Tidligere bragt i "Tro og Mission".
Af Karl K. Riis.
Den situation, at Gud er tavs over for vor bøn, at han ikke svarer, når vi råber til ham, taler både erfaringen og Bibelen om. I Salmernes bog sættes der ofte ord på en sådan smerte. (Sl. 69,4; 83,2; 77,2-11). Siger Guds ord da ikke: ”Dette er den frimodighed vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.” 1. Joh. 5,14.
Frimodighed til at bede
Mange kæmper med frimodighed til at bede. De ser på sig selv, de har svigtet så tit. Jeg skulle have bedt meget mere, mere indtrængende, mere udholdende. Hertil kommer alt det forkerte i deres liv, som anklager. De synes ikke de kan bede.
Men skal vi bede i kraft af vor egen vellykkethed? Når Gud ser på os, ved han: at ”de er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste”, Rom. 3:12.
Men da er der jo dobbelt brug for at bede, for vore rettigheder og vor værdighed over for Gud har vi mistet!
Hør: Her kommer evangeliet med sin første lysstråle om bønnen. Du slipper for at tænke på, om du selv er værdig. Du skal få lov til at regne med Jesus. Han er din ypperstepræst. Det er for hans lidelse og døds skyld, du ”med frimodighed kan træde frem for nådens trone”! Du får lov at bede i Jesu navn, dvs. med de rettigheder, der er hans, og som han har skænket til dig. (Joh. 14,14).
Hvor har Jesus givet os mange løfter om at bede? Når vi ikke har det, vi trænger til, ikke ser, hvor vejen går, og når vi synes vejen er spærret og lukket, da siger Jesus: ”Bed og I skal få! Søg, og I skal finde! Bank på, og der skal lukkes op for jer”! Disse løfter giver os frimodighed til at bede.
Efter hans vilje
”Hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os”. Men, når jeg nu ikke véd, om det, jeg beder om, virkelig er efter Guds vilje – hvad så? Hvor kommer vi let til at sidde fast i
dette med ”Guds vilje”. Og vær vis på, at djævelen gør sit til, at vi skal sidde fast i det, for at hindre os i at bede med frimodighed. Vi vil så gerne på forhånd have fuld klarhed over, hvad Guds vilje er, før vi med frimodighed kan bede.
Nu lærer Jesus, at de, som tror på ham, ikke alene får lov til at bede i hans navn, han siger også, at ”hvad vi end beder om i hans navn, det vil han gøre”. (Joh. 14,13). Og hvad han lover i sine løfter er virkelig udtryk for Guds vilje.
Og først og fremmest må du forstå, at Guds vilje er, hvad der er i overensstemmelse med hans frelsesplan! Et Guds barn elsker Gud, han som er stærk nok til at lade alle ting tjene sine planer til frelse! De er i sandhed til gode for os!
Når Jesus forbilledlig lærer os at bede: ”ske ikke min, men din vilje,” så beder vi samtidig om, at det må tjene hans planer til frelse. Du ser her et nyt lysglimt om bøn: Guds vilje er ikke en problematisk hindring, men et herligt evangelium. En sådan bøn efter Guds vilje, hører Gud!
Netop derfor er der en bøn, Gud straks svarer på. Det er bønnen om syndernes forladelse, bønnen om frelse, det har vi Guds løfte for. Det er den vigtigste bøn for os at bede!
Han hører os
Det trænger vi til at få understreget, fordi vi så let kommer i tvivl om vor bøn i det hele taget når op til Gud. Det er der nu ingen grund til at frygte, for Jesus lærer os, at når vi går ind i vort lønkammer, så er Gud der allerede, han er derinde i det skjulte, før vi beder. Vi ser ham ikke, men han lader os ikke i tvivl om, at vor Fader, som er i det skjulte, skal lønne os!
Det var også den besked, Daniel fik fra himlen, da han havde bedt. (Dan. 10,12). Han havde ventet i tre uger, og tilsyneladende havde Gud ikke ænset hans bøn. Det var ikke hele virkeligheden. Engelen sagde, at hans bøn var hørt fra første dag, han bad! Når det trak ud med svaret, var det fordi, der var hindringer i den usynlige verden. De skulle først nedkæmpes og overvindes, før svaret kunne komme!
Også for os i dag støder Guds vilje og frelsesplaner på mange hindringer. Hindringer i den usynlige verden, hindringer vi ikke ser, og det kan være årsagen til, at bønnesvar trækker ud, men bønnen er hørt!
Når bønnesvaret udebliver
I den vidunderlige beretning om, at Jesus opvækker Lazarus fra de døde, har vi også en bønnesituation. Lazarus var alvorlig syg. Hans to søstre kendte Jesus, og de sendte bud til Jesus.
Vi må gøre brug af den samme forret. Det var tillidsfuld bøn: ”Den, du elsker er syg!” (Joh. 11,4). De foreskriver ikke Jesus, hvad han skal gøre, men enkelt betror de deres nød til Jesus. Alligevel tøver Jesus, Lazarus dør, og Jesus kommer tilsyneladende for sent. Sådan kan vi også opleve det.
Men han kom ikke for sent. Han havde noget større i tanke end at gøre en syg bror rask. Han ville gøre en død bror levende! Det kan være meget svært for os at tackle, at et bønnesvar udebliver. Men her lærer vi, at Gud somme tider har en større opfyldelse end den, vi bad om! Men det skal også siges, at den slags ting er ikke så lette at gennemskue her nede fra!
Hvad vi har – og ikke har løfte om
Løfterne om bønhørelse er mange, de er vidunderlige, og de er klare. Vi skal læse dem sammen, tro dem og gøre brug af dem. Jesus ønsker det, for at Gud kan herliggøres, og vi blive frugtbærende kristne. (Joh. 15,8). Hvor vidunderligt, at vor tro må gribe om Guds løfter. ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den!” (Jak. 1,5).
Men i samme åndedrag taler Jakob også om, at vi skal bede i tro og ikke i tvivl. Her tænker han ikke på den teoretiske tvivl om Guds eksistens og de bibelske sandheder. Det er den praktiske tvivl, om Gud virkelig er villig til at give rundhåndet og uden bebrejdelser, til et menneske, der er så dårligt og syndigt som jeg!
En sådan tvivl udspringer af en bevidsthed om skyld. Jakob bruger billedet med bølgen, for den tvivlendes bøn svinger mellem håb og frygt: Kan og vil Gud give mig, hvad jeg beder om?
Kommer tvivlen til at bestemme, fører det til, at vi forkaster, hvad Gud siger i sine løfter. En sådan bøn kan ikke forenes med troens bøn og har derfor intet løfte over sig!
Det samme gælder den kødelige bøn, som Jakob omtaler i kap. 4. Den har sit udspring i vor selviskhed og egoisme. Den er helt ude af trit med indholdet i Guds frelsesplan. Derfor har den heller ikke noget løfte over sig!
Vi kan også nævne en falsk fromhed, som vi adskillige gange møder i Israels historie, (eks. Es. 1). Mennesker rækker fromt deres hænder mod Gud i bøn, men samtidig lever i direkte ugudelighed, umoral og ondskab. Den slags bøn væmmes Gud ved, og vi får ham ikke til med sin bønhørelse at støtte en sådan livsform. En sådan falskhed må et menneske omvende sig fra, derfor kalder han dem ind i omvendelsens opgør, han vil også deres frelse. (Es. 1,18).
Mon Jesus vil finde troen på jorden
Når Jesus har undervist os om at være udholdende i bønnen, slutter han med at sige, at Gud vil skaffe sine udvalgte deres ret, de der råber til ham dag og nat, og det i hast! Det vil han indprente i os! Men samtidig siger han: ”men, når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk. 17,8).
I endens tid er der så meget, der vil suge troen ud af vore hjerter. Derfor er det afgørende, at vi bliver i Jesu ord, for da bliver vi i Jesus. Derfor skal vi bede med frimodighed! Vel, vi kan komme til at vente på Guds svar, men det kommer, når hans time er inde! Det holder troen fast ved, for det har Gud sagt!
-------------------------
Gengivet med venlig tilladelse fra forfatteren.
