetale og profetisk tale i den).
Forkyndelsen, som sker i ”menighedssamlingerne”, bliver den læremæssigt bestemmende i menighedens liv. Forkyndelsen i menighedssamlingerne bliver med andre ord autoritativ. Den forkyndelse er ikke kvindens opgave. Dette ser man også tydeligt af 1. Tim. 2, som vi snart skal se.
For det andet siges det, at dette forbud mod kvindens tale i menighedssamlingerne gælder alle menigheder. Og menigheden i Korinth bebrejdes for, at den vil prøve at sætte sig ud over det.
"Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?”
Det var ikke Korinth-menigheden, som havde modtaget Guds ord fra Herren for at overlevere det til menneskene, men det var apostlene. Derfor er det ikke apostlene, som skal rette sig efter, hvad de mener i Korinth, men omvendt.
Dette viser os, at det ikke drejer sig om noget tidsbestemt, men om noget, som hører med til det Guds ord, apostlene har overleveret os. Og ingen kristen menighed har ret til at sætte sig udover det. Ej heller til at føle sig fritaget fra denne ordning for at indrette sig uafhængigt af apostlenes ord. For det er apostlene, som lærer os, hvad Gud har åbenbaret, ikke omvendt.
Dette stadfæstes af det tredje, vi særlig skal understrege: Begrundelsen for, at kvinden ikke skal tale i menighedssamlingerne. Det er Herrens bud. Det er ikke Paulus’ ord, som det så ofte siges. Det er loven, som siger, at kvinder skal underordne sig. Der sigtes til ordet om skabelsen og syndefaldet. Derfor hedder det, at ”det sømmer sig ikke” for en kvinde at tale i menighedssamling.
Udtrykket ”det sømmer sig ikke” betyder ikke noget, som folk ikke synes om, fordi det er imod vanlig skik og brug. Sådan er det undertiden blevet talt om det. Man har ment, at det ikke netop er syndigt, men bar ”usømmeligt”.
Men der ligger noget ganske andet og mere i dette udtryk. Det betyder, at det strider mod Guds ordninger.
Og at sætte sig ud over Guds ordninger er synd.
Det går tydeligt nok frem af den sammenhæng, hvor ordet i 1. Kor. 11,5 står. Dette ord lyder: ”Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved”.
Derfor vil vi se lidt nærmer på, hvad der ligger i dette ord, selvom det ligger udenfor den direkte sammenhæng om det, vi taler om. Og det så meget mere, som dette ord ofte bruges som argument mod, at vi skal være bundet af ordet om kvindens tavshed i menighedssamlingerne.
Alle må da forstå, at det her drejer sig om noget tidsbestemt, vi ikke kan føle os bundet af, hævder man. Hvem vil i dag påstå, at kvinden skal være bundet af at have et sådant hovedklæde, eller af det, som siges, at kvinden ikke skal klippe håret? Det hører da en fjern fortid til, og forudsætter et andet miljø. Og sådan må det da også være med forbudet mod, at kvinden skal tale i menighedssamlingerne, mener man.
Lad os derfor se ordet i sammenhæng:
” Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.
Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved.
Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af.
Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe.
Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.
Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans.
Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.
Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed.” 1. Kor. 11,3-10.
Af begrundelsen for, at kvinden ikke skal bede eller tale profetisk med utildækket hoved, forstår vi, at det i og for sig ikke er tildækningen af hovedet, men det, som det symboliserer, nemlig at: kvinden respekterer den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Det går også til fulde frem af grundtekstens udtryk, som betyder: Et tegn, som viser, at kvinden står under en andens myndighed. Derfor er det også oversat: tegn på myndighed (norsk: undergivenhets-tegn).
Det, apostelen bebrejder kvinderne i Korinth, er, at de ved deres optræden lægger for dagen en bevidst uvilje imod at være underlagt den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde. Og meningen med udtrykket: ”for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe” er:
Hvis en kvinde ikke respekterer den orden, som Gud har sat mellem mand og kvinde, så lad hende ligeså godt give sig ud for at være en mand. Men alle forstår, at det vil gå galt, hvis kvinden nægter at være kvinde.
Derfor fortsætter apostelen: ”Men da det nu regnes for en skam (dvs. strider det mod Guds orden), når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget (dvs. vil ikke kvinden nægte at være kvinde), skal hun have hovedet tildækket”, dvs. lad hende respektere den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Af dette vil man forstå, at det i og for sig ikke er håret eller hovedklædningen, som ordet lægger os på hjerte. Men det er: Så sandt kvinden indrømmer, at hun er kvinde, da er hun også forpligtet til at respektere den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde. Respekterer hun ikke den, da optræder hun som en, der udgiver sig for at være mand.
Skal vi anvende ordet praktisk, vil det sige: Der, hvor kvinden optræder i Guds menighed, skal hun ikke gøre det på en sådan måde, at hun krænker den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Det er synd.
Vi er altså lige forpligtet på dette ord, som alle andre Guds ord. Der er bare den forskel, at vi har andre udtryk for det rette forhold mellem mand og kvinde i dag end hovedtildækningen og håret.
Men selve realiteten står fast: Kvinden skal være kvinde og manden mand, og begge skal gensidigt respektere den Guds orden, som er sat for dem.
Af dette vil man kunne se, hvor uberettiget det er at bruge det, at vi ikke har hovedtildækningen og håret som symbol på det rette forhold mellem mand og kvinde, som argument mod, at vi skal være forpligtet på det, Guds ord siger, om at kvinden skal tie i menighedssamlingerne.
-------------------------
Oversat fra norsk af Lis J.
