Af Asger Jensen.
Oktober 2009.
Der forkyndes meget i vor tid, som går under betegnelsen Guds Ord. Det er bare ikke altid Guds sandhedsord, der lyder i kirker og missionshuse. Der er derfor stor grund til at gøre som menigheden i Berøa, ”de granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan,” (Ap. G. 17,11). Det, vi savner i dag, er en undersøgelse af prædikenen. Noget af det farligste for et menneske er uden videre 'at godtage' alt det, som prædikes.
Ikke sjældent møder man mennesker, der udtrykker tilfredshed med de ugentlige gudstjenestetransmissioner i Danmarks Radio. Jeg har mange gange lyttet til disse gudstjenester, og ikke til dem alene, men også til mange andre møder og prædikener fra forskellige sammenhænge. Og da er det, at overskriften bliver meget aktuel. For ikke alene er der forskel på prædikener, men mange af de kirkelige udsendelser i radioen er et vidnesbyrd om, at det står skralt til med troen på Guds ord. Guds ord bliver ofte næsten ikke brugt i en prædiken, men desto mere præstens/prædikantens egen mening. Guds Ord bliver læst som tekst, men ikke brugt i sin helhed i en efterfølgende prædiken.
Nu må det tilføjes, at når et menneske kommer til at stå overfor Guds ord, da vil det hurtigt opdage, at her er noget, som ikke passer mig. Bare en løs gennemgang af Det nye Testamente antyder stærkt, at jeg, som jeg er i mig selv med mine tanker og meninger, er i konflikt med Guds ord. Jeg har nemlig en anden mening end Guds ord.
Skal Guds ord derfor blive til hjælp for et menneske, er der kun ét at gøre, og det er at se bort fra sig selv og sine egne meninger og tanker og bøje sig for det, som Guds ord taler og siger. Gør jeg ikke det, bør jeg ikke indlade mig i 'diskussion' med samme ord. For her er jeg dømt til at tabe.
Vor situation i dag er desværre blevet den, at mange forkyndere ikke har afstået fra at 'diskutere' med Guds ord. Og de fortsætter ufortrødent søndag efter søndag. De forkynder i prædikener deres mening om Guds ord, og resultatet kan blive, at mennesker tror, hvad der forkyndes. Der er ikke få udtalelser i dag fra mennesker, som tilkendegiver, at den forkyndelse, som de blandt andet har lyttet til, har de taget til sig, som den skinbarlige sandhed.
Der, hvor fejltagelsen synes at være særlig mærkbar, er, når en præst/prædikant kommer ind på det område, der hedder 'Guds kærlighed'. Her er man inde ved selve 'nerven' i al kristendomsforståelse. Men bliver det udlagt forkert og efterfølgende tilegnet og troet, da kan det blive skæbnesvangert for det menneske, som har lyttet.
Der skal ikke være nogen diskussion om, at Gud er kærlig. Hele Skriften bærer vidnesbyrd om det. Her tænker vi på 'den lille bibel', som er skrevet i Johs. 3, 16: ”Thi således elskede Gud verden”. Og det var netop, hvad Gud gjorde. En ægte og sand kærlighed til den fortabte menneskeslægt kommer til udtryk i dette ord, sammen med mange andre lignende ord i vor Bibel.
Men når Guds ord i dag bliver forkyndt ensidigt med en begyndelse og en afslutning af Guds kærlighed, hvor synden intet betyder, da er forkyndelsen kommet på afveje. Og det er netop, hvad den er i dag. Mange søndage ligner hinanden på den måde, at meget af den forkyndelse, der lyder i vort land om Guds kærlighed, distancerer sig langt fra det, som Guds ord taler.
Om prædikenen i dag ville indeholde Guds sandhedsord, da ville det møde megen modstand. Bliver der i dag prædiket, som Guds ord taler, vil det 'sortere mange mennesker fra'. At der samles mange mennesker om forkyndelsen, er ikke ensbetydende med, at det er Guds sandhedsord, der lyder. Måske snarere modsat. Det er altid betænkeligt, når mennesker betages og begejstres over en prædiken. Det må undersøges, hvad det er, prædikanten prædiker.
”Tro ikke enhver ånd”, advarer Skriften, (1. Johs. 4, 1). Den iboende natur, som vi bærer på, er en yderst farlig indikator for en skelnen mellem sandhed og løgn. Vor nød i dag er bare den, at så få læser i Guds ord. Mange har en opfattelse af, hvad Guds ord siger, men ved nærmere undersøgelse viser det sig, at det er menneskets egne tanker og ikke Guds. Og da Guds ord møder modstand i den menneskelige fornuft og tankegang, har det været medvirkende til, at forkyndelsen har indrettet sig efter, hvad mennesker tænker og ønsker sig. Det er med til at føre kristendom ned på det 'modtagelige' plan - noget som mennesker kan acceptere.
En ny situation
Ser vi imidlertid lidt efter i Guds ord, vil vi opdage, at netop Guds ord stiller os ind i en situation, hvor vi ikke alene øjner vores fallit og kommen til kort i åndelige spørgsmål, men langt værre – vi opdager, at vi er fortabt. Og det vil sige, vi er tabt for selve LIVET og har ikke anden udsigt end en evig fortabelse i Helvede. Men hvem kan udholde at høre den slags blive forkyndt i dag? Det ved mange prædikanter, og derfor undlader de at forkynde Guds sandhedsord, som det kommer os i møde i Bibelen.
Bliver Guds ord ikke forkyndt i sin helhed, bliver det et falsk evangelium. Og når det igen og igen understreges i forkyndelsen, at Gud er kærlighed, da er det sandt; men det er ikke sandt, at det er den kærlighed, som det naturlige menneske på forhånd har kendskab til. For den kærlighed, det naturlige menneske mener at have forstand på, er en kærlighed, som ser gennem fingre med synd - synd, som Gud aldrig ser igennem fingre med. Derimod hader Gud al synd og vil straffe al synd, (Hebr. 2,3)
I dag er det blevet almindeligt at godtage og velsigne det, som Gud ganske klart i sit ord har tilkendegivet som noget, der strider Ham i mod. Og det menneske, som ikke regner med Guds ord på disse områder, vil komme i strid med Skriften. Ja, et sådant menneske vil, om det ikke bliver omvendt, gå fortabt. Her har forkyndelsen i dagens Danmark et stort ansvar, og det bør præster og prædikanter skrive sig alvorligt bag øret.
Gud bliver i dag fremstillet i mange prædikener, som en overbærende og imødekommende Gud og som en, man sagtens kan have et kammeratligt forhold til. Men sådan møder vi Ham ikke i Skriften. Tværtimod, Gud er en fortærende ild mod al uretfærdighed og synd, og Ham skal vi alle en dag stå til regnskab overfor, (1. Pet. 4,5)
Men hvordan løses dette store problem?
Det er godt at kunne sige, at det er et problem, som ikke skal løses – for det er blevet løst - løst af Gud selv. Af den kærlige Gud. Gud har nemlig sendt sin egen Søn for at løse dette enorme problem for et menneske. Og da Gud kender alle mennesker, ved Han også, at alle mennesker har syndet imod Ham. Og med denne synd imod Gud kan intet menneske bestå på dommens dag overfor den Gud, som er en fortærende ild, (Hebr. 12, 29).
Hvad gør vi da? Vi bøjer os for Guds ords tale. Og vi takker for, at Han vil tale til os med sandhedsord, så vi bliver afsløret som dem, vi er. Men at der også i hans tale kommer en indbydelse, som er så rig og stor, at vi må falde på vore knæ og ansigter i taksigelse over, at det gælder mig den enkelte. Og uanset hvad vor synd end består af, så er den blevet lagt på Jesus. Fjernet fra os, (Johs. 1, 29).
Heller ikke dette diskuterer vi med Gud, for Ham diskuterer man ikke med. Derimod vil vi tage imod den frelse, Han uforskyldt vil skænke os. Ja, vi vil tro Ham og hans ord.
Da er vi frelst – af nåde.
-------------------------------------
Redigering: Lis J.
