Uddrag fra hæftet "Hvem er en kristen".
Af Olav Valen-Sendstad.
Udgivet på Lohses Forlag 1973.
Læs del I her.
(Side 43-52.)
2. Tro og vished. – Vishedsoplevelserne.
Det allerførste vi da vil indskærpe til belysning af forskellen og ligheden mellem tro og vished er dette, at visheden overalt er trosvished. Dvs. at det er troen, som bliver vis. Derfor kommer troen før visheden, du kan have tro uden vished; men det er en komplet umulighed at have vished uden tro.
Hvad er da tro?
Og hvad er vished?
Tro er altid og overalt tro på en anden end mig selv. Så længe jeg tror på mig selv, tror på min tro, på min tanke, på min vilje, så længe har jeg en falsk tro; ja, det fortjener ikke engang navnet tro.
Troen er tro på en anden, og er den ikke det, så er der ingen tro. Derfor er troen altid rettet mod noget udenfor os, mod en anden person. Derfor kan troen aldrig klare sig uden ord og udtryk, tilsagn og tale, løfte og forjættelse fra den anden person. Dvs. troen kan ikke leve uden Jesu ord, uden Guds løfter, uden Herrens tilsagn. Derfor sagde Jesus: »Tro på Gud, og tro på mig!« (Joh. 14,1), dvs. stol på noget andet end jer selv!
Derfor hedder det overalt i Bibelen: »Tro på Jesus«, fordi tro er tillid til en anden person.
Troen er altså ret beset intet andet end i sit hjerte at stole på, at den anden, som man tror på, taler sandt.
Derfor er det også meget vanskeligt at tro. For de egenretfærdige er det sandelig let nok at tro, for de tror slet ikke, men bilder sig kun ind, at de tror, og at det er let at tro. Nej, men når samvittigheden anklager dig, når hjertet fordømmer dig, når synden tårner sig op, hvor du end vender dig, når skylden tynger og nager - da skal du prøves om du tror. For her siger Gud: Jeg vil tilgive og forlade. Jesus har båret syndeskylden bort fra mit ansigt. Min nåde er dig nok. Hvad Jesus er, det gør dig kær for mig.
Tro det! Tro det, når hjertet bruser, når samvittigheden knuser dig, når din sjæl græder!
Da får du at se, hvad troen er.
Det er at tro det modsatte af, hvad du føler.
Det er at stole på Ordet fra Gud, selv når Ordet taler stik imod din fornuft eller følelse.
Siger fornuften: Du farer til Helvede, så skal du stole på Ordet, som siger: Nej, du vil blive barn i himmelen for Jesu skyld.
Siger samvittigheden: Du er forbandet, Gud kan ikke befatte sig med dig, så skal du stole på Ordet, som siger: Nej, du er udset til at arve evig velsignelse i Jesu navn.
Sådan er troen. I modsætning til det brusende hjerte, den skarpe fornuft og den ubønhørlige samvittighed, holder den fast ved Ordet, og tænker, at Gud ikke lyver. Derfor er det troens væsen at hænge fast ved Ordet, prædike for sig selv, hvad Ordet siger, lade Gud tilgive os, stole på at Gud er sandhed, stole mere på Herren end på sig selv.
Kort sagt: Troen er at give sig ind under Ordet, uanset hvad Ordet siger, og uanset at fornuften raser.
Troen er at opgive modstanden mod Gud, at udlevere sig til den behandling, som Gud siger, at han vil give os i Ordet.
Troen er at blive passiv over for Gud: At lade Gud elske os, at lade Gud tilsige os nåde, at lade Guds ord være sandt, at lade synden være borttaget i Jesu offer, at lade Gud i Jesus anse os som dem, der aldrig har syndet.
Derfor er troen ikke grundet på sanserne eller følelserne. Thomas sagde jo: »Får jeg ikke at se og føle, så vil jeg ikke tro«. Dette var vantro. Nej, troen er grundet på Ordet, på det Gud siger.
Og nu visheden.
Hvad er grunden til, at nogle får visheden så at sige i det øjeblik, de i Ordet tror og griber Jesus, mens andre måske må høre Ordet længe uden at få vished?
Grunden er, at Gud aldrig giver nogen frelsesvished, før han ser, at det er virkelig sandt, at alle støtter er faldet, så vi alene er afhængige af Guds ord som det rette grundlag.
Så længe der endnu findes nogen fortrøstning til os selv, til vor tilstand, til vor fromhed, vore bønner, anger osv., så længe udebliver frelsesvisheden.
Men når vi ser os selv så fortabte, at vi er helt nøgne over for Gud og intet har, undtagen to tomme hænder og en uendelig skyld, en lukket mund og en forstummet egenretfærdighed - da er Herren sandelig heller ikke langt borte! Får han da lov at hviske Ordet i dit hjerte, da kommer visheden.
Visheden ligger i troen, ligesom i en nøddeskal.
Når den arme, nøgne tro holder sig til Ordet, så springer visheden frem som liv af troens spire.
Troen har visheden i sig selv. Derfor hedder det i Skriften, at ”tro er fast tillid (norsk overs.: vished) til det, man håber” (Hebr. 11,1), og salmisten synger:
Vor tro er den forvisning på,
at vi Guds nåde have,
som ingen af sig selv kan få,
men den er Andens gave.
Der er forskel på tro og vished. Og den vil vi beskrive med et lille billede.
Engang i forrige århundrede var et skib med missionærer på vej til missionsmarken, da det mødte et sørøverfartøj. Missionærerne og skibsfolkene samledes da i deres store nød i skibssalonen - og råbte til Gud om hjælp og beskyttelse.
Da nu sørøverne kom ganske nær, så de på skibet, at sørøverne pludselig ændrede kurs og sejlede bort. De forstod ikke sammenhængen, selv om de oplevede en underfuld bønhørelse, så de ikke blev til skamme i deres tro.
Nogle år senere købte en af disse missionærer en slave og tog ham til sig.
En dag fik han en sælsom historie at høre: Slaven havde været sørøver, før han blev taget til fange af andre røvere og solgt som slave. En dag sejlede de hen mod et skib for at plyndre det; men da de kom på nært hold, fandt de det bedst at lægge kursen helt om, for langs rælingen på skibet stod der tæt med stærkt bevæbnede mænd.
Da fik missionæren vished om den måde, Gud havde frelst dem på.
Uden at presse dette billede kan det fortælle os forskellen på tro og vished.
Dengang missionærerne i nød og vånde råbte til Gud og i troen forventede hans hjælp, blev de hjulpet, selvom det hele var gådefuldt for dem.
Da de imidlertid hørte om slavens syn, så fik de hele sagen at se i et nyt lys, under en anden synsvinkel.
Da de var om bord, så de hverken den væbnede vagt eller forstod hjælpens art.
Men ved slavens beretning (ord) fik de det hele at se udefra, fra sørøverens standpunkt; og under denne synsvinkel tog hele sagen sig ganske anderledes ud.
Da fik de visheden.
Forskellen mellem tro og vished er altså som forskellen på synspunkter eller synsvinkler.
Så længe du tror, så længe ser du egentlig frelsessagen fra din egen side. Derfor ser du megen svaghed og nød, føler megen synd og samvittighedens anklage, føler dig ofte fordømt og borte fra Gud, har mest lyst til at græde og jamre - og må dog råbe til Gud, må dog holde dig til Ordet, må dog stole på, at det er sandt, må dog tro, at Gud er dig nær, at han forlader din synd, selvom du intet føler.
Men når Gud forvisser dig, da bruger han Ordet, og så forklarer han Ordet for dig, så at du i og med Ordet får lov til at se hele din frelsessag fra Guds side. Da er det, at vi bliver stærke og glade, frimodige og fuldt forvissede.
Dette er egentlig hemmeligheden med Åndens vidnesbyrd (Testimonium Spiritus sancti): At vi ved en indgriben fra Guds Ånd får lys over det ord, vi hører eller læser, hvilket medfører, at Ordet underviser os om, hvad Gud tænker. Og når vi da i Ordet får lys over, hvad Gud tænker, så får vi os selv at se fra Guds side, ligesom udefra, under den synsvinkel Gud ser på os.
Lad mig prøve at klargøre det lidt.
Først en naturlig sammenligning: Du omgås en person; og da du almindeligvis er god til at fantasere om alt det storartede, denne anden tænker om dig, så bliver du en skønne dag forfærdelig skuffet over at høre ham kritisere dig skarpt. Du kom til at se dig selv i hans tanker - og blev såret.
Omvendt: Du kender en, som kritiserer dig altid. En skønne dag hører du fra denne stærkt anerkendende ord. Du kom til at se dig selv i den andens tanker - og blev usigelig glad.
Sådan er det på en måde også med synderen for Gud.
Når den selvgode og egenretfærdige, som indbilder sig alt muligt godt om sig selv, pludselig får lovens kritik og dom at mærke, da bliver han såre forfærdet for Gud og synes, at det er skrækkeligt med de tanker om ham. Og han finder ingen trøst.
Men når den forskrækkede og hjælpeløse synder får evangeliets ord at høre, så bliver han i rigt mål styrket og trøstet med fred pga. disse Guds tanker om ham.
Hvor stort er det ikke for en arm synder, som frygter den evige død, at høre: »En er død i alles sted, altså er alle døde« (2. Kor. 5,14) - dvs. at få sin sag at se fra Guds standpunkt, hvor synderen er medregnet i Jesu død, som om han selv var død for syndens skyld.
Hvor stort er det ikke for en arm stakkel, som føler sig nøgen i sin skamfuldhed, afklædt i elendighed, at få at høre ved Ordet, at han er klædt og iklædt for Gud i Jesus.
Hvad bevægede sig mon i Esajas' hjerte, da han sang disse ord: »Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe« (Es. 61,10). Jeg tror, han ofte havde frosset, frygtet og jamret i nøgenhed for Gud. Men jeg tror også, at han frydede sig, da han fik at se, at han for Gud stod indhyllet og klædt.
Det er synderens allerstørste trøst og glæde, at han kan findes iklædt for Gud ved tro på Jesus (Gal. 3,27; Fil. 3,9). Vide at Gud ser ham i Jesus; vide at Gud tilregner ham Kristi retfærdighed som et svøb mod dommen; vide at Gud i sine tanker ser ham, som om han aldrig havde syndet.
Når Gud derfor ved Ordet giver vished, da går dette som en herlig oplevelse og erfaring i opfyldelse, at Gud »ved, hvilke tanker jeg tænker om Eder ... tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give Eder fremtid og håb« (Jer. 29,11).
Han lader os på en egen måde komme på det stade og under den synsvinkel, at enhver af os får at se:
Jeg er genstand for Guds øje og tanke; jeg er genstand for hans nåde; jeg er den arme synder, som ses i Jesus.
Med den erfaring som baggrund kan synderen sige som Sulamit: »Jeg er sort, dog yndig« (Højsangen 1,5), dvs. set fra min side er jeg en fordømt synder og en uren forbryder; men set fra Guds side er jeg yndig og velbehagelig, fordi jeg i Jesus ses, som om jeg aldrig havde syndet. Gud har behag i mig, selvom jeg er sort.
Første gang denne oplevelse gives os af Gud, får vi en underfuld fylde af indtryk strømmende ind over os.
Vi synes bogstavelig talt, det er, som faldt der skæl fra vore øjne (Ap.G. 9,18; 2. Kor. 3,16).
Vi er fulde af forundring over, hvor enkelt det hele er, og hvor mærkeligt det er, at vi ikke forstod det før.
Vi fyldes af lyst til at fortælle andre om Jesus, så de kan opleve det samme.
Vi fyldes af usvigelig vished om at være frelst og høre Gud til i Jesu retfærdighed og offer. Og vi synes næsten, at vi har fået et blik ind i himmelen, idet vi har lært at forstå, hvad Gud tænker om os.
Vi har fattet dette, at det afgørende for tid og evighed ikke ligger i, hvad vi tænker, men i hvad Gud tænker om os i sin søn Jesus.
Men denne oplevelse medfører også, at vi får vished om Ordet.
Og det er ikke underligt.
Den bliver jo altid givet os i og med Ordet.
Og den bliver aldrig, aldrig givet uden Ordet.
Og da det således er i og med Ordet, at vi fik lov at se os selv fra et nyt stade, nemlig sådan som vi tog os ud for Gud, idet vi var iført Jesus, så blev Ordet og Guds tanke fuldstændig et og det samme for os.
Vi blev forvisset om Ordets, om Skriftens, om Jesu, apostlenes og profeternes sandhed som Guds egen sandhed. Ordet blev smeltet ind i og sammen med vore hjerter (Hebr. 4,2).
--------------------------------------
Selvom der nu er forskel på tro og vished, så må man ikke glemme, at tro og vished også er overmåde ens, ja, de kan ofte hos den mere prøvede kristne slet ikke skelnes fra hinanden.
Og ligheden er denne: Hverken troen eller visheden kan eksistere uden Ordet.
En tro, som er uden Guds løfter, uden Jesu ord, person og værk, er ingen tro, men kun vrøvl og vås.
Troen er der aldrig, aldrig uden det udvortes (historiske) ord.
Sådan er det også med visheden. Er den der uden ord, så er det ingen vished, om den end er revnefærdig af »åndsfylde« og »høje følelser«. En frelsesfryd, som ikke direkte og ligefremt grunder sig i det udvortes ord, det er en falsk frelsesfryd og en kødets fordærvelse.
Alt det, man kalder tro, vished, åndsfylde osv., er kun kødets værk og tom indbildning, hvis det ikke har sit grundlag og sin rod i Guds ord.
Til slut vil vi da prøve på ud fra Bibelen at forklare - så langt dette da overhovedet kan forklares - hvorledes Ordet og Åndens vidnesbyrd begrunder og konstituerer frelsesvisheden.
Det er ikke vor sag at tale alt for meget om de hede følelser. For de er en følge - til og med en højst sekundær følge - af visheden.
Dem bør man ikke bekymre sig alt for meget om.
Fortsættes.
