Fra hæftet ”Sandheden tro - om forkyndelsen i dag.”
Artikel af Jens Olsen.
Mennesket tænker altid forkert om Gud
Det religiøse i menneskets natur er en side (og vel den væsentligste) ved dette, at mennesket er skabt i Guds billede. Det er menneskets naturlige religiøsitet, der sætter det i stand til at erkende Guds eksistens og at have et personligt forhold til Ham. Gud skabte dog ikke mennesket således, at det ikke kunne andet end at søge ham, men således, at det frivilligt kunne binde sin vilje til ikke at ville andet end Guds vilje. Ved syndefaldet blev mennesket forledt til at løsrive sin vilje fra Guds vilje til at ville sig selv, og derved blev også menneskets religiøsitet vrangvendt, så mennesket blev sit eget religiøse centrum.
Det er derfor så afgørende at gøre sig klart, at når synden er trængt igennem til hele den menneskelige natur, så gælder det også den religiøse side. Vi farer altså vild, hvis vi i vore tanker om Gud og i vort Guds-forhold i det hele taget lader os lede af vor naturlige religiøsitet. Sand viden om Gud og ledelse til et sandt Gudsforhold (dvs. under Guds nåde) får vi alene i og gennem Den hellige Skrift; men vi farer også let vild, hvis vi tager en sandhed fra Skriften og bygger videre på den ved brug af vor logik og vor religiøsitet.
Mennesket tænker altid forkert om Gud! Både vor logik og vor religiøsitet fører vild i det stykke. Når vore studier i naturen lader os forstå, at naturfænomenerne i den skabte verden sprænger logikkens rammer, hvor meget mere da ikke Skaberen selv. Og også alle vore religiøse tanker om Gud er forkerte, fordi vor religiøsitet er i syndens vold.
Derfor må vi hente vor viden (og ikke bare en vis inspiration) om Gud, både hans natur og hans gerninger til frelse, ét eneste sted: i Den hellige Skrift. Og bemærk i den forbindelse: Her som altid gælder det: Skrifttroskab er ikke knyttet til enkelte skriftsteder, men til hele Skriften. Guds Ord er, hvad der står skrevet og hvad der også står skrevet. Luthers kendte princip for Bibel-tolkning - "at lade Skrift tolke Skrift" - beskriver han selv omtrent sådan: "Man ved først, hvad Bibelen siger om en sag, når man har læst og sammenholdt alt, hvad der står i Skriften om denne sag".
Når vi skal tale om almenreligiøsitetens farer, er det nærliggende til en begyndelse at forsøge at pege på nogle træk, der er karakteristiske for den almindelige, menneskelige religiøsitet. Grundtrækkene er de samme i alle religioner og kulturer, for de er frugter af menneskets faldne natur; men vi skal prøve at pege på nogle af de former og udtryk, der kendetegner almenreligiøsiteten, sådan som den ytrer sig indenfor rammen af den kristne kirke:
Religiøsitetens Jesusbillede
Den fromme religiøsitet (som Jesus kalder hykleri, fordi den ikke ser sandt på sig selv), kan nok respektere Jesus som lærer, religiøst ideal, profet, moralist, en særligt Gudbenådet mand - og den kan have brug for ham og elske ham som ven og rådgiver og vejleder, og som den, der giver nærhed og tryghed.
Men den vil ikke vide af eller have noget at gøre med Jesu stedfortrædende offerdød (dvs. en personlig stedfortræder) og soning for synden (dvs. den personlige synd).
Religiøsitetens Gudsbillede
Almenreligiøsitetens Gudsbillede kan beskrives omtrent sådan: Gud er god - han er villig, ja, ivrig efter at tilgive synd. Derfor bliver han glad, ja, måske endda smigret, hvis et menneske vender sig til ham og beder om tilgivelse.
Men - at Guds vrede er over al synd og ugudelighed - at Gud lod al min synd ramme Jesus og således udøste sin vrede over ham for at kunne være nådig mod mennesket - at Guds kærlighed ikke umiddelbart er over mennesket, men at Guds kærlighed er i Kristus, og med ham som mellemmand - og at det alene skyldes Guds nådige indgriben i et menneskes liv, at det får kaldet og omvendelsens mulighed, og endog at det vil omvende sig; - det vil den ikke høre tale om!
Det er karakteristisk for almenreligiøsiteten, at den taler om Guds kærlighed til mennesker som noget, vi alle ejer umiddelbart, fordi vi er mennesker. Men når Jesus siger: "således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn ... " (Joh.3,16), så betyder det ikke bare, at dette viser hvor højt Gud elskede verden, men det betyder først og fremmest, at her ser vi hvordan Gud elskede verden. I Jesu Kristi forsoningsdød på Golgata er et menneske under Guds kærlighed - og kun der. Vi kan samle den bibelske lære om Guds kærlighed således (selvom det ikke er et direkte bibelcitat):
Den, der har Sønnen har livet, og Guds kærlighed bliver over ham; men den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet, og Guds vrede bliver over ham.
------------------------------
Dansk Bibel-Institut
København 1996
