Fra hæftet ”Sandheden tro - om forkyndelsen i dag.”
Artikel af Jens Olsen.
Hvad der forkyndes
Når vi skal advare imod almenreligiøsitetens farer for forkyndelsen, så er det vigtigt at besinde sig på følgende:
* Det budskab, der forkyndes, består jo ikke bare i, hvad der siges; det består også af:
- Hvad der udelades
- Hvad der underforstås og tages for givet
- Hvordan vægten ligger i det, der bliver sagt
* Forkyndelsen i menigheden er jo ikke bare det, præsten siger fra prædikestolen, eller som lægprædikanten siger fra missionshusets talerstil:
- Det er sangtekster
- Det er vidnesbyrd ved vidnemøder
- Det er det, der bliver sagt ved bibelkredse og samtalemøder
- Det er det, der bliver skrevet i kristelige blade og bøger
Det er ikke ligegyldigt, hvad der bliver sagt og skrevet og sunget i den kristne menighed. Mange kristne lytter i dag til band og plader med kristelig sang i langt flere timer end de lytter til egentlig forkyndelse, og de læser lige så meget i kristelige blade og magasiner, som de læser i Den hellige Skrift. Hvad hjælper det så, at vi er på vagt overfor, at den traditionelle forkyndelse ikke bliver inficeret med almenreligiøsitet, hvis vi lukker øjnene for, at sangtekster og bladartikler udbreder almenreligiøse budskaber for fuld udblæsning?
Lad mig anføre endnu et eksempel fra Den hellige Skrift. Det drejer sig om Matt. 16,13-23. Peter bekendte på alle apostlenes vegne, at de var kommet til tro og erkendelse af, at Jesus er Kristus. Dette havde Gud selv åbenbaret for dem. Men hvorfor forbyder Jesus dem da strengt at vidne om ham (v.20)? Det ser vi af de følgende tre vers: De havde ved Guds åbenbaring fået nogen indsigt i sandheden, men endnu var deres tro og tanker hildet i traditionel jødisk (dvs. almenreligiøs) tankegang. De havde endnu ikke fattet, at Guds værk til frelse - messiasgerningen - først og sidst var Jesu sonofferdød for menneskers synd, og at Guds frelse er dette, at Jesus træder i mit (det enkelte menneskes) sted og jeg tilregnes hans retfærdighed uforskyldt. Dette forklarer apostlen Johannes således (se 1 Joh 4,1-3): Tegnet på en sand forkyndelse - Helligåndens tale - er dette: forkyndelsen af Jesus som Kristus (= Messias) - den salvede ypperstepræst, der én gang for alle gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod og vandt os en evig forløsning. Hvor dette budskab fornægtes eller forties – ja, endog forvises til at være noget andet end det eneste, der fornægtes evangeliet – der er antikrists ånd virksom.
Konklusion
Det bedste værn imod almenreligiøsiteten i forkyndelsen er at lære Guds Ord at kende - fylde sig med Guds Ord – fordybe sig i det, så det kommer til at præge ens tankegang og sprogbrug (thi faren ved ”bibelsprog” og ”kanaansprog” er langt mindre end almenreligiøsitetens fare!), så ens prædiken bliver ”at tale Guds Ord efter". Når du skal prædike over (dvs. udlægge!) en bibeltekst, så:
1) læs den grundigt igennem mange gange
2) sæt dig grundigt ind i sammenhængen, både når det gælder den lokale sammenhæng, teksten står i, og når det gælder dens historiske og emnemæssige sammenhæng
3) studér, hvad Guds Ord ellers lærer om det emne, teksten behandler
4) og hvis du får nye tanker og idéer ved dette arbejde, så prøv dem på de bibelske tekster og på almenreligiøsitetens kriterier.
Guds Ånds virke i et menneskes hjerte betyder ikke, at dets religiøsitet bliver omvendt (dvs. renset eller helliggjort), så det pludselig ved alt det rigtige, og så dets tanker og følelser om Gud og hans rige nu altid er rette og rigtige. Nej! Vor religiøsitet er og bliver i syndens vold - vore tanker er ikke og bliver aldrig nogen sinde Guds tanker!
Helligåndens gerning i hjertet er dette: at vise hen til og åbne Guds Ord for os.
I Skriften (og kun der!) åbenbarer Gud sin vilje og sine gerninger til frelse for mennesket. Guds Ånds gerning er at gøre hjertet åbent og villigt til at lade sig belære af det, der står skrevet i sin helhed og sin fylde.
Jeg vil gerne afrunde med endnu et par citater fra Aksel Valen-Sendstads bog ”Farvel til religionen”:
Altså: Selvom vi bekender troen, er vor natur sådan, at vi ikke af os selv kan holde fast ved sandheden. Vor religiøsitet vil altid tildække og forvrænge sandheden fra Gud i vort hjerte… Vi har derfor fået Guds ord for at kunne leve… Hvis vi ikke tager imod vejledning, men lader religiøsiteten herske og give os den falske følelse og trøst, at vi véd tilstrækkeligt og har indsigt i evangeliet, da er vi som farisæerne og de skriftkloge. De troede, de var indenfor, men i virkeligheden var de langt borte fra Guds rige. (s. 63f)
Ved sin åbenbaring fører Gud vor opmærksomhed bort fra os selv og hen på sin frelse, Jesus. Jo mere Guds Ånd kommer til at vise os storheden og betydningen af Jesus, desto mere dør religiøsiteten i os, åndeligt talt. Vor gamle syndige natur dør. Men denne livets lov gælder også omvendt: jo mindre Jesus betyder for os, desto større spillerum får vor syndige natur og religiøsitet. Af denne grund formaner apostlen os til at regne os selv for døde fra synden, men som levende for Gud i Jesus Kristus (Rom 6,11) (s.11 0).
Litteratur:
Aksel Valen-Sendstad: Farvel til religionen
Hugo Odeberg: Farisæisme og kristendom
------------------------------
Dansk Bibel-Institut
København 1996
