Fra Budskabet,
Nr. 5 – 2004.
Af sognepræst Johnny Søndberg-Madsen.
Gud er én. Gud er fuldkommen. Gud er almægtig og allestedsnærværende. Derfor er der ingen grænser for Gud. Der er intet sted, hvor Gud begynder, og der er ikke noget punktum. Forholdt det sig anderledes, var Gud begrænset, og da havde han været noget andet end Gud, for da kunne han defineres indenfor bestemte rammer.
Alligevel sætter vi grænser for Gud, når vi beskriver hans væsen og forskellige egenskaber. Det er vi nødt til, fordi mennesker er begrænsede. Jeg vil nævne to eksempler, der illustrerer, at vi må sætte grænser for Gud, hvis vi skal forsøge at erkende hans væsen:
Gud åbenbarer sig på to måder.
I Skt. Petersborg kan man stå ved Nevafloden, mens man kigger op på Vinterpaladset. Man ser et byggeri, der strækker sig langs floden. Facaden lyser op med sine sarte pastelfarver, og man aner, at her er tale om ødselhed helt ud over det sædvanlige.
Men man kan ikke se ind i paladsets sale. Her må man have en guide, der kan vise rundt, og føre én ind i den overdådige luksus af indretning, arkitektur og kunst.
Guiden fortæller, at der er ca. 2000 forskellige sale i Vinterpaladset. Den ene sal rigere udsmykket end den anden. Man nærmest frådser i rigdomme af enhver art, og guiden ynder at fortælle, at der er så meget på museet, at hvis man blot brugte 8 sekunder på at se hver ting, 8 timer om dagen og brugte alle ugens syv dage, ville man være 8 år om at se det hele.
Det er med andre ord umuligt at se alt i Vinterpaladset. Men man kan blive guidet igennem sal for sal, og stykkevis kan man erkende, hvilke rigdomme, der er tale om.
Det andet eksempel er hentet fra Det nye Testamente: I antikken brugte man polerede metalplader som spejle. Ridser, ir og buler kunne gøre billedet fra sådan et spejl til en gådefuld gengivelse af virkeligheden. Ville man have et fuldkomment billede af f.eks. sit ansigt, måtte man stykke det sammen bid for bid. Man kunne, pga. spejlets bulede plade, ikke se hele virkeligheden på en gang.
På samme måde erkender vi Gud. Vi erkender ham sal for sal. Men vi kommer aldrig helt til bunds i Guds væsen. Ikke engang i evigheden, hvor vi ganske vist skal se ham ansigt til ansigt (1. Joh. 3, 2), vil vi kunne trænge til bunds i den almægtige og uendelige Guds væsen.
"Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." (1 Kor 13,12)
Når Gud åbenbarer sig for os mennesker, tager han hensyn til, at vores erkendelse af ham er gjort vanskelig af begrænsninger. Vi kan ikke se alt på en gang, men må erfare i den udstrækning, Gud guider os ind i sine hemmeligheder.
Gud åbenbarer sig på to forskellige måder: For det første i skabelsen og i historien, hvilket kaldes for den naturlige kundskab om Gud. For det andet åbenbarer Gud sig i Ordet, hvilket er blevet kaldt for den kristne kundskab om Gud.
Den naturlige kundskab om Gud.
Denne kundskab modtager vi på flere måder For det første gennem skabelsen, som selv bærer vidnesbyrd om, at den er Guds værk: "For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger". (Rom 1,20)
Her skriver Paulus, at selvom Gud er usynlig, kan han dog ses af mennesker, fordi vi kan se hans hænders værk i skabelsen omkring os.
Gud åbenbarer sig i historien.
For det andet: Gennem Guds forsatte handling i historien:
"og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt." (ApG 17,26-28)
Det betyder, at selvom Gud har tilladt, at hedningerne er gået deres egne veje, så har han ikke ladet dem være uden vidnesbyrd om sig selv. Hedningerne er nemlig heller ikke uden Guds omsorg. Desuden har Gud ikke kun skabt alle folkeslag af en stamfader. Gud har også fastsat deres tider og grænser, for at de skulle søge ham.
Gud åbenbarer sig i samvittigheden.
For det tredje: Gennem samvittigheden, Guds lov i menneskehjertet, nærmer Gud sig ikke kun udefra, som tilfældet er, når det drejer sig om skaberværket og historiens gang. Gud kommer her fra menneskets eget indre og viser sig som den hellige og retfærdige Gud, der forlanger og lønner det gode og forbyder og straffer det onde:
"For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden" (Rom 2,14-15).
Vi bliver jævnligt belært om, at den, som foretager naturvidenskabelige studier, nødvendigvis må være ateist. Men ateisme er ikke et resultat af, at videnskaben langt om længe har opdaget, at jomfrufødsel er umulig, og at opstandelse fra de døde ikke kan finde sted. Ateismen skyldes derimod, at mennesket har tilbagetrængt sin naturlige kundskab om Gud (Rom 1,19-20).
Det er ikke sandt, at der ikke findes beviser for Guds eksistens. Derimod er det rigtigt, at der findes mennesker, som ikke bruger den fornuft, Gud har givet dem, til at erkende Guds eksistens med.
Den naturlige kundskab om Gud er, så langt man bruger den rigtigt, god til at få en sand viden om Gud. Selvom den "kun" er naturlig, så er den givet af Gud, og dermed er den en del af den måde, Gud har valgt at åbenbare sig på for mennesker.
Den naturlige kundskabs begrænsning.
Den naturlige kundskabs begrænsning er, at den ikke kan føre til andet end dårlig samvittighed. Man kommer til en vis forståelse af Gud og hans lov, men man holder ikke loven af den grund. Resultatet bliver en dårlig samvittighed: (Rom 1, 18 - 20; 32; 2, 15).
At overbevise mennesker om synd og skyld har altid været en opgave, som kun kan løses ved Helligåndens indgriben. Men i dag, hvor det postmoderne menneske er autonomt i forhold til samfund og samvittighed, kan det synes som en endnu større udfordring at overbevise om syndeskyld. Dette viser, at den naturlige kundskab om Gud har store brister og slet ikke er tilstrækkelig, når det gælder om at vise vejen til frelse gennem syndserkendelse og modtagelse af syndernes forladelse ved Kristus.
Det er nemlig sådan, at ligesom det er muligt at udvikle sin naturlige kundskab om Gud gennem studier af f.eks. skaberværket, så er det også muligt at armere sit hjerte, så det ikke registrerer dårlig samvittighed o.l. Forhærdelsen, der kaldes syndens bedrag (Hebr. 3, 13), skyldes, at man har villet synden. Et voksende problem i en verden, hvor lovløsheden mere og mere tager over: "Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste" (Matt 24,12).
Den kristne kundskab om Gud.
Gud åbenbarer sig gennem Kristus: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14).
Da Kristus boede iblandt os, talte han ikke uforståeligt. Han sagde ting og gjorde ting, mennesker kan forstå, fordi Gud vil, at vi ved noget sikkert om hans væsen, egenskaber og indstilling til mennesker. Alligevel ved vi ikke alt om Gud. Man kan sige, at Gud er som et palads med uendeligt mange rigt udsmykkede sale. Vi ved kun lidt om det enkelte rum, når vi har været der og er blevet guidet gennem af Helligånden.
Gud er én.
Når det gælder mennesker, kan man altid finde noget ved en person, som går igen hos andre personer. Enhver person er en unik skabning. Alligevel har skabelsen altid noget ensartet over sig. Dette princip gør sig ikke gældende for Gud. Gud er enestående. Der er intet andet, der kan sammenlignes med ham: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig" (Es 45,5).
Gud er udelelig.
Den augsburgske Bekendelse skriver i den første artikel, der handler om Gud: "… at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud: evig, ulegemlig, udelelig, af umådelig magt, visdom og godhed, alle tings, de synliges og usynliges skaber og opholder, og at der dog er tre personer af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd…"
Når Skriften til trods for, at Gud er udelelig, beskriver Guds øjne, arm, ånde osv. er det billeder, for at vi bedre skal kunne forstå noget om, hvordan Gud er. Vi kan heller ikke beskrive Vinterpaladset i en overskuelig helhed. Vi må tage det stykke for stykke - sal for sal. Og når det er sådan med det skabte, skal det ikke undre, at det i langt højere er sådan med Skaberen (se f.eks. 2. Krøn 16, 9; sl 33, 6).
Gud er uforanderlig.
Guds ord beskriver denne egenskab på mange måder f.eks.:
"Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå" (Matt 24,35).
"Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede; for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder, og de, der bor på den, skal dø som myg. Men min frelse varer til evig tid, og min retfærdighed hører ikke op" (Es 51,6).
Vi kan dog godt få den tanke, at Gud af og til skifter holdning. Vi læser f.eks. i 4. Mos. 23, 19, at Gud ikke angrer. Men i 1. Mos. 6, 6 fremgår det, at Gud fortrød, han skabte menneskene. Det ser altså ud som om, at Gud kommer på andre tanker og besinder sig. Et menneske, der ændrer sit syn på noget, er ikke længere det samme menneske. Dette ville også være tilfældet med Gud. Ombestemte Gud sig, ville han ikke længere være den samme Gud. Men vi skal forstå, at det er billeder, der er givet, for at vi skal erkende Gud. Der kan aldrig være tale om, at Gud forandrer sig. Når der er forandring i forholdet mellem Gud og menneske, er det pga. mennesker. Gud er vred eller nådig alt efter, hvordan vi forholder os til hans Ord.
Gud er uendelig.
Med denne verdens tre dimensioner (højde, bredde og dybde) kan vi ikke forestille os det uendelige. Vi kan f.eks. ikke se en uendelig høj flagstang for os. Den røde knop må være et sted, tænker vi. Men Gud er uden for vort begrænsede rum, og derfor skal vi vide, at alt er muligt for ham, jf Luk 1,37.
Gud er allestedsnærværende.
Det betyder, at Gud er både nærværende og virksom overalt. Han behøver hverken sendebud eller tjenere for at være hvor som helst:
"Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. v9 Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast" (Sl 139,7-10).
Når Jesus lærer os at bede "Fader vor, du som er i himmelen", betyder det, at Gud er nærværende overalt, sådan som himmelen er nærværende oven over al ting. Men vi må ikke forestille os det som om, Gud dermed har samme eksistens som de skabte ting. Gud er nærværende, og alt består ved ham, men han er ikke en del af skaberværket, som himlen er en del af skaberværket. At Gud er overalt er en advarsel og en trøst. Der er intet sted, hvor man kan skjule sig for Gud. Og der er heller ikke noget sted, hvor Gud ikke kan finde en ulykkelig, som har brug for hans hjælp og trøst (Sl.. 139 7 - 12).
Gud er evighed.
Mennesker og engle er skabte væsener. De har en begyndelse, selvom de skal leve som frelste eller fortabte i evighed. Denne begyndelse har Gud ikke. Han har været altid og vil være altid:
"I er mine vidner, siger Herren, min tjener, som jeg har udvalgt, for at I må forstå og tro på mig og indse, at det er mig. Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være" (Es 43,10). "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden" (Åb. 22,13).
Gud er liv.
Gud er i sig selv Livet, og skaber af alt liv: "For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv" (Joh 5,26).
"Jesus sagde til hende: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør"" (Joh 11,25).
Menneskene har også liv, for det er givet dem at Gud: "Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting" (Ap.G. 17,25).
Gud er alvidende.
"Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål" (Sl 147,5). "thi hans øje rækker til jordens ender, under himlen ser han alt" (Job 28,24).
Det klassiske angreb på læresætningen om Guds alvidenhed går på, at hvis Gud ved alt, hvorfor hindrer han så ikke det onde, før det opstår, så mennesker er fri for at skulle stilles til regnskab for den ondskab, Gud på forhånd vidste, ville udgå fra menneskehjertet?
Svaret rummer tre led:
For det første ved Gud alt, hvad der vil ske. Ellers var han ikke Gud.
For det andet kan Guds alvidenhed ikke kræves til ansvar for menneskers ondskab.
For det tredje skal vi ikke bekymre os om, hvad Gud ved og evt. ikke ved. Vi skal derimod søge Gud og hans nåde, mens det endnu er nådetid, så vil også vi blive frelst fra vort onde sindelag.
Gud er almægtig.
Alt er muligt for Gud og intet er umuligt for ham. Derfor er han almægtig: "Ak, Gud Herre, du har skabt himlen og jorden i din store styrke og med din løftede arm. Intet er umuligt for dig!" (Jer 32,17). "Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt"" (Matt 19,26).
Kritikken af denne læresætning har ofte været mere spidsfindig end værdig. Vi kender nok alle spørgsmålet: "Hvis Gud er almægtig, kan han vel også skabe en sten så stor, at han ikke selv kan løfte den?"
Den seriøse beskrivelse af Guds almagt forklarer, at Gud kan gøre alt, hvad han beslutter sig for at gøre. Dette kan Gud gøre vha. naturlovene, eller Gud kan vælge at ophæve naturlovene for at gennemføre sin vilje.
Gud er ikke, som vi, bundet til naturens love. Vi skal jo huske på, at naturlovene er et menneskeskabt begreb. Naturvidenskaben har fundet ud af, at der er en bestemt orden i naturen. F.eks er der et ganske bestemt og ubrydeligt mønster i tyngdeloven.
Men Gud har altså magt til at lave om på denne orden og bryde mønsteret, hvis han beslutter sig for det. Se beretningen om Jesus og Peter, der går på vandet Matt. 14, 22 - 33.
Der kunne også nævnes Guds kærlighed, nåde, barmhjertighed, sandhed, godhed, treenighed, kundskab, visdom, osv. Osv. De er alle egenskaber som findes fuldkomment hos Gud. Jo mere vi beskæftiger os med Guds Ord, jo mere ser vi, at Gud har disse karaktertræk.
Vi erkender stykkevis, når Gud åbenbarer sin herlighed for os. Og jo flere stykker vi har om Guds væsen, jo større rigdom er det for os at kende Gud, sådan som han åbenbarer sig i Ordet. Jo flere sale vi har set i paladset, jo rigere forekommer det os at være.
