Fremtidens bog i Guds højre Hånd - Joh. Åb. Kap. 5 og fl.

Fra Budskabet.
Nr. 1 - 1970.
Af Aage Jensen.
Landsformand i LM 1960-71.

At læse Åbenbaringsbogen er som at rejse i et storslået bjerglandskab. Vi møder her skyhøje bjergtinder med sne og is, der gnistrer i solens blændende lys. Vi møder svimlende dybe kløfter, der rummer død og undergang, eller man kan hvile sig på et grønt plateau og bjergtages af et storslået helhedsind­tryk, og det kan føles, som grænsen mellem tid og evighed forsvinder.

For en del år siden kørte jeg nede i Nord­italiens Dolomitter. Vi skulle raste, men foran os så vi et bjergparti af røde Do­lomittinder, der lyste som guld i solen, og vi besluttede at køre frem til dette storslåede syn. Men da vi havde kørt ca. 30 km., var bjergpartiet lige langt borte og lige nær ved. Vor naturlige evne til at bedømme afstanden havde bedraget os i dette ukendte landskab.

På samme måde kan vi opleve det, når vi læser om synerne i Åbenbaringsbo­gen. Rækker vi hånden frem for at drage begivenhederne til os, da fjerner de sig længere og længere bort. Om vi derimod i stilhed og under Helligåndens lys betragter synernes storhed, da kom­mer de os ganske nær. Da løftes vi op på de skyhøje tinder og ser ud over et vældigt skue - ind i himlen foran Guds og Lammets trone, eller vi føres ned i de svimlende dybe afgrunde, hvor død og undergang råder.

Vi frydes, og vi ængstes, vi kan smile eller græde. Vi længes mod opfyldelsen af synernes storhed, men vi gruer samtidig for be­givenhedernes konsekvens. Vi længes mod evigheden og Guds-rigets endelige fuldbyrdelse, men vi klamrer os sam­tidig til denne jord, for vi er alle med i det store drama.

De fire første kapitler i Åbenbarings­bogen omhandler specielt de syv menig­hedsbreve, der er tidshistoriske for Guds rige her på jord.

Kap. 5 indledes med, at Johannes i Guds højre hånd ser en bog beskre­vet indvendig og udvendig og forseglet med syv segl. Med dette første syn kommer kap. 1 vers 1 til sin ret, når der står:
"Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav for at vise sine tjenere, hvad der skal ske snart, og Han sendte bud ved sin engel for at fremstille det i bil­leder for sin tjener Johannes".

Med bogen i Guds højre hånd får Johannes et fast udgangspunkt for alle de øvrige syner, der følger efterhån­den, som seglene brydes.

”Og jeg så en vældig engel som råbte: "Hvem er værdig at åbne bogen og bry­de dens segl?" Og jeg græd meget, for­di ingen fandtes værdig hverken i him­len eller på Jorden til at åbne bogen og se i den.

Men en af de ældste sagde til mig, græd ikke, se sejret har Løven af Judas stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogen og bryde dens segl.

Og Jeg så midt mellem tronen og de ældste stod et Lam ligesom slagtet, det havde syv horn og syv øjne, hvilke er de syv Guds ånder, der er udsendt til hele jorden. Og det kom og tog bogen af hans højre hånd, som sad på tronen.

Og da det tog bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, holdende hver sin harpe og guldskåle fyldt med røgelse som er de helliges bønner.

Og de sang en ny sang og sagde: "Du er værdig til at tage bogen og åbne dens segl, fordi du blev slagtet og købte til Gud menne­sker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem for Gud til et kongerige og til præster, og de skal være konger på jorden." Johs. Åb. 5,2-10.

Med denne vældige introduktion ind­ledes åbenbaringssynerne for Johannes. Og nu græd Johannes nok ikke mere. Det var nok for ham at vide, at Jesus alene havde magt til at åbne fremtidens bog og bryde dens segl, ja det var en ubeskrivelig lykke netop at vide det, at alt, hvad der skal ske herefter, ligger i Jesu hånd.

Hvad der så end står skre­vet i denne bog, indvendig og udven­dig, det bekymrede ham ikke, det var nok for ham at vide, at Jesus alene hav­de magt til at bryde seglene for frem­tidens begivenheder.

Dette burde også være den kristne menigheds eneste trøst. Det burde være din trøst, som kender til at græde over uvished for fremtiden, som kender til angst og bekymring for din egen og dine kæres fremtid, som kender til angst for trængselstider og for Guds riges fremtid.

"Græd ikke", siger Herren, se sejret har Løven af Juda stamme, Davids rodskud, den strålende morgenstjerne. Han alene har magt til at åbne frem­tidens bog og bryde dens segl, ja end ikke en spurv falder til jorden uden hans vilje.

Din fremtid er i hans hånd. Dine børns fremtid er i Hans hånd, Guds riges fremtid er i Hans hånd, ja al verdens lykke eller ulykke, det som er nu, og det som skal komme, er i Hans hånd. Din og al verdens fremtid ligger ikke i Satans hånd, men den ligger i Guds hånd som en lukket bog, der alene kan åbnes af Jesus.

Truende og mørke uvejrsskyer træk­ker op overalt på verdens himmel. Vi er gået ind i et nyt årti, som ingen ved, hvad vil bringe. Hvad, vi ved, er, at verden er i smerte; fødselsveerne for åbenbaringssynerne er i fuld gang, men ingen ved, hvad der skal fødes til verden i dag eller i morgen.

Hvad, alle ved, er, at verden er i angst og for­tvivlelse over, hvad fremtiden skal brin­ge. Alle stormagterne kæmper for at bevare freden i verden, men ruster sig samtidig til krig med alle tekniske og biologiske midler.

Alle nationer kæm­per for moralsk oprustning, men ver­den forgår i umoral. Verdens kirker samler sig for at bryde den onde cir­kel og for at skabe enhed og fred i verden, men alle konferencer og reso­lutioner er i praksis nytteløse og kun med til at forøge forvirring og uklar­hed.

Den magt, Gud gav mennesket til at herske over verden og gøre sig jor­den underdanig, bliver af mange mis­brugt til deres egen ødelæggelse. Men­nesket har tabt verden af hænde og in­gen stormagt har mulighed for at æn­dre dette.

Men som Gud handlede i Jesus Kri­stus til frelse for verden, sådan skal Gud også ved dagenes ende handle i Jesus Kristus til dom over verden. Slan­gens hoved skal da knuses for evigt. Da bliver der kamp, ikke blot på jor­den, men også i himmelen. Se Åb. kap. 20.

Men om Herrens troende menig­hed - de, der faldt ned for tronen og priser Lammet, om dem står der: I skal være præster og konger for Gud på jorden.

"Og da Lammet åbnede et af de syv segl, hørte jeg en høj røst, der råbte: Kom! Og jeg så en hvid hest, og han som sad på den havde en krone på sit hoved og en bue i sin hånd, og han drog ud, sejrende og til sejer", kap. 6, 2-3.

Dette syn er veernes begyndelse. Det er ikke dette syn, vi synger om i san­gen: Se en konge ud til sejer drager på sin hvide hest. Denne sang er skre­vet over Åb. kap. 19, hvor der står:

”Og jeg så himlen åben, og se, en hvid hest, og han som sad på den kaldes trofast og sanddru og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Men hans øjne var som luende ild og på hans hoved var der mange kroner.

Han hav­de et navn skrevet, som ingen kender uden ham selv. Og han var iført en kappe dyppet i blod, og hans navn kal­des "Guds Ord".

Og hærene i himlen fulgte ham på hvide heste iført lange hvide klæder, og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han dermed skulle slå folkeslagene, og han skal vogte dem med en jernstav, og han skal træde Guds den almægtiges vredes vin­perse.

Og på kappen om hans lænd står skrevet et navn: Kongernes Konge og Herrernes Herre". Johs. Åb. 19,11-16.

Nej, rytteren på den hvide hest med buen i sin hånd og en krone på sit hoved er uden tvivl Antikrist, der dra­ger ud i verden, sejrende og til sejer.

Men denne stolte rytter rider aldrig alene. I hans følge rider rytteren på den blodrøde hest. Ham blev det givet at tage freden bort fra jorden.

Krige og martyrernes blod symboliseres ved den blodrøde farve. Og i hans følge rider rytteren på den kulsorte hest, og han der sad på den havde en vægt i sin hånd; den symboliserer dyrtid, sorger og verdslige bekymringer.

Og i hans følge rider rytteren på den gustengule hest, og han som sad på den, hans navn var døden og dødsriget, fulgte i hans spor. Ham blev der givet magt til at slå ihjel med sværd, hunger og pest og med jordens vilde dyriske magter.

Med disse syner gør Herren det klart for Johannes, at livet og vejen her i verden for Herrens troende menighed går gennem dybe trængsler, gennem fristelser, farer og forfølgelser, ja, at hele menneskeheden må lide under synden og Satans magt.

"Synden og Sa­tan med list og med magt,
indtil i dag, til i dag,
har mig forfulgt som et rov­dyr på jagt,
indtil i dag, til i dag".

De næste segl, som brydes, gør det ganske klart, at "det bør os gennem mange trængsler at indgå til Guds rige".

I kap. 6. vers 9 ser Johannes deres sjæle under Herrens alter, som var blevet dræbt for Guds ord og deres vid­nesbyrds skyld. Og han hørte dem råbe:
"Hvor længe, Herre, undlader du at hævne vort blod på dem, som bor på jorden?"

Hvorfor sønderriver du ikke himlen og farer ned, spørger Es. i kap. 63,19. Hvorfor beviser du ikke din magt i verden, spurgte Jesu egne disciple? Skal vi ikke slå til med sværd, spurgte Peter, da de greb Jesus og bandt ham i Getse­mane have? Men Jesus svarede: "Stik dit sværd i skeden Peter, thi den som slår til med sværd, skal selv omkomme ved sværd".

Gud bruger aldrig nogen ydre magt hverken overfor verden eller det enkelte menneske. Skønt Jesus kun­ne have bedt sin Fader sende en legion engle til at nedkæmpe alle hans fjen­der, så benyttede han sig ikke af denne magt, men lod sig uden modstand bin­de, mishandle og korsfæste.

"Dette er eders time og mørkets magt", sagde Jesus til sine modstandere. Men der er også noget, som hedder "Herrens ti­me".

Gud handler, når Han vil, og som Han vil. Satans magt er brudt. Det skete i Jesu dødstime. Da knustes Slangens hoved. Da bortførte Jesus fanger og gav menneskene gaver.

Vi lever i en verden, som er forligt med Gud i Jesus. Skønt synden og Satan raser vildt i ver­den, så "har han fået sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord kan nu ham fælde".

Synden og Satan kan ikke overvindes ved ydre magt, end ikke af Gud og langt mindre af et menneske. Men Gud sonede verdens synd og tog straffen bort ved at lægge den skyld og straf på Jesus, som lå på os alle.

"Gud er forsonet, Han ofret antog". Dette er syndens, dødens og Satans nederlag.
"Sa­tan, synd og død må rømme,
hvo vil da fordømme?"

Jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden, siger Jesus. Men de ord, som jeg har talt, de skal dømme verden på den yderste dag.

Af hans mund, som sad på den hvide hest, udgik et skarpt sværd, hvormed han skal slå folkeslagene. Åb. 19,15.

Som Jesus aldrig brugte anden magt end "Ordets sværd", sådan har "Ordet fra Guds mund" altid været og skal altid være det "sværd", hvormed Guds folk skal kæmpe her i verden, og hvor­med Gud selv skal dømme verden på den yderste dag.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Ved dette ord skabte Gud verden. Ved dette ord frelste Gud verden, og ved dette ord skal Gud dømme verden. På dette ord hviler hele Guds ska­berværk, Guds frelse og Guds dom. Den, som tror Guds ord, skal blive frelst, den, som ikke tror, skal blive for­dømt. Så enkelt er det.

Men som Ordet blev kød og tog bo­lig iblandt os ved Jesu synlige komme i Tidens fylde, således skal Jesus igen åbenbares i sin herlighed synlig for alle menneskers øjne. "Se Han kommer med skyerne og hvert øje skal se ham, også de, som har gennemstukket ham."

Men Jesus har klart sagt, at forud for hans synlige genkomst skal verden op­leve og gennemleve konkrete begiven­heder, dels af materiel art, dels af ån­delig art, Matt. 24. Men enden er ikke endda, siger Jesus.

Vi oplever i vor tid, at "Skriften opfyldes for vore øjne", at "Seglene brydes" i den bog, som hviler i Guds højre hånd, og at tiden afkortes ved, at begivenhederne tager mere og mere fart.

"Men om tid og time ved ingen, end ikke Sønnen, men alene Faderen. Men når disse ting begynder at ske, da skal I løfte blikket opad, for da stunder forløsningen til."

To begivenheder taler vor Bibel klart om, som skal gå forud for Jesu komme og for menighedens bortrykkelse.

Ligesom Israels folk ikke kunne komme ind i det forjættede land, før ammoritternes syndeskyld havde nået sit fulde mål, således skal denne verdens syndeskyld nå sit fulde mål, før Her­ren henter sin menighed. Og først skal dette riges evangelium forkyndes til et vidnesbyrd for alle folk, og da kommer enden, siger Jesus.

Verden skal opleve Herrens langmodighed i fuldt mål, thi Han vil stå retfærdig, den dag Han kommer for at dømme verden. Men:

"Når høsten er endt
og vor sommer forbi,
ej bøn og ej prædiken mer.
Når ej søndagens gry,
mere lysner i sky,
og Jesus indbyder ej fler.

Når den reddende hånd
har sit sidste slag slå’t
på synderens tillukte dør.
Ja, når ej syndere mer
tvættes hvide som sne,
når verden af Gud er forladt",

… da kom­mer Herrens dag, da er Hedningernes tider til ende og verden moden til høst.

Herrens dag afhænger ikke af ydre trængsler af nogen art, men Herrens dag kommer, når rigets evangelium er blevet forkyndt til et vidnesbyrd for alle folk, og når frafaldet har nået sit fulde mål. Men indtil da skal kampen mellem lys og mørke, mellem Satans magt og Guds magt kæmpes her i ver­den, kampen mellem Antikrist og Jesus Kristus.

Antikrist skal i videste ud­strækning gøre sig selv Kristus lig. Han rider på den hvide hest med en guldkrone på sit hoved, men hvor dette blændværk ikke strækker til, der tager han manuel magt i anvendelse. Dette symboliserer buen i hans hånd. Han svinger det dobbelte sværd: - Ånd og magt -.

Alene ud fra Guds ord og ved Hel­ligånden er det muligt at kende Anti­krists sande væsen: Menneskeforherli­gelse, menneskedyrkelse, menneske­magt, en ydre kamp for at frelse og frigøre sig selv, en kamp for selvfor­løsning, en ydre humanistisk ideologi.

Men til disse ydre omstændigheder skjuler sig en indre magt. Den blod­røde hest, den kulsorte hest og den gu­stengule hest følger i Antikrist spor.

Men et skjult tegn på Antikrist er, at al hans ydre magt og globale sejre skal blive hans egen undergang. Buen i hans hånd skal briste og sejrens krone falde af hans hoved. Rytteren på den hvide hest, hvis kappe var dyppet i blod, skal dræbe ham med sin munds sværd. Jesus Krist skal forvist sejre over fjen­dens list.

Opfyldelsen af disse begivenheder nærmer sig med stor hast. Verden mod­nes til høst. Hedningernes tider lakker mod enden, og verdens syndeskyld ha­ster mod sit fulde mål. I den afgørende kamp må den kristne menighed inten­sivere kampen for at bringe evangeliet ud til et vidnesbyrd for alle folk. Vi må bede og arbejde, kalde til tjeneste og på offersind.

Vi følger en Herre, hvis kappe er dyppet i blod. Dette er vort kendingsmærke, og til os råber Herren: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone".

I det syvende kapitel lader Herren Johannes se et syn. En skare, som ingen kunne tælle, af alle stammer, folkeslag og tungemål står for Guds trone og for Lammet iført lange hvide klæder. Og de sang en ny sang: "Frelsen tilhører vor Gud og Lammet".

Hvem er de? Det er alle dem, som er kommet ud af den store trængsel, de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham nat og dag.

I kap. 8,1 ser Johannes Lammet bry­de det syvende segl. Da blev der stil­hed i Himlen. Da forstummede lovsan­gen fra den frelste skare. Fra den stund, da det sidste segl er brudt, er der åbnet for de allersidste ting og tider. Da åb­ner sig for vort blik de svimlende dybe kløfter, der rummer død og undergang.

Men Herren tager sin due bort,
førend det onde går frem,
gemmer sin skat bag perleport
i Salems velsignede hjem.

Vi kan vel ikke andet end at ængstes og græde over verdens nød og afmagt. Vi kan ikke andet end at ængstes og grue for ødelæggelsens vederstyggelighed, når den med al løgnens bedrag stiller sig på hellig grund. Vi kan ikke andet end at grue for dommedag. Og dog siger Herren: "Græd ikke! Se, sejret har Løven af Juda, Davids rodskud, helten fra Golgatha."

Dette må være vor eneste trøst og frimodighed også i det nye år.

Og Han som sad på tronen sagde: "Se, jeg gør alle ting nye, og Han sag­de til mig: Skriv, thi disse ord er sande og troværdige. Og Han sagde til mig, det er sket, jeg er alfa og omega, be­gyndelsen og enden, jeg vil give den tørstende af livets vand uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve alt dette, og jeg vil være hans Gud og han skal være min søn". Johs. Åb. 21,5-7.