Fra Budskabet,
Nr. 4 - 2008.
Af stud. theol. Henrik West.
Artikel I.
Med de to nye oversættelser, som kom på markedet i november sidste år, er spørgsmålet om, hvordan Bibelen skal oversættes, igen blevet aktuelt. Målet med denne artikel er at give et indblik i nogle af de grundlæggende problemstillinger vedrørende bibeloversættelse. I en opfølgende artikel skal vi i lyset af dette se nærmere på nogle nyere danske over-sættelser, særligt den autoriserede fra 1992.
Historisk overblik.
Det var Jesu udtrykkelige ønske. at det budskab, han forkyndte, skulle spredes ud over hele jorden til alle folkeslag. Derfor gik der ikke mange årtier efter affattelsen af de nytestamentlige skrifter, før man begyndte at oversætte dem til andre sprog (latin, syrisk, koptisk osv.), så evangeliet også kunne nå ud til mennesker. som ikke var fortrolige med græsk.
I Vesteuropa gik dette arbejde dog stort set i stå i middelalderen, idet Hieronymus'latinske oversættelse af Bibelen fra omkr. år 400 (kaldet "Vulgata", dvs. "den almindelige") med tiden blev enerådende.
Mod slutningen af middelalderen begyndte ønsket om bibler på folkesprogene for alvor at gøre sig gældende, ikke mindst nord for Alperne, hvor latin aldrig havde været folkesprog. Englænderen John Wycliffe (ca. 1328-1384) var en af frontfigurerne i denne bevægelse, men også i de tysktalende og i de nordiske lande begyndte man at oversætte større eller mindre dele af Bibelen til folkesprogene.
Luther var altså ikke den første, som oversatte Bibelen til tysk. Det, som adskilte hans oversættelse fra de øvrige, var derimod, at den var en nøjagtig gengivelse af de hebraiske
og græske grundtekster, og at den blev indført til officielt brug i kirken. (De tidligere oversættelser var foretaget ud fra Vulgata og tilmed ofte temmelig parafraserende.)
På denne måde blev Vulgatas monopol brudt, og grunden var lagt for det kæmpemæssige oversættelsesarbejde, som siden har fundet sted inden for Vestens kirkesamfund.
Det er imidlertid en del af sprogets væsen, at det er "levende" og under stadig forandring. Derfor bliver enhver bibeloversætteIse forældet før eller senere, og behovet for en revision melder sig.
Samtidig øges indsigten i de bibelske sprog fortsat, og det kan blive nødvendigt at revidere oversættelsen i lyset af ny viden.
Luther og de andre reformatorer arbejdede da også fortløbende med at forbedre deres
oversættelser, så de skulle blive så nøjagtige som muligt.
Oversættelsens metode.
Ethvert oversættelsesarbejde bevæger sig i spændingsfeltet mellem to yderpunkter:
Det ene er minutiøs ord-til-ord-oversættelse, mens det andet er genfortælling.
Ingen af delene kan betegnes som oversættelse i egentlig forstand.
Ord-til-ord-metoden lader nemlig hånt om reglerne for grammatik, ordstilling, stil osv. i det sprog, man oversætter til, og genfortællingen er kun en (fri) gengivelse af tekstens betydningsmæssige indhold, ikke af dens ord.
Ingen af disse yderpunkter er anvendelige, når det gælder bibeloversættelse. Kunsten består derimod i at finde "den gyldne middelvej'. Men det, som yderpunkterne kan synliggøre for os,
er:
1. Skal en oversættelse være anvendelig, må den være skrevet på et sprog, som rent faktisk er dansk.
2. Skal en oversættelse være pålidelig, må den tillige tilstræbe at gengive de ord, som rent faktisk står i grundteksten, så nøjagtigt som muligt.
Udfordringen for al bibeloversættelse består i at forene disse krav.
I arbejdet med at oversætte Bibelen er der primært to principper, som anvendes for at sikre en nøjagtig gengivelse af teksten:
Det idiomatiske princip indebærer helt grundlæggende, at oversættelsen skal være baseret på en tilbundsgående forståelse af meningen i den tekst, man ønsker at oversætte. (Det modsatte ville være, at man bare "oversatte" mekanisk efter en ordbog uden at gå ind i en tilbundsgående analyse af teksten og dens indhold).
Når oversætteren har fået klarhed over teksten og dens indhold, består opgaven i at finde ord og udtryk på det sprog, han oversætter til, som modsvarer den mening, teksten rummer.
Nogle gange kan man oversætte ord-til-ord, men ofte må man omskrive for at sikre, at den rigtige mening kommer frem.
På grund af sprogenes forskellige konstruktion kan det nemlig sagtens være sådan, at en ord-til-ord-gengivelse rent faktisk resulterer i en noget anderledes mening end den, der oprindelig lå i teksten.
Princippet om konkordans går ud på, at oversætteren tilstræber, at et givet ord i grundteksten oversættes på samme måde, hver gang det forekommer med samme betydning.
Hvis man gennemfører dette princip ned i de mindste detaljer, ender man med en uanvendelig ord-til-ord-oversættelse, og hvis man modsat opgiver dette princip helt, så bliver oversættelsen usammenhængende og utroværdig.
Derfor vil der altid være tale om en afvejning af forskellige forhold i den konkrete sammenhæng. Grundlæggende kan man dog sige, at det er vigtigt, at "tunge" bibelteologiske ord oversættes ens, hver gang de forekommer i samme betydning.
Dette giver nemlig Bibel-læseren mulighed for at få indsigt i, hvordan forfatterne til de bibelske skrifter bruger forskelige ord og udtryk.
Derimod er det ikke så vigtigt, at helt almindelige ord uden noget særligt teologisk indhold gengives nøjagtigt ens hver gang. Her kan man i højere grad tage hensyn til det sprog, man oversætter til.
Der har været en tendens til, at man spiller disse to principper ud imod hinanden, så der bliver tale om et enten-eller. Særligt er princippet om konkordans blevet forkætret af folk, der har gjort sigtil talsmænd for en gennemført idiomatisk oversættelse, hvor man først og fremmest tager hensyn til det sprog, man oversættertil. Dette er imidlertid både ufrugtbart og uholdbart. Vil man foretage en nøjagtig og pålidelig oversættelse, må begge principper tages i anvendelse.
Oversættelsens sprog.
Hovedspørgsmålet i denne sammenhæng er, om man i en bibeloversætteIse kan anvende ord og udtryk, som ikke indgår i en gennemsnitsdanskers ordforråd - eller om Bibelen skal oversættes, så den er umiddelbart forståelig for enhver.
Spørgsmålet er altså ikke, sådan som man til tider kan få indtryk af, om Bibelen skal oversættes til et gammeldags sprog eller til nudansk. Hvis man foretager en ny oversættelse, skal sproget naturligvis svare til den tid, man oversætter i.
Problemet består derimod i, at den virkelighed, som Bibelen beskriver, er ukendt for langt de fleste mennesker, og derfor kender og forstår de heller ikke de bibelske ord og begreber.
Spørgsmålet er så, om man af den grund skal opgive de bibelske ord og begreber og i stedet forsøge at finde helt andre ord og udtryk, som folk kan forholde sig til.
Denne holdning synes at vinde stadig større indpas, men der er imidlertid en række forhold. som må tages med i betragtning:
For det første: Gud brugte flere tusinde år på at forberede frelsen. Med til denne forberedelse hørte, at han skabte et sprog, hvorigennem denne frelse kunne kommunikeres til mennesker. Den, der læser Bibelen, må derfor acceptere, at han her møder ord og udtryk. som han ikke kender fra sit dagligdags ordforråd - af den enkle grund, at Bibelen taler om en virkelighed, som sprænger rammerne for det, som vort "almindelige" ordforråd kan kommunikere.
For det andet: Bibelen er en hellig bog. Derfor kan man ikke bare oversætte til en hvilken som helst sproglig stil. Ligesom Ånden, der taler i Skriften, er hellig, sådan bør også de ord, man gengiver hans tale med, give indtryk af, at vi her står på hellig grund.
Det betyder ikke, at sproget skal være højtravende og "fint", men på den anden side bør platte og tarvelige ord og udtryk undgås. Man må finde en sprogtone, som er værdig, uden at være for højstemt.
For det tredje: Ved arbejdet med en ny oversættelse må der altid tages hensyn til den eksisterende oversættelsestradition. Når Bibelen først er oversat til et sprog en gang, så er der grundlagt en tradition, som man ikke bare kan se bort fra.
De bibelske ord og udtryk lever i de kristnes sind og tanke, og i kirkens liturgi, salmer, bønner osv.
Bibelen er en levende bog, og derfor må oversættelsen være genkendelig for dem, som bruger den og lever i den. Bibelske "fagudtryk" som synd, nåde, salig, retfærdiggøre osv. er nemlig ikke mindre nudanske end andre ord, bare fordi de fleste danskere ikke forstår dem.
Oversættelsens teologi.
Når det overhovedet er nødvendigt at tale om teologi i forbindelse med Bibeloversættelse, så skyldes det, at oversættelse og fortolkning ikke kan adskilles skarpt fra hinanden. For at kunne
oversætte en tekst må man jo først forstå den, og det, som bibelfagene beskæftiger sig med, er netop fortolkning med henblik på forståelse.
Tilsvarende vil en oversættelse altid afspejle den forståelse af teksterne, som oversætterne er nået frem til. Derfor kommer vi ikke udenom at tale om teologi. også når det gælder Bibeloversættelser.
Men hvordan sikrer vi så, at oversættelsen har en sund teologi?
For det første: I arbejdet med Guds Ord er neutralitet en umulighed. Skal vi som menighed have tillid til en oversættelse, er det derfor en grundlæggende forudsætning, at den må være foretaget af mennesker, som selv bekender troen på Kristus og på Skriftens guddommelige inspiration (Matt 12.30).
For det andet: Det er ikke tilstrækkeligt at have gode sprogkundskaber for at kunne oversætte Bibelen nøjagtigt og pålideligt. Gode eksegetiske færdigheder og fortrolighed med den bibelske lære er mindst lige så afgørende. I denne sammenhæng bør evnen til at skelne mellem lov og evangelium fremhæves sammen med blikket for, at Kristus er hele Skriftens centrum.
Når der er to eller flere oversættelsesmuligheder, vil det ofte vise sig, hvilken teologi oversætteren repræsenterer: om han presser sine bibelkritiske eller religionshistoriske teorier ned over teksten, eller om han vælger en oversættelse, som er i overensstemmelse med troen og det samlede bibelske vidnesbyrd.
Sammenfatning.
Nogle har gjort sig til talsmænd for, at teologernes "monopol' på bibeloversættelse skal brydes, fordi man mener. at det er sprogfolk. ikke teologer, som har de rette forudsætninger for at lave den bedste oversættelse. Der skal ikke stilles spørgsmålstegn ved højtuddannede sprogfolks evner, heller ikke i forhold til bibeloversættelse, men det er afgørende vigtigt, at vi fortsat lader gode teologer have et afgørende ord at skulle have sagt. Ellers får vi ikke en bibeloversættelse, som er troværdig og anvendelig for troens folk.
Grundlaget for, at en oversættelse kan blive god, er nemlig. at man har en reel forståelse af og for bibelteksten. Desuden er det vigtigt, at oversættelsen ligger i forlængelse af tidligere oversætteisestradition. Det betyder, at en mundret og umiddelbart forståelig oversættelse til tider må vige for en, som mere nøjagtig og dækkende, samt at et mindre kendt (men vigtigt) "bibel-ord" til tider må foretrækkes frem for et hverdagsord.
Bibelen skal naturligvis gøres så forståelig som muligt, men det er vigtigt, at man som oversætter accepterer, at visse passager rent faktisk er svært tilgængelige. Derfor må man ikke gøre Bibelen lettere tilgængelig, end den reelt er.
I denne sammenhæng er det værd at minde om, at mennesker ikke bliver troende, bare fordi Bibelen bliver gjort let forståelig. Omvendelse, tro og nyt liv i Jesus Kristus er ikke bare resultatet af, at man rent forstandsmæssigt har tilegnet sig Bibelens indhold, men derimod af Helligåndens virke på hjerterne.
