Uddrag fra hæftet ”Kvinnens plass i menigheten – Hva sier Guds ord?”
Af Øivind Andersen.
Udgivet på Antikkforlaget, 1988.
Læs Forord til hæftet som pdf-fil her.
Læs Indlednig til hæftet som pdf-fil her.
Læs del I her.
Kvindens stilling i Apostelen Paulus’ breve - 2.
Side 22-27.
1. Tim. 2,12-15.
Vi går så over til det andet hovedsted om kvindens stilling i menighedslivet:
” men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.” 1. Tim. 2,12-15.
Her siges først, at en kvinde ikke skal være lærer. Da det her, som i 1. Kor. 14, drejer sig om forskrifter for det, vi kalder ”gudstjenester” eller tilsvarende offentlige møder i menigheden, betyder også dette sted, at kvinden ikke skal optræde som forkynder i menigheds-samlingerne. Der er bare den forskel, at i stedet for ”tale” hedder det her ”være lærer”.
Det kaster lys over, hvad forkyndelsen i menighedssamlingen går ud på:
At lære både verden og de kristne, hvad kristendom er efter Guds ord.
Forkyndelsen i menighedssamlingerne havde det læremæssige ansvar. Den skulle vise vejen både for frelsesøgende og kristne i spørgsmål, som har med den kristne tro og liv at gøre.
Enhver, som havde ansvar for en sådan forkyndelse, kom nødvendigvis til at få autoritativ betydning i Guds menighed. Derfor, siger begrundelsen, skal kvinder ikke have dette forkynderansvar. For hun skal ikke være ”mandens herre”, eller som grundtekstens ord lyder: ”udøve autoritet over manden”.
Det ville jo ske, dersom hun optrådte som lærer i menigheds-samlingerne.
Her må vi imidlertid mærke os, at grundtekstens ord egentlig lyder: ”Jeg tillader ikke en kvinde at være lærer eller i det hele taget udøve autoritet over manden”. Selvom denne tilføjelse begrunder, at en kvinde ikke skal være lærer i Guds menighed, så vil det på ingen måde sige, at det herredømme over manden, som forbydes, bare indskrænker sig til kvindens optræden som forkynder i menighedssamlingerne.
Grundtekstens udtryksmåde viser, at forbudet mod, at kvinder optræder som lærer i menighedssamlinger, skal ses under et alment synspunkt.
Hun skal ikke være lærer i menigheden, fordi hun i det hele taget ikke skal være mandens herre.
Dette indebærer, at hun heller ikke skal have den administrative ledelse i Guds rige. For gennem den kommer hun også til at udøve autoritet over manden (eller være mandens herre, som det hedder i vor oversættelse).
Dette ord gælder da også for ordningen i hjemmet (Ef. 5,22), og for samfundslivet i det hele taget. Men disse spørgsmål kan vi ikke komme ind på her, da de ligger udenfor vort emne.
Begrundelsen for, at kvinden ikke skal udøve autoritet over manden, er den samme her som i 1. Kor. 14. Der er bare den forskel, at mens ordet dér bare henviser til loven, så udtrykker det her, hvad loven siger. Og det er to ting.
For det første: ”Adam blev skabt først”, dvs. at kvinden blev skabt for mandens skyld, ikke omvendt (1. Kor. 11,3 flg.) Og dermed er det sagt, at efter Guds skabertanke er manden den overordnede af de to.
Og for det andet: ”det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet.” Dette siges ikke for at undskylde mandens del i syndefaldet, men for at understrege det, som 1. Mos 3,17 siger:
”Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde…”
Syndefaldet skete, fordi manden i den stund lød sin hustru i stedet for Guds ord.
Kort sagt: Både Guds skaberorden og måden, syndefaldet skete på, viser, at det er imod Guds plan og vilje med menneskene, at kvinden udøver autoritet over manden.
Derfor skal kvinden være i stilhed.
Hendes hovedopgave ligger ikke i det ”officielle” og ”autoritative”, men i menighedens indre liv.
Med det vil apostelen på ingen måde sige, at kvindens betydning i Guds rige er mindre end mandens.
Han understreger over alt hendes ligeværdighed med manden som kristen. Og han bruger nu og da stærke lovord om den indsats, kvinderne har gjort.
Tænk bare på hans ord om Føbe, Priscilla og Maria (Rom. 16).
Ja, apostelen lægger såvist ikke skjul på, at det var en kvinde (Lydia), som åbnede vejen for ham og hans medarbejdere til at få indgang med evangeliet i Europa (Ap.G.16,14).
Og kvinden, Priscilla havde afgørende betydning for apostelens arbejde i Korinth (Ap.G. 18,1).
Om mange har brugt lovord om kvindernes indsats i Guds riges arbejde i dag, skal der meget til, at de har givet kvinderne så stor anerkendelse og tillagt deres virke så afgørende betydning, som Paulus gjorde.
Når da netop han indskærper den Guds orden, som gælder for mand og kvinde i menighedens funktioner, er det meget langt fra, at det betyder nogen nedvurdering af kvindens betydning i Guds rige. Det er i virkeligheden den mest tankeløse indvending, man kan gøre mod apostelens ord om de funktioner i Guds rige, som en kvinde ikke skal have.
Det bliver ofte sagt, at Paulus var bundet af sin samtids syn på kvinden. Han var på dette punkt ikke frigjort fra sit tidligere farisæiske syn og heller ikke fra det hellenistiske syn, han mødte i Lilleasien under sin opvækst.
Til dette er der to ting at lægge sig på sinde.
For det første er det underligt, at en mand som Paulus (som principielt havde brudt med farisæismens syn på loven og hele livsanskuelse radikalt) ikke skulle være klar i sådanne spørgsmål. Og det så meget mere som han over alt lægger for dagen, hvor nøje han prøvede at gennemtænke alle ting.
Den samme Paulus, som i meget mere gennemgribende spørgsmål viser sig at tage afstand fra såvel jødisk som ikke-jødisk tankegang (langt mere end noget moderne menneske er i stand til at frigøre sig fra samtidens forestillinger), han skulle ikke være klar i spørgsmålet om kvindens funktioner i Guds rige?
Det er i og for sig en aldeles uholdbar tankegang.
For det andet eksisterede der ikke en sådan teori, som den Paulus anfører om kvinden hverken i farisæismen eller hellenismen.
Efter farisæisk teori kunne kvinden meget godt være både forkynder og lærer i Guds rige. Når hun alligevel ikke kunne blive det (og heller ikke blev det), kom det af den religiøse undertrykkelse af kvinden blandt jøderne. En undervurdering, som både Jesus og Paulus brød principielt med.
Og i hellenismen var kvindelige præster og religiøse ledere et velkendt faktum. Hvis Paulus havde været bundet af sin samtids forestillinger, kunne han netop ikke have udtalt sig, som han gør, om kvindens stilling i Guds rige.
Det kendetegnende for jødisk og hellenistisk syn på kvinden er netop ikke nogen sådan lære om kvindens stilling, som den Paulus giver, men tværtimod undervurderingen og nedvurderingen af kvinden. Derfor er den indvending, at apostelen skulle være bundet af sin samtids syn i dette spørgsmål ligefrem komisk.
Så langt fra at være bundet af sin samtid, viser apostelen sig at have brudt fuldstændigt med den.
Og netop det, at han, ligesom Jesus, vurderer kvinden så fuldstændig anderledes end samtiden ved at påvise hendes fuldkomne ligeværdighed med manden i religiøs henseende, og samtidig lærer, som han gør om hendes funktioner i Guds rige, netop det burde give vor tid noget at tænke over.
Det viser, hvor langt fra sandheden det er at hævde, at apostelens ord om kvindens plads i Guds riges arbejde beror på nogen underkendelse af hendes person eller betydning i dette arbejde.
-------------------
Oversat fra norsk af Lis J.
