Uddrag fra hæftet "Hvem er en kristen",
Af Olav Valen-Sendstad.
Udgivet på Lohses Forlag 1973.
(Side 33-43).
Det kan ofte undre en, hvor lidt der i denne tid tales om frelsesvished.
Hvad grunden til denne påfaldende tavshed kan være, er ikke godt at vide. Men mange gange får man et nedslående indtryk af, at der i vore dage råder megen falsk sikkerhed i frelsesspørgsmålet.
For mange er det ligesom så selvfølgeligt, at de er kristne, skønt det at være et Guds barn er det mindst selvfølgelige af alt, fordi der sker et under, når nogen bliver frelst (genfødelse).
For mange andre er det blevet sådan, at de betegner frelses-vishedens grundlag (Ordet, Jesu soning, Jesu retfærdighed) som »dogmer«, »teologi«, »død ortodoksi« o.s.v.; og på den måde spærrer de vejen både for sig selv og andre til den frigørende vished.
I virkeligheden burde der tales meget til denne religiøse tid, både om nødvendigheden af og vanskeligheden ved en sand frelsesvished. For den sande vished er meget, meget forskellig fra den falske sikkerhed og selvfølgelige tryghed, som kendetegner al åndelig død.
Og netop når Guds And har vækket og levendegjort os således, at vi begynder at frygte for at bedrage os selv, netop da begynder vi at spørge efter det sande grundlag for frelsesvisheden; netop da begynder vi at blive trætte af den åndelige mad, vi før har suget i os, og griber efter sandhed, efter klippefast grund, efter det sande kildevæld.
Der er en slags mennesker, som er ligesom de altædende dyr, de er åndelig talt altædende; de foretager ingen undersøgelse af, hvad der er livsbefordrende, og hvad der er livsruinerende; de tvivler aldrig på, at det de tror, hører, læser, føler og bygger på skulle være sandt, være holdbart.
Den slags mennesker er sjældent i tvivl om deres nådestand hos Gud. De er som den fortabte søn var det i tiden før, han kom til besindelse: Hvem han var i selskab og i lag med, hvad han åd og drak, hvad han tænkte og følte, troede og mente - det var lige godt alt sammen… indtil det en skønne dag styrtede i grus... alt sammen.
Til dem er disse ord om visheden ikke talt.
Men så er der en anden slags mennesker, som ligner den fortabte søn i det tidsafsnit af hans liv, da han »stod op for at gå hjem«, og da han endnu var på vejen hjem, håbende på det bedste, frygtende det værste, uvis om, hvorledes Faderen ville tage imod ham.
Til dem er disse ord om visheden talt.
De er blevet bedraget og skuffet over deres egen åndelige »altæden«.
De ved ikke længere, hvad de skal tro og bygge på. I deres tankeverden finder de intet lys. I deres viljesliv finder de kun splittethed, vildrede, magtesløshed. Og i deres følelsesliv finder de ingen sikker grund.
Kort sagt: De finder intet i dem selv, på hvilket de tør grunde nogen vished om at være Guds barn.
Sådanne har det ondt. For dem er spørgsmålet om frelsesvished virkelig en smerte.
Og er der end, som sagt, ikke mange i vor tid, der synes at kæmpe med dette spørgsmål, så turde disse ord dog have ret til at henvende sig til den lille flok af disse søgende.
Vi vil prøve at klargøre spørgsmålet om frelsesvisheden i tre små punkter:
1. Først noget om de åndelige betingelser for at få vished. Da visheden er en ren og fri gave fra Gud, som ingen, ingen kan tage eller erhverve selv, men som kun fås, da er det rigtigt af os at blive klar over, hvilke sjæle og i hvilken stilling visheden gives af Gud.
2. Dernæst vil vi prøve at kaste lys over forskellen mellem tro og vished og beskrive vishedsoplevelserne.
3. Endelig vil vi forsøge ud fra Bibelen at forklare det, som konstituerer visheden, Åndens vidnesbyrd, i den troendes hjerte.
1. Betingelserne for at få frelsesvished.
Hvis du tænker på den fortabte søn (Luk. 15), så vil du straks se, at der var to betingelser, for at han kunne få vished om sit barnekår hjemme i faderhuset:
For det første måtte han ”stå op” og ”gå hjem”, d.v.s. vende sig til faderhuset, for der at få rede på, hvordan hans sag stod.
For det andet måtte han selv ”høre”, fornemme, forstå af sin fars mund, hvad faderen tænkte om ham og hans barneret. Og på det faderen sagde i den sag, kunne han grunde sin vished og ægte sikkerhed.
De samme to betingelser udtalte Herren også til Israel: Ville de erfare og forvisses om hans nåde, så måtte de komme til ham og høre på ham:
”Vend om”, I frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er Eders herre; jeg tager Eder, én fra en by og to fra en slægt og ”bringer Eder til Zion” (Jer. 3,14).
Og da Israel til straf for al sin synd, verdslighed og ugudelighed var blevet bortført til Babylon, da lovede Herren dem dette:
»Leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele Eders hjerte« (Jer. 29,13).
Dvs. at betingelsen for at finde Herren er at søge ham, er at gå og komme til ham, og betingelsen for vished er at få at høre af Herren selv, at man har fundet ham.
------------------------
Men hvad indebærer disse to betingelser nærmere betragtet?
Hvad er det at »stå op«, at »gå hjem«, at »komme til ham«, at »søge ham af hele sit hjerte«? Og hvad er det at »høre hans røst«, at »fornemme Faderens svar«, at »tro på ham«?
Nogle få ord skal gives til belysning af hver af dem.
--------------------------
Når mennesket vil til at søge Gud af hele sit hjerte, og gør dette efter sit eget hoved og sin egen fornufts belæring, så tænker det: »Jeg må samle min tanke og vilje om det ene; det må være slut med mit delte og splittede sind; jeg må prøve at tænke koncentreret på Gud; jeg må forsøge at udelukke alle uvedkommende tanker og interesser; jeg må undertrykke alle vilde lyster og rebelske begæringer« osv.
Men det varer ikke længe, før alt dette mislykkes!
Og det er ikke underligt, for alt dette kan jo lignes med den fortabte søns fantasibilleder.
Hvis han lå i syndens dynd og elendighed og tænkte: ”Nu vil jeg tænke på far, nu vil jeg tænke på ham alene, glemme og lukke alle andre tanker ude samt al den gruelige elendighed, jeg lever i« - til hvad nytte var den slags drømme og fantasterier?
Sådanne drømme og fantasterier er lovens måde at søge Gud på: Man skal i sine tanker løfte sig op i Guds verden ved at tænke på Gud alene; man skal få forbindelse med Gud ved med sin vilje at koncentrere sig energisk og beslutsomt.
Drøm! Vås! Indbildning!
Af dette kommer der ingen forbedring, ingen omvendelse.
Hvornår »stod han op«, den fortabte søn?
Jo, da han dybt beskæmmet over at have bortødet arven, da han skamfuld over sine slidte klæder, da ban nedtrykt over hele sin fortid alligevel ville gå hjem som han var, og fortælle alt fuldstændig som han havde gjort.
Åh, det er en forfærdelig, fattig og ringe måde at komme på!
Men netop dette er evangeliets måde at søge Gud på: Man må gå til Gud uden ære, uden fortrin, dybt beskæmmet over sit mislykkede liv, dybt skamfuld over alle pletterne på samvittigheden og alle pjalterne, dybt nedtrykt over de svundne dage og timer, de for evigt henrundne, svundne dage.
Det er evangeliets vej til faderhuset: Du må gå til Gud og fortælle alt om dig selv, vel vidende at du overhovedet ikke vil kunne svare for dig, når Han vil gå i rette med dig; sikker på at du må stå tavs foran Ham med tilstoppet mund, uden undskyldning, uden selvforsvarets ubegribelige veltalenhed.
Er det at søge Gud af hele sit hjerte?
Ja, det er at lyde ordet: Vend tilbage - I frafaldne. Det er at følge indbydelsen: Kom hid - du arme synder.
Hvorfor kalder evangeliet dig ellers for synder, for fortabt og for ugudelig?
Jesus indbyder dig. Javel, men netop idet han indbyder, kalder han dig en synder.
Hør min ven!
Hvad enten du aldrig har været frelst før, aldrig har søgt Gud, eller tror, at du længe har været en kristen, så er dette at komme, dette at søge Herren af hele sit hjerte:
At være en synder i sig selv, der aldrig kan andet eller mere end fortælle Ham om tilstanden, synden, faldet, besmittelsen, netop sådan som det er.
Spørger du mig, om en gammel kristen også altid bør ligne den fortabte søn, så svarer jeg dig:
Der er kun en eneste måde at komme sandt til Herren på for omvendte og for uomvendte, og det er at komme i bod og anger og fortælle, hvordan det står til.
Når en sjæl ikke længere vil være på den bodfærdige plads, så er han på frafaldets vej, selvom han roser sig af de højeste og ædleste åndelige dyder og fortrin.
For den, som har et syndigt kød, en gammel og ond natur og en ond lyst i sig selv, han har altid behov for at gå til Gud i bod og anger og fortælle om stillingen, som den er.
Det er den første betingelse for at få frelsesvished, at du en gang er kommet på denne plads; og det er betingelsen for at bevares i vished, at du altid forbliver på denne plads.
For så længe du er her på jorden og trækkes med dit syndige kød, så længe trænger du til altid at fortælle Gud om kødets besmittelser.
At der er stor uvilje og modvilje i os mod at indtage denne lave plads og blive på den, det ved vi godt nok.
Derfor er der også i denne falske tid og i al sikkerhedsfølelsen nu til dags mange - forfærdende mange røster, som vil tilbyde dig sin hjælp ved at skaffe dig en sådan »sejrende kristendom« og høj »åndsfylde«, at du kan slippe for at være på denne lave plads.
Dog vil vi sige om dette: Lige så sandt som der findes en sand sejr og fylde af Guds Ånd, lige så sandt er det en satanisk og forblindet form for »sejr« og »åndelighed« og »åndsfylde«, som ikke daglig trænger til at gøre bod og komme på den lave plads, på synderens plads for Gud.
Og særligt underfuldt er det, at kun som bodfærdig kristen ejes den sande glæde og frelsesfryd i Herren. For de ubodfærdige synes det at være et tungt og trist liv at være på den lave, bodfærdige plads.
Men netop da den fortabte søn skammede sig dybest over sig selv, kunne han glædes og frydes mest over faderens godhed, trøst, nåde og kærlighed.
Sådan er det med os i forholdet til Gud.
-------------------------------
Den anden betingelse for frelsesvished er, sagde vi, at du får at høre af Faderens mund, hvorledes det står til med din barneret og nådestand.
Dette ord af den himmelske Faders mund hører vi her på jorden af Jesus. Derfor råber Faderen ud over jorden: Hør ham! (Matt. 17,5).
Og derfor lyder det fra Faderens mund: Alle, som tager imod ham, Jesus, giver han ret til at kaldes Guds børn (Joh. 1,12). Det være sig fortabte sønner, forkomne døtre; det være sig syndere, urene, besmittede, ugudelige: Den, som hører og tager imod Jesus, bliver barn i himmelen!
Barneretten står og falder med Jesus. Derfor må visheden om barnekåret også stå og falde med, om du hører, antager, modtager og fornemmer Guds ord om Jesus. For hvor evangeliet om Jesus er og høres, der høres den himmelske Faders røst:
Kom hid, du hjælpeløse! Om du end for vild og forspildte hele din arv, her er et nyt og bedre rige grundlagt for dig! Kom - kom; frygt ikke. Jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! (Es. 43,1).
Og hvor apostelen vil formulere frelsens og dermed vishedens betingelse, dér siger han: »Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst« (Ap.G. 16,31).
Troen på Jesus er betingelsen. Frelse og barnekår er følgen.
Lige så snart vi kommer til denne side af frelsen, så kommer de tusinder indsigelser og udflugter. Her er det ord, som overhovedet ingen på jorden har loddet den fulde dybde af; men her er også det ord, som alle indbilder sig, at de kender og forstår!
Hvis mennesker brugte bare halvdelen af al den energi, de bruger på at tænke på og forstå sig selv, til at tænke på og forstå Jesus, da ville verden vrimle af lykkelige kristne.
Men nu er der kun en lille flok. Og dog siger Paulus:
»Hvorledes skulle de kunne tro ham, som de ikke har hørt om? ... så kommer da troen af det, som høres« (Rom. 10,14ff).
Og Herren siger: »Hør, og Eders sjæl skal leve! « (Es. 55,3).
Derfor kære sjæl! Søger du frelse og vished om frelse, da hør flittigt efter ordet om Jesus. For han er frelsens grund, som der står skrevet:
»Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus« (1. Kor. 3,11).
Han er grunden til frelse. Han er årsagen til trøst, glæde og fred.
Han er grunden til fred og frimodighed, (Hebr. 10,19).
Har du grunden, så kommer følgen af sig selv.
Har du Jesus, hans person, ord og værk, så kommer sjælens frelse og vished af sig selv.
Han tog din syndeskyld på sig og bekendte dine synder som sine (3. Mos. 16,21; 1. Pet. 2,24). Han bar den straf, som ventede dig (Es. 53,5).
Vil du tro det, lade det være grundlag, hænge fast ved det, stole på det?
Da vil du blive frelst!
Da han døde på Golgata, da døde din syndeskyld (2. Kor. 5,15).
Da hans blod blev udgydt, da blev dit gældsbrev udslettet (Kol. 2,14).
Han opfyldte loven, for at loven ikke skulle kunne skade dig.
Han var i alle ting til Guds behag, for at du i ham skulle blive værdsat af Gud.
Her er den himmelske Faders tale om din barneret og om grundlaget for frelse.
Her får du at se, at grunden til din frelse ikke ligger i dig, ikke i dine bønner eller i din nød, ikke i din anger eller kærlighed, ikke i din syndsbekendelse eller ærlighed.
Nej, grunden ligger udenfor dig, i Jesu person, i Jesu værk, i Guds hjertelag og nåde.
Den grund, hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død;
i Jesu korses skygger
er sjælens hvile sød;
der har jeg fundet livet,
selv er jeg intet værd;
hvad Jesus mig har givet,
det gør for Gud mig kær.
Sådan synger Paulus Gerhardt.
Og Johan Andreas Rothe, en tysk præst som levede i 1700-tallet, synger om denne grund:
Nu har jeg fundet det, jeg grunder
mit salighedens anker på,
den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå;
det er en grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
Og Pontoppidan sang:
Om nogen nu mig spørge vil
om grund til salighed,
…
jeg svarer med et frejdigt mod:
»Min grund er Jesu blod.
Hvor disse to ting findes i vore hjerter: En hjælpeløs fortabt synder, der må komme og fortælle om sin stilling, som den er, og hører, tror, hænger fast ved og stoler på, at Jesus er frelsens grund, der får Gud lov til at frelse en synder. Og der kan der komme frelsesvished.
Dette vil vi stærkt fremhæve:
Det er kun syndere, som bliver frelst og får frelsesvished. De egenretfærdige, som aldrig har klaget over synd, får heller ingen vished.
Når du bliver uren for Gud, da får du vished om renselse i Jesus.
Når du bliver en synder for Gud, da kan du forvisses om forladelse.
Når du får at se, hvem du selv er, da kan du tro, hvad Jesus er.
Og når du tror på Jesus, sådan som du er, da kan du få vished om, at du er Guds barn, sådan som du er, Guds barn i ham.
Fortsættes.
