Uddrag fra hæftet ”Kvinnens plass i menigheten – Hva sier Guds ord?”
Af Øivind Andersen.
Udgivet på Antikkforlaget, 1988.
Læs Forord til hæftet som pdf-fil her.
Læs Indlednig til hæftet som pdf-fil her.
Læs del I her.
Læs del II her.
Sammenfatning af Det nye Testamentes syn på kvinden og hendes plads i Guds rige.
Vi kan nu svare på det spørgsmål, vi begyndte med: Hvad lærer Det nye Testamente om kvinden og hendes stilling i menigheden?
Og svaret er dobbelt:
Religiøst er der ingen forskel. I Kristus er mand og kvinde ligestillet. Derfor er der heller ikke nogen forskel i deres betydning i Guds rige. For hvad et menneske betyder som kristen og i Guds rige beror ene og alene på forholdet til Kristus.
Et menneskes betydning i Guds rige er nøjagtig lig hans afhængighed af Jesus (Joh.15,1 flg.)
Gud giver sine nådegaver til hvem, han vil, uden personsanseelse. Han bruger enhver, som han vil, enten det er mand eller kvinde.
Men når det gælder menighedens funktioner, da er der forskel.
Kvinden skal ikke have ansvaret for den offentlige, læremæssige forkyndelse.
Heller ikke den administrative ledelse af Guds rige.
Det forbyder Guds ord ligefrem.
Som vi har set, betyder det ikke et almindeligt taleforbud for kvinden i enhver forsamling af kristne.
Men det betyder, at hun ikke skal tale i nogen forsamling, som under vore forhold og i vore former er tilsvarende til det, Guds ord kalder ”menighedssamlinger”. Det vil sige det, vi kalder ”gudstjenester” og offentlige møder, som har samme betydning kristeligt set som gudstjenesterne.
Kort sagt: Kvinden skal aldrig optræde i nogen stilling i Guds rige, hvor hun kommer til at stå som autoritet over manden.
Det være sig i forkyndelsen eller administrationen.
Det samme gælder kvindens stilling i hjemmet og samfundslivet.
Det tillades overhovedet ikke at være ”mandens herre.”
Når det gælder den første del af svaret, vil alle uden videre erklære sig enige. Og alligevel er det vel her, det mest svigter i praksis.
Men når det gælder anden del af svaret, kommer der en strøm af protester.
Nogen af dem må vi nævne:
Først er der de, som mener eller siger, de mener, at Ordet ikke skal forstås sådan, som vi har refereret det.
Til det er der at sige, at enten har de ikke sat sig ordentlig ind i disse spørgsmål, eller også bedømmer de det, de læser i Guds ord i lys af den moderne anskuelse: at naturligvis er mand og kvinde ligestillede i enhver henseende.
Det er jo til og med blevet noget af et krav og en forpligtelse, at man skal mene det.
Det hører ligesom med til selve menneskerettighederne.
Og i vor overfladiske tid er der ikke mange, som ligner Paulus i det at føle sig forpligtet på Guds ord uanset hvilket miljø, man lever i.
De fleste blandt os er mere miljøbestemte, end vi forstår, og selvom de nok kan være kristne og føle sig forpligtet på de grundlæggende frelsessandheder i Skriften, så bedømmer de alligevel sådanne spørgsmål, som vi har for os, i lys af den gængse tankegang.
Guds ord er ikke tvetydigt eller uforståeligt, Det opdager vi, dersom vi giver os tid og agter på det. Og vanskeligheden ligger heller ikke i, at det er uklart, men i at det går imod al accepteret tankegang i tiden. Desværre også imod meget af det, som er praksis i kristenlivet i dag.
Efterhånden bliver det også indrømmet mere og mere, at apostelen tydelig nok har lært, at kvinden ikke skal optræde offentlig som lærer eller have administrativ indflydelse i Guds menighed.
Alligevel føler de sig ikke forpligtet på disse ord af forskellige grunde.
Nogen har hævdet, at det er apostelens, og ikke Jesu syn på sagen.
Men det fremgår tydeligt nok af det, vi har set, at apostelen ikke har gjort andet end at udforme læremæssigt, hvad Jesus og den første kristne menighed praktiserede.
Desuden siger apostelen tydelig nok, at ”hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren.” (1. Kor. 14,37).
På samme linie ligger den indvending, at Paulus i sin tale om kvinden er tidsbestemt. Vi lever i en anden tid og under andre forhold og er derfor ikke bundet af hans ord, hedder det.
Vi har tidligere set, hvor uholdbar en sådan tankegang er ud fra Guds ord.
Ligeså uholdbar er den tankegang, at vi vistnok er forpligtet på apostelens ord om frelsen, men ikke om kvindens stilling i menighedens liv.
Skriften selv gør krav på at være bindende for Guds menighed, også når den taler om kvindens plads i Guds menighed.
For det første siger jo apostelen, at det gælder alle menigheder.
Og for det andet begrunder han det, han siger, med at henvise til Guds skaberorden og syndefaldshistorien.
Dermed er sagt, at denne ulighed mellem mand og kvinde i menighedens funktioner beror på en Guds ordning. Og er det en Guds ordning fra skabelsen af, da er det ikke tidsbestemt.
Den, som bryder Ordet her, bryder Guds orden, og det er synd.
Endelig skal vi nævne den indvending, at kvinden nu har så stor betydning i Guds riges arbejde, at det er både ret og rimeligt, at hun får et afgørende ord i ledelsen også.
Gud skal have tak for, at det er sandt, at kvinden har – ikke bare en stor – men en afgørende betydning i Guds riges arbejde i dag.
Men hvor meget godt, der end på den måde med rette kan siges om kvindens betydning, skal der meget til, at der kan sige så meget, som Det nye Testamente siger om kvindens betydning i den apostoliske tid.
Vi har set en del eksempler på det.
Både da Jesus var her på jorden og i apostlenes tid ville arbejdet og menighedslivet umuligt have kunnet være det, det var, uden kvindens indsats.
Selv Jesu gerning i og sammen med apostelflokken er utænkelig uden den.
Og Paulus ville mere end en gang være kørt fast uden den hjælp, han fik fra kvinderne. Det lægger han ikke skjul på.
At Guds rige er afhængig af kristne kvinders indsats i dag, er så vist ikke noget karakteristisk bare for vor tid.
Når man hævder det som noget nyt, og endog gør det til et argument mod det, som Guds ord lærer om kvindens stilling i menigheden, viser det bare, hvor lidt vi forstår, hvor højt vurderet kvinden er i Det nye Testamentes tid.
Hvor mange kvinder har profetisk nådegave i dag?
Og hvor mange kan rose sig af ”sin villighed til det gode” i dag, sådan som vi finder eksempler på det i Ap.G.?
De findes nok, og der hvor de findes, har de afgørende betydning.
Men de repræsenterer ikke et ligeså karakteristisk træk i menighedslivet i dag, som de gjorde i nytestamentlig tid.
Og hvorfor ikke?
Paradoksalt nok fordi vor tid mangler syn for kvindens indsats.
Det syn, at kvinden i enhver henseende skal ligestilles med manden, må få den følge, at synet på kvindens specielle betydning i Guds rige svækkes.
Lærer livet os ikke, at der er noget, manden er skabt til, og noget kvinden er skabt til?
Ingen vil i hvert fald nægte, at det er sådan biologisk set.
Og ingen vil vel heller for alvor nægte, at det er sådan også psykologisk set.
Reagerer mand og kvinde ens i alle ting?
Nej, mand og kvinde er forskellige i skabning og sjæleanlæg.
Er det da så bagvendt, at Gud har skabt dem til forskellig indsats?
Er det, når alt kommer til alt, så mærkelig, at Det nye Testamente, som vurderer kvinden højere end nogen, giver forskrifter for mandens og kvindens forskellige opgaver i Guds rige?
Ville det ikke, ret betænkt, være underlig, hvis det ikke havde gjort det?
Og hvor har vi egentlig det fra, at når kvinden skal udøve sine nådegaver og være i ”stilhed” (dvs. Menighedens indre liv), så betyder det en reduktion af kvindens gerning?
Lad os tage en lignelse for at belyse dette, selvom den som alle lignelser ikke giver fuldt lys over sagen.
Tænk på en ingeniør eller videnskabsmand på en fabrik.
Han arbejder i laboratoriet og viser sig aldrig offentligt. Men nu er han samtidig en fremragende administrator.
Så kommer han en dag og forlanger at få lov til at administrere fabrikken. Han begrunder det med, at den er afhængig af hans indsigt og dygtighed.
Da bliver han nægtet det med den begrundelse, at det ville gå ud over hans arbejde i laboratoriet.
Var det at reducere ham?
Nej, tvært imod. Det var at give ham den anerkendelse, at han var uerstattelig, der hvor han var.
Lige så lidt er det en reduktion af kvindens betydning i Guds rige, at hun er nægtet den offentlige forkyndelse og administration af Guds menighed, selvom Guds ord også ser denne sag fra et andet synspunkt, end den lignelsen giver udtryk for.
” Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør.” 1. Kor. 11,14-15.
Det er ikke håret, apostelen tænker på i dette ord, men det, som håret symboliserer: At kvinden er kvinde, og manden er mand.
Og det, han vil sige, lyder således på vor måde at sige det på: Lærer ikke endog selve naturen jer, at hvis en mand giver sig ud for en kvinde eller optræder som kvinde, er det ham til vanære? Men når kvinden gør det, er det hende til ære.
Og omvendt: Er det ikke en almindelig erfaring, at jo mere kvinden er kvinde og manden mand, desto bedre bliver forholdet og samarbejdet mellem dem, og desto bedre udfylder de hverandre?
Skulle det da ikke også gælde i menighedens liv?
Enten må man tro Guds ord, eller man må lade det være, har en sagt, og det er sandt også i denne sag.
Man kan nok sige, at dette ikke hører med til de grundlæggende frelsessandheder. Og et menneske kan være en kristen, selvom han er uklar her.
Men dermed er ikke sagt, at dette spørgsmål er uvæsentligt for vort forhold til de grundlæggende frelsessandheder i det lange løb.
Føler man sig ikke forpligtet på Guds ord i én sag, kan det snart blive aktuelt, at man heller ikke gør det i en anden.
Det er den vej, det er gået, hver gang Guds menighed er gledet ud.
Det er sandt, som det i sin tid blev sagt af sognepræst Th. Dahl om dette spørgsmål: Spørgsmålet gælder vort forhold til Bibelen, om og i hvilken forstand Bibelen er Guds ord (Luthersk Kirketidende 24.04.09.).
Om han end giver spørgsmålet en ganske anden betoning end vi, så er det træffende sagt
Vi behøver ikke at spørge: Hvorfor siger Guds ord sådan og sådan?
Men vi skal spørge: Hvad siger Guds ord?
Og det skal vi indrette os efter.
Det står fast, at Det nye Testamente lærer:
”Lige så vist som at kvinden som menneske og kristen er lige så højt vurderet som manden, lige så vist er det, at den offentlige, læremæssige forkyndelse og administration i Guds menighed er mandens sag alene.”
----------------
Oversat fra norsk af Lis J.
-------------------------
Læs uddraget del I-III her.
Læs uddraget del I-III som pdf-fil her.
--------------------------
