Tilsendt indlæg.
Januar 2009.
Af Verner Kristensen, Herning.
Jesus sagde:
”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.
I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” Johs. 15,1-8.
I folkekirken praktiseres barnedåb, og efter dåben opfordres forældre og faddere til at fortælle barnet om Jesus og bede for og med det, ”for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.”
Forbindelsen til Jesus gennem dåben er ikke automatisk virkende gennem hele resten af livet, hvis det åndelige liv ikke til stadighed får ny næring, ligesom legemet stadig får næring gennem den mad, vi spiser.
Hvordan bliver et menneske i Kristus med den samme nære livsforbindelse, som grenen har til stammen?
Jesus siger det selv således:
”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer!”
Det er hemmeligheden - - - det på en gang svære og enkle livssamfund med Jesus.
Det er svært, for det koster det af mit eget, som ikke kan forenes med at høre Jesus til. Og det er imod menneskenaturen at give afkald på alt sit eget, at give afkald på at være sin egen herre og tage hensyn først til Jesus og sidst til mig selv. Det kan intet menneske selv gøre!
Men hvis Jesu ord fylder menneskets sind og tanker, ja hele personligheden og viljen, vil Han selv virke livsforandringen i det menneske og lade sin kraft virke igennem det ud til andre mennesker.
”Men åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Galaterbrevet 5,22.
Men der er altså grene uden frugt = mennesker, som kommer i Guds menigheder og giver sig ud for at høre til der uden at have den rette livsforbindelse med frelseren!
Har de golde grene på vintræet haft sand livsforbindelse med Kristus engang og siden mistet den rette livsforbindelse, bør lederne – om det er muligt – være opmærksomme på dette for at undgå, at disse ”golde grene” bliver betroet opgaver i menigheden, som de ikke kan løse på åndelig vis, fordi de ikke har Jesu ånd i sig som den rette forudsætning!
Man kan godt lave kaffe, dække bord og rydde op efter møder eller udføre andre nødvendige, praktiske opgaver. Men hvis en ”gold gren” bliver ansvarlig for børne- eller juniorarbejdet, bliver korleder, mødeleder, prædikant eller bestyrelsesmedlem med åndeligt lederansvar for hele menigheden, vil hele menighedsarbejdet komme til at lide under det, og på længere sigt kan det undergrave arbejdet!
Vi må i denne forbindelse huske på, at det er muligt at leve i et åndeligt bedrag uden selv at være klar over det, før det er for sent.
Derfor kan man heller ikke forvente, at sådanne selv kan erkende sine manglende åndelige forudsætninger for at påtage sig et åndeligt ansvar i menigheden. De er måske dygtige og ihærdige mennesker, der gerne vil gøre en aktiv indsats ved at tale eller skrive om kristendommen eller arrangere forskellige aktiviteter i forbindelse med møder, lejre og andet lignende.
Er der da ikke plads for søgende mennesker i Guds menigheder? Jo, naturligvis bør der være adgang for enhver, som ønsker at høre Guds Ord og søger sandheden! Men søger de ”golde grene” sandheden, eller lever de tilfredse i selvbedraget?
I en demokratisk ledet kristen forsamling er det medlemmerne, der bestemmer. Det indebærer både en styrke og en svaghed. Hvis en åndeligt myndig bestyrelse peger på bestemte personer til at varetage ledelsesfunktioner, kan forsamlingen slutte op om sådan en anbefaling, og så er der formodning om, at det bliver det rette valg.
Men modsat kan en forsamling med et betydeligt antal stemmeberettigede ”golde grene” forkaste bestyrelsens forslag og vælge en anden person, som gerne vil gøre en indsats uden at være åndeligt beredt til det, og dette viser sig skadeligt for hele forsamlingens fællesskab. Netop en sådan situation er et eksempel på, at en gren suger kraft af vintræet uden at bære frugt, og derfor bør vintræet beskæres.
”Min fader er vingårdsmanden”, sagde Jesus, ”og hver gren, som ikke bærer frugt, den fjerner han.”
Ansvaret for at fjerne de frugtløse grene er altså Guds og ikke vort. Alle mennesker, der ønsker at komme og høre Ordet forkyndt, bør derved blive stillet over for kaldet til personlig omvendelse. Og Gud fjerner ikke grene, som kan udvikle sig til at bære frugt, hvis de får de rette vækstbetingelser. For Gud ønsker, at alle omvender sig.
Hvordan fjerner Gud da de frugtløse grene? Måske sker det ved forhærdelse, hvis et menneske nok hører Ordet forkyndt klart til et personligt valg, uden det virker omvendelse!
Derfor er det ledelsens ansvar at kalde prædikanter, som kan forkynde Ordet så klart og afgørende, at tilhørerne stilles over for valget: omvendelse eller forkastelse = forhærdelse.
Et forhærdet menneske kan ikke vedblivende komme i Guds menighed og til stadighed blive stillet over for Guds Ords kald til omvendelse. For Guds Ord er levende og virkende og skarpere end noget sværd og kan gennemtrænge sjæl og sind og kan gøre sig til herre over menneskets tanker og meninger.
Hvornår beskæringen sker for det enkelte menneske, må vi overlade til Guds afgørelse; så gør vi ikke noget forkert. Men hvis en menighed i misforstået hensynsfuldhed undlader at stille tilhørerne over for det personlige valg, skader man Guds rige iblandt os og vil derved pådrage sig medskyld for et forkvaklet menighedsliv.
Hvad sker der så med de frugtløse grene?
De kastes væk og visner; senere samles de og brændes, sagde Jesus. Forhærdede mennesker kan leve ude i verden efter at have vendt Guds menighed ryggen, og måske kan de leve videre i mange år, som om intet tilsyneladende er hændt dem. Men deres evige skæbne bliver anderledes, end hvad en kristen kan se frem til.
Derfor fornægter disse mennesker Guds dom og fortabelsen - - - de stikker hovedet i busken ligesom en struds og kan ikke se den forudsagte verdensdom nærme sig. Og de vil forsøge at vildlede Guds menighed til frafald.
Derfor er det vigtigt for kristne at blive så åndeligt modne, at det er muligt at kunne bedømme andres udtalelser i forhold til Guds Ord - - - om de leder hen til eller bort fra Jesus som frelser og herre.
