Fra hæftet ”Sandheden tro - om forkyndelsen i dag.”
Artikel af Jens Olsen.
Bibel tolkning
Med et af Aksel Valen-Sendstads udtryk kan vi sige, at en almenreligiøs bibeltolkning kan kendes på, at "evangeliet ikke er tolkningsnøgle til bibelteksten".
Lad mig forsøge at illustrere, hvorledes en bibeltekst på den måde kan udlægges almenreligiøst. Det drejer sig om Matt 18,21-35 - lignelsen om den gældbundne tjener.
Den almenreligiøse tolkning tager sit udgangspunkt i, at vi, som har fået så meget tilgivet, også må kunne tilgive vore medmennesker - og da især vore medkristne - det lidt, de forsynder sig imod os. Tyngdepunktet lægges på en beskrivelse af, hvad vi bør (eller måske snarere burde) gøre, og prædikenen munder ud i en stærk appel og opfordring til alle kristne om at have et tilgivende sind.
Men i virkeligheden er det jo ikke sådan, denne lignelses pointe skal forstås. Læses den i lyset af hele NT og med evangeliet (dvs. ordet om Kristi kors) som tolkningsnøg1e, så ser vi, at det, denne tekst beskriver, er en ussel synder, skyldig overfor Gud til evig dom og pine og uden noget som helst at betale med. Han tilbydes tilgivelse uforskyldt af nåde - men han har ingen ret syndserkendelse (han giver jo udtryk for, at han med tiden vil være i stand til selv at betale sin skyld, om blot Gud vil vise ham tålmodighed og give ham en ærlig chance). Og et sådant ubodfærdigt hjerte kan aldrig modtage Guds nåde i Jesus Kristus og blive genfødt. Det er det religiøse menneske, der ikke af hjertet kan tilgive sin broder, for han lever i et "noget-for-noget rige". Denne lignelse er altså ikke en alvorlig formaning til de kristne om at tage sig i nakken og tilgive hinanden. Den er en knusende og ubønhørlig dom over det religiøse menneskes ubodfærdige hjerte, og et kald til at omvende sig og komme til Jesus og modtage Jesu Kristi retfærdighed uforskyldt af nåde. For kun ved at leve i nåden (dvs. af dette evangelium) ejer man det genfødte hjerte, der indeholder et tilgivende sind.
Der er altså i denne lignelse en stærk og alvorlig formaning til Guds børn, at de skal tilgive hinanden af hjertet! Men det er ikke en appel til kødet, for "tilgivelse af hjertet" er ikke en lovgerning, men en Åndens frugt. Lignelsens formaning er altså en opfordring til at "leve i Ånden og ikke følge kødets lyst" (Gal. 5,16). At følge kødets lyst er ikke kun at leve i synd; det kan sagtens være et dybt religiøst og moralistisk liv. Men at leve i Ånden er at leve i nåden, og det indebærer, at al tilgivelse er på forsoningens grund, både den tilgivelse man modtager, og den man rækker videre til andre. (Dette afsnit i Galaterbrevet (5,13-18) er netop at forstå som en udlægning af lignelsen i Matt 18,21-35).
Farisæernes surdej
Almenreligiøsitetens tema er altid, hvad vi skal gøre. Den er altid lovisk. Dens version af "evangeliet" kommer derfor til at lyde omtrent sådan her:
- Jesus (Gud) peger på vore mangler ("synder") og formaner os til at gøre noget alvorligt ved det. (Og vi beslutter os til at tage os sammen - det kaldes "omvendelse").
- Jesus (Gud) lover os hjælp og støtte og vejledning til at komme i gode situationer og have lyst til at gøre det gode.
Almenreligiøsitetens farer i forkyndelsen – del III af IV.
- Jesus (Gud) forventer, at vi gør noget, som han befaler og ønsker ("hvad tror du ellers, han vil sige til os på dommens dag?").
- Jesus (Gud) giver os kraft og vilje til at tage afstand fra det dårlige og syndige, og til at ville og gøre det gode, og således blive retfærdige i Guds øjne.
Hvor den slags forkyndelse får hjemstedsret i den kristne menighed, vil den efterhånden forvise det sande evangelium om den uforskyldte nåde i Jesus til en stedse mindre plads, for til sidst helt at fortrænge den. Det er ingenlunde noget nyt; det var jo netop sådan, farisæernes lære var, den som Jesus kaldte farisæernes surdej, fordi den, hvis den får adgang til forkyndelsen, snart vil gennemsyre hele budskabet. Det vil den, fordi den jo er i nøje samsvar med den menneskelige religiøsitet - den kildrer ørerne.
Almenreligiøsiteten kan så udmærket bekende sig til Bibelens Gud - men den former ham i menneskets billede, idet den justerer de bibelske sandheder efter menneskelig religiøs tankegang. Det er i den forbindelse lærerigt at læse beretningen om "guldkalven" i 2 Mos 32. Folket sagde ikke: "Nu vil vi have en anden Gud"; nej, de lavede et billede og sagde: "Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten” (v. 4). Ligeledes siger Aron ikke: ”I morgen holder vi en fest for den nye gud"; nej, han siger: ”I morgen er der fest for Herren" (v.6). Det er den sande Gud, de vil dyrke; men de vil selv bestemme hvordan. Men vi ser helt tydeligt i det følgende, at den slags accepterer Gud ikke. Vi må vogte os vel for, at vi i Ordets og Evangeliets tjeneste selv vil bestemme metoder og ordvalg under påberåbelse af, at vi gør det for at tjene Gud og fremme evangeliets sag. Vi må aldrig lade vor religiøse følelse og trang være vejleder og norm i den sag; Den hellige Skift alene skal være norm for både liv og lære.
Jeg vil gerne i den forbindelse advare imod mange af de forsøg, der gøres i vor tid, på "at gøre det kristne budskab forståeligt og vedkommende for moderne mennesker". Så længe det drejer sig om at iklæde bibelordet en sproglig dragt, der gør dets egen mening og indhold forståeligt og tilgængeligt for læsere og tilhørere, er det både godt og nødvendigt. Men hvis vi i vore bestræbelser begynder at bevæge os bort fra de bibelske termer i forkyndelsen, er vi på afveje. Alt for ofte ser vi, at forsøg på at "nyformulere" evangeliet tager udgangspunkt i menneskers behov og derfor bliver formet af den menneskelige religiøsitet - og så sker udglidningen langsomt men sikkert: tyngdepunktet forskydes lidt efter lidt og (for den uopmærksomme) næsten umærkeligt fra det evangeliske til det loviske - fra Gud som centrum henimod mennesket.
------------------------------
Dansk Bibel-Institut
København 1996
