Fra hæftet ”Sandheden tro - om forkyndelsen i dag.”
Artikel af Jens Olsen.
Religiøsitetens syndsbillede
Almenreligiøsiteten betragter synd som fejl og mangler, "noget dumt noget, man fik gjort", en sygdom i sjælen, en større eller mindre brist i den gudsskabte og gudbilledlige natur. Synd er derfor noget, man gør, tænker eller siger, på trods af det, man egentlig inderst inde vil.
Men: den fornægter, at synden er blevet det dybeste, inderste og mest egentlige i menneskets natur - trængt igennem, så Guds-billedet er blevet så forvrænget, at menneskets inderste trang og higen ikke er efter Gud, men efter mennesket selv og at når mennesket synder, handler det efter sin natur.
Jeg vil gerne i den forbindelse anføre et par korte citater fra Aksel Valen-Sendstads bog "Farvel til religionen".
”Religiøsiteten vil altid være kendetegnet ved, at den omtolker sandheden om menneskets synd og skyld og oprør mod Gud. Synd, javel. Men ikke syndenatur. Fejl og mangler, javist. Men ikke nogen forvrængning af gudsforholdet eller viljen ” (s.79).
Og
”Når vi ikke har fået et åndeligt klarsyn for, hvor grundlæggende og radikalt synden har grebet fat i vor natur og helt igennem bestemmer over os, kan vi heller ikke have åndeligt klarsyn for, hvor stort og hvor totalt afgørende evangeliet om Guds nåde er” (s.74).
Hvad religiøsiteten lægger vægt på
*Alle mulige kristelige og kirkelige aktiviteter.
*At værne moralen og rejse institutioner, der bygger på det kristne menneskesyn.
*Varme og gode fællesskaber, hvor mennesker føler sig accepteret og omsluttet.
*Følelser. Når man beder, gælder det ikke bønnen som sådan, men hvad man føler og oplever under bønnen. Når man læser i Bibelen, er det ikke for at blive oplyst og overbevist om, hvad der står skrevet, men man er optaget af, hvad man føler og oplever, og hvilke tanker man får, når man læser i Den hellige Skrift.
Men: Det eneste, der er Guds sande åbenbaring til frelse - det ene fornødne, som Guds ord taler om, det er man overfladisk og ligegyldig overfor.
Spørger man sådanne religiøse mennesker, om ikke ordet om korset, Kristi soningsdød for vore synder, er vigtigt, så får man som svar (og tonefaldet afspejler dyb undren over et sådant spørgsmål), at det jo selvfølgelig er det vigtigste (!) men alligevel er det hele tiden alt det andet, man taler om!
Lad mig også her citere lidt fra Aksel Valen-Sendstads bog "Farvel til religionen”:
”Kristne mennesker bliver så engagerede i "positive" aktiviteter, at de ikke lægger mærke til, at det, de bruger deres tid på, ikke drejer sig om det ene nødvendige, og hvad det hele drejer sig om for en kristen. Forkyndelsen genspejler også denne skade. Den tager sit udgangspunkt i mennesket, og hvad det tænker og føler, og bliver så ved det. Den fromme snak og den tomme religiøse kliche- og slagordsprædiken træder i stedet for en fordybelse i Guds Ord og proklamationen af evangeliet. Kristi kors er som "Kanaans sprog", ler ligesom ikke passer til det moderne menneske. Det skærer i ens øren. Og de fromme religiøse er tilfredse med at høre denne udvandede snak, for de har mistet sansen for, hvad Guds Ord lærer os og vil os. De vil netop have det, som tilfredsstiller deres religiøse overfladiskhed og ligegyldighed i deres forhold til Gud” (s.74-75).
Vi kan kort opsummere, at det grundlæggende kendetegn for almenreligiøsiteten er, at den har sig selv - mennesket - som udgangspunkt og centrum.
Og dog: forsøger vi at beskrive almenreligiøsiteten ved konkrete træk, så er det, som om den smutter ud mellem fingrene ligesom våd sæbe; den omskaber sig en for at unddrage sig Skriftens afsløring. Derfor er det bedre at pege på dens modsætning: Den forkyndelse, der kasserer al menneskelig religiøsitet og alle menneskets gerninger, og som alene forkynder Kristi kors, Kristi forsoning som eneste grundlag for frelse og tro - blodets evangelium alene!
--------------------------------
Dansk Bibel-Institut
København 1996
