Fra Budskabet,
Nr. 5 - 2008.
Af stud theol. Henrik West.
Artikel II.
Mens vi i en tidligere artikel har gennemgået nogle grundprincipper for bibeloversættelse, skal vi nu i lyset af dette se nærmere på nogle nyere, danske oversættelser, særligt den senest autoriserede.
Historisk overblik.
Frem til 1931 havde vi i Danmark en bibeloversættelse, hvis aner gik mere end 300 år tilbage. Det var nemlig stadigvæk Hans Poulsen Resens oversættelse fra 1607, som lå til grund. Dette var den første danske udgave af Bibelen, som var oversat direkte fra grundteksterne, idet reformationstidens danske oversættelser var oversat fra Luthers tyske oversættelse. Resens oversættelse blev sprogligt revideret flere gange, senest i 1871 {GT) og 1907 (NT.)
Da man i 1920'erne begyndte at arbejde på en ny oversættelse af Bibelen, var ønsket at få en helt ny, selvstændig oversættelse af grundteksten. Derfor kom oversættelsen af GT fra 1931 på mange måder til at markere et brud i dansk oversættelsestradition. Mange steder, særligt i de poetiske afsnit, er oversættelsen forholdsvis fri, og den rummer tydelige spor af sin samtids bibelkritiske teologi. Oversættelsen af NT fra 1948 lider ikke i samme grad under disse skavanker, men også den er et selvstændigt værk.
I 1970'erne begyndte ønsket om en ny oversættelse, særligt af GT, igen at blive påtrængende. Derfor blev der på ny nedsat oversættelseskommissioner, for GT’s vedkommende i 1975 og for NT’s i 1984. Endnu engang valgte man at begynde helt forfra. Dette skyldtes ikke mindst udviklingen inden for den kritiske teologis syn på GT. Arbejdet mundede ud i, at Det Danske Bibelselskab i 1992 kunne udsende en ny, autoriseret oversættelse af hele Bibelen (D092).
Ventetiden, som nok i manges øjne var for lang, betød, at der i mellemtiden fremkom andre oversættelser, først og fremmest Anna Sophie og Paul Seidelins oversættelse af NT (1974) og Ny Testamente på hverdagsdansk (1985, senere udvidet med GT).
Der er imidlertid en lang tradition for private bibeloversættelser i Danmark, så dette markerer egentlig ikke noget nyt. Bibelen på hverdagsdansk er siden hen udkommet i nye, reviderede udgaver, senest i 2007. Kort tid efter udkom Bibelselskabets Den Nye Aftale, som heller ikke er autoriseret. Vi vender tilbage til de to sidstnævnte oversættelser senere i artiklen.
Hovedtendenser.
De mest afgørende forskelle mellem den gamle oversættelsestradition og de autoriserede oversættelser fra 1931/48 og 1992 kan samles i fire hovedpunkter:
1. For det første er sproget blevet fornyet, idet man har afskaffet ord, bøjningsformer og stavemåder, som ikke længere var i brug.
Som eksempler kan nævnes, at man med 1948-udgaven afskaffede verbernes flertalsformer (I ere - I er, de bleve - de blev osv.), og at man i 1992-udgaven erstattede thi og vorde med for og blive. Denne tendens er helt i overensstemmelse med tidligere praksis. hvor man for eksempel i 1907 foretog følgende ændringer: overantvorde - overgive, øienskalk - hykler, hudflettede - piskede osv.
Når det gælder D092, må man dog konstatere, at mens man på den ene side har afskaffet visse ord, så har man ikke holdt sig tilbage for at indføre andre ord, som nok af de fleste opleves som forældede.
Som eksempler fra NT kan nævnes: befængt, fortrykt, frasagn, ildhu, opsætsighed, renfærdig, tøjlesløshed, udæske. Ingen af disse ord fandtes i 1907- og 1948-udgaverne af NT. Og ord, som nid, kiv og åsyn, der ellers stort set er afskaffet i D092, findes fortsat nogle få steder. Endelig har man indført nogle fremmedord, fx testator og dysenteri, som kun forstås af de færreste. På dette punkt er D092 med andre ord temmelig inkonsekvent.
2. For det andet: Mens man i de ældre oversættelser lagde stor vægt på princippet om konkordans[1] - og derfor var meget tilbageholdende med at omskrive grundtekstens udtryk, ordstilling og sætningskonstruktion - så er det karakteristisk for de nyere oversættelser, at man i stadigt stigende grad slækker på dette princip og udviser større åbenhed for at omskrive til mere gængs, dansk sprog og stil.
Dette har betydet, at vi er sluppet af med et tungt og knudret sprog med lange sætninger og mærkelige konstruktioner.
Denne udvikling er ikke i sig selv negativ, for det afgørende er ikke, om sætningerne er korte eller lange, om ordstillingen er knudret eller ligefrem, men derimod at oversættelsen gengiver grundtekstens mening nøjagtigt.
Desværre må det samtidig konstateres, at de nyere oversættelser i stadigt stigende grad - under dække af at anvende idiomatisk metode [2] - omskriver grundtekstens ord og udtryk på en måde, så tekstens mening ikke længere kommer klart frem, men tværtimod tilsløres eller går helt tabt.
I andre tilfælde har man indsnævret betydningen for at gøre teksten mere forståelig, men prisen er, at tekstens betydningsfylde mistes. Endelig har man også slækket så meget på konkordanskravet, at det er blevet stadig sværere at læse Bibelen på tværs, for selv bibelske hovedord bliver ikke længere konsekvent oversat ens.
3. For det tredje er det kendetegnende, at man opgiver flere og flere af de gamle bibelske hovedord. Denne tendens kommer til udtryk i D092, ved at fx ordene nidkærhed, miskundhed, rose sig af og retfærdiggøre [3] er opgivet helt, og brugen af ordene kød, sjæl, hjerte og vandre er stærkt begrænset.
Hvor man tidligere kunne læse om Guds miskundhed eller nåde, tales der derfor nu om hans godhed, troskab eller trofasthed.
Og hvor vi tidligere hørte om hans nidkærhed, møder vi nu det rent ud sagt blasfemiske, at oversætterne omtaler hans lidenskabelighed eller skinsyge – ord som andre steder i Bibelen bruges om syndige egenskaber hos mennesker. Højst besynderligt er det, at mens man i NT har bevaret ordet salig, er det i GT erstattet med lykkelig.
Denne udvikling betegner et brud på oversættelsestraditionen, som set fra et kirkeligt synspunkt er særdeles uheldigt og beklageligt. Resultatet er nemlig, at de bibelske hovedord mister deres betydningsfylde, og at afstanden mellem den aktuelle bibeloversættelse og kirkens tradition bliver unødvendigt stor.
4. For det fjerde: De gamle oversættelser var, på trods af et i vore øjne tungt og knudret sprog, kendetegnede ved stor nøjagtighed og pålidelighed samt ikke mindst indre teologisk sammenhæng.
I modsætning til dette må det konstateres, at udviklingen i det seneste århundrede er gået i retning af teologisk mere og mere uklare oversættelser.
Denne udvikling hænger nøje sammen med, at de teologer, som har stået bag oversættelserne, i stadigt stigende grad har haft en bibelkritisk og religionshistorisk tilgang til Bibelen, samt at teologisk ukyndige sprogfolk har fået stadigt større indflydelse.
At Bibelselskabet bekender sig til den historisk-kritiske teologi fremgår af både D092, Den Nye Aftale og selskabets hjemmeside.
Hele denne udvikling har betydet, at det er blevet stadigt sværere for folk, som har en klassisk kristendomsforståelse, at tage imod de nye oversættelser med udelt glæde.
Oversættelsen fra 1992.
I årene forud for autorisationen af D092 blev der udsendt såkaldte prøveoversættelser af GT og NT. Eftersom disse var udtryk for et markant brud med dansk oversættelsestradition, både sprogligt og teologisk, tog man fra MF og DBI’s side initiativ til et omfattende arbejde med minutiøst at gennemgå disse oversættelser, så man kunne give en solidt baseret, faglig respons til revisionskomiteen. Man havde nemlig indset, at hvis den nye oversættelse skulle kunne tages imod og bruges med glæde i alle kirkelige kredse, så måtte der ske væsentlige ændringer.
Kritikken blev til en vis grad imødekommet, og højrefløjen blev repræsenteret i den komite, som skulle stå for den endelige redigering.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan D092 rent faktisk endte med at blive. Ved udgivelsen var det generelle indtryk tilsyneladende, at oversættelsen var blevet meget bedre: Man havde jo fået folk med i revisionsarbejdet, og der var blevet lyttet til kritikken.
Selvom der fortsat blev ytret kritik mod visse enkeltsteder i oversættelsen, så var den generelle modtagelse meget positiv.
I løbet af de godt 15 år, som nu er gået, er der dog flere, som har bemærket oversættelsens svage sider. Sagen er nemlig, at selvom meget blev ændret og mange af de værste udskejelser opgivet, så var det i virkeligheden kun få steder, hvor resultatet blev virkelig godt.
Mange steder har man intet ændret, og endnu flere steder er resultatet blevet en blot lidt mindre dårlig oversættelse. Oversættelsen bærer derfor i høj grad præg af at være blevet til som et kompromis mellem dybest set uforenelige standpunkter.
Det siger sig selv, at pladsen her ikke tillader nogen tilbundsgående undersøgelse af D092, men alligevel må nogle konkrete eksempler drages frem. Det skal understreges, at disse eksempler er valgt for at vise nogle af de punkter, hvor D092 generelt står svagt: Messias-profetier i GT, syndsforståelsen, læren om Kristi sande guddom, lov og evangelium, og frelsesforståelsen.
Job 14,4: "Hvem kan gøre det urene rent? Ikke en!" Her er et af skriftbelæggene for arvesyndslæren blevet tilsløret. Gl. overs.: ”Ja, kunne der komme en ren af en uren? Nej, end ikke en!"
Slm. 2,11-12a: Med megen klippen og klistren i den hebraiske tekst er det lykkedes oversætterne at fjerne Guds Søn fra denne salme. Resultatet er mildest talt ikke imponerende! Der bør oversættes, som noterne anviser: "Tjen Herren i frygt! Fryd jer med bæven! Kys Sønnen, at han ikke vredes og I forgår!"
Slm. 110,3: ”... på hellige bjerge har jeg født dig.” Denne oversættelse kræver flere indgreb i den hebraiske tekst og er et resultat af, at man har ladet religionshistoriske teorier være styrende for oversættelsen. En direkte oversættelse må foretrækkes: "i hellig klædning kommer din ungdom til dig".
Slm.135,5: " ... vor Herre er den største af alle guder." Med denne oversættelse har man reduceret Herren fra at være den eneste Gud til at være en blandt mange. Der bør oversættes:" ... større end alle guder" eller ”... over alle guder.”
Ordspr. 8,22-23: ”Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til."
Er Kristus blot Guds første og højeste skabning, eller var han til, før alt blev skabt?
Denne oversættelse hævder det første, mens for eksempel 1871-oversættelsen lyder: ”Herren ejede mig som sin vejs begyndelse, forud for sine gerninger, fra fordums tid. Fra evighed er jeg indsat, fra det første af, før jorden var."
Præd. 3,11: " ... han har også lagt menneskene verdens gang på sinde.” Ja, det ved de fleste vist - men teksten taler egentlig også om noget helt andet: ”... også evigheden har han lagt i deres hjerte."
Esaj. 7,14: ”Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."
Her er en af de centrale Messias-profetier (jf.Matt 1,23) gjort meningsløs, uden at der sprogligt set er nogen som helst grund til det. Tidligere hørte vi om "jomfruen”, som bliver ”frugtsommelig".
Mika 5,1: (Om herskeren fra Betlehem:) ”... hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage." Her har man tilsløret en af GT’s profetier om Messias' evige guddom (sml. Matt 2,6).
Gammel oversættelse: "... hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage."
Hab. 2,4: ”... den retfærdige skal leve i tro." I prøveoversættelsen stod der: ”... i trofasthed”. Tidligere oversættelser havde derimod: ”... ved sin tro."
Vi ser her, hvordan et skriftsted, som spiller en central rolle i Paulus' undervisning om retfærdiggørelsen (sml. Rom 1,17; Gal. 3,11), er blevet offer for et kompromis, som har taget al kraft ud af teksten og tilsløret sammenhængen mellem GT og NT. Desuden er grundtekstens ”sin” fjernet.
Matt. 3,8: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” Ordet "kræver" er uheldigt, da det trækker udsagnet i lovisk retning. Der bør oversættes: "... som er omvendelsen værdig," eller: "... som svarer til omvendelsen."
Joh. 14,17: ”.... sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den."
Her ser vi, hvordan Helligånden tilsyneladende opfattes som en upersonlig kraft, idet Han omtales som en "den" og skrives med lille forbogstav. Tilsvarende i Første Korintherbrev 12,11 og mange andre steder.
Rom. 3,23: ”... for alle har... mistet herligheden fra Gud." Dette er alt for svagt i forhold til grundteksten: "... og mangler Guds herlighed". Verset beskriver nemlig ikke bare en begivenhed i fortiden, men også en nutidig virkelighed, som bedst kan gengives: ”... og står uden ære for Gud".
Rom. 9,5: ”... og fra dem (= israelitterne) er Kristus kommet som menneske - han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen."
Tegnsætning er ikke uden betydning! Her har man helt bevidst fjernet et af Skrift-belæggene for Kristi guddommelighed.
Der bør oversættes: ”... og fra dem er Kristus kommet efter kødet, han som er Gud over alle ting, højlovet i evighed! Amen."
Gal. 3,24: "... så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom."
Med denne oversættelse har man tvunget en rent tidsmæssig tolkning ned over teksten, som indebærer, at lovens rolle er udspillet med Kristi komme.
Dette er imidlertid en særdeles uheldig indsnævring, da dette sted netop mere end antyder, at loven også har sin betydning efter Kristi komme: "... så at loven er blevet vores opdrager (el. tugtemester) til Kristus."
Gal. 5,16: "I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst.”
Med denne oversættelse får vi indtryk af, at Paulus giver en dobbelt formaning.
Men i virkeligheden rummer verset en dybere sandhed, nemlig:"I skal vandre i Ånden, så vil I ikke fuldende kødets lyst."
I dette vers ser vi også, hvordan oversætterne næsten konsekvent har ændret ordet "vandre" til "leve”.
Ef. 1,23: "[Kirken] er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle."
Sidste del af denne sætning er i god tråd med den i dag udbredte vildfarelse, at Kristus kun er opstanden, for så vidt, at der er nogen, som forkynder og tror det.
Oversættelsen fra 1948 må så afgjort foretrækkes: "[Kirken) er hans legeme, fyldt af ham, som giver alle al sin fylde."
Kol. 1,15: (Om Kristus:) "Han er... al skabnings førstefødte."
Rent sprogligt er denne oversættelse korrekt, men da den let kan forstås sådan, at Kristus blev til som den første af Guds skabninger, må en omskrivning foretrækkes: ”... førstefødt forud for (el. over) al skabningen”. Kristus er nemlig ikke en del af skaberværket, men den ved hvem alt er skabt og består. Dette fremgår også tydeligt af sammenhængen.
Afslutning.
En bibeloversættelse vil altid bære præg af den teologi (eller mangel på samme), som oversætterne står for, uanset om deres standpunkt er bibelkritisk eller bibeltro. Det spørgsmål, som må rejses, er, om vi som bibeltro kan være tjent med at have en bibeloversættelse, der er så præget af uholdbare kompromisser, som D092 er.
I denne sammenhæng bør det nævnes, at man i Norge og Sverige, da en tilsvarende situation opstod, ikke bare lod stå til.
Efter at man i Norge fik en oversættelse i 1978, som var helt uantagelig, udarbejdede tre teologer (bl.a. C.F. Wisløff) en alternativoversættelse, Norsk Bibel, som udkom på bokmål i 1988 (rev. udg. 2007) og på nynorsk i 1994. Denne oversættelse bruges også af nogle danskere, fordi de har indset D092’s svagheder.
Noget lignende er sket i Sverige, hvor bibeltro kredse står bag Svensko Folkbibeln, som udkom i 1998, to år før den helt ubrugelige Bibel 2000.
For denne artikels forfatter står det efter års intensivt arbejde med de bibelske tekster mere og mere klart, at troens folk i Danmark har brug for et alternativ til D092. Som nævnt har vi i Danmark en lang tradition for alternative, private bibeloversættelser, og for tiden er der vel flere oversættelser i brug, end der har været i mange år.
Problemet er, at ingen af disse er meget bedre end D092:
Den nye Aftale er gennemsyret af bibelkritisk teologi, som kommer til udtryk i alvorlige problemer omkring kristologien og frelseslæren for slet ikke at tale om indledningerne.
Desuden står den for et fuldstændigt brud med dansk oversættelsestradition, idet man har opgivet ord som synd, nåde, pagt, hellig, salig, retfærdig, vidne, åbenbare, forkynde osv.
Selvom Bibelen på hverdagsdansk ikke har den samme bibelkritiske baggrund, så er den alligevel kendetegnet ved nogle af de samme problemer: uklarhed i kristologien og frelseslæren, opgivelse af bibelske hovedord og ikke mindst unøjagtige oversættelser.
Spørgsmålet, som bliver stående, er derfor, om ikke der er behov for endnu et alternativ: en oversættelse med tydelig forbindelse til dansk oversættelsestradition og udarbejdet af bibeltro teologer og sprogfolk med solidt kendskab til og personlig forståelse for hele det bibelske budskab.
I denne sag må vi nødvendigvis tænke langsigtet. Problemet er nemlig, at bibeloversættelse er en meget tidskrævende proces. Derfor må vi indse, at næste gang Bibelselskabet udsender en autoriseret oversættelse, så vil den med al sandsynlighed være endnu mere præget af bibelkritisk teologi end D092.
Og set i lyset af Den nye Aftale og det generelle syn på de gamle bibelord må man forvente, at endnu flere af disse vil forsvinde. Allerede D092 bliver til stadighed udsat for en ganske voldsom kritik fra folk, som mener, at den er alt for påvirket af kirkens folk.
Derfor er det også tvivlsomt, om der i den næste autoriserede oversættelse vil blive vist samme hensyn til kirkens højrefløj som sidste gang. Samtidig må vi regne med, at der ikke kommer til at gå 50 år, før Bibelselskabet igen barsler med en ny oversættelse. Til den tid risikerer vi at stå med en dårlig og forældet oversættelse i den ene hånd og en ny, men endnu værre, i den anden.
-------------------
Læs artikel I her.
-------------------
1. Princippet om konkordans går ud på, at grundtekstens ord oversættes ens, hver gang de forekommer i samme betydning (Se seriens første artikel i Budskabet 4/08).
2. Den idiomatiske metode går ud på. at man oversætter mening for mening, ikke bare ord for ord (Se seriens første artikel i Budskabet 4/08).
3. D092 har opgivet ordet "retfærdiggøre" til fordel for flere forskellige udtryk, primært "gøre retfærdig" og "blive retfærdig”. Forskellen synes måske ikke stor, men den leder i retning af en effektiv forståelse af retfærdiggørelsen. Desuden er det uheldigt, at et så vigtigt og centralt ord ikke oversættes fuldstændig ens hver gang.
